Beltane

Come on baby, light my fire
Try to set the night on fire

I dag er det Beltane.

Beltane er en ældgammel gælisk fest, der ligger mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv, på kanten af sommeren, hvor alt er ved at eksplodere i frodighed, og den bliver markeret med blomster, og bål i natten.

Ild.

Det er nu Gudinden og Guden forenes i elskov.

Det er foreningen af det maskuline og det feminine, det ydre og det indre, det dagligdags og det festlige, det sakrale og det profane, sol og måne.

DClovers

I den smukke Druid Craft Tarot er dette illustreret af The Lovers, der ligger og sover efter deres elskov, foreningen har fundet sted, verden er blevet fornyet, og frodigheden er sikret.

Beltane og det med at tænde ild giver mig anledning til at tænke på sangen af The Doors. Om at tænde ild, og hvad der ligger i det på det indre plan. For mig har Ild som element at gøre med kreativitet og seksualitet, og at tænde ild er at antænde den indre flamme. At skabe sjæl, og ikke at være bange for at lade sjælen skinne igennem.

Det er fantastisk og vildt at møde et menneske, der kan tænde dét i en: Baby come on, light my fire. Puste til flammen, ignite the spark. Det er en stor og smuk gave.

Men, for der er et men. Vi kan ikke forvente eller kræve at en Anden skulle tænde den ild i os. Det er vores eget ansvar at tænde ilden i os selv og holde den ved lige, og bære den. Og vi skal ikke finde os i at bære den for den Anden.

Kunsten er at turde rumme hinandens ild. At løfte og være med til bære, at puste til flammen, pirke til gløderne, danse om bålet i natten.

Relight your fire.

Fald

“I surrender all control
to a desire that consumes me whole”

Hengivelse, overgivelse. Det er interessant som det er svært at hengive sig det ukendte. At lade sig falde ud af kontrol, ud af tid, ud af sted.

Hvordan sindet obstruerer, logiserer og regerer i blind modstand, istedet for at se på det useelige.

En blid hvislende hvisken i mørket. Lyt, lyt. Den hvisker: Åbn dine øjne, din mund, din krop, dit hjerte, din væren. Shh. Shh.

Hvem var det som hvislede til Eva om at spise æblet? Shhh, shhh.
Slangen, som ikke er et symbol på ondskab, men på viden, dyb kropslig viden.

Hvordan kan jeg lade være? At tage en bid og lade saften glide ned ad hagen, så klistret, så sødt.

songofsongschagall
Den søde hengivelse, den søde længsel, og dog så stærk, mørk og krydret. Fristende farlig eller farligt fristende?

Jeg ved een ting.

Når jeg falder, falder jeg dybt.

“Love. We shine like burning star
we are falling from the sky tonight”

Frygt eller flow?

I hand myself over on a plate

Min sjælesøster skrev på et tidspunkt et indlæg om frygt og flow. Og i løbet af de sidste par dage har jeg tænkt på, hvordan det tema spiller en rolle i mit liv lige nu.

Frygt: Egoets frygt for at sænke paraderne.

Flow: Hjertets vished om at det er nødvendigt at åbne sig i sårbarhed og ærlighed for at møde verden, finde mig selv og den Anden. Filterløst.

Den måde egoet rationaliserer og kommer med undskyldninger. Egoet skal have respekt og tak. Dets job er at skabe beskyttelse, tryghed og ultimativt overlevelse.

Og på den anden side; Hjertes visdom om at det er den eneste måde, hvorpå jeg kan give og modtage hele mig.

Den måde de vibrerer mod hinanden; i frygt og flow. Hvis hjertet får lov til at bestemme kan det blive knust igen; Hvis egoet får lov til at bestemme … sker der intet.

Og hjertet er iøvrigt altid, allerede knust. Så hvad er der at være bange for?

Det behøver ikke at være hurtigt, eller langsomt.

Det kan bare ske.

I et evigt svimlende. Nu.

Hvad er du bange for?

