Tag: Sjæl

Om at være tro og utro

Har du prøvet at være utro – mod dig selv? Har du været tro mod noget,  som samtidig betød at du var utro mod dig selv? Har du måtte erkende, at det du var et forkert sted og at det du troede var sandheden for dig, viste sig at være en delikat løgn? Har du oplevet at blive vækket og se tingene på en anden måde?

I disse år oplever jeg at der på et generelt plan er to bevægelser igang; bevægelsen mod det pæne, det perfekte, præstationen. En form for puritanisme. Og det modsatte; en modbevægelse, som slår revner i vores forestillinger om virkeligheden og forstillelser om os selv.

Jeg tror vi skaber myter om virkeligheden og om hvem vi er – ud fra det vi tror vi burde være. Vi er utro mod virkeligheden og mod os selv.

Under det, vi gerne vil se, ligger en strøm af kaos.  En strøm af alt det som vi ikke kan definere, forudsige, rationalisere og kontrollere. Og det vækker en grundangst. For når det kommer til stykket, så kan vi ikke undslippe den strøm af rå energi, der vil os noget andet end det vi selv gik og troede var meningen med det hele.

Der sker noget nyt. Noget griber ind. En krise, en kærlighed, en passion, et møde. Vi forandres, vi fejler, vi træder ved siden af. Vi får en fiks idé. En indskydelse, en inspiration. Vi opfører os som om vi er utro mod det, vi hidtil har erklæret troskab – men i virkeligheden er det en bevægelse hen mod at være tro imod os selv.

At blive vækket.

Det gør ondt. For det opfattes som en krise. Som en flænge. Som en diskrepans. Men det kan også være smukt, vidunderligt, sjovt. Paradokset er at det kan være begge dele på samme tid. Smerte og skønhed.

Der er stemmer eller udtryk i os, der fortæller en anden – eller andre – historier om, hvem vi er. Ikke at vi er bedre, eller noget andet, eller at vi skal være mere.

Det er det, at vi ved at lytte til den strøm bliver radikalt os Selv. Kommer til os selv.

Strømmen, energien løber igennem os og virkeligheden, giver stemme og energi til noget andet, uopdaget, ukendt materiale. Noget som vi MÅ lytte til for at erkende og være tro mod os selv – og mod andre.

Der sker dog ofte det at vi lukker af for denne strøm, denne energi, denne blodrøde hvisken i mørket. Af angst forsøger vi at forblive uskyldige, og uberørte. Utro mod denne susende kalden, denne duft, der drager os, denne mørke ulmen i dybet.

Sjælen.

Spiritualitet – Hot or Not?

Not.

At søge Ånd uden at have forbundet sig med Sjæl giver ingen mening. Derfor er den spirituelle søgen for mig indstillet. En del af forklaringen findes i disse tidligere indlæg om New Age og Damebladsspiritualitet.

Jeg har indset ud af at det jeg så som min spirituelle praksis lige så vel kan være en måde at søge Sjælen; fx at arbejde med drømme, at skrive og at beskæftige mig med symboler – alt sammen som et middel til selverkendelse eller det James Hillman kalder Soul-making.

Sjæl og Ånd bliver til tider brugt som synonymer. Men de er ikke det samme – og det er umådeligt væsentligt.

At søge Ånd – at være spirituel – er en bevægelse opad. Men det er min oplevelse at den ofte mangler bund. Den bliver overfladisk og inflateret. For at kunne komme op, er det nødvendigt at gå ned – i mørket, i materien, i skyggen – hvor guldet ligger.

Psyche opening the golden box

Jeg siger ikke at det spirituelle – eller Ånd – ikke eksisterer – det gør den. Men måske giver det ikke mening at søge den, før vi har kontakt med vores egne dybder – istedet for at flygte fra dem ved at søge Ånd.

I søgen efter det spirituelle (det er min egen oplevelse) ligger en form for prætention, en søgen efter det perfekte, det transcendente, det som bringer mig væk, hen mod et udefinerbart mål. I søgen efter det spirituelle ligger en form for flugt og en afvisning af skyggesiderne.

Mens det er i erkendelsen af disse, accepten af det-der-er, af at vi altid er på vej, i accepten af modsætninger og paradokser at vi finder os Selv. Accepten af vores ydmyghed og menneskelighed, gør os større og måske bedre i stand til at rumme os selv og andre, og erkende og tilgive fejl – egne og andres.

I forståelsen af at livets Mening ikke eksisterer; Du er selv dit liv.

