Fiery the angels fell. Deep thunder rolled around their shoulders… burning with the fires of Orc.
Blade Runner – som jeg var så lykkelig at gense her til aften – ligger og bobler i blodet. Umiddelbart trænger følgende temaer og symbolikker sig på:
De gennemgående farver – især i Roys dødsscene – er sort, hvid og rød (Sort; regnen og natten, Pris’ øjne. Hvid; duen og hendes sminke, Roys hår og hud. Rød; blodet – livet der rinder ud) – som også er de tre alkymistiske farver for faserne i den alkymistiske proces; Nigredo, Albedo og Rubedo. Plus tatoveringerne på Roys hud, der minder om alkymistiske tegn. Naturligvis er der de helt tydelige associationer til Kristus og Helligånden (duen) i Roys død, og faktisk frelser han jo Deckard fra at falde ud i intetheden.
Roy slår sin skaber/fader ihjel, men navnet Roy (Roi) betyder konge, og selvom faderen kalder ham den fortabte søn, så er han kongelig i sin kamp for at leve – mens Tyrell selv er den gamle konge, der må dø. Og i det med den fortabte søn ligger et andet lag i Roy-figuren; De fire replikanter, der når ned til jorden, er faldne engle, og derfor er Roy også forbundet til den fortabte søn; Lucifer, der bliver kastet ud af himlen.
Der er naturligvis noget med øjnene som symbol på sjælens spejl, noget med blikket, hvad det ser (Roy har set ting intet menneske vil se) og det at Tyrell er bærer af nogle enorme briller, som den eneste. Måske er han den eneste, der ikke klart kan se se konsekvensen af det han har skabt. Han forholder sig til dramaet om liv og død på en distanceret, videnskabelig, ikke empatisk måde. Brillerne er et filter mellem ham selv og døden som realitet, og det er netop hans øjne som Roys fingre går igennem.
Der er slangen og danseren; Salome aka Zhora, som bringer tankerne hen på Syndefaldet. Slangen er et ældgammelt symbol på viden. Men den er – som alt andet – uægte, og dermed en indikation af, at alt det som man kan vide i filmens univers, om, hvorvidt man er menneskelig eller ej, er usikker, uægte. Erindringen og det, der peger tilbage på barndommen som et tabt paradis er falsk. Selve paradiset er falsk. (Salome var iøvrigt den danser, der krævede Johannes døberens hoved på et fad)
Der ligger naturligvis nogle associationer i filmen til tanken om det tabte paradis. Jorden er blevet forvandlet til en slags helvedes forgård (og det foregår i 2019! som i 1982 var langt ude i fremtiden). Det menneskelige er blevet fremmedgjort, fordi det er svært at se forskel på menneskeligt og artificielt, og selv den der tror sig menneskelig tager fejl.
Helvede må være at miste sin menneskelighed.
Endelig; erindringen om enhjørningen, som tilhører Deckard; (anti)helten (da Roy i mine øjne altid var den egentlige helt). Den lille origami enhjørning som den halte politikommissær placerer i Deckards lejlighed, viser ham at hans erindring om enhjørningener falsk. men hvordan kan man også have en sådan erindring – som menneske?
Alligevel har han den, og den definerer ham. Og her er et andet motiv her; Rachael har ikke fået kodet seksualitet i sig. Hun er jomfruelig, ren – først da hun må forlade paradis; troen på sin menneskelighed, kan finde hun kærligheden og passionen – i faldet – og bliver således faktisk menneskelig – paradoksalt nok. Og ikke nok med det; hvem kan tæmme en enhjørning – andet end en jomfru?
Citatet er fra et digt af William Blake – men Roy ændrer ordet “rose” til “fell”. Det som replikanterne falder i – og det de forsøger at overvinde – er døden. Forskellen på replikanterne, og de som tror sig menneskelige, er at døden er akut for replikanterne – men det er – som alt andet – blot en illusion.
Døden er nærværende for os alle. Replikanter som mennesker. Dybest set handler filmen om hvad det vil sige at være menneske. Dødelig, men også sjælfuld, følelsesfuld, passioneret.
It’s too bad she won’t live! But then again, who does?
Her tænker du på “Paradise Lost”