Tag: mørke

“[A]l den død/et almindeligt menneske/selv skal igennem/i løbet af sit liv”  Inger Christensen

Døden er i alt. Som en evigt tilbagevendende del af Samsara, forgår alt for at genopstå i nye former.

Vi dør og genopstår mange gange i løbet af vores individuelle, almindelige liv.

Vi dør i de bristede illusioner, skuffede forventninger og knuste håb. I dørene der lukkes. I relationer, der går itu, forældre, der dør og venner, der forsvinder, kærester vi forlades af eller forlader.

Ord og løfter, der forstummer og blæser bort i vinden, i tiden.

Situationer, der krakelerer indefra som gale (sic!) huse.

I naturens gang, i forfaldet, i forrådnelsen, og i begyndelserne ligger døden beredt, i spirerne, blomsterne, der først er friske, derefter rådner i vasen, og sender en tung duft ud i stuen. Vandet, der står stille.

Den døde mus under gulvet i sommerhuset. Naboen, der ligger død inden lugten afslører den ubodelige ensomhed, det er at dø alene.

I kullet, der både kan brænde og blive til diamant. I ild, der bliver til aske.

I min krop, hvis stjernestøv en dag vil blive til nyt beåndet liv. I mine rynker, i dine grå hår, i min hånd, der også falder en dag. Alt falder.

Vi dør.

Let it be.

***

Forleden dag dukkede denne fyr op. Han er sweet, ikke?

Det er en god ide at være fortrolig med ham, allerede i livet.

Death from The Alcemical Tarot by Robert Place.

Først og fremmest er han et symbol på det, som skal dø i mit liv nu. Guderne skal vide, at at jeg er ved at gå igennem en transformationsproces, en selektions- og og separationsproces. Det liv jeg har levet de sidste 15 år skal dø – og noget nyt skal begynde.

Relationer er faldet bort eller er blevet forvandlet.

Alt har en tid. Og nu er det på tide at dø. Og alt lade, det der vil dø, dø. Ikke uden smerte og intens sorg – men uden fortrydelse eller sentimentalitet.

Jeg har en vis fortrolighed med døden. Både den konkrete fysiske død og dens sødlige duft – og den symbolske.

Og nu byder jeg den velkommen og lader sandet glide bort gennem mine fingre.

***

Timeglasset er som den hvide blomst, dødningehovedet, leen, og ravnen (ådselsæderen) en af Dødens attributter.

Her har Robert Place gengivet Døden som et skelet, med en ravn og en lang pil, stående på en sort sol (Sol Niger). Det er interessant at Døden her holder en pil, og ikke en le.

Det er en reference til Eros’ pil, og det er derfor den er rød i den ene ende. Der er en evig forbindelse mellem Død og Eros. Som jeg har skrevet om før er Eros ikke blot en sød lille englebasse, nej Eros er en kaosmagt, der bringer det bestående til fald. Når vi rammes af Eros’ pil dør den verden vi hidtil har kendt og vi forvandles. Og ja, franskmændende kalder jo orgasmen for Den lille død; “Le petite Mort”- et begreb, der imidlertid også referer til et mindre fald i bevidsthed.

Hverken Døden eller den erotiske Kærlighed er til at spøge med og der er en evig dualistisk, pulserende forbindelse imellem dem. Da min mor døde blev min Eros frigivet og jeg blev forvandlet på godt og ondt.

***

Et originalt alkymistisk billede af Sol Niger fra Philosophia Reformata

Hvad betyder Putrefactio? Mortificatio og Putrefactio er to beslægtede begreber i alkymien som begge refererer til døds- og forrådnelsesprocessen. Mortificatio er ifølge Edinger den mest negative af de alkymistiske operationer, og er associeret med mørke, sorthed, nederlag, lemlæstelse, tortur og forrådnelse – og med den alkymistiske fase, der hedder Nigredo.

Disse operationer og faser gennemlever vi alle på på forskellige tidspunkter af vores liv, i form af død, sorg, tab, sygdom og livskriser. Og det er vigtigt for vores udvikling og vækst, at vi ikke viger bort, når vi er i dem. Ikke at vi skal dyrke dem, men vi må acceptere at de opstår, smerter, nedbryder og ødelægger os og efterlader os som forvandlede. De er nødvendige for de efterfølgende faser af fornyet vækst, opstandelse, genfødsel, undfangelse. Der er en ny begyndelse og prisen for at fødes i ny bevidsthed er netop vores villighed til at dø. Men det er væsentligt ikke blot at fokusere på det, der kommer bagefter – men at omfavne mørket, døden – for dets egen skyld.

