Om at søge

Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.

I løbet af de sidste dage er jeg stødt på flere citater, der handler om at være der, hvor du er og være den, du er lige nu. Det handler om ikke at have travlt og ikke at brillere. Det handler måske endda om at turde fejle, være ydmyg, men at være i det. Være ked af det, hvis det er det, du er, eller vred, eller bange.

Fx Virginia Woolf:

“No need to hurry. No need to sparkle. No need to be anybody but oneself.”

og Gail Sheer (igen):

“Don’t even picture your body more narrow, your mind more agile, your soul more stout. Don’t go there. Don’t go anywhere. Simply stay where you are”.

I går aftes ønskede jeg, at jeg kunne opgive at ville være noget andet og mere end det jeg er; rigere, mere succesfuld (i forhold til at skrive), slankere, mere tjekket og en bedre mor. Yada Yada. Ego-talk.

Den næste tanke, der faldt mig ind var paradoksal og forløsende. Tænk, hvis jeg bare kunne at acceptere at være netop det jeg er: Søgende, et søgende menneske. Uden at det betyder at jeg nogensinde finder det jeg søger eller bliver det, jeg ønsker. Tænk hvis jeg kunne acceptere denne søgen som en del af min eksistens. Længslen, der tidligere har været meget stærk, er på forunderlig vis væk, men den eksistentielle søgen er der endnu, åbenbart. Og det forekommer mig, at det er to forskellige ting.

Det er i accepten af min søgen at jeg finder fred.

Jeg er begyndt at læse en bog, hvori Dalai Lama fortolker Evangelierne. Og så hed det pludselig (i introduktionen): “It is in seeking truth, that we find enlightment, not in declaring it”, “There is something to be found, but it is only to be found in the seeking”, og “To seek God is to find him, and to find God is to seek him”. Så i selve det at søge, er det at finde.

galahad

Der er noget paradoksalt, ubegribeligt på spil her. At være det jeg er i det, der er, uden at ønske at være en anden i noget andet. Og samtidig med det at acceptere at jeg netop ER søgende. Og så igen at acceptere, at det jeg søger allerede er her. At det er i det at søge, at jeg finder.
.
En cirkelbevægelse.

Og det bragte mig i min tankerække tilbage til mit sidste indlæg. For hvis det er sandt, at Gralen er hjertet, så er Gralen jo allerede her, allerede nærværende, samtidig med at jeg kan bruge et helt liv på at søge den/det.

Døren er på indersiden.

Den hellige Gral

“Alas that he did not ask the question then!
I still sorrow for him on that account.”

Parsifal stiller ikke spørgsmålet, om hvem gralen tjener, og forfejler derfor i første omgang sin Quest. Men det forekommer mig at vi har stillet spørgsmålet lige siden, uanset, om gralen har haft form af et kar, en kolbe, et krus, et bæger, et fad, en sten eller et hoved.

Intet andet symbol i den vestlige mytologi har vakt så stor inspiration og fascination som Den hellige Gral. Utallige moderne fortællinger har Gralslegenderne som en direkte eller indirekte reference. Helt op til det 21. århundrede beskæftiger vi os med dette mystiske og spirituelle ikon i bøger og film.

Det er et symbol, der bliver ved med at tale til os, det vil os noget, og vi vil det. Vi længes.

Jeg blev selv fascineret af Da Vinci Mysteriets kerneteori; at Den hellige Gral i virkeligheden var Maria Magdalene, og at hun spillede en langt mere central rolle for Jesus end hidtil antaget. Det kan naturligvis diskuteres, og det er sandelig blevet det, hvorvidt der overhovedet er nogen faktuel sandhed i den konspiration, som bogen bygger på.

Det interessante i den sammenhæng er for mig ikke – fordi jeg beskæftiger mig med mystiske begreber som fx Det symbolske liv, Det tredje sted, Active imagination og The transcendent Function – om det er sandt i betydningen faktuelt sandt. Men hvad ideen om at et menneske eller menneskét er Den hellige Gral, betyder på et dybere, symbolsk plan.

Jeg mener at, det som Da Vinci Code først og fremmest betød på et symbolsk plan var at introducere Ideen om det kvindelige som guddommeligt i mainstreamkulturen. En Det hellige Feminines genkomst. Og det ramte et sted, en længsel fordi der ER et tomrum, og det har der været i mere end 2000 år. I kulturen, i religiøsiteten, i det spirituelle  og i sjælen hos både indviduelle mænd og kvinder.

Grail 6
Parsifals og de andre ridderes søgen efter Den hellige gral, der fører dem igennem utallige trængsler og skaber uendelig lidelse er naturligvis en symbolsk, indre rejse efter oplysning og indre renhed. Således er begrebet ridderlighed central i gralsfortællingerne. Fx skrev Chrétien de Troyes i en kultur, hvor idealerne om ridderlighed (og den høviske kærlighed, troubadourernes kærlighed) var værdsat og dyrket.

I en jungiansk forståelse er Gralen et symbol på individuationens mulighed i alle mennesker, og som et omdrejningspunkt for det guddommeliges virke i vores liv. Gralen er på den måde en repræsentation af Kristus som symbolet på det guddommelige i det menneskelige. At søge gralen, som Parsifal, bliver dermed en kristusproces, en hjertes proces, som vil alle kan følge på vores vej, uanset hvor vi kommer fra og hvilken kultur og religiøs overbevisning vi tilhører.

For mig at se transcenderer Gralen sådanne skel, også selv om den i høj grad er et kristent symbol. Hele Arthur myten, som gralssymbolet er blevet vævet ind i er dog rodfæstet i en ældre, hedensk forestillingsverden, hvor Karret (fx Gundestrup karret)  traditonelt symboliserede liv, død, frugtbarhed og muligvis blev brugt i rituelle og shamanistiske sammenhænge.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Senest har den danske mystiker Lars Muhl beskæftiget sig med Gralslegenderne og Gralen som symbol. Gralsrejsen er her en spirituel rejse, en mulighed for det moderne menneske, som søger end indre sandhed, der peger ud over tomhed, udnyttelse, materialisme og fremmedgørelse.

Og det bringer mig tilbage til forestillingen om mennesket som Den hellige Gral – på samme måde som kroppen kan ses som symbol på det alkymistiske kar. Mennesket i Guds billede er Den Hellige Gral selv. Men først når bægeret er blevet tømt, er der mulighed for at fylde det med noget nyt.

Eller som det hedder i bogen Gral:

“Hjertet er den sande gral.”

Det tror jeg.

En aften i kærlighed

“My mind must be free
To learn all I can about me”

Friheden synes at være et tveægget sværd. Enten bundet i vågen selvberoenhed eller i bitter ensomhed. Det er ikke et klart valg mellem den ene eller anden stemning. Nogle gange føles det på den ene måde. Andre gange på den anden.

Ikke desto mindre var budskabet fra mine drømme denne morgen, meget direkte udtrykt:

“Hvad er problemet?”

Underforstået med den situation, du er i nu. Som et venligt, men bestemt spark i røven. Vågn op, vær den du er, nyd det åbne felt, tag ansvar for dig selv, dit liv, din kreativitet, elsk dig selv, så du ikke kommer til at elske ud fra en følelse af mangel eller længsel. Det er min tolkning af budskabet.

For nylig skete der der at jeg mærkede at længslen efter denne fantasifigur, som jeg har kaldt Elskeren, pludselig var væk. Ikke eksisterende. Som om min længsel var vendt tilbage til mig selv. Eller opløst, og kærligheden nu atter kunne blive konkret, manifesteret i det jordbundne, almindelige – eller som U2 synger:

Cause we can’t fall any further if
We can’t feel ordinary love
And we can not reach any higher,
If we can’t deal with ordinary love

Når den manifesterer sig.

I aften manifesterer kærligheden sig som selv-kærlighed, besøg i en boghandel (det var dyrt), sol, jazz i radioen, ro til at skrive, og derigennem reflektere over forholdet mellem frihed og kærlighed. I virkelighed er der ikke nødvendigvis et modsætningsforhold.

bøger2

Så er der den underlige erkendelse af at det er muligt at længslen er væk, men der er opstået et savn, og for mig er savn bundet til det specifikke, det kropslige, det konkrete, det personlige. Hvor længsel er abstrakt og mere diffus.

Kunsten er at acceptere savnet og adskillelsen, at slippe det menneske, jeg savner og ikke henfalde i neediness. Det er fint at savne. Selv når jeg ikke bliver mødt i savnet.

Det er godt at være i det som er. Kærlighed, savn, ensomhed. Engang var der en klog kvinde, der lærte mig at der er forskel på at være ensom – og Al-Ene. I det at være alene er man både Alt og Een på samme tid.

Frihed er ikke længere et spørgsmål om at flyve ud, men i friheden til at hengive mig til det, der er. Nu.

Gail Sher skriver – om at lytte indad og at skrive, men jeg tænker at det også kunne være relevant for længsel og kærlighed, og dybest set handler om væren:

“Don’t even picture your body more narrow, your mind more agile, your soul more stout. Don’t go there. Don’t go anywhere. Simply stay where you are”

Uden linjer

image

Jeg skriver en del lister i min dagbog, blandt andet inspireret af Julia Cameron. Denne liste handler om de værdier, der ligger til grund for mit fundament, og er skrevet i min nye Moleskinedagbog.

Uden linjer. Det lyder skørt. Men det er helt nyt for mig. Men det føles som om at skriften bliver sat fri på en helt ny måde.

Som om der er mere plads. Og som om det så kan blive mere kaotisk og mindre lineært.

Det er ihvertfald noget der skal leges med. Med farver, og mind maps. Og blomster. Og billeder.

Nu er det jo stadig ganske pænt. Jeg har altid (stort set) skrevet inden for linjerne. Nu er det på tide at bryde ud.

Fundament

“Den modne person når da måske det stadium, hvor han er sin egen moder og fader.”

At være min mors datter var svært. Få dage før hun døde skældte hun mig ud i telefonen og lagde røret på. Heldigvis nåede vi at blive forsonede inden hun døde. At hun døde var traumatisk, som alle pludselige dødsfald. Da hun var død, skete der en grundlæggende forandring med mig. Og faktisk var jeg lettet. Det lyder grimt at sige det, men det er ikke desto mindre sandheden. Jeg blev et andet menneske, en energi var sat fri. Jeg følte mig fri.

Siden er der sket mange ting i mit liv. Og nu er jeg her. I en helt anden livssituation end forventet.

I den forløbne uge ramte jeg pludselig en følelse af savn efter at have en mor og en far. Stadig at have min mor og far. En form for fundament. En følelse af mangel, ensomhed, rodløshed.

Min vrede imod dem har fyldt meget i mit liv, min følelse af blive svigtet af fravær og misbrug. En grundlæggende følelse af blive afvist, ikke at være god nok, en følelse af skam over at være blevet afvist. Vrede ikke blot imod dem, men også en paradoksal vrede mod mig selv over at blive afvist, over ikke at være god nok.

Jeg blev pludselig konfronteret med sorg over at de ikke er i mit liv, nu som voksen. Og smerte over at tingene blev som de blev. Men det står ikke til at ændre.

Det er svært at erkende den sorg, netop fordi jeg har været så vred. Men da jeg tillod mig at sørge, blev det klart for mig, at det er okay at føle den sorg, og også vreden, og at det også nu er muligt at tilgive dem og måske se dem, ikke blot som mennesker, der svigtede – men også som mennesker, der sandsynligvis – for det er jo sjældent at mennesker bevidst ønsker at svigte – ønskede at gøre det så godt som muligt. At erkende dem som mennesker, der gjorde og ønskede deres bedste, og som heller ikke svigtede 100 %. De gav mig et godt fundament for at være i verden, selvom det er kan være svært for alle mennesker, dem selv inklusive.

For os alle gælder det, uanset hvordan vores forhold til vores forældre er, at vi på et tidspunkt må slippe dem. Uanset om vi ser dem, om vi har et godt forhold til dem, om vi har et problemetisk forhold til dem, eller vi af en eller anden grund har mistet forbindelsen til dem, eller om de er døde.

