Superpowers

“The world can’t give that serenity,” he said. “The world can’t give us peace. We can only find it in our hearts.”
“I hate that,” I said.
“I know. But the good news is that by the same token, the world can’t take it away.”

Jeg er vist verdens mest utålmodige menneske.

Fornylig var jeg i situation, hvor jeg ventede på, at tre ting skulle ske, og hver især af disse ting var afhængige af tre forskellige mennesker.

Jeg ventede på at en skulle komme fra Tyskland.
Jeg ventede på at min eksmand Mark skulle få tid til at hjælpe mig med min ovn.
Og jeg ventede på et svar, en eller anden form for svar …

Og da jeg sad der og ventede, gik det op for mig at jeg havde sat mig selv i et tomrum, hvor jeg ikke var i fred, glad eller tilfreds, for lejeren kom, ovnen var fixet og der var kommet et svar, en afklaring. Et eller andet.

Sagen er bare, at det er en ufed følelse at sidde med. Fordi jeg i den situation fik uddeleget følelsen af fred eller tilfredshed eller glæde til nogle andre omstændigheder eller nogle andre personer.

Min kraft lå udenfor mig.

Intet af det havde jeg magt over. Flyet kunne være forsinket, måske har Mark først tid på tirsdag og ovnen skal alligevel have en ny låge, eller jeg sal have en helt ny ovn … eller …

Måske får jeg ikke noget svar. (Det fik jeg da jeg bad om det, og selvom jeg blev meget, meget ked af det, gav det alligevel en afklaring.)

Anyway. Det er sådan set ligegyldigt, hvad problemet er. Det kan være alt mellem himmel og jord, og guderne skal vide, at folk har meget større problemer end disse.

Det er selve det at gøre sin indre fred afhængig af noget eller nogle andre. Og det handler også om at være udspændt, anspændt, spændt på noget. Istedet for rolig.

Jeg tænkte på, hvad jeg bedst kan lide at lave. At læse eller at skrive. Jeg besluttede mig for at give slip på alle tre dele og sige – Pyt. At finde fred og glæde i mig selv lige nu.

Give slip.

Følelser af sorg, utålmodighed, tristhed, irritation, vrede er trods alt blot skyer på himlen – og det er uhensigtsmæssigt at tillægge dem og ydre omstændigheder for stor betydning. Det er som at afgive sine superpowers; følelsen af kraft og autoritet til ydre omstændigheder, istedet for selv at bestemme, hvad der fylder i sindet.

hero

Det er svært. Og nogle gange skal man bare føle dem, og acceptere dem. Og græde, hvis det er det man har brug for.

Jeg har aldrig været god til at slippe, men jeg øver mig, og jeg vil sige at det landede lidt dybere den dag. Lidt.

Citatet er fra Anne Lamott:  Bird by bird : some instructions on writing and life.

No trespassing

For en uge siden vågnede jeg op og følte bitterhed og fortrydelse. Fortvivlelse.

Den forløbne uge har ikke ligefrem været nem. Snarere er følelsen blevet forøget.

Men fortrydelsen er for bitter.

Jeg har tænkt på  hvad det modsatte af fortrydelse er. Og jeg tænker at det er taknemmelighed.

Taknemmelighed over de fejl jeg har begået, den smerte, jeg har påført mig selv, (men ikke den smerte, jeg har opført andre). Og de lærestreger, jeg har fået.

Livet er ikke en lige vej. Og heller ikke tydeligt det ene eller det andet, lige så lidt som kærligheden. Nogle gange farer man vild, eller tager en omvej. Måske er det slet ikke en omvej.

Jeg ved hvor stor glæde jeg er i stand til at føle og dele, også. Jeg ved hvor stor glæden har været, og jeg kan se, hvor dyb forandringen har været, og jeg kan se at jeg faktisk midt i det hele er blevet mere hel. At jeg er blevet helet. At nogle sår er blevet lægt.

En væsentlig brik er faldet på plads.  Den brik i puslespillet, som jeg hele tiden troede forestillede noget andet. Og derfor lagde tilbage i æsken. Indtil nogen pludselig kom forbi, vendte den lidt rundt, holdt den op mod lyset og næsten uforvarende lagde den på den rigtige plads, så motivet blev tydeligere.

Det er en meget stor gave at få.

Så jeg vil ikke fortryde min vej. At fortryde er at svigte den jeg er blevet, og dem jeg har mødt på vejen. Og det vil jeg ikke.

En anden modsætning til fortvivlelse og fortrydelse er tro. En tro på at det hele har en dybere mening, som jeg ikke kan forstå nu. Men den er der.