Livet selv er meningen med livet. Glæden ved at være til – og kærligheden.

Aspiration

Affødt af mine indlæg om at skrive og om Shapiros bog, kom jeg til at tænke på forskellen på aspiration og ambition. For mig er ambition noget ydrestyret, der kan måles. Noget man måske i højere grad gør eller har, udfra hvad man tror andre forventer, end hvad man selv dybest set ønsker.

Istedet for ambition kan vi tale om aspiration. I følge Shapiro er aspiration synonymt med intention, drøm, kald, formål, og det som han kalder “context”, hvis formål er at skabe passion, noget der driver en frem uden at definere en specifik destination.

“With an aspiration, your actions and beliefs are no longer driven by societal norms, a desire for money or status, or arbitraty goals. Rather they are based on meaning found deep within your soul. This makes your existence more intense and alive with purpose” (min fremhævelse).

Aspiration har rod i det samme latinske ord som spirit og inspiration; aspirare, som betyder “at ånde på” . Vores Aspiration er det vi ånder på, det vi fokuserer på, det vi skaber rum for i vores liv, og som vi derfor giver mere plads.

For mig at se er det væsentligste ved den måde Shapiro beskriver aspiration (eller hvad du nu vælger  at kalde den), at den har rod i dine  inderste ønsker, og det betyder, at den er et udtryk for hvem du er. Ikke hvem du føler du burde være eller hvad du burde gøre. Men dit selv, din sjæl.

Men hvad skal jeg så gøre? tænker du måske. Og hvordan finder jeg min passion (det foretrækker jeg at kalde det) og hvordan lever jeg udfra denne passion, uden at gøre mig afhængig af opfylde bestemte mål. At leve målfrit betyder ikke –  at du ikke kan have mål. Med til at leve din passion kan fx høre, at du opnår bestemte færdigheder eller udfører bestemte opgaver.

At finde sin aspiration eller passion kræver at du foretager noget “soulsearching”; at du spørger dig selv, hvad du altid har ønsket, hvad du drømte om som barn, hvad du gerne vil, hvis der er blot én ting du kunne vælge at gøre. Først og fremmest handler det om at finde noget, der giver mening, og at gå nye veje for at prøve nye ting.

Det væsentlige er at leve som efter et kompas, ikke et kort. At finde noget, der inspirerer dig og så bevæge dig eksperimentielt; at være parat til at udforske,  væve, slentre afsted og opleve det, du nu oplever på din vej.

Derudover skriver han også om temaer (themes). Istedet for at have et nytårsforsæt kan du vælge at have et tema for det følgende år. Men et tema, du kan udleve eller opleve på mange forskellige måder, og som du kan følge af mange forskellige stier.

Mit tema for i år er overgivelse eller hengivelse. Det kan jeg leve på mange måder; hengivelse til nuet, til de mørkere og dybere følelser, til at skrive, til mennesker, til at opleve noget nyt, ja, til at forsøge mig med nye madretter, smags- og duftoplevelser  etc. etc.

Det siges, at alle veje fører til Rom. Det vigtigste er ikke hvilken du følger, blot at den giver mening for dig.

Om at give slip

“Det er bare en projektion”

Vi har det med at neglicere oplevelsen af at have lagt vores guld over i en anden. Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden af at tage vare på sit eget guld og trække sine projektioner tilbage. Problemet er blot at det kan være en særdeles pinefuld proces at trække tilbage og at give slip. Det er ikke let.

Det er nemmere sagt end gjort, fx at

At forstå meningen med livet, at skabe mening for sig selv og forståelse for relationen til den Anden. Og dermed også at se den Anden som vedkommende er – minus de betydninger vi tillægger ham/hende i form af egne projektioner.

og

[U]dfordringen ligger i at trække projektionerne tilbage – at fordre vores eget guld. Vores egen energi. Det er bare ikke så nemt. Det kræver vilje til at se sig selv i øjnene. At finde sit guld – både det som umiddelbart skinner – og det “mørke guld” – kræver hårdt arbejde, og vilje til at få beskidte hænder.

James Hillman skriver om projektionernes paradoksale natur:

But it comes [the triangle of eros] not as an imagery in meditation but through violence and pain and in the shape of actual persons, teaching the psyche by means of the triangle that the imaginal is most actual and the actual symbolic. We say at one and the same time: It’s nonsense, a projection, all in my imagination” and “I can’t go on without the actual you”.  (A Blue Fire, Love’s Torturous Enchantments, p. 271)

Ingen kan sige sig fri for at blive ramt.