“Life shrinks or expands in proportion to one’s courage.”
Anais Nin

I dag blev jeg kærligt mindet om at mod ikke er fravær af frygt eller frygtløshed, men at overvinde sin frygt. At gøre noget, selvom man er bange eller ikke tror man kan.

Jeg kom til at tænke på mod og på at der en sammenhæng mellem ordet for mod (Courage) og ordet for hjerte (Coeur). For mig er mod et spørgsmål om at have hjertet med – og sjovt nok, så blev jeg spurgt om det for nylig: Har du hjertet med?

Det spørgsmål er som en nøgle, som et Sesam …

Jeg tænker, at mod for mig netop er at have hjertet med, og at alt er ligegyldigt, hvis ikke det er med.  Og så kom jeg til at tænke på, hvad jeg er allermest bange for, og hvad der kræver allermest mod af mig. Der, hvor hjertet er mest åbent. Det som er mest angstprovokerende er paradoksalt nok at have hjertet med.

Og det har ikke så lidt at gøre med at være sårbar og smide slørene. Det som kræver allermest mod af mig, er vise hvem, jeg er, at sige sandheden og være ærlig om hvem jeg er, hvad jeg vil og hvad jeg føler, og om mine fejltagelser, om min smerte og om mit lort. Og faktisk kan det også kræve mod at skinne.

Jeg er kommet til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke kan eller vil lægge skjul på mig selv længere.  Dét jeg er allermest bange for er, naturligvis, at når jeg har hjertet med, at blive afvist.

Jeg håber, at når dét ikke sker, når vi åbner os, og mødes dér, så kan alt andet ske.

Hvad er du bange for?

Taknemmelighed

This one goes out to the one I loved,
this one goes out to the one I left behind

Det er godt at værdsætte det gode vi har. Det er imidlertid ganske nemt at være taknemmelig over de gode ting i livet.

Men er det muligt at være taknemmelig over de svære ting? Kan vi være taknemmelig over vores fejltagelser og fiaskoer? Og over skuffelser, sårede følelser, svigt, smerte, stik?

Ikke destomindre var det lige præcist det jeg blev spurgt om i går: Kan jeg være taknemmelig over det, som er sket i mit liv i løbet af de sidste år? Ville jeg have gjort noget anderledes?

Jeg ville have gjort det anderledes, hvis jeg kunne. Men det kunne og gjorde jeg ikke – så svaret må være, at jeg ikke ville have gjort det anderledes – så havde jeg gjort det. Ergo svaret er nej.

Men jeg kan ønske, at jeg havde haft bevidsthed og evne til at have ageret og talt anderledes i adskillige situationer.

Ville jeg så gøre det hele igen? Igen er svaret nej. Jeg ville ikke ønske at opleve det igen. Det er forbi, caput, finito. Done.

Jeg er hvor jeg er nu. Og selvom det føles som limbo, er det her jeg er.

Den kvinde jeg er blevet.

Kan jeg være taknemmelig over det jeg har oplevet og erfaret? Kan jeg se på alle mine oplevelser og erfaringer –  også det som er kommet til mig udefra, positivt og negativt, med taknemmelighed over at have modtaget det?

Som en gave?

Følelsen af blive afvist (i min seksualitet, i min spiritualitet, i min sårbarhed) er således en gave, fordi jeg istedet for at få den Anden til at bære det, tvinges til selv at rumme, og tage ansvar for seksualitet, spiritualitet og sårbarhed. Tak for det, også selvom det gjorde modbydeligt ondt i processen.

Kan jeg se med taknemmelighed på det, og også tage ansvar for min andel i det, der er gået galt i mine relationer?

Bliver det da muligt at se, ikke på skyld, men på ansvar?

Jeg tænker på at i enhver relation er helheden altid mere end summen af to dele. Når to mennesker relaterer til hinanden opstår et tredje sted, et højere selv, eller det som Jung kaldte Den Transcendente Funktion, som er mere end de to menneskers kærlighed, erfaringer, ønsker, skuffelser, forventninger, drømme, håb, bevidsthed og ubevidsthed tilsammen.

Nogle gange er det ikke blot smukt, men også frygteligt svært og sårbart.

