Aurum nostrum non est aurum vulgi
Liv er begær efter ord
ord begær efter liv
dit liv
dit kød, dit blod, din puls
Ord er kys
mine læbers gift og modgift
Min ild
dit vands kølige lindring
Ord er nålens rejse
farven flyder under din hud
en skygge
et tegn, mit mærke
Ord er øjnenes flammen
gnisten i mørket
brænder dig
evig ild
tiden siver
og løber imellem os
som vand
kunne jeg blot
elske dig
en dag, en time
eller det sekund
en berøring rejser
fra hånd til kind
en dråbes fald mod jorden
Ifølge Paracelsus var kviksølv (af gr. hydragyron – flydende sølv, vandsølv) sammen med salt og sulfur de tre grundelementer i alkymien. Sulfur blev associeret med Solen, kviksølv med Månen og og salt med jorden og Prima Materia.
I alkymien anvendtes kviksølv som udgangspunkt for at skabe det ædleste af alle metaller – Guld.
Sammen med sulfur skabes merkurisk sulfid eller Cinnabar, der er blodrødt og derfor blev denne kemiske forbindelse associeret med Rubedo i den alkymistiske sekvens af farver. Rubedo symboliserer psykologisk frigivelse af energi (libido i bred forstand), helhed, kulminationen på det alkymistiske arbejde og mødet med Selvet (individuation).
I alkymien refererer kviksølv/merkur mere til merkuriske kvaliteter end til metallets kemiske egenskaber, selvom der naturligvis er en metaforisk sammenhæng ellers ville de mange associationer mellem kemi, alkymi, mytologi, symbol – og psykologi – næppe være opstået. (Og det tør siges, at i alkymien er disse associationer legio – og temmelig forvirrende).
De egenskaber, der kendetegner kviksølv (også symbolsk) er dets volatilitet – dets bevægelighed, dets flygtighed, dets hurtighed, og dets evne til at indgå i forbindelser med andre stoffer. Kviksølv er en “agent”, der skaber forandring.
Og: Tænk på den græsk-romerske gud Hermes/Merkur; hans vingede fødder, hans rolle som gudernes budbringer, facilitator og trickster. Han stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene – han bringer lys og bevidsthed. Metallet kviksølv ses i tre tilstande, som Hermes/Merkur kunne bevæge sig i tre verdner.
Hvor Hermes/Merkur eller den merkuriske energi er, sker der forandring og nye forbindelser af kreativ og “kemisk” art opstår. Hermes er en trickster, som kan komme og gå, men næppe indfanges eller tæmmes.
Han kommer med gaver, inspiration input og indfald, hvis vi har øjne og sind åbne, og vi kan modtage dem i taknemmelighed, glæde og kærlighed, men vi kan ikke fastholde ham eller det i nogen bestemt form – det er imod hans natur.
I dag ryddede jeg op i de sidste af kasserne fra min mor. De har stået længe og ventet, det er jo snart to år siden at hun døde, Det var bevægende og glædeligt og sørgeligt på en gang.
Jeg fandt en masse billeder fra 1970’erne af mine forældre, af mig som baby, og af tiden før jeg blev født, hvor min mor så ung smuk og glad ud, blandt andet fra en tur til Sydtyskland, fra 1960, hvor hun har været 23.
Nogle gange glemmer vi at vores forældre har et liv før og udenom om os, og måske bliver vi selv – som forældre – overraskede når vores børn har svært ved at forstå, at vi selv er så meget andet end deres forældre.
Oprydningen fik mig på én gang til at føle mig forældreløs, som et barn – og endelig som voksen. Oprydningen fik mig til at slutte en cirkel, at sige farvel. Det føles meget mærkeligt at rydde op i et andet menneskes ting, som jeg har ryddet op i min mors i løbet af de sidste to år.
Hun er den der på godt og ondt har stået mig nærmest, men døden og afstanden skaber en fremmedhed, som gør det både mærkeligt og nemt, at “lukke det ned”, at reducere fem kasser med fotografier og gamle papirer til én, som jeg så kan gemme væk.
Jeg fandt et portrætfoto af min far, som jeg troede var gået tabt. Men det er ikke min far, blot et billede af ham, som jeg er glad for at at have genfundet. Jeg blev på én gang glad og chokeret, for jeg havde ikke regnet med at se det billede nogensinde igen. Min far døde i 1987.
Minderne om mine forældre flakser rundt som sommerfugle, svære at fange, men lige pludselig sidder de der bare, i hjertet, og jeg husker enkelte ting meget tydeligt.