Jeg håber at meningen er at jeg bliver bedre i stand til at forstå. At min medfølelse med mine medmennesker bliver større.

På et tidspunkt blev jeg spurgt om jeg ikke gerne ville forstås, men jeg sagde nej, jeg ville accepteres. Er det overhovedet modsætninger? Vil vi ikke allesammen gerne forstås og accepteres, og dybest set elskes som dem vi er?

Jeg føler, at det nu er meningen at jeg skal lutres, at guldet skal igennem en proces, hvor det bliver renere, på indre alkymistisk vis.

Det vil tage et stykke tid.

Mens hjertet forbliver åbent, flydende, lysende – men samtidigt utilgængeligt i den periode. Som et eventyrligt sted, der på magisk vis ikke kan betrædes.

No trespassing.  Please.

wpid-10713-2.jpg

Hengivelse

Du kan kun hengive dig 100 %

Det har jeg lært nu.

På et tidspunkt fortalte min psykolog mig, at Kierkegaard citatet “Hjertets renhed er at ville eet” ikke betyder at ville een ting, men at ville noget Helt – helhjertet. At gå all in.

Uanset om det er et kærlighedsforhold, jobbet, ens Opus Major, et mål – eller simpel tilstedeværelse og nærvær med andre mennesker. Intet fortjener mindre end dit fulde nærvær, og hvis du ønsker at være i kærlighed er du nødt til at give det 100 % selv. Dét er hengivelse, og når du hengiver dig er det også muligt at gøre det i fuld bevidsthed. Det er nemlig også hengivelse.

At gøre det uden bevidsthed, blindt, er fortabelse, og deri er faren at du taber dig selv og det hele i dybet.

Hengivelse er en 100 % ting, og hvis det ikke er muligt kan du lige så godt lade være.

Jeg ønskede at det var muligt for mig, jeg ønskede brændende at kunne hengive mig, at lade mig falde. Men jeg kunne ikke på det tidspunkt. Det var for tidligt.

HarryHolland

Istedet blev det en konstruktion, hvori der var både frihed og forbundethed. Troede jeg.

I virkeligheden var det ingen af delene. Jeg troede det kunne være begge dele, men det virkede ikke. Jeg troede naivt at jeg kunne beskytte mit hjerte, istedet udsatte jeg både den Anden og mig selv for at få hjertet knust.

Det var fint at være ærlig om, at jeg ikke var i stand til at hengive mig på det tidspunkt. Men det ville muligvis have været mere nobelt at have ladet være med at hengive mig – halvt.

Men det var – kan jeg sige uden at blinke – dét bedste jeg kunne give i denne periode af mit liv.

Det var smukt så længe det varede. Nu er det slut.

# 500


manifestoDette er indlæg nr 500 på denne blog. Så jeg tænker at det er god idé at gøre klart,  hvad meningen med bloggen er. Et manifest.

Mit kreative manifest lyder –  med lidt hjælp fra Jack Kerouac:

  • Jeg skriver for glæden ved at skrive, for deri føler jeg mig fri og hel.

    Be in love with yr life

  • Jeg skriver for glæden ved at give. Hvis blot eet menneske kan forbinde sig til det, jeg har skrevet, og kan føle genkendelse eller glæde, så er det fint og godt.

    No fear or shame in the dignity of yr experience, language & knowledge

  • Jeg er ikke bange for at gå ned i mørket for at finde guld.

    Write what you want bottomless from bottom of the mind

  • Jeg forsøger at skrive hvad der er sandt for mig, uanset, hvor kompliceret.

    No time for poetry but exactly what is

Under det ligger der naturligvis en masse tvivl og frygt.  Og under det ligger også de tre små ord, der udgør mit credo. Det jeg tror på, og det jeg ønsker at give til verden.

Be. Shine. Love.

At være, at skinne, at elske.

Det er det jeg skriver om – på mange forskellige måder:

  • Om at kunne være i verden, og hvor svært det nogle gange er.
  • Om at lyse, skinne, at tillade det indre lys at skinne ud, for det er det vi alle er sat på jorden for.
  • Om at elske, om kærligheden og dens forskelige former.

Nogle gange sker der det at jeg tvivler på, om det giver nogen mening – for andre end mig selv.

Er min stemme ikke blot en lille stemme i et kakafonisk hav af stemmer?

Og hver gang jeg tænker den tanke eller møder den frygt, sker der mirakuløst det, at nogen enten skriver eller fortæller mig f2f, at det jeg skriver er en hjælp eller en kilde til genkendelse eller glæde.