Kan jeg se på det forgangne med vidt åbne øjne? I ansvar, erkendelse, bevidsthed – taknemmelighed?

Betyder det så at taknemmelighed bliver til tilgivelse? Ja, det tror jeg faktisk, og til tilgivelse, frisættelse og frihed af både den Anden og mig selv.

Knivskarpt hjerte

Nålens rejse
farven flyder under min hud
en skygge
et tegn, dit mærke

Ovenstående er et uddrag og omskrivning af et digt jeg skrev for 100 år siden, længe før jeg fik min tatovering.

Tatoveringen forestiller et såkaldt infinity heart – et uendelighedshjerte. Lavet i en bestemt kontekst, og meget vand er løbet i stranden siden …

Det var blevet flosset i kanten, og noget af pigmentet var forsvundet.

Jeg har fået det tegnet op, gjort skarpere.

Egentligt en smule selvpinerisk.

Jeg fik tegnet mit hjerte op, dels for at ære det der har været, anerkende min længsel og fordi jeg dybest set tror at kærlighed i sig selv er infinit.

Og fordi jeg skal bære det resten at mit liv.

Nøgen

This is me, I don’t wear a disguise

Jeg føler mig hudløs og hvis nogen rørte mig på en intim måde, ville jeg sandsynligvis begynde at græde. Mandag  modtog jeg en fin og meget smuk gestus fra en ven, og det fik mig faktisk til at græde.

I går oplevede jeg et pludseligt sug af længsel, der susede igennem mit hjerte, som var jeg helt åben. Tom.

Jeg lod det ske, uden modstand, men i fuld accept. Og i bevidstheden om at denne åbenhed ikke skulle fyldes op af noget nyt.

I løbet af de sidste 8 måneder er relationer ophørt, strukturer brudt sammen, drømme bristet, broer brændt.

Slørene er faldet. Jeg føler mig nøgen.

Jeg er gået ind i et åbent felt, hvor intet skal ske og alt kan ske.

Nu er der blot tomhed, stilhed, ensomhed, sårbarhed. Og dét får lov til at fylde.

Hver eneste celle i min krop vibrerer i det felt – og min sjæl sitrer af glæde.

Balance

“Das Ewig-Weibliche zieht uns hinan”

Jeg var chokeret da jeg havde set filmen om Jyoti Singh. Både over den bestialske måde, hvorpå hun blev voldtaget og dræbt, og over det til grund liggende syn på kvinder, der skaber den kultur, der gør en sådan forbrydelse mulig.

At det skyldes politiske, kulturelle, sociale og økonomiske strukturer i de indiske samfund er der ingen tvivl om. Om vi kan ændre det? Uddannelsesniveauet for såvel de unge kvinder som de unge mænd kan højnes, fattigdommen kan bekæmpes.

Vi kan ikke ændre ting, der foregår på den anden side af jorden. Vi kan højne bevidstheden her hvor vi er.

Jeg har tit tænkt, at mange af de problemer, der findes i verden, både i vores kultur og i andre, dybest set skyldes en nedvurdering af, ikke blot kvinder, men af det kvindelige i symbolsk og psykologisk forstand. Det kvindelige er enten blevet nedvurderet og degraderet til noget skamfuldt (Luderen) eller ophøjet til noget overjordisk rent (Madonnaen), i såvel mænds som kvinders psykologi, som i den kollektive psyke. Spektret for hvordan det kvindelige kan udtrykkes, formidles og forvaltes er lille, faktisk enten sort eller hvidt. Der har set ikke været så mange andre nuancer. Og det har skabt og skaber lidelse for såvel kvinder som mænd.

Toni Wolf – psykoanalytiker, samt Jungs samarbejdspartner og elskerinde – skabte en matrix for den kvindelige psykologi med fire roller; moderen, amazonen, hetæren og den mediale kvinde. Amazonen er her den figur, der er uafhængig af en mand. Disse blot for at beskrive et tidligt forsøg på at skabe nuancer i den kvindelige psykologis struktur. Siden da har det kvindelige fået lov til at udtrykke sig mange forskellige måder, og med mange forskellige nuancer. Og det har det måske i virkeligheden altid gjort – men under radaren.