Uanset hvad så må vi slippe dem, tilgive dem og se dem som mennesker.

Det at blive voksen handler om dette, at give slip, at slippe ud af deres faktiske, psykologiske og arketypiske skygge. Det at blive voksen handler i sin essens om at skabe sit eget fundament – blive sit eget fundament. At blive sin egen mor og far, som Erich Fromm skrev om det modne menneske i sin fine lille bog Kunsten at elske.

Paradise Lost

Fiery the angels fell. Deep thunder rolled around their shoulders… burning with the fires of Orc.

Blade Runner – som jeg var så lykkelig at gense her til aften – ligger og bobler i blodet. Umiddelbart trænger følgende temaer og symbolikker sig på:

De gennemgående farver – især i Roys dødsscene – er sort, hvid og rød (Sort; regnen og natten, Pris’ øjne. Hvid; duen og hendes sminke, Roys hår og hud. Rød; blodet – livet der rinder ud) – som også er de tre alkymistiske farver for faserne i den alkymistiske proces; Nigredo, Albedo og Rubedo. Plus tatoveringerne på Roys hud, der minder om alkymistiske tegn. Naturligvis er der de helt tydelige associationer til Kristus og Helligånden (duen) i Roys død, og faktisk frelser han jo Deckard fra at falde ud i intetheden.

roy

Roy slår sin skaber/fader ihjel, men navnet Roy (Roi) betyder konge, og selvom faderen kalder ham den fortabte søn, så er han kongelig i sin kamp for at leve – mens Tyrell selv er den gamle konge, der må dø. Og i det med den fortabte søn ligger et andet lag i Roy-figuren; De fire replikanter, der når ned til jorden, er faldne engle, og derfor er Roy også forbundet til den fortabte søn; Lucifer, der bliver kastet ud af himlen.

Der er naturligvis noget med øjnene som symbol på sjælens spejl, noget med blikket, hvad det ser (Roy har set ting intet menneske vil se) og det at Tyrell er bærer af nogle enorme briller, som den eneste. Måske er han den eneste, der ikke klart kan se se konsekvensen af det han har skabt. Han forholder sig til dramaet om liv og død på en distanceret, videnskabelig, ikke empatisk måde. Brillerne er et filter mellem ham selv og døden som realitet, og det er netop hans øjne som Roys fingre går igennem.

Der er slangen og danseren; Salome aka Zhora, som bringer tankerne hen på Syndefaldet. Slangen er et ældgammelt symbol på viden. Men den er – som alt andet – uægte, og dermed en indikation af, at alt det som man kan vide i filmens univers, om, hvorvidt man er menneskelig eller ej, er usikker, uægte. Erindringen og det, der peger tilbage på barndommen som et tabt paradis er falsk. Selve paradiset er falsk. (Salome var iøvrigt den danser, der krævede Johannes døberens hoved på et fad)

Der ligger naturligvis nogle associationer i filmen til tanken om det tabte paradis. Jorden er blevet forvandlet til en slags helvedes forgård (og det foregår i 2019! som i 1982 var langt ude i fremtiden). Det menneskelige er blevet fremmedgjort, fordi det er svært at se forskel på menneskeligt og artificielt, og selv den der tror sig menneskelig tager fejl.

Helvede må være at miste sin menneskelighed.

Endelig; erindringen om enhjørningen, som tilhører Deckard; (anti)helten (da Roy i mine øjne altid var den egentlige helt). Den lille origami enhjørning som den halte politikommissær placerer i Deckards lejlighed, viser ham at hans erindring om enhjørningener falsk. men hvordan kan man også have en sådan erindring – som menneske?

Alligevel har han den, og den definerer ham. Og her er et andet motiv her; Rachael har ikke fået kodet seksualitet i sig. Hun er jomfruelig, ren – først da hun må forlade paradis; troen på sin menneskelighed, kan finde hun kærligheden og passionen – i faldet – og bliver således faktisk menneskelig – paradoksalt nok. Og ikke nok med det; hvem kan tæmme en enhjørning – andet end en jomfru?

