Indlæg #300. Det må siges at være lidt af en milepæl. Det bliver fejret med installation af wordpress 3.1.
Og en status. Denne blog – i den udstrækning den kan siges overhovedet at være den samme blog som jeg startede i 2006 – har taget nogle twists and turns undervejs.
Nogle emneskift og nogle titelskift. Nogle skift i design og struktur. Det er ikke så længe siden sidst, så jeg vil ikke dvæle for meget ved det.
Jeg spekulerer tiltider på hvorfor jeg forsætter, hvad drivkraften er. Jeg har få, men gode læsere, som lægger kommentarer og stiller spørgsmål. For jeres skyld vil jeg forsætte, jeg håber på at bidrage med indsigt og viden, og jeg er glad for alt det, jeg får tilbage. Dertil min egen – til tider lidt for svingende – energi, hjerteblod og inderlighed. Jeg får det godt af at skrive på denne blog.
Forleden nat drømte jeg at en ven gav mig et lille, gråt garnnøgle som jeg skulle dele ud til alle, men samtidig selv beholde – det vil sige holde fast i enden. Det var nok ikke så uanseligt som så, hvis det skulle kunne deles med alle.
Ariadne på Naxos efter at Theseus har forladt hende
Naturligvis kom jeg straks til at tænke på Ariadnes tråd. Ariadne var prinsesse af Knossos, og hun hjalp den unge helt Theseus med at komme ind i midten af labyrinten på Knossos, slå uhyret Minotaurus ihjel og finde vej ud igen. Det gjorde hun som bekendt ved at give ham en tråd, som han fæstnede ved indgangen til labyrinten, og som han holdt fast i så han kunne finde vej ud igen da han havde skilt uhyrets hoved fra dets krop. Bagefter skete der det, at den unge helt forlod hende. Hun giftede sig senere med guden Dionysos.
Da jeg havde haft denne drøm kom jeg til at tænke på en bog, jeg har, som hedder Ariadnes Clue : a Guide to the Symbols of Humankind (Anthony Stevens, 1998). Det er endnu en af de bøger, som jeg ejer, men som jeg endnu ikke har fået læst. Nu er jeg så begyndt at læse den.
Fordi det at følge den indskydelse man får fra en drøm kan nogle gange være en god idé – men – det vil jeg gerne understrege – det er det naturligvis langtfra alle gange. Det er præcis det jeg mener med at leve det symbolske liv; at være opmærksom på symboler – fx fra drømme – og stilfærdigt at “arbejde” med dem, lade dem simre i ens indre og i nogle tilfælde (hvor det ikke involverer eller sårer andre) at handle ud fra dem.
Tråden som symbol – kunne jeg så læse i Ariadnes Clue – har en rig symbolik, såvel i vestlige som i østlige mytologier. I Upanishaderne
“[T]he thread (sûtra) is described as linking ‘ this world to the other world and all beings. The thread is both ?tman (self) and pr?na (breath) and is linked to the central point in the cosmos, the sun. It is written that the thread must ‘in all things be followed back to its source …. Similarly the word tantra is also derived from the notion of thread and weaving and indicates the interdependence of all things.”
Der er flere eksempler: De tre skæbnegudinder Clotho, Lachesis og Atropos, og edderkoppens spind, både en en tråd og en labyrint;
“[A] mandala reconciling the opposites of creation and destruction, with its creator sitting at the centre”
Stevens afslutter sin indledende gennemgang af trådens symbolik med følgende ord:
“The thread, therefore, may be understood as an archetypal symbol of the life principle strechting through time as a means of conscious orientation and a guide to understanding”
Dette var så en såkaldt amplifikation af tråden som symbol. Amplifikation betyder i den jungianske terminologi at sætte drømmenes symbolindhold i relation til fx kulturhistorisk og mytologisk materiale, dvs at sætte dem ind i en kontekst, at forstærke dem og uddybe deres betydning. Men selvom det giver en bredere forståelse siger det jo intet om, hvad drømmen betyder for mig.
Jeg tror dels, at det handler om vigtigheden ved at være forbundet med andre mennesker, at være relateret. At alting hænger sammen, at vi alle er forbundet og at jeg er afhængig af og forbundet med andre. Opgaven for mig er at tage dette alvorligt, at skabe forbindelser, relationer. Eros (at skabe eros i alle dets forskellige betydninger er netop min aspiration) har meget at gøre med relationer, og de måder vi relaterer os på i verden – de tråde, vi spinder. For mig har det også at gøre med at skrive og derigennem at skabe bevidsthed og mening gennem ord; både for mig selv, men muligvis og forhåbentligt også for de mennesker, der læser det, som jeg skriver. På den måde bliver eros og logos forbundet på smukkeste vis.
Jeg kommer også til at tænke på, at netop nettet er jo mediet, som både jeg – og vi alle efterhånden bruger til at holde os forbundet på. At ytre os, at give hinanden betydning (som jeg hørte en sige meget smukt fornyligt) at holde os orienteret. At være relateret.
Alligevel var drømmesymbolet meget konkret, et gråt garnnøgle – jeg kan næsten mærke dets tekstur i min hånd, som jeg giver det videre.
Gid jeg var en sommerfugl, en gul med sort mønster, svævende over en grøn varm, dampende sommereng med masser af dejlige blomster at suge næring fra.
En solstråle der kærtegner varm sommerhud. En bølge mod stranden. En doven kat i en varm krog. Månens genskin i havet.
Et tordenbrag på himlen en hed sommernat – og lynet. Et snekrystal på en lyserød vinterkind. En salt tåre i mundvigen. Sved på panden. En tone i et hvælvet rum. Lysets brydning i et prisme. Smagen af et sødt æble. Regnbuen i et vandfald. Solsortens sang i skoven. En tigers stribe. Maling på et lærred. Et lyst indfald. En smerteligt sødlig dirren af spænding. Et blik, der bliver mødt. Og latter.
Ja. Kroppen er indgangen. Indgangen til sjælen, og indgangen til Eros.
For en introvert person med intuition som første funktion, følelse som anden funktion og en særdeles veludviklet tænkefunktion som tredje funktion, er det noget jeg “ved” – med mit bevidsthed. Men det er desværre ikke noget jeg har været særligt god til at anerkende eller erfare i praksis – med kroppen. Hele min sansefunktion – den fjerde – er ifølge Jungs typologi ubevidst, og dermed er det ikke noget jeg har været særlig god til at “dyrke”.
Som intuitiv har jeg haft det svært med med kroppen. Til tider har jeg negliceret kroppens egentlige behov. Det kan resultere i at jeg glemmer at lytte til min krop; at spise (sundt), at jeg ikke kan sove på grund af tankemylder, jeg undlader at bruge kroppen hensigtsmæssigt og at lytte til kroppens symptomer. Jeg har opfattet kroppen som inferiør, mindre værd – ja, helt ærligt!
Jeg har oplevet en form for opvågnen, en bevidstgørelse af den hidtil skyggelagte fjerde funktion, der nu er ved at komme til udtryk. Blandt andet som en anerkendelse af min krop og den skønhed, jeg udtrykker.
Det er så min personlige beretning, der dels har sin oprindelse i den måde, jeg personlig er indrettet på, dels min opdragelse og uddannelse. Men der er også et split i hele vores samfund og vores kultur mellem bevidsthed og krop, som gør sig gældende. og som er en af grundene til at jeg nu advokerer for sjæl, krop og eros – ikke i modsætning til – men som komplement til ånd, bevidsthed og logos, som er de bærende værdier og ambitioner i vores kultur.
Vel er der en masse kropsdyrkelse i disse år. Men jeg spørger mig selv, om det bunder i en anerkendelse af kroppen for dens egen skyld, eller om det i nogle tilfælde ikke i lige så høj grad er et spørgsmål om at vise selvdisciplin, at lade bevidsthed og vilje bestemme over kroppen; et spørgsmål om at udvise kontrol og selvkontrol? Sådan at dichotomien mellem krop og bevidsthed forbliver intakt. Vel er der intet galt i at dyrke fx fitness, løb og styrketræning – men det er ikke ringe at stille sig selv det spørgsmål; hvorfor man gør det? Dybest set? Nogle gange tænker jeg på om ikke også meditations- og mindfulnesbølgen til en vis grad også udtrykker en ambition om en sådan kontrol?
Vi har det med at beskrive de ting der har med kroppen at gøre som “nede” og de ting, der har med bevidstheden at gøre som “oppe”. Som om der både er en værdisættelse og en vertikalitet inde i billedet. Hvilket der er, set i perspektivet af den vestlige kulturs åndshistorie. Men måske er denne dichotomi falsk og vertikaliteten en illusion?
Til tider møder jeg et menneske, der er sin krop på en unik måde. Et menneske, der udtrykker bevidsthed gennem kroppen, fx gennem dans, eller musik, eller sport. Hvor krop og bevidsthed smeltes sammen i udtrykket, i væren. Sådanne mennesker synes at udslette dichotomien, og de bliver levende symboler på sammensmeltning af modsætninger og på helhed. Nogle mennesker et simpelthen fantastiske til at være deres krop, og naturligvis bunder det også i disciplin – men det er som om at sådanne mennesker i den grad er deres krop – fremfor at have den* – at de ikke oplever det som en forskel, men at de simpelthen er instrumentet – stemt i den rette tone.
For et et menneske, der er kreativt med ord er det fascinerende. Tilsyneladende er der en form for distance i denne form for kreativitet, som ikke findes i et kropsligt udtryk?
Heldigvis har vi ikke alle de samme talenter eller; vi har adgang til at bruge forskellige udtryk. Jeg tror nu at vi alle – inklusive jeg selv – kan få udbytte af at give slip på dichotomien mellem krop, sjæl, eros og bevidsthed, ånd, logos. Blive os Selv mere. Ved at være selve kroppen – istedet for at have den, disciplinere den og kontrollere den.
*Faktisk kan man også sige at vi ikke har en sjæl – men at vi er en sjæl – men dén diskussion må vente til et senere indlæg.
“Du skal lytte, Kafka Tamura, ” siger Oshima. “Bare lytte, forestil dig at du er en musling.”
Prøv at lytte til det sted, hvor du er lige nu. Acceptér de lyde, der er nu og lyt blot. Slå telefonen fra, sluk ipod’en, lad avis eller bog være et øjeblik. Gør dig til en musling, og lyt opmærksomt.
Lyt til børnenes stemmer. Til folk i s-toget eller på banegården, til espressomaskinen på cafeen. Til den klirrende lyd af kopper, glas og bestik. Til vindens raslen i træerne. Til den summende lyd af gaden, i byen om natten. Bilernes dæk på den våde asfalt. Til regnens plasken på fortovet. Til kattens spinden. Til vand mod strand. Til havets ældgamle summen i en konkylie.
Lyt til stilheden. Både den ydre stilhed og din egen. Find dit åndedræts rolige rytme.
Lyt til dit åndedræt. Lyt til dit hjerte. Lyt til dig selv. Lyt til verden.
For nylig hørte jeg to mennesker – uafhængigt af hinanden og i to vidt forskellige sammenhænge – udtrykke den holdning at det at beskæftige sig med og udtrykke skønhed er overfladisk.
Au contraire!
Skønhed kan udtrykke en dyb forbindelse med ens inderste. Se blot dette citat fra Nancy Qualls-Corbett’s The Sacred Prostitute:
The woman who comes to know the Goddess … finds her body beautiful and is consciously aware that it is … an manifestation of the Self … The body is … prime matter [sic!] by which she can come to know and to value her own deep emotions, intuitions and instinctive wisdom. The woman conscious of the goddess cares for her body with proper nutrition and exercise and enjoys the ceremonies of bathing, cosmetics and dress. This is not just for superficial purpose of personal appeal, which is related to ego gratification, but out of respect for the nature of the feminine. Her beauty derives from a vital connection to the Self” (p 62)
Det er egentlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt kroppen er smuk udfra objektivt æstetiske kriterier, men udfra følelsen af at den er smuk, og værdsættelsen af den, der udtrykkes gennem den omsorg, der ligger i at bade, smykke og pynte sig. Værdsættelsen – og det at være gorgeous – udstråler i sig selv selvrespekt, selvværd og eros – og så bliver man smuk.
Skønhed er noget universielt – og mangefacetteret – hvorfor ikke hylde den, såvel i andre som i sig selv?
De to billeder viser på hver sin måde den hedenske gudinde, og begge udtrykker hendes skønhed.
Har du prøvet at være utro – mod dig selv? Har du været tro mod noget, som samtidig betød at du var utro mod dig selv? Har du måtte erkende, at det du var et forkert sted og at det du troede var sandheden for dig, viste sig at være en delikat løgn? Har du oplevet at blive vækket og se tingene på en anden måde?
I disse år oplever jeg at der på et generelt plan er to bevægelser igang; bevægelsen mod det pæne, det perfekte, præstationen. En form for puritanisme. Og det modsatte; en modbevægelse, som slår revner i vores forestillinger om virkeligheden og forstillelser om os selv.
Jeg tror vi skaber myter om virkeligheden og om hvem vi er – ud fra det vi tror vi burde være. Vi er utro mod virkeligheden og mod os selv.
Under det, vi gerne vil se, ligger en strøm af kaos. En strøm af alt det som vi ikke kan definere, forudsige, rationalisere og kontrollere. Og det vækker en grundangst. For når det kommer til stykket, så kan vi ikke undslippe den strøm af rå energi, der vil os noget andet end det vi selv gik og troede var meningen med det hele.
Der sker noget nyt. Noget griber ind. En krise, en kærlighed, en passion, et møde. Vi forandres, vi fejler, vi træder ved siden af. Vi får en fiks idé. En indskydelse, en inspiration. Vi opfører os som om vi er utro mod det, vi hidtil har erklæret troskab – men i virkeligheden er det en bevægelse hen mod at være tro imod os selv.
At blive vækket.
Det gør ondt. For det opfattes som en krise. Som en flænge. Som en diskrepans. Men det kan også være smukt, vidunderligt, sjovt. Paradokset er at det kan være begge dele på samme tid. Smerte og skønhed.
Der er stemmer eller udtryk i os, der fortæller en anden – eller andre – historier om, hvem vi er. Ikke at vi er bedre, eller noget andet, eller at vi skal være mere.
Det er det, at vi ved at lytte til den strøm bliver radikalt os Selv. Kommer til os selv.
Strømmen, energien løber igennem os og virkeligheden, giver stemme og energi til noget andet, uopdaget, ukendt materiale. Noget som vi MÅ lytte til for at erkende og være tro mod os selv – og mod andre.
Der sker dog ofte det at vi lukker af for denne strøm, denne energi, denne blodrøde hvisken i mørket. Af angst forsøger vi at forblive uskyldige, og uberørte. Utro mod denne susende kalden, denne duft, der drager os, denne mørke ulmen i dybet.
At søge Ånd uden at have forbundet sig med Sjæl giver ingen mening. Derfor er den spirituelle søgen for mig indstillet. En del af forklaringen findes i disse tidligere indlæg om New Age og Damebladsspiritualitet.
Jeg har indset ud af at det jeg så som min spirituelle praksis lige så vel kan være en måde at søge Sjælen; fx at arbejde med drømme, at skrive og at beskæftige mig med symboler – alt sammen som et middel til selverkendelse eller det James Hillman kalder Soul-making.
Sjæl og Ånd bliver til tider brugt som synonymer. Men de er ikke det samme – og det er umådeligt væsentligt.
At søge Ånd – at være spirituel – er en bevægelse opad. Men det er min oplevelse at den ofte mangler bund. Den bliver overfladisk og inflateret. For at kunne komme op, er det nødvendigt at gå ned – i mørket, i materien, i skyggen – hvor guldet ligger.
Psyche opening the golden box
Jeg siger ikke at det spirituelle – eller Ånd – ikke eksisterer – det gør den. Men måske giver det ikke mening at søge den, før vi har kontakt med vores egne dybder – istedet for at flygte fra dem ved at søge Ånd.
I søgen efter det spirituelle (det er min egen oplevelse) ligger en form for prætention, en søgen efter det perfekte, det transcendente, det som bringer mig væk, hen mod et udefinerbart mål. I søgen efter det spirituelle ligger en form for flugt og en afvisning af skyggesiderne.
Mens det er i erkendelsen af disse, accepten af det-der-er, af at vi altid er på vej, i accepten af modsætninger og paradokser at vi finder os Selv. Accepten af vores ydmyghed og menneskelighed, gør os større og måske bedre i stand til at rumme os selv og andre, og erkende og tilgive fejl – egne og andres.
Engang i mellem er det sundt at stoppe op dér på stien og spørge sig selv, hvad drivkraften er.
Hvad er drivkraften bag denne blog? Hvad er mine bevæggrunde til at skrive om de emner, jeg skriver om? Selv om jeg har løst op på formen og strukturen på bloggen, er det jo dybest set de samme emner, der har min interesse – bortset fra spiritualitet. Som skrevet tidligere er det jo spændende at se, hvordan en blog forandrer sig over tid.
Lad mig tage et emne ad gangen og derefter komme med et overordnet bud.
Jeg har ændret mit syn på tarot i løbet af det sidste års tid, og jeg bruger ikke kortene på samme måde som tidligere, ligesom jeg heller ikke lægger kort for fremmede. Jeg elsker tarotkortenes billedsprog, og det gik op for mig at jeg ser det på samme måde som alkymiens symbolik; billeder på psykologiske processer og tilstande, som vi kan meditere over og hente forståelse og inspiration i.
Symboler er derfor en anden interesse, en anden brønd af fascination, som jeg aldrig bliver træt af at hente inspiration fra. Symboler finder vi overalt; i sproget, i litteraturen, i film, i kunst, i drømme – og altså i tarot og i alkymien. En kunstner som er utrolig dygtig til at formidle symboler, er Robert M. Place, som har skabt The Alchemical Tarot, som jeg har fået tilladelse til anvende på min blog. The Alchemical er en smuk sammensmeltning af tarottens og alkymiens verden.
Min betagelse af symboler hænger naturligvis sammen med min personlige interesse for jungiansk analytisk psykologi, som jeg aldrig bliver færdig med. Den er den teoretiske horisont – uden at blive en doktrin. Det interessante er, at den er under stadig teoretisk udvikling; der bliver hele tiden arbejdet på at skabe en stadig større forståelse, forfinelse og udvikling af de jungianske begreber, som fx Animus.
Så er der kreativitet. Hvordan hænger det sammen med de andre emner? Når jeg skriver kreativitet tænker jeg mest på det at skrive. At skabe mening via ord og at dele dem. Jeg elsker at skrive. I den udstrækning jeg overhovedet har talent for noget som helst er det at skrive.
Det er selve drivkraften bag denne blog – det også fascinationen ved de emner, jeg netop har beskrevet, og det at dele min forståelse for og viden om disse emner med de (måske meget få) der har lyst til læse med.
Men kreativitet bunder dybere end at skabe mening med ord, på papiret eller bloggen. Det at være kreativ har også at gøre med min aspiration – at skabe Eros.
Alkymien handler også om at skabe; at forvandle uædle metaller til guld – i det indre et symbol på at skabe sjæl.
Billedet
Vi ser tre personer ved noget vand. En krappet indsø under en grå himmel. Det ser ud til at blæse; skyerne hænger forrevne i luften. Der har tydeligvis udspillet sig noget; et drama, et opgør eller en konflikt, der nu er afsluttet. Personen, der står længst væk og med ryggen til ser ud til at græmmes eller sørge. Personen i midten, også med ryggen til, ser ud til at være på vej hen mod ham/hende. Måske for at bringe trøst, måske blot for at videbringe en meddelelse fra sejrherren. I forgrunden står en person og er ved at samle sværdene sammen. At dømme ud fra hans udseende og udtryk på ansigtet (hans smørrede grin) er det ham, der har “vundet” konflikten eller kampen.
Element/nummer
Her står fem’erne for forstyrrelse og disintegration. Kaos, men ikke af den kreative slags som i Stavene. Noget er definitivt gået i stykker, og det er ikke godt. Vi kan spørge os, om det er en situation, hvor der overhovedet kan være tale om en vinder, om ikke selve situationens beskaffenhed gør, at ingen kan siges at vinde. Sejren og triumfen er og bliver bitter, da konflikten har store omkostninger for den, der står tilbage som taber. Og måske er sejren vundet ved ufine midler.
Handler dette om en relation, vil denne konflikt betyde, at noget er bristet, og det kan være meget svært at genskabe relation, at gøre det godt igen. Måske handler det om svig, om løgn, om at bruge ord og viden på en udspekuleret og giftig måde, hvilket Sværdene desværre også kan symbolisere.
Ihvertfald er der langt til forsoning og tilgivelse og fred her. Vi ser et åbent sår, et sår, som det vil tage lang tid at hele, hvis det overhovedet kan heles. Omkostningerne er for store, for såvel “taberen” som “vinderen”. Blot ved han det ikke endnu.
På et indre plan kan dette kort derfor også minde os om at huske på, hvilke kampe vi forsøger at udkæmpe og det vi sætter til i processen. Hvad taber vi og hvad vinder vi og er det det værd; fx i forhold til ambitioner, succes, penge og karriere? Og hvad er vi parat til at ofre og gøre for at nå vores mål. Hvor er vores værdier og risikerer vi at de disintegrerer i processen? Risikerer vi at såre os selv, at miste os selv eller dem vi holder mest af?
Vi kan også spørge til vores syn på tilværelsen. Ser vi den grundlæggende som en kamp, som et som et spørgsmål om at overleve, om liv eller død?
Min betagelse af symboler hænger naturligvis sammen med min personlige interesse for jungiansk analytisk psykologi, som jeg aldrig bliver færdig med. Den er den teoretiske horisont – uden at blive en doktrin. Det interessante er, at den er under stadig teoretisk udvikling; der bliver hele tiden arbejdet på at skabe en stadig større forståelse, forfinelse og udvikling af de jungianske begreber, som fx Animus.