Vampyrer

Hvorfor er vi i disse år så fascineret af vampyrer? Tjah måske har vi altid været det – men det forekommer mig at det griber om sig. Selv er jeg ganske fascineret af Trueblood – men det hænger måske sammen med at emner som sex, vold, fanatisme og hedenskab er en del af blandingen.

Der er utallige eksempler fra populærkulturen. Også min yndlings tarotillustrator Robert M. Place har beskæftiget sig med vampyrer i den sofistikerede og mørke Robert Place Vampire Tarot. Herunder The Lovers.

Her kommer 10 grunde til at vi elsker og er dybt fascinerede af vampyrer;

1. De er sexede – tænk blot på Eric Northman.
2. De gør som det passer dem – tænk igen på Eric Northman.
3. De har en evne til at få folk i deres magt – tænk igen på Eric Northman.
4. De behøver ikke at spilde tid på at lave mad – de skal bare have sat tænderne i deres næste offer.
5. De er – tilsyneladende altid – rige.
6. De har en fin, bleg teint – med undtagelse af dem i Buffy, som er decideret grimme – selv de smukke – som Spike og Angel bliver grimme, når de bliver exalterede.
7. De er stærke, lynhurtige og uovervindelige – med undtagelse af sølvkæder, hvidløg, vievand og andet, der er farligt for dem.
8. De er ligeglade med hvad folk tænker om dem – de ser tingene i et andet perspektiv – for;
9. De dør ikke.

Og:

10. De tilhører mørket, natten og skyggesiderne, døden, det forbudte – alt det som altid vil fascinere os.

Images from The Robert Place Vampire Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Vampire Tarot.

Venner og elskere

“Don’t try to use me or slyly refuse me,
win me or lose me,
that is that the darkness is for”

Jeg undrer mig nogle gange over det med relationer. Hvem vi “tænder” på – både som venner og elskere. Nogle personer trigger mig til at betro dem stort set alt. Og det forekommer utroligt enkelt – andre kan jeg bare ikke betro mig til …

Jeg tror det har noget med smertepunkter at gøre, som P.O. Enquist skriver om i Fra regnormenes liv. Jeg har mine smertepunkter – vi har dem alle, og det vi har brug for er ikke altid , at vores venner påpeger dem for os, trykker på dem, eller bruger dem imod os – men omsorgsfuldt hjælper os med at beskytte dem.

Jeg bilder mig ind at jeg kan mærke, hvem der vil trykke på dem og hvem der nænsomt vil puste på dem, velvidende at de er der, sagte, uden ord.

Jeg er ked af det når jeg er en kujon og ikke klart melder fra, som skrevet om tidligere. Jeg er ked af det når jeg lader mig misbruge eller selv misbruger andre.

Cohen har ret – det handler om at vinde eller tabe – nogle gange klikker det, og slår gnister – andre gange gør det ikke – sådan er det. Nogle betror man sine smertepunkter, andre ikke.

Det gælder både venner og elskere.

Etik?!

Fornylig var der en person, der sagde til mig “Jeg har en etik!”

Det der blev sagt mellem linierne er naturligvis:”Det har du ikke”.

Det er fuldstændigt korrekt. Begreber som normativ og etisk siger mig ikke noget – der er for lidt puls i dem. Det samme gælder synd, skyld og skam.

Formålet med de begreber er at kunne slå andre i hovedet og sige “Jeg har en etik”. Det giver en mulighed for at føle at man er bedre end den, man siger det til. Og muligheden for at kunne identificere sig som en person der har en etik … der i det mindste har en etik!

Jeg blev sgu egentligt vred. Temmelig vred. Ikke så meget fordi jeg blev skudt i skoene at jeg ikke har en etik. Men mere fordi vedkommende der sagde det til mig forsvandt ind bag sin etik og i øvrigt twistede alt hvad jeg sagde imod mig – hvilket blot bidrog til min vrede.

Der findes to udtryk for vrede; den kolde vrede; hvor man udsætter det menneske, man er vred på for følelseskulde. Og det kan blive virkelig koldt. Den varme vrede, hvor man ønsker at få talt ud, hvor man kan tage et godt skænderi, vise sine følelser, og ønsker at få renset luften.

Jeg dur ikke til The Silent Treatment. Så jeg blev vred, og temmelig ligeglad med etik. Men bagefter kom jeg til at tænke på hvad det egentlig vil sige at have en etik.

Måske betyder det ikke noget for mig – måske er jeg uetisk! Men – det gav stof til eftertanke.

Hvis man har en bestemt profession er det naturligvis nødvendigt at følge en etik; for eksempel hvis man er læge eller psykoterapeut eller lignende. I faglig henseende er jeg ret overbevist om at det er MEGET nødvendigt at have bestemte etiske retningslinjer.

Men hvad vil det sige at have etik, som person? At leve efter bestemte principper? At lade sig definere af disse? At definere andre ud fra disse? Er det etisk at bruge sin etik som et stempel hvormed man godkender ting og personer? At bruge den som standard, ikke blot for sig selv, som andre og deres måde at være til på ? Jeg tror ikke på at der nogle bestemte måder at leve livet på – det har jeg kæmpet med hele mit liv, og derfor er jeg villig til at smide sådanne standarder over bord. For at blive gladere og mere fri og lade andre være det.

Jeg ønsker ikke at dømme andre mennesker, og jeg ønsker ikke at blive dømt ud fra andre menneskers opfattelse af hvad der er godt eller dårligt. Vi kan Aldrig vide hvad der er sandt eller godt for andre.

Jeg tror på empati – at sætte sig i den andens sted. Uden at dømme.

Der er et wicca motto der siger;

“Do what you will, so long as it harms none.”

Det vil jeg gerne skrive under på. Men jeg er også hedensk.

Og så har jeg lært, at hvis jeg leve sådan skal være bedre til at sige til og fra, at melde klart ud hvem jeg er, hvad jeg vil – og også hvad jeg ikke vil.

Længsel

Just take this longing from my tongue,
all the useless things my hands have done,
let me see your beauty broken down,
like you would do for one you love.

Jeg dør af længsel mindst en gang om dagen. Jeg disintegrerer og bliver sat sammen igen, til en krakeleret helhed.

Efter hvad? Er det en erotisk længsel, en længsel efter ord, en længsel efter andre steder, andre himmelstrøg – efter at turde mere – fx med mine ord.

At indrømme min længsel. Er det ikke at blotte for meget? For inderligt?

Er det ikke bedre eller mere rationelt at være tilfreds, at elske det som er? Jo, og jeg elsker det som er. Jeg værdsætter mit liv, og alt det som er i mit liv. Det sure med det søde.

Og jeg elsker min længsel.

Fordi den driver mig, min bevidsthed, videre, og måske tvinger den mig netop til at turde mere med mine ord. Og acceptere den sult, acceptere det kaos  som ligger og smerter lige under overfladen.

Ser du, jeg bilder mig ind at det ikke kun er mig, der har det på den måde, og at længslen er et sår, som vi alle har. Men det er ikke noget vi går og taler om; vi indrømmer ikke så gerne vores sult, for det hele skal være perfekt?

Længslen er et hul, en mangel. Derfor skammer vi os, og dækker os ind, forsøger at skjule hullet, med penge, med selvudvikling, med alkohol, med beroligende medicin, med fart, med sukker, med disciplinering af kroppen.

Jeg foretrækker at kalde det længsel, ikke sult. Fordi at længsel er et smukkere og mere poetisk ord. Se blot Cohens tekst ovenfor.

Længsel. Måske er ideen med længsel, at vi ikke skal lappe hullet, men lade blodet flyde igennem det, og mærke det og lade det gøre os mere sårbare og lydhøre overfor os selv og hinanden.