At hengive sig til mørket på det præmisser – selvom det ofte er noget vi flygter fra.

***

Så der er dette her mystiske, alkymistiske symbol. Den kugle som Døden står på; Sol Niger.

Forudsætningen for at det alkymistiske opus (Opus Magnum) kan skabes er at materien (prima materia) bliver mørk. Egoet må forvandles i mørke, af mørke – hvor skræmmende denne tanke end er. Hvis solen og dens lys normalt symboliserer bevidsthed bliver den nu sort – ikke som i formørket af et andet legeme, men i sig selv. Der er tale om en anden form for bevidsthed – ikke ubevidsthed, ikke søvn, glemsel, flugt eller bedøvelse.

Sol Niger er et paradoksalt, mystisk symbol, som ikke kan forklares eller forstås rationelt. Det er et sort lys, der skinner i det mørke, vi gennemgår i de faser af livet, hvor vi dør. Lyset i mørket. Ikke lyset for enden af mørket – men mørkets eget lys.

Mørkets eget lys – hvad er det?

I alkymien har vi begrebet Lumen Naturae (Naturens Lys), som ikke er det samme den almindelige vestlige opfattelse af lys som mørkets modsætning.

Jung beskriver det som:

“The light of darkness itself which illuminates its own darkness, and this light the darkness comprehends, Therefore it turns blackness into brightness, burns away all superfluities and leaves behind noithing but facem et scoriam et terram damnatam (dross and scoriae and the rejected earth)” cit. i Marlan.

I dette mørkets lys brændes alt væk, som ikke er nødvendigt. I dette mørke ser vi et lys, somkun ses i mørket:

“In the deep dark the person alone sees light”

***

Problemet er at vi ikke er vant til at se på døden og mørket i dets egen ret i den vestlige kultur. Vi er ikke vant til døden, vi giver den dårligt plads, og forventer af de sørgende at de kommer sig hurtigt, at de klarer det. Alternativt og ekstremt er sorg blevet gjort til en sygdom. Vi har ingen guder for døden, som de fx har det i Indien. Tantra er i Vesten forenklet sagt blevet til sexteknik, men i tantraen er der jo også mørket – og Kali. Den gammeldags Melankoli er ligeledes blevet en diagnose, der nu hedder “depression” (ikke at forveksle med den virkelige sygdom depression, som kan være dødelig).

Min pointe er at vi har mistet vores forbindelse til mørket som del af eksistensen i vores kultur. Vi forsøger at gardere os, at flygte. Vi forsøger at rationalisere og diagnosere os ud af ubehaget ved den menneskelige eksistens, de faser af død, vi skal igennem. Vi søger det apollinske lys, og har ganske glemt Apollon også havde et mørkt aspekt, der havde at gøre med huler, slanger, heling i mørket og orakler.

Vi har glemt vores forbindelse til Lumen Naturae og forvist det til det irrationelle mystiske, til det okkulte. Men digterne og kunstnernes minder os til stadighed om døden; “Memento Mori” og det beståendes ubestandighed, og også den almindelige død, som Inger Christensen skriver om. Prædikeren minder os om, at alt har en tid: “En tid til at fødes og en tid til at dø” etc.

For Den lille Prins er vejen hjem døden og slangebiddet. Det er blot ét lag af fortolkning. Jeg tænker at vi ved at huske på døden, kan vende hjem og tilbage til os selv, til det unikke ved vores afgrænsede eksistens, som vi dog alle deler, en kollektiv skæbne. Jeg tænker at vi ved at erkende denne fælles skæbne, det som ultimativt gør os til ådsler, som ravnen hakker i, forpligter os til at påtage os vores Selv, at blive det vi har til opgave at blive, en påmindelse om at være generøse og givende i det liv, der nu er, med alle dets faser af død. Husk at ravnen også er visdommens fugl, Odins fugl.

***

I alkymien er der et billede af Sol Niger, som jeg finder meget, meget smukt.

Sol Niger fra Splendor Solis

Omgivet af liljer og roser; dødens og kærlighedens blomster, renhed og passion. Og solen lyser, for himlen er farvet rød og gylden.

Solen rejser sig, eller den går ned. Det er ikke til at sige, men det er en uafvendelig cyklus.