Citatet er fra et digt af William Blake – men Roy ændrer ordet “rose” til “fell”. Det som replikanterne falder i – og det de forsøger at overvinde – er døden. Forskellen på replikanterne, og de som tror sig menneskelige, er at døden er akut for replikanterne – men det er – som alt andet – blot en illusion.

Døden er nærværende for os alle. Replikanter som mennesker. Dybest set handler filmen om hvad det vil sige at være menneske. Dødelig, men også sjælfuld, følelsesfuld, passioneret.

It’s too bad she won’t live! But then again, who does?

Grit

I don’t know what I’m hungry for
I don’t know what I want anymore

Der er et begreb i akvarelkunsten, der har at gøre med at smide skidt i malingen. Det kan være aske fra kunstnerens cigaret, eller sod, eller strandsand. Det kan være hvad som helst. For at skabe tekstur.

Skidt.

Det britiske ord for det er “grit”.

Jeg elsker det.

Den måde der er kan være skidt i det perfekte.

Den måde der (altid) vil være noget ubehageligt i nogle situationer. Noget usagt. Noget imellem  linjerne. Noget, der blander sig ind, når sandheden ikke er sagt. Noget det kalder på ærlighed. Og ærlighed kan være så svær.

Det interessante ved Ærlighed er at jeg – i lyset af mine hidtidige erfaringer – sætter det højt. En klog mand lod mig forstå at ærlighed giver den dybeste intimitet.

Ja. Vær ærlig. Hudløst, sårbart ærlig. Gør vi det? Nej.

Det interessante er at “grit” også har at gøre med karakter”firmness of character”. Hvordan kan det ikke blive ærligt? Når vi tør se det svære i øjnene.

Og hvad har citatet med det at gøre?

At gruset for mig lige nu er den følelse af at jeg ikke ved, hvad jeg vil. Denne her følelse af at der i al glæden kan snige sig en en følelse af ligegyldighed, ulyst. At det er skidtet, der blander sig. Og skaber en følelse af af usikkerked. Uvidenhed.

I alt.

Ikke

Isn’t it ironic

Der er visse ting omkring ordet “ikke” og ultimative udmeldninger, der er vagt foruroligende. Eller faktisk meget foruroligende. På et tidspunkt sagde en psykolog til mig at det ubevidste ikke forstår ordet “ikke”. Det overhører det fuldstændigt.

Så når vi fx siger:

“Jeg vil ikke drikke”
“Jeg vil ikke spise chokolade”
“Jeg vil ikke lyve”
“Jeg vil ikke flirte”
“Jeg vil ikke  …”
Etc.

Er der en god grund til at være på vagt. Omstændighederne har det med at rotte sig sammen og bringe os i situationer, hvor vi gør det alligevel, eller som vi kan vælge at udtrykke det “Jeg kom til det”.

Men i det at være bevidst er der ikke noget “Jeg kom til det”.

Og i de ultimative udmeldninger er der ofte en skygge gemt, der spiller os et puds. Skyggefiguren er en trickster, der laver ballade. Nå vi kommer med ultimative udmeldinger eller siger ordene “jeg vil ikke” vil der som regel være en skyggefigur,  der står og ler bag vores ryg. Skyggen har andre planer end jeg’et. Som Loke i den nordiske mytologi, der har sine egne dagsordner, og ifører sig forklædning for at føre dem ud i livet.

Skyggen tvinger os gennem ubevidste og uovervejede handlinger, mærkelige situationer, samt gennem projektioner -“Jeg er ihvertfald ikke som hende” – at blive bevidste om alt det vi ikke vil, ikke vil være eller ikke vil identificere os med.

Skyggen er en agent for Selvet, og opererer ved at konfrontere os i det ydre. Som Jung sagde:

Whatever is rejected from the self,
appears in the world as an event.

Netop fordi vi forkaster psykisk materiale igennem ordet “ikke”, eller det ultimative udsagn, der bliver smidt ud, hvor vi ikke kan se med vores bevidsthed, vil det ofte optræde som noget udefrakommende, som noget der sker for os.

