Klar

“And love is not a victory march
It’s a cold and it’s a broken Hallelujah”  Cohen

En veninde spurgte mig, om jeg – selv om jeg føler at kærligheden og forsøgene på kærlighed er forlist – hellere vil have været det foruden?
Kærlighed, kærtegn, kys, sex, intimitet?

Nej.

Det skaber en klangbund for min længsel.

En veninde spurgte mig, da vi gik tur i Tisvilde Hegn, hvor jeg er om 5 år. Og det havde jeg simpelthen ikke noget svar på. Fem år ude i fremtiden er lige nu ikke-eksisterende, ren abstraktion. Men da jeg havde været blank et stykke tid kom der et svar, et ønske.

At blive gift igen.

Jeg ønsker at jeg møder en mand, som jeg kan bygge et modent og dybt følelsesmæssigt, spirituelt og seksuelt forhold til – 1:1. Noget er blevet lagt endegyldigt bag mig, og de oplevelser med kærlighed, jeg har haft har efterladt mig ked af det, såret – og åben.

Men ikke klar.

Vi oplever alle frygt. Jeg frygter at miste mine børn og venner, jeg frygter at miste mit helbred, mit arbejde og min bolig. Det er grundangsten; at miste de nærmeste, helbredet og eksistensgrundlaget.

Jeg har ikke en “bucket list”,  jeg skal ikke nå at bestige Mount Everest eller svømme med delfiner, selvom det sidste sikkert er skønt. Nogle af mine egne drømme, har jeg endda lagt på hold, suspenderet for at leve uden mål, men i nærværende, i nuet, i mødet. Det har været en lettelse.

Jeg har ikke en liste over oplevelser jeg skal have for at mit liv er en “succes”.

Men jeg har én dyb frygt. Jeg frygter at jeg ikke møder dén kærlighed. Jeg er nu klar over, at den blot er én del af spektret. Kærlighed er stor og åben, og i sin essens ubetinget. Dét er ikke en kærlighed, der skal gøre noget for mig, helbrede mig eller gøre mig hel. Det er en kærlighed, der deles med en mand, der selv kommer hel.

Måske har jeg mødt den, uden at være klar.

Klar.

For mig er det ord ladet.

Det kan betyde parat. At være parat til kærligheden. Men tager kærligheden, i form af Eros’ pile hensyn til, om man er parat? nej – det kommer som et lyn fra en klar himmel. Her kan man virkelig være på Herrens mark, Udsat på Hjertes Bjerge. Det er forelskelse. Det er en slags rus, en tilstand af impermanent sindssyge.

Klar.

Det kan betyde at være transparent, gennemsigtig, rolig, lysende, utvetydig, tydelig. I den forstand har jeg ikke været klar, det erkender jeg nu – og dét er en erkendelse, der stikker giftigt.

Men igen – min erfaring og oplevelser med kærlighed og tab af kærlighed, er med til at lutre mit hjerte, og selvom jeg ikke er klar endnu og nyder blot at være mig, så er længslen ikke død, ilden brænder stille.

Og een dag er jeg jo Klar. Vil jeg tro.

Det værste ved at være al-ene er længslen efter de fysiske kærtegn, den sensuelle og seksuelle intimitet, kys og kram. Dén længsel er en bitch. Og der altid en fare for at springe over, hvor gærdet er lavest, skyde genvej og ikke være alene i den periode, der skal til, før jeg bliver klar.

Min frygt er at jeg når at miste hår og tænder, at blive gammel, grim og fed – bitter – inden jeg når at opleve den passionerede dybe kærlighed, som ikke er nem, men måske enkel, og som jeg inderligt tror og håber er, også for mig. For mit hjerte, for min sjæl, for min krop, for mit sind.

Den har ikke manifesteret sig i blandt de titusinde ting.