Mellem os og det udefinerbare “objekt” vi længes efter er der et spændingsfelt, der har en enorm kraft. Fordi det er her vi skaber betydning, erotisk og kunstnerisk og eksistentiel betydning. Mening. Hvis vi kan udholde smerten og spændingen ved at være i det felt, i stedet for at forfalde til en af to poler; at give efter eller at negligere længslen. Begge dele gør os bevidstløse – på forskellige måder.

At være i feltet af is og ild er det, der gør os til mennesker.

Det er ikke et spørgsmål om afholdenhed, eller et opråb om puritanisme – jeg er ikke puritaner – snarere hedning.

Men det er et spørgsmål om at turde mærke dybet, suget, faldet.

Isolation

Billedet
To mennesker kæmper sig igennem sneen og mørket. Den ene med krykker og et brækket ben, den anden iført utilstrækkelige klæder og nøgne fødder. Det ser ud som om at de går langs en kirke, eller et rigt hus. Måske er de blevet udelukket, fra at komme ind i lyset og varmen, i læ fra kulden. Måske ønsker de det ikke, måske er de netop på vej hen mod døren, som vi ikke kan se på billedet.

De går blot ved siden af hinanden. Måske følges de – måske ikke. Måske magter de af ren og skær udmattelse ikke at gøre andet end bare at gå der. De synes at være isolerede fra fællesskabet indendøre – måske er de også isoleret fra hinanden?

Element/nummer
Fem’erne står her for disintegration. Her i betydningen isolation, udelukkelse. I forhold til materiel velstand, social sikkerhed og rigdom. De er fattige. Måske er de også fattige i ånden, hvis den bygning de går forbi er en kirke. En anden mulighed er at de selv har valgt ikke at være en del af et dogmatisk fællesskab af religiøse eller ideologiske årsager, og derfor må betale prisen, socialt og materielt.

Den største udfordring i dette billede er disse menneskers indbyrdes forhold. De er ikke en del af nogen helhed, ej heller det fællesskab de kunne have sammen. Muligheden og chancen for overlevelse ligger i at de ser hinanden, hjælper hinanden og giver hinanden varme, empati – og næstekærlighed. Uanset hvor ilde stedt man er, er det altid en mulighed, et eksistentielt valg.

Divinatorisk betydning
Isolation, ensomhed, fattigdom, udstødelse, afvisning, kulde, krise.

Det sjælløse menneske

En artikel i Weekendavisen om den franske filosofs Robert Redekers bog Egobody vækkede straks min opmærksomhed.

Redeker mener at vi har mistet vores sjæl efter vi sagde farvel til både Gud & Djævelen:

Et menneske, der kun lever for sin krop, som det moderne menneske gør, har glemt sin sjæl og sit jeg og forholder sig ikke længere til det evige spørgsmål: Hvem er jeg? Egobody’en spørger: Hvad er jeg? Han ignorerer mennesket i sig selv og de to størrelser – sjælen og jeget – som indtil nu har udgjort den menneskelige identitet.

Mennesket har med andre ord reduceret sig selv til en »zoologisk dimension« og afvist alt det, der adskiller det fra andre levende væsner: at være mere end materie, at være ånd, at have en sjæl.” Fra artiklen i weekendavisen

Er det sandt? Først og fremmest tror jeg ikke, at vi har en sjæl. Jeg tror at det er den, der har os. Men muligheden for at der overhovedet eksisterer sådan noget som en sjæl, vil vi som kollektiv, som kultur ikke kendes ved. (I øvrigt er denne diskussion endu et vidnesbyrd om den dichotomi jeg forsøger at gøre op med i indlægget om Kroppen).

Vi ønsker at glemme sjælen, at fortrænge den. Fordi fordi det minder os om smerten ved at være menneske, om alt det upassende og frastødende. Om mørket og dybet. Om skyggen – og angsten for det ukendte.

I sidste ende angsten for døden. Selvom ironien er, at netop vores krop er dødelig – selvom sjælen (måske) ikke er det. Det ved vi ikke. Men sjælen er sådan en udefinerbar, metafysisk størrelse – mens kroppen er formbar og disciplinerbar. Så det bliver kroppen vi tyer til i vores længsel efter udødeligheden.

Vi vender metafysikken og filosofien og døden ryggen, selvom (som Redeker siger med Platon og Montaigne) at filosofere er at lære at dø.

Muse

Jeg vil ud.

Jeg er burret inde i en krog af dit sind – som en trold i en æske, som en ånd i en flaske.

Jeg er ved at dø af længsel. Efter væren, efter skaberkraft.

Jeg ønsker at leve, at ånde, at flyve i solen som en stor skinnende guldsmed, glitrende og funklende.

Som en bi summer jeg omkring dig og stikker dig  med sit sortgule stik. Som en kolibri – jetsort, lille og fiks. Med snabelen helt inde i blomstens centrum søger jeg sødmefuld nektar.

Jeg antager bizarre former – synkroniciter, fata morganaer og hallucinationer.

Jeg søger dig om natten.  Kilder din nakke, puster på din pande. Velsigner dig med søde drømme – rider dig som en mare.

Brænder dig som Psyche brændte Eros. Vækker dig af din tornerosesøvn.

Jeg er dit blod, din puls. Jeg er din hede ånde. Glimtet i dit øje. Dit savn, din smerte.

Jeg kræver alt af dig, dit ypperste og driver dig til vanvid med sære impulser og skøre indfald – så verden ser dig som en nar, en joker, en dåre.

Jeg leder dig på afveje. Jeg iklæder mig en skøn kvindes krop, og gør dig elskovssyg.

Jeg smyger mig  i guld, i moskus og myrrha og jeg serverer gudindens føde for dig; dadler, figner, hvedebrød, honning,  granatæbler og krydret vin. Danser de syv slørs dans. Kræver dit hoved på et fad.

Jeg forfører dig med uskyldige øjne. Jeg giver dig ideer og du tror de er dine.

Jeg holder dig til ilden og giver dig kraft til at spille for fuld udblæsning. Jeg puster til flammen og holder dig varm og vågen. Tvinger dig til at yde dit bedste. Svinger pisken.

Jeg vil svigte dig – hvis du tøver blot en kende. Jeg vil få dig til at kravle og hyle som en hund.

Men.

Hvis du blot lytter stille, inderligt, hvisker jeg i dit øre, blødende, berusende, vilde, blide ord i en flydende strøm.

Jeg, din flamme brænder evigt.

Den dæmoniske elsker

For at skrive må den kvindelige forfatter lokke den dæmoniske elsker frem, have sex med ham – såvel i overført, som nogle gange i helt konkret betydning. For den mandlige kunster er der naturligvis tale om en muse.

I sin bog Seducing the Demon skriver Erica Jong om forholdet mellem lyst og at skrive. For mig at se er begge sider af Eros.

Måske ville den rigtige term være Daimon Lover – ikke Demon Lover. En daimon er en sjælefører og

“The daimonic has always been, and continues to be, a great source of creativity, inspiration, and fascination in all forms of art.”

Problemet med ens Daimon er at det er svært at lokke ham frem og du ved ikke, hvor du har ham. Han er en psychopomp, der går sine egne veje og han vil gerne have at du går med. Formålet er at finde helhed, men vejen derhen er tit temmelig snørklet.

Desværre kan han bestemt finde på at forlade dig midt i det hele. Han kan også finde på at bringe dig i uføre, give dig mærkelige indskydelser og indfald og skabe små eksplosioner af fyrværkeri, hvis han synes der trænger til at ske noget nyt, hvis han keder sig.

Jeg har efterhånden lært at når jeg begynder at sige mærkelige ting – eller rettere få lyst til at sige eller gøre mærkelige ting, så er min Daimon på spil – og han har noget vigtigt at sige mig. Det er en god idé at lytte til hvad han hvisker mig i øret – men det er IKKE nødvendigvis en god idé at gøre det, han umiddelbart foreslår.

I virkeligheden vil han gerne have det sjovt – han vil have flow, kreativitet, skønhed, lyst, ballade. Han vil have kog i kolben som en anden alkymist. Han vil gerne skabe. Nej han vil gerne have at Du skaber. Han vil gerne have at du lytter til ham og at du sætter dig ned og skriver eller maler, eller hvad din kreative kanal nu måtte være.

Han er en tricksterfigur – så flygtig som Hermes/Merkur. Og lynhurtig. Så han er væk i løbet af et nanosekund, hvis du ikke lytter til ham. Han er det rationelles modsætning, og hvis du bortrationaliserer det som han fortæller dig, inspirationen og ideen, hvis du ikke har tid, er træt og der er tusinde ting i vejen – så gider han dig ikke. Så forlader han dig og du sidder forsmået tilbage.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Ingen regler

Kampdag? Hmm – jeg må indrømme at jeg ikke har celebreret kvindernes internationale kampdag idag.

Jeg har en snert af dårlig samvittighed over det – og jeg synes, at det er noget fis at ville afskaffe den, som vores såkaldte ligestillingsminister har foreslået.  Med tanke på hvor mange kvinder der stadig på globalt plan sulter, er plaget af fattigdom, sygdom og vold, og ikke mindst at kvinder stadig bliver handlet som sexslaver og bliver stenet eller udstødt, at de (vi) stadig ikke er frie seksuelt, økonomisk og på mange andre måder.

Jeg ville gerne have hørt Erica Jong i den sorte diamant. Tilgengæld har jeg læst denne artikel om moderskab af hende. Kvinder er på vej tilbage til det store altopslugende Moderskab (uvist af hvilke grunde). Moderskabet der definerer kvinder udfra ganske få parametre, og sætter nogle bestemte standarder for vores ageren – fx at man nu skal have babyen med sig overalt – åbenbart (Gud fri mig vel!).

Ja gu’ er vi bundet af vores biologi og evne til at bære og føde børn, men det er jo ikke det hele, vel?

Selv er jeg mor til to vidunderlige børn, men jeg er ikke mor med stor M – det definerer ikke hele min virkelighed – jeg er også andet end mor.

Hvis jeg skal være helt ærlig havde jeg svært ved at vænne mig til at være nogens mor. Og jeg kan stadig blive overrasket når jeg bliver omtalt af andre til mine børn som “Mor”; “Spørg Mor” – “Hvem”, tænker jeg så . “Nå det er mig – Mig?!”.

Tænk på at kvindelighed ikke kun handler om moderskab. Gudinden er ikke blot modergudinden, selvom hun også er det. Der er Afrodite, kærlighedsgudinden. Der er Athene, Zeus datter, der sprang ud af hans pande. Der er Persefone, underverdens dronning. Der er Lilith og Hekate. Der er Inanna-Ishtar og hendes søster, den mørke gudinde Ereshkigal – og ikke mindst Kali – ødelæggeren. Der er Sophia – personifikationen af Visdom.


Alt dette for at sige at kvinder – og det kvindelige – er meget andet end moderskab. Og at vi skal vogte os vel for ikke (igen) udelukkende at blive defineret af vores evne som mødre. Lad os ikke hoppe på myten om den perfekte mor, men holde os til “den gode nok mor”.

Lad os være os selv; Kvinder i kød og blod, sjæl og ånd.

Erica Jong afslutter artiklen med følgende ord:

“We need to be released from guilt about our children, not further bound by it. We need someone to say: Do the best you can. There are no rules.”

Jeg tænker, at det ikke blot har med moderskab/forældreskab at gøre – men kan bruges i alle livets forhold:

Vær dig selv. Gør det så godt du kan. Der er ingen regler.