Og det er nok for mig til at forsætte  …

Daggry

Jeg er begyndt at vågne meget tidligt. Ligeledes denne morgen.

Det grå daggry smøg sig ind imellem gardinerne som en klæbrig levende substans. Jeg ønskede det ikke, blot mørket, søvnen, og (selv)forglemmelsen. Jeg tænkte over, hvor jeg var og hvad, der var sket i løbet af de sidste 5 år af mit liv. Intet er så bittert som fortrydelse. Og det var netop den følelse, der greb mig dér i det grå daggry. Fortvivlelse.

Jeg er i et underligt limbo i denne tid. Jeg ved ikke, hvor længe det vil vare, som er jeg faldet i en tornerosesøvn. Jeg føler en trang til at forbinde mig med noget større end mig selv, noget der samtidigt har det med at unddrage sig mine hænder, som selve den grå lysende substans. Men jeg føler, at jeg fejler. Jeg føler ambivalens i stort set alle aspekter af mit liv, skal jeg gå den ene vej, eller den anden vej.

Ambivalensen føles som en skruestik.

Hvad giver mening?

Frihed? Jeg besøgte nogle gode mennesker forleden aften, venners venner, og vi talte om alt mellem himmel og jord. (Faktisk talte vi også om kabbalah og om Livets træ, der jo netop forbinder Himmel og Jord) Men vi talte også om frihed. Om hvordan frihed, som jeg har måttet sande, ikke giver nogen som helst mening i sig selv. Frihed er et Dyb, som det er fristende at lade sig falde i, men det er netop et dyb. Der skal være noget, der binder og forbinder, et net, knudepunkter, et væv, noget der griber os, holder os sammen.

Hvad forbinder os? Som mennesker. En kop kaffe? Og en lynhurtig afluring.
“Vil du have kakao på?”
“Ja, det ville da være dejligt, hvis det var” Eller noget.
Han ler af mig og efteraber mig. Jeg ler og siger direkte:
“Ja, jeg vil gerne have kakao på”. “Ja, jeg vil gerne have sukker i”.

kaffe1

Nogle gange handler det om at vide, hvad man vil. Nogle gange kan vi ikke vide det, men må famle os frem. Nogle gange handler det om at tage et skridt, på trods af angst. Også selv om man ikke er helt sikker. Et tøvende skridt på en tynd line spændt ud over dybet.

Nogle gange findes forbindelserne i de små ting, en kop kaffe, og en lunhurtig spejling af det indirekte, det pæne, det tilbageholdende. Nogle gange er det godt at blive gennem-skuet.

Nogle gange giver intet mening. Andet end at acceptere at det er sådan.

Det grå kvælende daggry er nu blevet til overskyet aften. Underlige aftenlufte.

Chokolade eller hindbær?

dharmahuskcredits

Min kære veninde sendte mig dette billede.

Og tilføjede: “Og det er den der “I hope you like it” der laver al balladen”.

Så begyndte jeg at tænke på, hvordan det ville være at give uden at jeg er usikker på, om den anden kan lide det, jeg har at give. Måske betyder det ikke altid noget, og det er okay at den Anden ikke kan lide det, og nogle gange betyder det en hel del, fordi den person er vigtig for mig.

Hun skrev, at for hende er det når hun selv er usikker på det. Og deri ligger der jo også en pointe, og jeg forsøgte så at mærke efter, hvordan det ville være at give og altid selv være glad for det jeg giver.

Er der forskel på at være sikker på det man giver eller være glad for det?

Og så var det at det med hindbær eller chokolade kom ind i billedet. Jeg forestiller mig at jeg har bagt en kage med chokolade, sådan en fed, sød, fugtig og mørk chokoladekage, som er en af dem jeg er bedst til at lave, og jeg giver et stykke til min veninde, ud fra en glæde ved at give noget som jeg selv holder af. Men hvis nu hun foretrækker hindbærkage. Så kan jeg jo ikke være sikker på, om hun kan lide det.

Så der er en forskel på at være glad for at give noget og være sikker på det.

Men hun kan jo godt blive glad for det alligevel, fordi hun ved at jeg er glad for at give det. Og det ville det jo være dejligt, hvis hun sagde: “Jeg værdsætter din chokoladekage, men (eller og?) jeg ville blive rigtigt glad for en hindbærkage, for jeg elsker hindbær.”

Og kunsten – for mig – ville være ikke at blive usikker på mig selv. Og istedet for at tænke: Jeg vil aldrig bage igen! Eller tænke jeg vil aldrig bage til hende igen, det utaknemmelige skarn! Men bare accepterede at smag og behag er forskellig.