Jeg er ikke klar. Det er som om at vandet i min indre sø, mit reservoir, skal være helt stille, mørkt og dybt i en periode. Der vil være en stilhed, der vil være en følelse af nåde, af glæde over livet som det er, en given slip på alle drømme, håb og ønsker til kærlighed i nogen specifik form. Men den store længsel kan ikke slippes, for så brister håbet. Der vil endda være en hengivelse til mørket og frygten for afvisning, forkastelse og min indre følelse af værdiløshed. Der vil være et fald ned i mørket, dybet – og det må ske.

Jeg sætter min lid til lyset i mørket – eller det alkymisterne kaldte Lumen Naturae. Til at klarheden og lyset skinner i mørket.

For mig rummer kærligheden helheden – både lyset og mørket.

“I love you as certain dark things are to be loved,
in secret, between the shadow and the soul.”  Neruda

Ambivalens

glas

At leve med ambivalens er som at have en glassplint i hjertet. Altid.

For nyligt delte jeg et link på Facebook, der handler om de vanskeligheder voksne børn af alkoholikere har. Der var ti punkter, og jeg kunne genkende mig selv i dem alle, og det var egentligt ikke særligt sjovt – men tankevækkende.

Men der mangler ét punkt på den liste: Ambivalens.  Jeg kender den. Jeg har følt ambivalens i forhold til alt; min krop, min rolle som mor, og da jeg var gift til at være hustru, til sex, til kærlighed, til at være alene og mange andre ting.

Ambivalens i forhold til min eksistens.

Det er at være fanget i spændingsfeltet mellem to eller flere muligheder, uden at kunne holde den spænding ud. At slippe ambivalens handler ikke om at vælge én pol, én ekstrem, for det fører lige lukt i ekstremens modsætning. Men at udholde spændingen i sig selv – og den sætning  kan jo igen forstås på to måder …

Jeg har nogle gange taget nogle beslutninger, der bunder, ikke i et reelt ønske, men i min manglende evne til at udholde den spænding. At erkende det nu er trist, men sådan har det været.

Ambivalensen er også ikke at kunne holde flertydighed ud. Normalt er det ikke et problem, men for nogle måneder siden oplevede jeg at blive “drillet” i en selskabsleg, hvor der pludselig gjaldt nogle særlige, men uudtalte regler for mig. Og det kunne jeg simpelthen ikke være i, selvom drilleriet i udgangspunktet var kærligt ment. Og jeg tror det har at gøre med den usikkerhed der ligger i aldrig at vide, hvor jeg havde min mor.

Det handler om ikke at vide, om jeg er voksen eller barn. Børn af alkoholikere har det med at enten forblive barnlige (puer aeternus) eller at blive for voksne for tidligt (senex). Men jeg oplever det ikke som et enten eller, jeg oplever det som en fundamental usikkerhed på min rolle i verden. For mit eget vedkommende er jeg barnlig, men jeg blev også følelsesmæssigt voksen tidligt, idet jeg lærte at mærke min mor og hendes behov knivskarpt, at have radaren og antennen dér nonstop.

Noget som nu viser sig som en veludviklet evne til at tune ind på andre mennesker og deres aktuelle mood, og den stemning, der hersker i en given situation, i et rum, i en samtale, i et blik. Med andre ord, empati. Kunsten består i ikke at gøre det til mit ansvar. Det at blive voksen for tidligt indebærer også at være kontrollerende og perfektionistisk – og dét bunder dybest set i frygt.

Først sent har jeg lært at føle min krop, at acceptere min vrede, ikke at skamme mig over at hun drak. Skammen er del af billedet; barnet af alkoholikeren skammer sig over ikke at blive elsket; “for hvis mor/far elsker mig ville hun/han da ikke drikke, vel? Jeg må være u-elsk-værdig”.

Børn af alkoholikere, der selv bliver forældre kan have en følelse af at fake. Fake it till you make it. At fake at være en ansvarlig, voksen forælder . Vi “leger” far, mor og børn. Børn af alkoholikere, der selv får børn, kan opleve en stærk længsel efter selv at blive holdt af en god mor eller far, men den forælder eksisterer ikke, og den forælder eksisterer heller ikke på det indre plan, for den indre forælder er bare ikke blevet bygget op i opvæksten af de egentlige forældre, der havde den psykologiske opgave at skabe en internaliseret, moden ansvarlig voksen i barnet i det rette tempo.

