Mortificatio – sjælens mørke nat

“The slaying of the dragon”

Mortificatio betyder at slå ihjel, og knytter sig til den alkymistiske fase, der hedder Nigredo – sorthed. En anden operation, der er tæt forbundet med og knytter til til mortificatio er putrefactio – at rådne.

“Mortificatio is the most negative operation in alchemy. It has to do with darkness, defeat, torture, mutilation, death and rotting. However, these dark images often lead over to highly positive ones – growth, resurrection, rebirth – but the hallmark of mortificatio is the color black” (Edinger p 148)

Dermed bliver mortificatio udgangspunktet for at noget kan gro frem, og i alkymien startes processen med at noget skal slås ihjel, fx dragen, der repræsenterer Prima Materia, eller allerførste primitive følelser af fx lyst, vrede eller magtvilje, der må befries for at libido kan forædles og psyken modnes og transformeres (se Edinger p. 150)

En anden figur, der ofte slås ihjel er kongen. Kongen skal dø, og vi har set ham dø ved at blive druknet eller ved at blive slået ihjel og fodret til sulten ulv, der derpå er blevet brændt. Kongen repræsenterer som nævnt det gamle ego (gamle indstillinger og attituder), der må ofres for at en forbindelse med Selvet kan findes sted.

Så ideen er altså den, at gennem døden og forrådnelsen, kan noget nyt gro frem, noget kan forvandles. Psykisk oplever vi på forskellige tidspunkter i livet lavpunkter, nederlag, at vi ikke kan få det, vi ønsker os, at vi må ofre os, at dele af os må dø, for at noget nyt kan gro frem. Det er en almen sandhed, men vi har svært ved at acceptere livets nigredo-faser – det som er blevet kaldt Sjælens mørke nat (Sankt Johannes af Korset).

Men et væsentligt billede, der knytter sig hertil er det som vi kan så i mørket som sæd – guldet:

“The sowing of gold is an interesting image. Gold signifies light, value, consciousness. to sow it means to sacrifice it, to offer it up to mortificatio in the hope that it will multiply … it is offered up to the unconscoiusness by a voluntarily death of ones psychic comfort, rightness and rationality. One self allows oneself to be less in order to be more – less nearly perfect, but more nearly whole” (Edinger p. 161)

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Sublimatio – luft under vingerne

Sublimatio betyder at den alkymistiske substans – fx Kviksølv – ved opvarmning fordamper og samler sig højere oppe i kolben.

Sublimatio – ikke at forveksle med det freudianske begreb sublimering – har at gøre med transcendens og ascendens:

“The term sublimation detives from the Latin sublimis meaning “high”. This indicates that the crucial feature of sublimatio is an elevating process whereby a low substance by an ascending movement. Earth is transformed into air; a fixed body is volatilized …” (Edinger p. 117)

Sublimatio handler om at spiritualisere – at befri en hvid ånd (spirit)  fra det materiale eller den krop eller substans den er fanget i. Dette afbildes ofte som en hvid fugl, der stiger opad.

Her alkymisten i badet (detalje fra Splendor Solis) – en blanding af symbolikken fra solutio og sublimatio. Den hvide fugl stiger op fra hans hoved.

Sublimatio er således beslægtet med den alkymistiske proces seperatio, fordi to substanser, der er blandet sammen, og dermed urene, skilles ad (seperatio) ved hjælp af sublimatio.

Sublimatio er også den proces, hvorved man ser tingene (og sig selv) fra oven, dvs en form for dissocation. Faren er naturligvis at man risikerer at miste jordforbindelsen, hvis man bliver for abstrakt, for luftig. Sublimatio bør derfor følges af Coagulatio, og der bør være en vekselvirkning mellem disse to processer, så man heller ikke bliver for stiv, for fikseret.

Her kommer begrebet circulatio ind i billedet; den endeløse cirkulation gennem forskellige stadier, der kendetegner vores indre psykologiske liv;

It ascends from the earth to the heaven and descends again to the earth, and receives the power of the above and the below. Thus you will have the glory of the whole world. Therefore all darkness will flee from you” (The Emerald Tablet of Hermes, citeret Edinger p. 142)

og

“Ascent and descent above and below up and down represent an emotional realization of opposites, and this realization gradually leads or should lead to to their equilibrium”. (Jung citret i Edinger p. 143)

I alkymien er bevægelsen fra Jord (coagulatio, materie) til Luft (sublimatio, ånd) til Jord (coagulatio, materie) ifølge Edinger væsentlig og for alkymisten handler det om at befri ånden fra materiaen og at virkeliggøre dette i det konkrete, levede liv, ikke om selv at blive udfriet i en religiøs forstand.