Alligevel er det som om at det feminine som princip, som kraft, stadigvæk – kollektivt – er nedvurderet. Både i et land som Indien – selvom det paradoksalt nok er i den hinduistiske/buddhistiske tradition at tantraen, der som filosofi og praksis hylder ligeværdet mellem det mandlige og det kvindelige opstod. Eller i Kina, hvor taoismen opstod. Taoismen, hvis symbol er Yin & Yang. Symbolet på balance.

yin yang2

Og i vores del af verden.

Frigørelsen har skabt ligestilling og ligeværd i den vestlige verden. Men det er som om vi (mænd og kvinder) i processen med at skabe ligestilling og ligeværd har tabt selve det kvindelige på jorden. Dette udsagn kan være stærkt provokerende; men jeg mener at samfundet i processen med at skabe ligestilling har tabt forbindelsen til det kvindelige og kraften i det kvindelige, fordi ligestillingen er sket på det maskulines præmisser.

Nogle gange har jeg på fornemmelsen at prisen for det er en generel kulde i samfundet, og at også det maskuline har tabt følingen med det kvindelige, således at selve udtrykket, stemningen er blevet mere rå, mere skinger og mere fortvivlet.

Det maskuline mister jordforbindelsen, når det mister forbindelsen til og balancen med det kvindelige. Det bliver enten mere følelesløst, voldeligt eller mere abstrakt, teoretiserende. Og det ses både hos mænd og kvinder, på forskellige måder.

Bemærk at jeg her ikke sætter det op som mænd vs kvinder, ej heller som det kvindelige/det feminine vs det mandlige/det maskuline. For det har intet at gøre med individuelle mænd og kvinder – det er ikke et spørgsmål at uddele skyld. Det er mit forsøg på at forstå de psykologiske og kulturelle dynamikker, der ligger under sociale strukturer, som både mænd og kvinder bliver ofre for.

Pointen med at bruge det indledende citat fra Faust er at vi har brug for det kvindelige som livsprincip for at skabe balance, og vi vil altid længes efter det, når vi har mistet det. Og vi har brug for det for at skabe en bedre og friere verden at leve i.

De to næste interessante spørgsmål er; hvad er det kvindelige og det mandlige? Og hvad kan vi gøre for at skabe balance

Transparens

Når vi lader slørene falde, af-slører os, bliver vi transparente.
Og det er en proces, en oprigtighedsprøces; en ærlighedsproces; en søgen efter sandheden. Ikke Sandheden, den store forkromede, men sandheden om os selv. Det er måske den eneste sandhed, vi nogensinde kan opnå at (er)kende.

Den sandhed, der netop betyder, at vi ser smertepunkterne, sårethederne, skyggerne, uformåenhederne, fejltagelserne og løgnene i øjnene.

Når vi lader slørene falde vil vi for hvert slør, der falder, opleve os selv og verden som mere gennem-sigtig. Vi bliver gennem-skuet og gennem-lyst, og vi bliver oplevet som værende mere transparente. Dét kan virke skræmmende på andre.

glasswinged
Sommerfuglen er symbol på sjælen.
På græsk er det samme ord – Psyche.
Her ses den transparente sjæl.

Det kan tage et helt liv, det kan tage flere liv.

Det er ikke et projekt, men en proces. Det er en snirklet, labyrintisk, spiralisk proces, hvor vi i frygt vil lukke ned og vi i tillid vil åbne op – igen og igen. Vi vil blive sårede, vi vil miste håbet, vi vil føle for meget og blive overvældede. Vi vil åbne os helt, for dernæst at lukke lidt ned. Det er ikke et spørgsmål om frem eller tilbage, men om op og ned, ud og ind.

Vi vil åbne igen, af-sløre os igen. For når du, når jeg, først ser at det er måden for os at være i verden, så er der ikke nogen anden vej. Det er på sin vis et spørgsmål om at tage springet ud i det blå.

Som Narren.