Der er så meget energi, så meget “psychomagi”, så meget Mening gemt i projektionerne, at det kan være særdeles pinagtigt at se dem i øjnene, at trække dem tilbage og tage ansvaret for at bære guldet selv. Det er forbundet med smerte, vrede, ensomhed og sorg. Afmagten over at skulle give slip. Det føles som at blive brændt.

I nogle tilfælde må vi trække projektionen tilbage fordi vi bliver bevidst om det og vælger det. I andre tilfælde er det nødvendigt, fordi den Anden netop er et selvstændigt menneske, der ikke kan, vil eller skal leve op til vore projektioner. Og i nogle tilfælde må illusionen så at sige a briste, når vi erkender og anerkender det egentlige menneske, der er bærer af projektionen.

Projektionerne som et fængsel.

Der er mange lag gemt i det. Dels er der anerkendelsen af betydningen af den energi vi har lagt ud. det. At det er smukt, at det er varmt, vibrerende og værdifuldt. Men også anerkendelsen af det menneske vi har set som værende så smukt og værdifuldt. Der ligger også en gave i at se det smukke i den Anden, der gør at man bruger de egenskaber i ham/hende som anker for sine følelser.

Det er ikke noget at skamme sig over. Eros er ikke noget at skamme sig over. Men i vores Logos-orienterede samfund har vi det jo ofte med at føle skam over vores følelser; især de pinagtige, pinlige og upassende af dem.  Så der ligger en skam forbundet med at det at projicere gode følelser over i et andet menneske og lade sig således fortabe. Derfor vælger vi ofte at devaluere det som blot en projektion, og lade være med at reflektere og blive bevidste og gøre det til vores eget guld. Fordi det gør så skideondt og er så forbandet besværligt.

Tilgivelse og accept er derfor vigtigt. Tilgivelse i forhold til sig selv, accept af at det faktisk sker og kan ske for os alle. Fordi sådan fungerer det for os mennesker. At der er noget smukt og værdifuldt i det. Fordi der ligger en mulighed for både læring og selv-kærlighed gemt i det. Og ikke mindst accepten af det andet menneskes unikhed og skønhed, der netop var det som fik både det bedste og det værste frem i en. Passionens dobbelte flamme.

Conjunctio. I alkymien er målet at opleve sammensmeltningen på det indre plan.

Tilgivelse og taknemmelighed er væsentlige elementer i det med at se sine projektioner i øjnene – og give slip. Taknemmelighed over det guld vi finder i processen. For ikke at sige ydmyghed og håbet om selv at blive tilgivet i det omfang vi sårer andre.

Skammer vi os over vores følelser og devaluerer dem, så devaluerer vi også os selv – vores inderste kerne. Sjælen. Der hvor energien i projektionen dybest set kommer fra og hører hjemme. Vi lukker øjnene for og hjertet for både sårbarheden og skønheden i os selv og andre. Vi lægger os selv, andre og vores fælles, dybeste menneskelighed på is.  Dét er en skam.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Trial-and-error

“You don’t have a soul. You are a Soul. You have a body.”
C.S. Lewis

Hvem er vi egentlig vi mennesker? Er vi kroppe med sjæle eller sjæle med kroppe? Eller er kroppen en manifestation af vores sjæl? Er vi her bare eller er vi her for at lære noget?

Er vi her for at lære eller blive dem vi virkelig er, og kan vi blive det ved at turde være menneskelige, sårbare?

Leonard Cohen synger

“There is a crack in everything
That’s how the light gets in.”

Det gælder også – eller måske især – for os mennesker.

I Det knuste hjertes visdom skriver Lars Muhl – med afsæt i ovenstående citat:

“[P]å samme måde som lyset kan trænge ind udefra når hjertet brister, kan dets iboende lys også skinne ud og oplyse din tilværelse indefra.”

Hvor vil jeg hen med alt dette?

Jeg vil faktisk sige Ja til det hele. Vi starter med at være så fine og sarte og uskyldige og rene, så bliver vi socialiseret ind i en bestemt kultur og norm, oglærer  hvordan vi kan og skal og bør være.

Og det prøver vi så. For ikke at blive udelukket og forkastet. Vi fejler og vi prøver og vi fejler igen. Og måske bilder vi os ind at vi skal være succesfulde og lykkelige og perfekte. Og så er det jo ikke så svært ikke at lykkes.

Men vi glemmer undervejs, hvad disse ting virkelig betyder for os, og vi måler os selv med de forkerte alen, der slet ikke er vores, og som intet har at gøre med dem vi egentlig er og som det er meningen at vi skal blive. Vores telos.