Voksne børn af alkoholikere har det med til stadighed at føle at de bevæger sig i et minefelt. At verden er  et minefelt, selvom omstændigheder og livssituation har ændret sig til det meget bedre. Voksne børn af alkoholikere kan opleve at være sårbare, skrøbelige, og sensitive; en børnevoksen, der ikke rigtig har fundet sig selv i verden.

Voksne børn af alkoholikere er også benstærke.

Det gode ved det er at der ligger en smuk mulighed for at blive åben og empatisk i forholdet til andre mennesker. Det smertefulde er, at det kan opleves som en konstant sårethed.

At se og an-erkende mig selv med dette sår har både været en lettelse og en forklaring af mange ting (her var jeg ved at skrive sting (stik), og det er også sandt), der er sket i mit liv. Fx hvorfor jeg kan have det svært ved at føle mig låst fast, hvorfor jeg har behov for at føle mig intellektuelt dygtig og anerkendt for dette, hvorfor jeg føler at mine projekter kuldsejler, hvorfor min stresstærskel er lav, hvorfor jeg føler angst i nogle situationer, hvorfor jeg har svært ved at styre min vrede etc.

Det har været en lettelse at se i øjnene at sådan ser de kort nu ud, som jeg er blevet givet. Ikke at se det sådan, og føle at jeg var værdiløs, og det var min skyld, har været ekstremt pinefuldt i perioder. Dette er ikke skrevet for at forklare alt med en svær barndom, og at lægge ansvaret for mig selv fra mig. Det er skrevet for at sige, at det at se, mærke og være i såretheden og se at det, såret, ambivalensen, skammen, altid vil være en del af mig, af min kompleksitet. Og at dét faktisk er en vej til helbredelse og heling – en måde at blive større end såret. Det er ikke hele mig, jeg er ikke dét.

Skabes der bevidsthed i dette sårede felt er det muligt at transcendere såretheden, at leve med den og acceptere, at sådan er jeg, at tage min søgende åbenhed på mig, og turde blive i dét felt. Og dermed har jeg lært at bedre at turde være  i det ambivalente felt, istedet for at forfalde til ekstremer.

Det tager tid, tillid og tilgivelse.

Nåde

“I was blind, but now I see”

Her til morgen vågnede jeg tidligt efter en urolig nat. Jeg er lykkelig. Uden årsag. Men måske skal vi ikke altid kende årsagen hverken til lidelse eller lykke?

I går følte jeg en intens glæde, en joie de vivre, over at være i live, forelsket i selve livet, uden at nogen var objekt for denne følelse. En intens glæde over skønheden på den sidste smukke september dag i 2015. Her i den tidlige morgen er der overskyet, men det betyder ikke noget.

balloons

Fornylig har jeg oplevet at jeg blev “reddet” i forskellige situationer, hvor noget var blevet væk, var gået itu eller i form af en uventet udgift – og det har alt sammen vist sig at blive “ordnet” på magisk vis. Dertil oplevede jeg at få hjælp fra uventet kant, da jeg var i pine. En person rakte hånden frem, holdt mig, rummede min pine, for derefter at opløse sig ud af mit liv igen. Alt sammen indenfor få uger.

Det er alt sammen sket i et flow, hvor tingene er faldet på plads, har udfoldet sig – men uden at give mening, analytisk eller intellektuelt.

Og det skete alt sammen, efter at jeg har lagt endnu et slør, føler mig nøgen og opgiver at “forstå”. Jeg har blot ladet en barriere falde, ikke blot i det ydre, men i det indre. Noget i mig er brudt sammen, og det er fuldstændigt som det skal være.

Min frygt har været ubegrundet. For at være alene, ikke kunne klare mig, blive forladt, for sammenbrud. Alt det er virkeligheden, jeg oplever det kontinuerligt, nærmest dagligt – men det er ikke noget at frygte. For samtidig sker der det, at jeg bliver forbundet, at jeg kan klare mig, at jeg bliver mødt og møder andre, at jeg bliver bygget op. Det er cyklisk, det er livet. Det er konstant flux.