“The filius macrocosmi [alymisten] starts from below, ascends on high, and with the powers of above and below  united in himself, returns to earth again” (Jung citeret i Edinger p. 144)

og

“In Alchemy salvation comes not only from above; it comes also from below” (Henderson & Sherwood, p. 100)

Kilder: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.

Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis.

Den stille ild

Ilden skal passes og plejes. Den skal holdes ved lige, og må aldrig slukkes. Hvem passer din ild? Hvem sidder tålmodigt i mørket og holder øje med at den ikke dør, hvem holder sig vågen for at passe på den livsvigtige ild?

Vi har alle selv ansvaret for at vores indre ild (passion, eros, energi) ikke dør ud. Vi har selv ansvaret for at pleje og passe den kærligt og tålmodigt, så den kan lyse og varme os op, og også være til gavn og glæde for andre.

I det antikke Grækenland havde gudinden Hestia ansvaret for hjemmets arne, for dets ildsted, for dets centrum, for at den hellige ild aldrig døde ud. Hun blev ved ilden og passede den, stille og opmærksomt.

Muligvis var hun stum. Hun sagde ikke noget. Måske kunne hun ikke. Jeg personligt tror nu snarere, at det hun kunne have at sige – de hemmeligheder hun sad inde med, og hendes visdom, ikke var alle beskåret at forstå. Og derfor tav hun helst.

I de græske byer fandtes et offentligt ildsted, under åben himmel, som ikke måtte dø ud, og som var kultsted for Hestia. Hvis ilden skulle slukkes og fornyes skulle det følges af bestemte ritualer. Denne ild var moderild. Hvis nye kolonier og byer skulle etableres blev ilden fra det oprindelige ildsted medbragt og etableret som centrum i de nye byer.

Hvis du skal erobre nyt land skal du have ilden med hjemmefra.

Men. Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi må trække energien indad, mod centrum, og lade vores ild brænde stille og vedholdende, hvor den ikke skal flamme op for at brænde sig selv ud – men hvor den ikke må gå ud.

Hvor vi må søge indad, blive stille, rolige og opmærksomme. Være. Hvile i os selv med  blikket på ilden. Vi skal intet gøre og intet skal ske.

Perioder hvor det, der sker, sker dybt inde i ilden, i de små, blå flammer, der efter sigende er dem, der brænder aller, aller hedest.

Coagulatio – til jord skal du blive

Fixing the volatile

Coagulatio handler om at fiksere det flydende; at gøre den alkymistiske substans solid efter calcinatio, solutio og sublimatio.

“In essence coagulatio is the process that turns something into earth … it is heavy and permanent, of fixed position and shape. It doesn’t disappear into air by volatizing nor pliantly adapt itself to any container as does water. Its form and location are fixed. Thus for a psychic content to become earth means it has been concretized in a particular localized form; that it has become attached to an ego.” (p. 83)

I alkymien er der forskellige substanser, der kan udsættes for coagulatio – med forskellige symbolske betydninger; Fx det flygtige, undvigende Kviksølv – The Spirit Mercurius. At få fikseret kviksølv – som i følge Edinger symboliserer “the archetypal psyche, the paradoxical manifestation of the transpersonal Self” – at underkaste Kviksølv coagulatio – betyder altså at der skabes en relation mellem egoet og Selvet.

The Fixation of the Volatile

Coagulatio handler om at få jordforbindelse, at forankres, i virkeligheden, i kroppen, i begæret. I øvrigt er det interessant, at begær i relation til coagulatio også ses som noget positivt, som binder os, inkarnerer os, gør os virkelige, til kød og blod.

Men denne proces kan også opleves som pinefuld fordi der netop kræves, at vi forholder os til begæret, og forvalter og tager ansvar for det. Det samme ansvar har vi for vores skyggesider – og vores “ondskab”,  som coagulatio altså også repræsenterer.

Hertil kommer at vi i inkarnationen, i kroppen, bliver dødelige: “Til jord skal du blive”. Også det må vi forholde os til.

Men det er netop gennem disse processer, at egoet modnes og bliver stærkere, kan være i verden, handle, bygge op, skabe noget, samt bære realiterne og altså ikke mindst sine skyggesider.