Men hvis jeg nu er skidedårlig til at bage hindbærkager? Hvis nu det ikke er en del af mine kompetencer? Så kan jeg jo forsøge at gøre det så godt jeg kan, for at glæde min veninde, selvom jeg er usikker. Så ville jeg være sikker på, at det ikke var så godt, men jeg ville gøre mit bedste.

Måske er det godt nok.

PS: I dag laver jeg både hindbær og chokoladekage. Nogle gange skal man ikke vælge!

Billedet er fra DharmaComics, Thank you!

Spørg

Here is my song for the asking …

Af en eller anden grund kan det være svært at stå ved sine egne behov og give klart udtryk for dem. Det kan være svært at bede om noget. Det er meget sårbart. Og derfor går vi stiltiende rundt og forventer eller håber, at andre skal eller kan opfylde vores behov. Men det kan de ikke. Det skal de ikke.

Du spørger måske, hvordan det med at give og modtage foregår i en relation, når man ikke kan forvente at den Anden opfylder ens behov. Kodeordet er netop forvente. Et andet kodeord er kommunikation.

Speak your mind.

Jeg tror at mange relationer fungerer sådan at parterne går ind i dem med uudtalte og implicitte forventninger om at bestemte behov nærmest pr. automatik bliver opfyldt. Men sådan fungerer det ikke – eller jo. Måske gør det i lang tid. Symbiotisk lang tid.

Jeg hørte en historie om en mand, hvis kone på deres bryllupsmorgen lavede et pocheret æg til ham. Og selvom han blev glad for at hun gjorde, eller måske netop fordi han blev glad for det, sagde han ikke at han ikke kunne lide pocherede æg, men hellere ville have at det var blødkogt. Så i mange år fik han et pocheret æg, selvom han egentlig hellere ville haft et blødkogt, og i mange år troede hans kone, at det var det han ville have. Fordi han var bange for at hun ville blive sur, hvis han en dag sagde at han hellere ville have noget andet.

Så han sagde det ikke, og han fik pocherede æg istedet for blødkogte. Fordi han ikke gav udtryk for sit behov og tog ansvar for det. Hvis ikke hans hustru ville lave dem, måtte han jo selv gøre det.

Jeg ved ikke, hvordan historien endte.

Pointen er at Jorden ikke falder sammen, hvis du står ved dine behov og fx spørger:

ask“Jeg er glad for at du laver æg til mig, men jeg kan faktisk bedre lide blødkogte æg. Vil du lave det i stedet?”

Eller: “Jeg har lyst til at tage til New York i efterårsferien, vil du med?” Hvis den anden så ikke vil det, må man jo enten tage alene afsted eller derhen, hvor den anden vil. Eller blive hjemme.

Eller “Jeg vil egentlig gerne sove alene”. Eller “Jeg har brug for at vi får talt sammen i aften, vil du det?” Eller “Jeg har brug for hjælp til at samle en ikea-kommode”.

Det giver styrke at kende dig selv, stå ved dine behov og være ærlig om dem. Naturligvis risikerer du at du ikke får dit behov opfyldt, og at det du ønsker at give ikke bliver modtaget.

So be it.

Du kan have det som du har det, og tilbyde det du ønsker at tilbyde, så længe som du ønsker det. Hvad den Anden vil gøre/ forvente/ acceptere  er vedkommendes valg. Og så må du forholde dig til det fra øjeblik til øjeblik, og vælge din vej i hvert et nu.

Kærlighedsorakel

Don’t make no promises that I can’t keep
I won’t be no prisoner of somebody’s needs

En samtale i løbet af ugen fik mig til at tænke på hvor hurtigt man kan blive infiltreret i følelser og forventninger, når man indgår i et nyt forhold.

I virkeligheden blev jeg vist spurgt til råds i kærlighed, og selv om jeg ikke er noget kærlighedsorakel, og ikke føler mig særlig klog, gik det op for mig, at ting faktisk er blevet klarere for mig nu.

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Chers popsang We all sleep alone (som Jon Bon Jovi blandt andre skrev) med de ovenstående to linjer.

Jeg sagde noget i retning af : I virkeligheden kan du ikke forvente at nogen skal opfylde dine behov. Du kan gøre det klart for dig selv, hvad de er, og du kan forsøge at opfylde dem for dig. Du kan finde hjem i dig selv og give din krop og sjæl omsorg.

Du kan indgå i en relation i kærlighed, men du kan aldrig forvente eller kræve at den anden part skal opfylde dine behov. Omvendt er du heller ikke nødt til at gøre eller være noget, du ikke kan stå inde for eller forsøge at opfylde andres behov, imod dig selv.