Nogle gange ser det ud som som on lyset skinner ud af himlen

Det er menneskeligt at fejle, men tør vi, kan vi, virkelig fejle? Vi skammer os og føler skyld. Vi opdager slet ikke at jo flere ridser, der kommer i lakken,  jo flere knubs, vi får – jo større er muligheden for at det vi egentlig er og startede med at være skinner igennem. Og det betyder, at vi kan acceptere at livet – tilværelsen er netop dette; en trial-and-error proces, hvor vi nogle gange farer vild og føler os fortabte og forladte.

Og erkendelsen af at dette er en del af tilværelsen (et grundvilkår) får os endelig til at forstå, at vi faktisk er der hvor vi skal være. Lige nu og her.

Fordi det vi skal lære er at blive os selv. Mig. Dig. Vi kan jo ikke rigtigt blive til andre, vel?

Det er som en labyrint hvor det ikke handler om at komme ud – men ind til lyset.

Jeg ved ikke om dette giver mening. Jeg håber det. Du må gerne sige hvad du synes.

Det som fik mig ansporet til at skrive dette indlæg – inspirationen – var dette link, som er ti sjove og tankevækkende regler for det at være menneske, sendt til mig af Julia. Tak!

Det symbolske liv

C.G. Jung skrev Man and his Symbols for at formidle betydningen af symboler til det almindelige menneske.

I vores moderne liv har vi brug for symboler. Ellers bliver vores liv meningsløst. Det er nødvendigt at åbne øjnene for værdien af det indre, subjektive psykiske liv – at opdage det symbolske liv.

Her er hvad Jung sagde i et seminar med titlen Det Symbolske Liv i 1939:

“You see, man is in need of a symbolic life. Badly in need. We only live banal, ordinary, rational or irrational things … But we have no symbolic life. Where do we live symbolically? … Nowhere, except where we participate in the ritual of life. But who among the many, are really participating in the ritual of life? Very few …

Have you got a corner in your house where you perform the rites, as you can see in India? … We have our own room of course  – but there is a telephone which can ring us up at any time, and we always must be ready. We have no time and no place. Where have we got these … mysterious images? …

Now, we have no symbolic life, and we are all badly in need of the symbolic life. Only the symbolic life can express the need of the soul, the daily need of the soul … And because people have no such thing they can never  step out of this mill – this awful, grinding life, in which they are “nothing but”. .. Everything is banal, everything is nothing but …

These things go pretty deep, and no wonder why people get neurotic. Life is too rational. there is no symbolic existence in which I am something else, in which I am fulfilling my role, my role as one of the actors in the divine drama og life”.  (C.G. Jung, CW, vol.  18,  p. 273-274)

Når vi kvantificerer og rationaliserer den ydre virkelighed – verden –  fratager vi den dens fortryllelse. Når vi neglicerer og devaluerer meddelelserne fra vores indre, psykiske virkelighed reducerer vi os selv. Vi gør os selv mere flade og mekaniske,  end vi er og end det er meningen, at vi skal være. Der er en tendens til at sige: Det var blot en drøm, et pudsigt indfald, en skør tanke, eller en pinlighed, der ikke skulle være blevet sagt eller gjort. Eller det var blot et tilfælde, hvis noget mystisk eller uforklarligt finder sted.

Mandala - symbol på Selvet

Men. Mennesket er et meningsskabende væsen. Et symbolsskabende væsen. Mennesket lever ikke af sten alene. Eller brød. Vi har brug for symboler og billeder for at holde sjælen i live. Sjælen skal næres for at vi kan være fuldt i live. Det er Soul-making som James Hillman kalder det:

“The poetic basis of mind places psychological activities in the realm of images. It seeks to explore images rather than explain them. Within this is the idea that by re-working images, that is giving them attention and shaping and forming them until they are clear as possible then a therapeutic process which Hillman calls “soul making” takes place. Hillman equates the psyche with the soul and seeks to set out a psychology based without shame in art and culture. This draws from a sense of images as that which a person is drawn to and looks at in a meaningful way. Indeed the act of being drawn to and looking deeper at the images presented creates meaning”. Wikipedia om Hillman

Jeg håber at det har givet dig inspiration og stof til eftertanke. I en senere post vil jeg komme med bud på, hvordan vi konkret kommer i kontakt med symboler og billeder – hvordan vi kan leve det symbolske liv i den moderne hverdag.