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Solutio – opløsning i vand

“Dissolve and coagulate”

Så enkelt kan hele det alkymistiske værk opsummeres.

Solutio er en af de væsentligste procedurer i alkymien. I vandet opløses den alkymistiske substans og bringes tilbage til dens oprindelige form – til Prima Materia. Solutio er den proces at likvidificere solide stoffer, at opløse dem, at opbløde dem. Psykologisk set handler det om en tilbagevenden til urtilstanden eller et møde med det ubevidste – begge kan både være skræmmende – men også livgivende.

Der er mange symboler og symbolsystemer der knytter sig til Solutio; symboler, der har at gøre med bad, dåb, opløsning, oversvømmelse, fertilitet/kreativitet etc. Her er jeg naturligvis nødt at foretage et udpluk.

Edinger skriver:

“The solutio has a twofold effect: it causes one form to disappear and a new regenerated form to emerge. The dissolution of the old one i often described in negative imagery and is associated with the nigredo” (Edinger p. 49)”

Dåben som et solutio symbol kan fx psykologisk ses som afvaskningen af skyggeegenskaber, om hvilke man er ubevidst;

“Psychological cleanliness means not literal purity, but awareness of one’s own dirt. If one is psychologically clean one will not contaminate ones environment with shadow projections” (Edinger p. 72-73)

Et velkendt alkymistisk symbol er kongen, der drukner (se i baggrunden på billedet nedenfor) – igen for at en ny bevidsthed – i form af en ny ung konge – kan fødes.

Den gamle konge repræsenterer senex, og de gamle aspekter af personligheden, vores stivnede attituder, baseret på vanetænkning, og en ydre autoritet, der afløses af en ægte, ny “kongelighed”, der kommer indefra.

Nogle gange føles det som om vores personlighed må gå i opløsning og desintegrere for at vi kan transformeres. Noget må dø for at noget nyt kan gro frem, og det kan være ganske smertefuldt.

At det gør ondt er et tegn på at udvikling finder sted. Hvis vi er lykkelige i en given  proces af opløsning, kan det i stedet være tegn på regression, på tilbagevenden til noget dejligt, barnagtigt, en slags ukrævende urtilstand. Som ikke udfordrer egoet, gør det stærkere og gør det muligt at skabe relation til Selvet.

Kilder:
Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.
Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis.

Kroppen er den alkymistiske kolbe

Kroppen er bevidsthedens beholder.

Kroppen er den alkymistiske kolbe hvori arbejdet med integration og helhed og bevidsthed finder sted.

” … The Empress represents the alchemical vessel, which nurtures the creation of the philosopher’s stone …” (The Alchemical Tarot Study Group,  Aeclectic)

Vi er ikke noget uden en krop, for vi er vores krop. Bevidstheden kan ikke adskilles fra kroppen, men er en del af den; hver celle, hver fiber,  hver nerve, hvert feromon, hver erogen zone er et medium, hvorigennem bevidstheden kommunikerer.

(Jeg bør nok lige indskyde, at jeg lige her definerer bevidsthed temmelig bredt – som det engelske mind, der kan betyde flere ting; sind, psyke, bevidsthed.)

Som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg om kroppen, er det noget jeg først nu er begyndt at forstå og værdsætte. Først i en alder af 36 er jeg begyndt – ikke at dyrke min krop – men holde af den, drage omsorg for den og arbejde med og integrere mere sanselighed i min personlighed – det er det som i jungiansk terminologi hedder fornemme- eller sansefunktionen. Konkret bl.a. ved at træne min krop, og ved at blive bedre til at lytte til dens signaler og passe bedre på den.

Jeg kan derfor godt lide metaforen for kroppen – som en alkymistisk kolbe. Som en beholder for de processer, der foregår i os – kropsligt, bevidsthedsmæssigt, spirituelt og sjæleligt.  Problemet er i virkeligheden at disse fire adskilles, istedet for at (for)blive integreret, og at  noget endog skilles ud fx det kropslige eller det sjælelige.