Formålet er at skabe balance og helhed i psyken.Og nogle gange sker det på den hårde måde. Og nogle gange er det pudsigt, komisk og lærerigt. Ironisk.

At åbne og at lukke

As I open the blinds in my mind,
I’m believing that you could stay

Er det muligt at være sødmefuld og mystisk på samme tid? En ven beskrev det som at være åben og lukket, og spurgte om de to tilstande ikke udelukker hinanden?

Jeg tror, at jeg har brug for skiftet, for at kunne snart det ene, snart det andet.

Jeg kommer i møde, for så at trække mig tilbage i en langsomt rullende bevægelse som bølgerne på stranden, Nogle gange er det muligt at være totalt åben, og nogle gange er det nødvendigt at lukke af. At kaste sløret, for derefter at tilsløre mig igen. At sænke garderne og hæve dem igen. At hengive mig, for så igen at være reserveret, ene.

En veninde så det i mig første gang, hun mødte mig i det virkelige liv. Hun aflæste mig i et nanosekund på trods af mit forsøg på at skjule mig, min sårbarhed.

redtulip
Tulipaner lukker sig sødmefuldt om sig selv,
når det bliver mørkt.

Jeg kom til at tænke på det lukkede som det dæmoniske og det åbne som kærlighed.

Men er det lukkede nødvendigvis dæmonisk? Det kan være det. Kierkegaard definerer det dæmoniske som individets selvvalgte indesluttethed. Men i andre sammenhænge kan det at lukke jo være en nødvendighed. At sætte en grænse, at definere, at erklære et territorium. Verden kan forstås i kraft af vores kategorier og den måde vi afgrænser gennem sprog og handlen. Og anvender magt på utallige subtile og mindre subtile måder.

I alkymien er kolben et centralt symbol, idet den er den form i hvilken den alkymistiske proces finder sted. Kolben skal være og holdes forseglet, hvis processen skal virke. Intimitet mellem to mennesker eksisterer i kraft af at skabe et rum for de to. Terapien fordrer det lukkede terapeutiske rum, og kreativiteten det kreative rum; Eget værelse, som Virgina Woolf krævede det på kvinders vegne.

For at blive os Selv, må vi have et sted, hvor vi kan skabe os. Så at sige.

Og så igen, for at blive os Selv er det nødvendigt at åbne os mod andre, at relatere, at trodse tvivlen og angsten for den smerte der kan ligge i åbenheden, muligheden for at blive såret.

Jeg tror at de udelukker hinanden. Det er ikke muligt at opretholde åbenhed og lukkethed på samme tid. Men det er, som med så meget andet, en evigt skiftende, kaleidoskopisk  bevægelse.

Smult vande

“Jeg vil give,  jeg vil gives, og jeg vil have en ensomhed,
hvor jeg kan lukke op for det,  jeg ejer”
Woolf: Bølgerne

Jeg længes efter at sejle i smult vande. De sidste år har været præget af bølgegang og bevægelse.

Jeg savner ro, jeg savner fordybelse, ikke-handlen, koncentration.

Jeg griber til tider efter vished, efter sikkerhed, efter at komme overens med tvivl og ambivalens. De yderpunkter, der så ofte skaber bølgegangen i mit liv.

Ambivalens er at lade mig rutsche mellem yderpunkterne, polerne, fremfor at holde spændingen mellem dem. Jeg har besluttet (sic!) at jeg vil gå ind i et rum af ikke-viden, hvor accepten af min eksistentielle uvished er det primære princip.

Accepten af det poly-valente, det paradoksale, det flertydige, det ikke-definerbare. Det i mit liv, der unddrager sig forklaring og forståelse.

Når jeg accepterer og rummer det forsvinder modstanden, lidelsen og fortvivlelsen. Accepten af ikke-viden er for mig smult vande nu.

At rumme disse modsætninger, der er mig, betyder også kærlighed og sjæl.

AoVHvem ved, hvad der gror frem af kolben, når jeg ikke konstant rører i den? Eller når jeg afstår fra at ønske noget skal gro frem.

Images from The Alchemical Tarot and other tarot and oracle decks by © Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website and The Alchemical Egg .