Og frygter jeg – er det sådan det er, ligesom, når jeg er vred, ked af det, glad.

I går oplevede jeg en strøm af kærlighed, der flød igennem mig, ikke udefra og ind, men indefra og ud, fra mig til verden. Eller måske snarere fra verden, igennem mig og ud i verden igen. Som om jeg blot er en kanal, hvorigennem noget udfolder sig.

Vi kan kalde det Gud, Essens eller Anima Mundi – verdens sjæl. Det var en kærlighed til de titusinde ting som Altet manifesterer sig i, og den kærlighed flød gennem mig – eller den specifikke del af Universet, der lige nu oplever sig selv som “mig”.

Ikke på den måde, som jeg normalt har forstået kærlighed, men på en ny måde, der er hinsides ord. Vi kan bruge en metafor. Lyset, der brydes igennem et prisme og bliver til hele farveskalaen.

Vi kan kalde det Nåde.

Hav en dejlig første oktober.

Vand mod en klippe

“Tænk, det tog mig et halvt liv at fatte, at tiden rinder ud”

Nogle gange kan det undre mig, hvad meningen med at have nogen i mit liv, når jeg før eller siden vil miste det menneske?

Jeg har mistet mine forældre, jeg har mistet venner og jeg har mistet mit ægteskab.

Jeg har ikke mistet mig selv. Jeg har venner og familie, (herunder min eksmand), og jeg har mine børn.

Vi har alle mistet noget. Vi mister hele tiden. Tiden løber mens du læser dette.

Fornyligt skrev jeg et indlæg om at savne og jeg sluttede det af med et citat af Jack Kerouac, som jeg elsker meget højt:

“Accept loss forever”

Jeg elsker det citat, fordi det på en meget klar, skarp måde siger det uomtvistelige. Vi vil altid miste. Det er et uomgængeligt grundvilkår ved menneskelivet, at vi modtager, vi giver – og vi mister. Vi kan lige så godt acceptere det.

Vi mister dem, vi holder af. Enten fordi relationer opløses, på grund af sygdom, på grund af død. Før eller siden mister vi livet.

Alt er en bevægelse, som vand mod en klippe, og noget vand flyder blot hen over klippen, og efterlader ingen spor, mens andre bølger bliver ved og ved at slå ind mod klippen, ind mod stranden og med tiden vil klippen ændres.

rock

Nogle gange vil selv et kort møde have en stor indvirkning i ens liv.

Det er aldrig på forhånd til at sige, hvad betydningen er, hvad meningen er. Nogle gange forstår man det end ikke bagefter.

Det er muligt at blive bitter. At lukke hjertet, fx hvis man er blevet skuffet i kærlighed. Men det hjælper ikke. Det hårde hjerte gør både dig selv og andre ondt.

Det hjælper at holde hjertet åbent – det er det knuste hjertes visdom i sin enkelthed – at holde hjertet åbent, på trods af tab og modgang, fordi et åbent hjerte vil være en kanal, og en hjælp for andre, som står i en sorgfuld situation.

Det er muligt at transcendere sorgen over at miste. Det betyder ikke at følelser som sorg, vrede, magtesløshed ikke skal føles – tværtimod – det skal skylle igennem sjælen, det skal have lov til at blive så længe det vil, det er naturlige følelser. Naturlige reaktioner på tab.

Du kan ikke komme udenom.

Men igen, for mig personligt er der en stor eksistentiel sandhed i, at vi ikke ved hvad der venter, at vi ikke kan beholde nogen, at vi ikke ejer nogen. Der er en stor dyb sandhed i at gribe fat i livet nu og her. Fordi det er det eneste, der er.

Du er en klippe.

Lad vandet skylle hen over dig. Og acceptér at du ikke kan holde fast i bølgerne. Samtidig med at du accepterer, at de vil forandre dig. Men at du ikke og aldrig kan vide, på hvilken måde.

Men vid en ting.

