I don’t know what I’m hungry for
I don’t know what I want anymore
Der er et begreb i akvarelkunsten, der har at gøre med at smide skidt i malingen. Det kan være aske fra kunstnerens cigaret, eller sod, eller strandsand. Det kan være hvad som helst. For at skabe tekstur.
Skidt.
Det britiske ord for det er “grit”.
Jeg elsker det.
Den måde der er kan være skidt i det perfekte.
Den måde der (altid) vil være noget ubehageligt i nogle situationer. Noget usagt. Noget imellem linjerne. Noget, der blander sig ind, når sandheden ikke er sagt. Noget det kalder på ærlighed. Og ærlighed kan være så svær.
Det interessante ved Ærlighed er at jeg – i lyset af mine hidtidige erfaringer – sætter det højt. En klog mand lod mig forstå at ærlighed giver den dybeste intimitet.
Ja. Vær ærlig. Hudløst, sårbart ærlig. Gør vi det? Nej.
Det interessante er at “grit” også har at gøre med karakter”firmness of character”. Hvordan kan det ikke blive ærligt? Når vi tør se det svære i øjnene.
Og hvad har citatet med det at gøre?
At gruset for mig lige nu er den følelse af at jeg ikke ved, hvad jeg vil. Denne her følelse af at der i al glæden kan snige sig en en følelse af ligegyldighed, ulyst. At det er skidtet, der blander sig. Og skaber en følelse af af usikkerked. Uvidenhed.
I alt.