Det ovenstående tarotkort er endnu et meget smukt og enkelt billede på den alkymistiske kolbe og på integration og de processer, der foregår heri. Kvinden og manden står – som dem de nu er – frie og nøgne. Den alkymistiske rose symboliserer eros og helhed.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Calcinatio – renselse ved ild

Ild lutrer og brænder til aske. At lutre betyder at rense, hærde og forædle et materiale. Calcinatio er ophedning og afbrænding af den alkymistiske substans så al væde forsvinder,  og kun en fin, hvid aske er tilbage:

“Fire seperates that which is constant or fixed from that which is fugitive or volatile” (Paracelsus, Edinger p. 32)

“The fire of the calcinatio is a purging, white fire. It acts on the black stuff, the nigredo, and turns it white. Basil Valentine says, Know that this (calcinatio) is the only right and legitimate way of purifying our substance” (p. 26)

Calcinatio symboliserer bl.a. den psykologiske proces det er at ofre ego-centrerede lyster og ønsker på bålet; at lade dem brænde i passionens ild for at noget nyt; en ny bevidsthed centreret omkring Selvet kan gro frem.

Edinger gengiver en alkymistisk tekst (også Basil Valentine), der beskriver calcinatio:

“Take a fierce gray wolf … where he roams almost savage with hunger. Cast to him the body of the king, and when he has devoured it, burn him entirely to ashes in a great fire. By this process the King will be liberated, and when it has been performed thrice the lion has overcome the wolf and will find nothing more to devour in him. Thus our body has been rendered fit …” (p. 18)

Kongen er død og dermed er det styrende princip i bevidstheden (egoet)  sat ud af kraft. Kongens krop bliver givet til en hungrende ulv, hvilket ifølge Edinger betyder at egoet (jeg-komplekset) er besat af begær, symboliseret af ulven. Så ulven brændes i ilden.

"The grey wolf - sacrifice, overcome with passion"

Men både ulven og ilden symboliserer begær, hvilket betyder at begæret fortærer sig selv. Løven/ilden fortærer ulven, og kongen (egoet) som har været sat ud af kraft, i helvede, overgivet til animalske kræfter (symboliseret af ulven og løven) kan fødes igen, som Fugl Fønix i en forædlet tilstand.

Der er altså tre tilstande eller niveauer i dette; Ulven=elementært dyrisk begær, Løven=egocentrisk magtbegær og kongen=diskriminerende, objektiv bevidsthed. Samt ikke mindst kongen i sin genfødte form.

Ifølge Edinger er den substans der skal udsættes for calcinatio ofte symbol for den primitive skyggeside, som nærer det instinktive begær og som er forurenet med materiale fra det ubevidste, fx den hungrende ulv.

Ilden fortærer sig selv; passionen fortærer passionen:

“The fire for the process comes from the frustration of these instinctual desires themselves. Such an ordeal of frustrated desire is a characteristic feature of the developmental process”

En tredie pointe og væsentlig pointe omkring calcinatio er, at vi kan brænde med to slags ild; begærets ild eller en guddommelig ild, inspiration eller nåde, som kan komme over os, når vi er rensede. Edinger citerer T.S. Eliot (forkortet):

“We only live, only suspire
Consumed by either fire or fire”

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Alkymi – en fortælling om lidenskab

Hvad er det egentlig ved alkymien, der er så fascinerende?

Hvad er det disse – dragende, mørke – billeder fortæller om, som betyder at jeg vender tilbage igen og igen, og aldrig bliver færdig med dem?

Det er en fortælling om passion, om lidenskab – om evnen til at lide.

Lidenskab handler om at have stærke følelser for noget, og om at være villig til at lide for det.  Lidenskab er både lidenskab som lidelse (fx Kristi lidelse), og lidenskab som intense følelser af kærlighed – typisk af erotisk art.

Lidenskab/passion har denne dobbelte betydning, som vi synes at glemme, når vi vore moderne tider taler om passion. I virkeligheden er passion og lidenskab ofte ilde set –  fordi det bringer intens forstyrrelse i den almindelige orden  – medmindre det handler om at gå målrettet (passioneret) efter noget. Men det er efter min mening en problematisk udvanding af begrebet og dets dobbelte betydning.

Pointen er at de to elementer – smerte, sorg og glæde, kærlighed – i lidenskaben ikke er modsætninger, men netop er dybt forbundne, uadskillige, og det er også tilfældet i alkymien.

Alkymien er dybest set en lidelseshistorie, en fortælling om intens smerte og intens glæde, og hvordan disse to er spundet sammen – som dobbeltslangen om Caduceus – Hermesstaven.

Om at vejen til helhed går igennem helvede – eller som Jung udtrykte det:

“There is no birth of consciousness without pain.”