Du er selv dit liv.

Den kattens kærlighed

Lørdag morgen, efterår, jazz, nostalgi, melankoli.

Jeg føler tomhed for tiden.

Jeg er kommet til det punkt, hvor bægeret er blevet fyldt så meget op, at det er på tide at tømme det det. Helt.

Men også ordene har forladt mig, sammen med kærligheden eller illusionen om den, og det føles som et eksistentielt tomrum. Det er værre at miste ordene end kærligheden.

Og så kommer katten, dette mystiske væsen. Hopper op på mit skød, spinder og gnider sin kind mod min. Som om hun fornemmer min sindstilstand intuitivt og vil give mig kærlighed. Da jeg i sin tid fik veer var min gamle kat, den elskede Bella, der som en mis og kredsede om mig, indtil vi kom afsted til fødegangen.

Katten symboliserer det feminine, anima, i sin mest dyriske form.  Katten er symbolsk set det kvindeliges og Gudindens dyr. De store østerlandske gudinder har leoparder og løver, den nordiske gudinde Freja har sine sorte katte. Og katten er blevet relateret til heksen, og dæmoniseret.

InannaLionInanna og løven

Katten kan dybdepsykologisk fungere som en psychopomp, der leder os hjem til os selv, til her og nu, til ildstedet, arnen.

“Who better than the cat to demonstrate merely by example, how to claim what we have in ourselves and use it as our own … We can learn to hunt in psyche’s darker landscapes for the hidden parts of ourselves and carry them out, unapologetically, into waking day”.*

Jeg elsker katte i alle former, og de har det med at elske mig. Og så kom jeg til at tænke på, hvordan kattens kærlighed ligner kærligheden selv.

Den er blød, mild, og smidig. Men den forvandler sig til midgårdsormen, hvis du forsøger at overvinde den. Du kan ikke holde på den, kontrollere den eller bestemme over den, så kradser den, og river dit øje eller dit hjerte ud.

Kærligheden er som katten. Sin egen.

Det er jeg også.

* Taschen: The Book of Symbols. 2010.

Tavshed

“Der Rest ist Schweigen.”*

Da jeg var barn oplevede jeg at min far kunne straffe mig ved at give mig The Silent Treatment i flere dage. Jeg tænker at han også har gjort således ved min mor.

Jeg haft andre oplevelser med tavshed og afvisning fra min fars side. Da jeg blev teenager kunne han ikke forholde sig til min spirende seksualitet. Da han ikke kom hjem en aften, hvor min mor, alene med mig, havde taget for meget medicin og alkohol. Da han ikke tog mig, da mine forældre blev skilt, da han blev syg, da han døde etc. Alt sammen eksempler på følelsen – for mig – af, at han har afvist mig.

Jeg har igen fået anledning til at overveje, hvad tavshed gør ved mig. Dette at kommunikation og relation afbrydes. I tavsheden ligger der, for mig en meget stor følelse af afvisning, en følelse af at blive forkastet. Være u-værdig. U-elsk-værdig.

Jeg har det programmeret som en psykologisk kode. Men nu er jeg kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke længere behøver at leve efter den kode. Det er muligt at skrive et andet stykke kode.

For nogle år siden, da jeg følte mig afvist og mødt med tavshed, fik jeg anledning til at få hele komplekset gennemlevet igen. Og på det tidspunkt gik det op for mig, at jeg aldrig havde rettet min vrede over at blive afvist mod min far, men mod mig selv, i en følelse af skam og uværdighed.

Jeg blev vred mod mig selv, og følte mig derfor dobbelt forkastet.  Jeg har haft stor grund til at blive vred på min far. Men jeg blev det aldrig.

Jeg blev vred på mig selv. Det var en stor øjenåbner. Det var muligheden for at omfatte mig selv med kærlighed, når jeg føler mig afvist af andre.

Når jeg møder tavshed i dag, eller følelsen af folk afviser mig, mærker jeg komplekset røre på sig. Det gør helt sikkert noget ved mig stadigvæk. Men jeg behøver ikke at føle mig afvist, forkastet, uværdig pr. automatik.