Det får mig til at tænke på at fotografier og artefakter netop blot er minder. Døden er uigenkaldelig, på et tidspunkt ender udvalgte genstande, fotografier, dagbøger og breve, der repræsenterer os, i en kasse, og det er en anden – et barn, en ægtefælle – der definerer, hvad der hører til i den kasse, og hvad der skånselsløst bliver smidt ud. Utallige mennesker efterlader sig absolut ingenting, når de går bort, eller der er er ingen, der kerer sig om at udvælge de genstande, der repræsenterer dem.
Det er skræmmende. Livet er kort, døden venter og tilsidst er der ingenting eller meget lidt tilbage.
Trøsten er det levede liv, at leve, elske, at være i dette nu. Det er ikke en floskel – men en enkel sandhed – Carpe Diem. Grib dagen, nuet. Dette tindrende øjeblik, af smerte, glæde og levet liv. Det der definerer os er dem vi er lige nu – nej, vi har ikke brug for noget til at definere os – vi har kun brug for at være, for nuet og for hinanden, mens vi er her.
Så dér hænger hun, Inanna, på Kødkrogen. Nøgen, død, rådnende. Blottet for Ereshkigals blik. Prisgivet hendes vrede.
Vi hænger der alle fra tid til anden, kvinder såvel som mænd. Nogle gange vil livets nedture sørge for det, nogle gange opfører vi os selv destruktivt – og sørger således for selv at komme til at hænge der i et stykke tid. Vi gør det måske på et indre plan; Vi udsætter os måske for vores egen vrede, vores eget indre dømmende blik.
Vi dør – for at blive levende igen, når forrådnelsesprocessen er overstået og vi genfødes. Gamle ideer og forestillinger går i opløsning og forlader os for at nye perspektiver kan opstå.
Opture afløses af nedture, ekstroversion af introversion, perioder med skaberkraft og ekspansion med eftertænksomhed. Som flod og ebbe, der afløser hinanden i det store kredsløb, sol og skygge, vinter og sommer.
Det er altsammen en del af den store cirkel, som livet udgør (The Great Round), og som de to gudinder tilsammen symboliserer.
Inanna bliver frelst (og hendes mand Dumuzi og hans søster skiftes til at tage hendes plads). Hun dukker op til overfladen (og stjernehimlen) hvor hun hører hjemme. Men i processen hun har indoptaget sin skyggesøsters rå styrke – og hendes blik.
Then Ereshkigal fastened on Inanna the eye of death
Ereshkigal ser på Inanna med “Dødens øje”. I følge Sylvia Brinton Perera kan dette blik være hadets, depressionens og psykosens blik. Men det kan også være det blik, der lader os se os selv og omstændighederne præcis som de er:
“[T]hey can suggest a capacity to be objective, an urelatedness to the other that is life- and self-affirmation at its basic demonic level – not what we like to think is feminine in our culture” (p. 31)
Blikket – at se direkte på noget eller nogen uden at slå øjnene ned – er en aggressiv gestus, som ganske rigtigt ikke er socialt accepteret. Vi ser sjældent på hinanden i mere end få sekunder ad gangen. Og at fastholde et blik kan være utroligt provokerende.
These eyes of death are implacable and profound, seeing an immediate is-ness, that finds pretense, ideals, even individuality and relatedness irrelevant … they perceive with an objectivity like that of nature itself and our dreams boring into the soul to find the naked truth, to see reality beneath all its myriad forms and the illusions and defenses it displays” (p. 32)
Such seeing is radical and dangerously innovative … It feels monstrous and ugly and even petrifying to the non-initiate. for it shears us of our defenses and entails a sacrifice of our collective understandings and of the hopes and expectations of looking good and safely belonging. It is crude, chaotic, surprising, giving a view of the ground below ethics and aesthetics and the opposites themselves.
Dette blik tilhører ud over Ereshkigal, også Kali, Baba Yaga, og Medusa. Som bekendt er disse skikkelser alle billeder på det mørke feminine.
Dette blik repræsenterer evnen til at se gennem alle slør, alle idealer og prætentioner. At se den nøgne sandhed hos os selv og andre. Er vi i stand til at se virkeligheden i øjnene på den måde? Tør vi se på os selv dette gennemborende blik, tør vi møde dette blik hos os selv? Tør vi se det hos andre?
Inanna går ned i Underverdenen dødsriget netop for at blive mødt med dette blik af sin skyggesøster, sit mørke selv. Symbolsk set kan det være selve grunden til at hun går derned – for at møde sit mørke, sit kaos, sit dæmoniske selv (p. 31).
Dette blik implicerer også for kvinder at vi gøre os færdige med den pæne pige, at vi holder op med at tilpasse os forventninger og idealer, som ikke er vores egne, og at uanset hvad vi gør – hvis vi gør det ud fra en basal selverkendelse og selvaccept – vil vi komme til at såre. Spørgsmålet er ikke om det vil ske, men på hvilken måde og i hvilken grad. Denne erkendelse giver os en visdom og en viden, der:
“[R]elativizes all principles and opens a woman to the paradoxes involved in living with the Self.” (p.33-34)
Litteratur: Sylvia Brinton-Perera: Descent to the Goddess.
I anledning af påsken kommer her et hedensk modtræk, en lille heksequiz.
Tryk på knappen nedenfor for at tage quizzen:
(Kommentarer og kritik modtages gerne, da dette også er et eksperiment med at integrere polldaddy i wordpress)
Inanna er himlens dronning, gudinde for sexuel kærlighed, frugtbarhed, skønhed – og krigsførsel. Hun er som mange af de store gudinder associeret med de store kattedyr – især løven. Hun er associeret med Venus og stjernen er et af hendes symboler.
Det er uklart, hvorfor Inanna nedstiger til underverdenen.
Hun hører sin søster Ereshkigal jamre, som i fødselssmerter, men muligvis er det fordi Ereshkigals husbond, Gugalana, er blevet dræbt, og Inanna ønsker at deltage i begravelsesfølget.
Inanna stiger ned, men har forinden bedt sin tjener hidkalde guderne Enlil, Nanna og Enki, hvis ikke hun vender tilbage. I underverdenen bliver hun frataget sine klæder, sine regalier, herunder hendes stav af Lapis Lazuli – alt, hvad der har med hendes position og magt at gøre. Hun står nu nøgen foran sin søster Ereshkigal:
Naked and bowed low, Inanna entered the throne room.
Ereshkigal rose from her throne.
Inanna started toward the throne.
The Annuna, the judges of the underworld, surrounded her.
They passed judgement against her.
Then Ereshkigal fastened on Inanna the eye of death.
Then spoke against her the word of wrath.
She uttered against her the cry of guilt.
She struck her.
Inanna was turned into a corpse,
A piece of rotting meat,
And was hung from a hook on the wall.
Her hænger hun i tre dage og tre nætter. Tjeneren sender bud efter de tre guder, og endelig Enki indvilliger i at redde hende. Han sender to dæmoner ned efter hendes lig, og en byttehandel finder sted, hvorved det lykkes at få Inanna fri – mod at hendes mand Dumuzi – og hans søster, der går i forbøn for ham – skiftes til at være i underverdenen et halvt år ad gangen.
Hvad betyder det?
Inanna og Ereshkigal er to sider af samme helhed.
På det symbolske plan betyder det, at kvinden – for at få del i en rå, upersonlige urkraft, som Ereshkigal repræsenterer – må ofre alt, og må møde sin skygge nøgen. Ereshkigal står for alt det grimme og kolde, det isolerede, og separerende, som kvinder har brug for for at kunne stå ved sig selv. Alt det er noget som kvinder har svært ved at acceptere ved dem selv og tage i besiddelse. Fordi det har været ildeset og undertrykt i den almindelige kulturelle og psykologiske opfattelse af kvindelighed.
Turen på kødkrogen – døden, råddenskaben – betyder opgivelsen af alle prætentioner om kontrol og ego – at lade maskerne falde – og alt det vi tror vi bør eller skal være, finde os i, udholde, acceptere.
For nutidige kvinder betyder det ikke mindst alt det lort vi byder os selv i perfektionismens navn. Ved at overgive os til skyggen og dens rasen – og at vedkende os den anden side af det kvindelige, kan vi finde den helhed, som Inanna og Ereshkigal tilsammen repræsenterer.
Jeg elsker, når hedenske elementer optræder i fx populærkulturen. Jeg synes, at det er storartet at der optræder en mænade i anden sæson af True Blood, der driver hele Bon Temps til vanvid – også selvom det er skræmmende. Naturligvis skal man tage det med et gran salt – for det bliver jo ofte gjort temmelig spektakulært og forvrænget – men det er spændende når de elementer kommer i spil.