Lad være med at gøre dig selv til en slave af det, du forventer, den anden skal give dig – og lad være med at gøre dig til en slave af det, den anden forventer, at du skal give.

Derimod kan du give det,  du vil give i kærlighed, og modtage det som den anden har at give.

K.I.S.S.

En drøm i sepia

Da jeg kom på arbejde i morges, kom receptionisten Maria frem bag fra skranken, smilte til mig og rakte tomlen i vejret. De var kommet. Jeg havde bedt hende om at sige til, når min nye tarot The Alchemical Tarot Fourth Edition kom. Det gjorde den så her til morgen.

Hvilken velsignelse.

De er smukke. Lige så smukke som de to foregående udgaver. De er i sepia. Farverne er sand, blegt rødt og blegt grøn, samt andre farver, men alle støvede, transparente og sprøde.

IMG_7819The Empress (hvis krop ifølge Place symboliserer den alkymistiske kolbe), The Lovers i den alternative version og det smukke Two of Vessels, som viser de elskende i den alkymistiske kolbe med kærlighedens røde rose.

Farverne er blege, bløde og blide ved sjælen. Jeg tænker, at de skal bruges, hvis den, der læses for er særligt sårbar, skrøbelig og har brug for omsorg.

Alkymistiske symboler for de alkymistiske processer er tilføjet triumfkortene i rødt, hvilket tilføjer kortene et esoterisk lag, selvom det som altid er det kunstneriske, æstetiske udtryk i billederne og deres fortælling, som er det væsentligste for mig, fordi jeg læser kortene intuitivt.

De er smukke.

Læs mere om Robert Place’s tarot på The Alchemical Tarot.

Ulyst

“Writers write …
if writing is your practice,
the only way to fail is not to write”

Da jeg var på ferie tænkte jeg ikke på at skrive. Der var adskillige dage, hvor jeg ikke skænkede det en tanke. Og faktisk følte jeg at det var en lettelse, da det slog mig, at jeg faktisk slet ikke tænkte på at skrive.

Det gik op for mig at tanken om skrive var blevet en kilde til stress. Ikke selve det at skrive. Men tanken om det, jeg mener jeg bør skrive.

Jeg har en indre overbevisning, der hedder, at jeg skal skrive noget andet end det jeg skriver på denne blog: en kronik, en essaysamling, en roman, en digtsamling. Og det skal være GODT.

I dag gav jeg mig til at granske, hvad formålet med at skrive er for mig.

Der er 2:

1. Jeg skriver for at få anerkendelse (og accept og ultimativt kærlighed).

2. Jeg skriver fordi jeg godt kan lide det, af lyst og glæde.

Det første er produktorienteret. Det andet er procesorienteret.

Men jeg kan få anerkendelse på andre måder. Og det underliggende behov for anerkendelse har taget LYSTEN og glæden ved at skrive fra mig. Jeg føler at det bliver at et spørgsmål om at performe og præstere, at være Frk Dygtig. Og hun er ikke særlig lystbetonet hende Frk. Dygtig. Hun er sådan en irriterende gammeljomfrunalsk type med hævet pegepind og knold i nakken.

Når jeg skriver her, så føler jeg mig i et helle. Det er mit RUM. Og jeg skriver ud af glæde og dét jeg føler en trang til at kommunikere i øjeblikket.

Til hverdag tænker jeg mere på at skrive end faktisk at skrive.

Jeg tænker på – med Sheers ord – at gøre det at skrive til min praksis, lige som andre beder eller mediterer eller dyrker yoga eller tantra. Alt sammen noget som det før er lykkedes mig at bilde mig ind at jeg også bør. Lige så snart bør bliver en del af sætningen er Frk. dygtig på spil.  Lige så snart bør bliver en del af sætningen går lysten og legen ud af det.

Det slog mig så, at det at skrive sgu ALTID har været min praksis. Jeg har skrevet dagbog i 30 år. Jeg har snart ramt 500 indlæg på denne blog. Jeg skriver allerede. Så glæden ved processen er her og har altid været her. Jeg opfylder bare ikke mine egne forventninger, eller Frk. Dygtigs, om at være succesfuld. Fuck hende.

På en eller anden måde skal jeg have hende afmonteret. Jeg ved bare ikke helt hvordan.

Hun har taget spotlightet fra Digteren, Danseren, Drømmeren, som til gengæld ikke er bange for denne lille scene her. Jeg tror, at der skal lægges låg på alle andre ambitioner end at skrive på bloggen, og så i min dagbog.

Det er nemlig ikke deres ambitioner. De vil bare have friheden til at lege tilbage.