Og jeg har besluttet mig for ikke at møde andre med tavshed. Hellere vrede, ked af det hed eller åben sorg.

Jeg blev dog klar over, at jeg gjorde det her i sommer i en situation, hvor jeg var vred, og ikke vidste hvad jeg skulle sige. Jeg gør det aldrig igen.

Jeg tænker det bedste er at sige: “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg vender tilbage, når jeg er klar over det”.

Når kanalen er klar, flydende, åben, vil jeg altid ønske at der er mulighed for at kommunikere, verbalt eller nonverbalt. Når kanalen er klar, flydende, åben, ønsker jeg at turde blive i feltet, det tredie sted, det sted, der altid er i en relation, uanset art og som er mere end de to mennesker tilsammen. Og jeg håber, at de mennesker jeg har et forhold til, også tør blive i feltet.

Uanset hvor svært det kan være at blive i.

Jeg ved, hvor invaliderende tavshed kan være i en relation. Og hvordan den kan bruges som straf, som kulde. Når relationen er ophørt, kan der muligvis kun være tavshed. Jeg har jo fx ikke mulighed for at blive vred på min far, direkte. Nogle gange er der ikke mere at sige.

Men den indre psykologiske kode kan skrives om.

*C.G. Jung i et sidste brev til Freud.

Flatline

flatline

I går morges mødte jeg en sød kollega. Hun spurgte mig, hvordan det går, og sagde i næste øjeblik, “Ja, man kan jo følge lidt med”. Hvortil jeg svarede, ja det går op og ned.

Og nej, jeg er ikke så god til at ramme noget sådan mere stabilt rent følelsesmæssigt.

Når jeg prøver, sker der som regel et eller andet uventet, der laver et mega udslag til den ene eller den anden side. Og udsvingene er bare store, både op og ned. Og jeg er heller ikke så god til at skjule det. Eller jeg vil ikke skjule det.

Jeg besluttede for lang tid siden at jeg bærer hjertet på tøjet.

Nu er jeg også kommet til et punkt, hvor det er blevet nemmere at være sådan i verden. Hvor jeg ikke længere bange for at vise min sårbarhed. Hvor jeg ikke er en undskyldning for mig selv. Hvis man ikke kan lide det, er min indstilling “Fuck you very much”.

Det sjove ved det er at nogle måske bliver bange, men mange bliver også eksistentielt tiltrukket af det, og bag linjerne får jeg tilkendegivelser på genkendelighed.

Når udsvingene er store er hullerne dybe – og glæden er høj.

Så her er der ikke nogen stabil hjerterytme (metaforisk talt). Og slet ikke nogen flatline.

Så ville jeg jo være død. En zombie.

Jeg savner dig

Tidlig morgen. Regn. Kaffe. Jazz. Morgenritualer.

Igen sneg daggryet sig ind på mig. I mørket kunne jeg observere striberne fra billygter, der flød hen under loftet i mit værelse.

Daggryet kom med savn.

I modsætning til neediness, der hidrører en mangel i én selv, og er forbundet med smerte, og længsel, der er diffus – er savn konkret, og mere rent og ærligt. Det handler om den person, jeg specifikt savner.

Dig.

Omstændighederne i mit liv kan være forskellige; gode, dårlige, jeg kan være glad eller jeg kan være ked, det kan være regnvejr eller solskin. Savnet handler ikke om, hvordan jeg har det, men om dig, dig som jeg savner i de grå morgentimer.

Den måde, du taler, ler eller gestulerer på, det jeg ville sige til dig, hvis jeg kunne. De steder vi har været eller har talt om tage hen. Emner vi talte om, og emner vi ikke talte om. Eller stilhed. Berøringer, blikke. Kys. Sol i en have.

Det, der var og kunne have været.

Savnet efterlader ikke et hul i mig. Jeg er hel.  Men savnet er her, og det er fint. For uden det, ville jeg ikke være hel.

Alt er som det skal være. Der er blot een ting at gøre.

“Accept loss forever” (Jack Kerouac)