En grund til, at jeg er tiltrukket af disse myter og symboler er naturligvis, at det kvindelige har en plads i her – fx i myten om Inanna og Ereshkigal – som det har mistet i kristendommen. Kristendommen – især i den lutherske version – er temmelig gold set fra det feminines synspunkt, ikke engang Maria har nogen særlig betydning – men det er jo ikke noget nyt.
En anden problematik er adskillelsen af ånd fra materie. Jeg kom til at tænke på da jeg læste følgende i Descent to the Goddess af Sylvia Brinton Perera (om Ereshkigals krog):
“This sense of the pole suggests an aspect of the impersonal feminine yang energy. It makes firm, nails down into material reality, embodies and grounds spirit into matter and the moment. It it thus supportive, a peg to hang onto through life’s flux. […]”
Materien, det første (prima materia), det konkrete, det som er os – det som inkarnerer os – vores krop, især den kvindelige krop, er ildeset i kristendommen og i patriarkatet. Der er sket en adskillelse mellem ånd og materie, en adskillelse, som er som et sår, både for mænd og kvinder, og som måske først er ved at heles nu, psykologisk og kulturelt.
Denne splittelse betyder, at kvinder kan have svært ved at forbinde sig med verden, at findes vores kraft og tage den i besiddelse. Vejen ned i dødsriget til skyggesøsteren (det kvindeliges skyggesider, ildeset af patriarkatet), døden og det at blive hængt på en kødkrog, som Inanna bliver det af sin søster, fortæller symbolsk om at dykke ned, ned for at finde den styrke, der skal til for at forene ånd og materie.
Accepten af kroppen, kroppen som den er – ikke den idealiserede krop, der burde være og som vi repræsenteres for i kulturelle normer og skønhedsidealer – er svær. Kvindernes lod har været menstruationer, graviditet, vold, voldtægter, fødsler, barselsdød og barrnedød, sygdomme, udslidthed og tidlig aldring og død. Vi er – kulturelt – blevet identificeret med kroppen og gjort til objekter – og det er svært at tage den besiddelse, at elske den som vores egen, fordi der i de sidste 2000 år har været skam, skyld, synd og urenhed forbundet med kroppen. Og der er stadigvæk dobbelte standarder for kvinder fx i forhold til seksualitet – make no mistake.
Hvad jeg søger er en anerkendelse af det feminines kraft – som vi finder den i myter som den om Inanna og Ereshkigal – og som vi må tilbage til de ældgamle fortællinger om Gudinderne for at finde. Og naturligvis kræver det også balance – og en anerkendelse af at det feminine ikke blot handler om kvinder – men også mænds kvindelige aspekter.
Det jeg efterlyser er naturligvis ikke kontrollerende bitterfisser – men ægte rå kvindelig kraft, hvor der er fundet en helhed – hvor kvinder er i kontakt med og forbundet til deres maskulinitet og kan bruge den kontruktivt og afbalanceret.
Tilsyneladende kræver det en tur på Ereshkigals kødkrog …
I alkymiens Magnus Opus er salt en væsentlig bestandel – sammen med kviksølv (mercury) og sulfur.
Salt er relateret til Prima Materia, til form, til det håndgribelige og til jord. Salt er er bittert – i starten af transformationsprocessen. Men salt er også relateret til visdom – Sal Sapientia.
I følge Jung kan vi ikke være bitre og viise på samme tid. De to udelukker gensidigt hinanden:
“The most outstanding properties of salt are bitterness and wisdom … Tears, sorrow and disappointment are bitter, but wisdom is the comforter in all psychic suffering. Indeed bitterness and wisdom form a pair of alternatives: where there is bitterness wisdom is lacking and where wisdom is – there can be no bitterness. Salt is the carrier of this fateful alternative …”
Er du bitter kan du ikke endnu transformere erfaring til livsklogskab. For at kunne gøre det kræves det at du giver slip, lader det gamle gå, sætter det fri, og dermed sætter dig selv fri. Lettere sagt end gjort naturligvis. Jeg tror dog ikke at sorg er en del af bitterheden, jo smerten ved at miste er naturligvis bitter.
Men egentlig tror jeg at sorg er vejen fra smerte til visdom. Kunsten er at erkende og acceptere smerten ved at skulle give slip, ved at lade ting gå. Det der har været eller det, som ikke skulle være. Istedet for at forblive bitter og vred, påtager vi os sorgen, og det er den, vi bibeholder, og det er igennem sorgen vi renses, og bliver vise. Det er den proces alkymien (også) symboliserer.