Når vi lader slørene falde og vi gradvist bliver mere og mere nøgne i verden vil det knuste hjerte blive gennemlyst indefra og udefra. Uden frygt . Først vil vi åbne og lukke i mange gange, men der vil være flere perioder, hvor vi tør være åbne, helt.

Transparent, åbent lysende.

Af-sløring

“Oprigtighed er ikke et faktum man een gang for alle kan vænne sig til, det er en proces, et hver gang nyt afkald på faste holdepunkter.”

Før vi løfter vores slør, er det interessant at undersøge hvori de består.
En mulighed er identifikation med roller; kvinde, mor, bibliotekar, kæreste, gift, single, eller med roller i psykologisk forstand; offer, krænker, redder. En mulighed er at identificere os med de sår eller traumer, livet har givet os. En mulighed er identifikation med tro eller ideologi.

At identificere sig med enten en rolle, en ideologi og eller et fællesskab er alment menneskeligt. Vi ønsker at tilhøre en stamme, en gruppe eller en klan. Men som vi har set det gang på gang, og jeg behøver vist ikke komme med konkrete eksempler, så kan det være farligt. Det er imidlertid ikke et spørgsmål om ikke at være med i konkrete fællesskaber, men om ikke at identificere sig 100 %.

At stille sig udenfor, enten fordi man føler sig ekskluderet eller fordi man selv vælger at gå sine egne veje, kan skabe en følelse af exil, af udstødelse. I nogle sammenhænge er det dødeligt – socialt eller bogstaveligt – i andre sammenhænge er der nødt til at være et brud, skabt af en enkeltperson; en mønsterbryder eller udbryder, der skaber noget nyt.

At på tage sig den rolle kan være som at lade et slør falde. At opgive identifikationen. Men paradoxalt kan det også være at man blot påtager sig en anden rolle, tilslører sig på en anden måde.

*

Det er klart at det føles som en beskyttelse at bære et slør, at gemme sig bag en bestemt identitet eller rolle. I nogle sammenhænge er det nødvendigt, indtil det ikke føles nødvendigt mere.

For individet kan der opstå en eksistentiel krise, hvis den rolle eller persona, man har påtaget sig eller som forventes i en bestemt dynamik (familien, parforholdet eller gruppen) ikke længere føles som den man er eller ønsker at være. Det kan føles smertefuldt, hvis man gemmer sig bag et slør, men i sig selv aner, at man ikke kan eller vil leve op til det, længere. Især hvis man ikke ved, hvordan man skal give udtryk for eller plads til det som ligger bag sløret. Nogle gang er man ikke bevidst om at der er noget andet. Og så kommer dette andet ud som skygge, eller mærkelige impulser og handlinger. Når man omsider lader sløret falde, kan det føles som en lettelse.

Det at til-sløre sig kan være en strategi til overlevelse, og det at blive af-sløret kan føles katastrofalt. Der kan være en strategi i at til-sløre hemmeligheder eller at af-sløre “fjendens” hemmeligheder.

Dette er alt sammen eksempler på strategier til overlevelse og selvopholdelse, som vi alle benytter os af, og som vi har lært gennem et langt liv. De bygger på frygt og ønsket om tryghed, og de kan og vil ofte føre til smerte, enten for os selv eller andre. Fordi de bygger på u-oprigtighed.

*

Som det indledende citat indikerer, så er vejen mod oprigtighed frygtindgydende, fordi den byder os at give slip på vores faste holdepunkter; det vi har lært eller det vi har løjet os til.

Høeg vender det om på elegant vis. Vi kunne jo tro, at løgnen var en opgivelse af faste holdepunkter i form af ærlighed, redelighed og soberhed. Jeg taler egentlig heller ikke om løgn – som er et barsk ord – som det at sige enkelte ting, der ikke passer. Men om løgnen som det vi selv tror er sandt eller det vi ønsker er sandt. Livsløgne.

Eller simpelthen om det spind vi tilslører os med, fordi vi er bange for at stå åbne i verden. På den måde er oprigtighed netop en proces, henimod at lade de syv slør falde eet efter eet.

Selvom vi desperat ønsker at holde fast i dem.

To be continued …