Den vibrerende, levende, mørkt skinnende Prima Materia må undergå en række processer for at blive forvandlet til guld, til livseliksiren, eller til De vises sten. Disse processer er meget smertefulde:

Det handler om opløsning, om død, om forrådnelse, og om at forsvinde, for at vende tilbage igen.  Konkret om at blive brændt (calcinatio), blive opløst (solutio) om at fordampe (sublimatio), om at stivne (coagulatio), om at blive delt (seperatio), og om at dø (mortificadio).

Til sidst om at blive sat sammen til en ny helhed – Conjunctio.

Altsammen metaforer for og symboler på den proces, vi må gennemgå i livet for at blive hele, og bevidste – på det indre, såvel som det ydre plan. Det er vores Major Opus.

Alkymien er fortællingen om en erkendelsesproces, der omfatter både smerte og glæde. Om en tilblivelsesproces; om fødslen af en ny helhed. Og om en kærlighedsproces, der også indbefatter sorg og accepten af at kærlighed kræver villighed til at ofre sig for noget større end én selv.

Om at brænde op for at blive genfødt og opstå levende af flammerne – og flyve som Fugl Fønix.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Hud

Hvordan lugter huden egentlig, i sig selv?

For nylig fik jeg parfumeallergi og derfor oversprøjter jeg ikke længere mig selv med Chanel No. 5.

Det sjove er at jeg – nu hvor jeg ikke længere dæmper min naturlige duft med syntetisk duft – oplever, at min krop kæmper mindre for at dufte af sig selv, den skal åbenbart kompensere – i mindre grad nu – for alle de unaturlige duftstoffer, som dens egen, naturlige duft ellers skulle trænge igennem.

Det er som om den gerne vil dufte af sig selv, og nu får den bare lov til det – og gad vide, hvilket budskab – af subliminal karakter  – der ligger i det?!

Jeg er begyndt at interessere mig for, hvordan min hud – jeg – lugter under forskellige omstændigheder. (Og egentlig også for hvordan andre lugter – men det er en anden historie).

Egentlig kan jeg godt lide dens duft, og det sjove – eller underlige – er at jeg aldrig rigtigt før har været bevidst om dens forskellige lugte.

Fx i solen, efter træning, efter indtagelse af søde sager – eller stærkere sager, i vrede, i arousal, efter sex, efter søvn etc.

Efter en lang eftermiddag i solen lugter min hud fx en smule krydret, varm og en smule af frisk sved, samt af den pizza, jeg netop har spist.

En anden interessant faktor er hvordan huden føles, eller hvad den føler, i forskellige situationer.  Eller hvilken elektrisk ladning den har, og hvor sensitiv den er.

Svovl

Svovl (Sulphur) symboliserer det fyrige, maskuline princip, der er associeret med sjæl, ild, med farven rød, med blod. Svovl er som Kviksølv flygtigt (volatile), men også brandfarligt, og eksplosivt.

Som beskrevet tidligere går Svovl og Kviksølv i forbindelse med hinanden og symboliserer den sidste af faserne i alkymistiske værk, Rubedo, – der igen symboliserer lidenskab, passion, foreningen af modsætninger – kronen på det alkymistiske værk; helhed.

I den forstand symboliserer det Den røde konge, der forenes med den Hvide dronning i Conjunctio, i en lidenskabelig forening af modsætninger, der tilsammen skaber en ny helhed.

Bemærk det røde i dronningens dragt og det hvide i kongens ...

Det er vigtigt at huske vi her taler om symboler. Symbolet er polyvalent. Ingen betydninger er fikseret i rigide modsætninger. Symbolet repræsenterer Det tredie, det der finder sted mellem – eller “over” lys og mørke, maskulint og feminint etc.

Foreningen mellem det mandlige og det feminine, mellem Kongen og Dronningen i Conjunctio,  er “større” end “summen” af de to tilsammen, der er tale om transcendens; noget nyt finder sted.

Hertil kommer, at de alkymistiske kvaliteter er såvel maskuline som feminine – udfra en anerkendelse af hverken det maskuline eller det feminine har monopol på bestemte kvaliteter eller egenskaber;

“The alchemists did not keep a fixed dichothomy between male and female.”

Det maskuline er ikke mere værd end det feminine; de to poler må finde hinanden, for at kunne forenes. Og en forudsætning for dette er at de skal foretages en differentiering;

Man kan ikke forene det, som er blandet sammen.

Under alle omstændigheder bidrager alle disse forskellige lag af symboler og betydninger til en konstant følelse af flux når man beskæftiger sig med alkymiens symbolsprog, flux, forvirring og fascination.

Kilde: Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis