Valg

Two roads diverged in a wood, and I —
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference

Nogle gange, har jeg – har vi alle erfaret, er vi nødt til at foretage et valg.

Til mig kom det, da det gik op for mig at jeg ikke længere kunne svømme rundt i min ambivalens. Den var som en vortex, der kørte rundt og rundt i cirkler og til sidst ville den køre mig ned. Og jeg hyldede den, ambivalensen, måske fordi jeg så blev fri for at vælge.

redvortex

Med valg følger ansvar, med valg følger at man indtager en position, med valg følger bestemte konsekvenser, som skal tages; måske sorg, ensomhed og en anden form for frihed.

Nogle gange kan valget bestå i at putte sig selv ned i en krukke og forsegle krukken i et længere stykke tid. Hvile, vente, hele.

I bogen The Dark places of Wisdom skriver Peter Kingsley:

We already have everything we need to know in the darkness inside ourselves. The longing is what turns us inside out until we find the sun and the moon and the stars inside

En klog kvinde sagde til mig, at den frihedsfølelse, der kan følge af at afstå i en periode, kan forveksles med ensomhed.

Nogle gange er det nødvendigt at forlade den slagne vej og gå ind i mørket, det kan være en tyst og stille vej, det kan være en kølig og ensom vej. Ind i mørkets hjerte. Hvem ved, hvad vi finder derinde?

Peter Kingsley, som nok bedst kan beskrives som en moderne mystiker, skriver også om, hvordan man i oldtidens Grækenland havde en tradition med at heale ved at gå i hi. Han kalder det incubation. I en mørk hule, uden at gøre noget andet end at ligge som død, vente i flere dage. Og healingen ville komme fra et andet sted “from another level of awareness, from another level of being”.

Når vi kommer ud af hulen er vi genfødte. Twice Born.

Om sorg – og staveord

Dengang  da jeg var 12-13 år og min far lige var død, havde jeg en dag ikke lavet mine staveord. Da min dansklærer spurgte mig hvorfor og jeg svarede, at det var fordi min far lige var død, lød beskeden prompte, at det ikke var grund til ikke at lave sine staveord!

Ikke megen forståelse at hente der, og ikke megen afvigelse fra den disciplin det er at lave sine staveord blev tilstået mig.

Jeg har tit tænkt over hvilken lektie (!), der kan uddrages af den holdning.

I situationen blev jeg chokeret over den manglende medfølelse. Men måske var det snarere en måde at hjælpe mig. Det skal indrømmes at min dansklærer var en speciel dame af den gamle skole, men jeg kan ikke forestille mig, at hun ikke også havde haft sine sorger i livet, og vidste hvad det vil sige at miste.

Måske gjorde hun mig en tjeneste ved at lære mig at vi er nødt til blive ved med at passe vores ting, selvom vi oplever sorg og selvom det føles overvældende. Der er lektier at lave, skolen at passe, arbejde; livet som det bliver ved med at udfolde sig med hvad det kræver af os.

Jeg er først nu ved at forstå og værdsætte denne lære.

Jeg føler mig ofte overvældet. Ingen søskende, ingen forældre, et forlist ægteskab og forlist kærlighed eller håb om kærlighed.

Følelsen af at være alene, følelsen af sorg kan føles  overvældende, og i dag har jeg også mistet en kat. Og jeg har brugt hele dagen på at lede efter hende. Og græde.

Jeg føler sgu ikke at det er retfærdigt, at jeg skal miste noget der giver så stor mening  i mit liv og så megen glæde. Det er bare dråben. Jeg synes at det må være NOK nu.

Men jeg kom i tanke om dansklærer. Om at der i morgen er en dag med børn, der skal i skole, arbejde, der skal passes, liv, der skal leves. Og det er vigtigt at at tillade sig at føle sorg, men det er også vigtigt at kunne forsætte, og det er også vigtigt at huske at venskab slægtskab og kærlighed består, og at jeg har mødt en masse medfølelse, venlighed og hjælpsomhed, mens jeg har ledt efter min kat.

Det er det at blive ved trods sorg og modgang, der giver stamina. Og det betyder, fandt jeg ud af “‘tråd, livstråd spundet af skæbneguder”. Det er det, der gør os til dem vi er og i stand til at stå ud af sengen også i morgen.

Det betyder ikke at jeg ikke lige nu er rocker ked af at min kat er løbet væk. Det er jeg.

Den Grønne Løve

På min væg hænger en tegning som en kvinde ved navn Rosa Raptor malede til mig for snart 3 år siden. Den betyder meget for mig.

groenloeve

Det forestiller en grøn løve, i en cirkel. Cirklen er en mandala, og et symbol på helhed. Løven har til opgave at bevogte cirklens grænser. Om den har gjort det særlig godt de sidste år kan jeg spørge mig selv om. Og det gør jeg ofte. For løven er jo en del af mig.

Jeg har forsøgt og forsøger til stadighed at gøre mig til venner med denne her grønne løve. Leo Viridis. Men istedet for at passe på min cirkel har den det med at løbe om hjørner med mig.

I alkymien, nærmere defineret i det alkymistiske værk Rosarium Philosophorum, optræder der en grøn løve som spiser solen. Løven symboliserer i den forstand egoets trang til at ville have det hele.

green lion

Vi kender alle dette her med at ville have det hele: I want it all, and I want it now!

Der er en god del Delusion of Grandeur  i denne indstilling, og det er det som den grønne løve, der spiser solen betyder. Den her barnagtige trang til at ville være berømt, rig, dygtig, smuk, sexet, feteret, at have en fantastisk kæreste, et smukt hus, en lækker bil, diamanter – etc.

At ville bemægtige sig hele verden og æde den. Selveste solen. Løven står for vort begær, vores libido, vores sult. Og det er ikke nogen hemmelighed at den sult kan føre os lige lukt i Helvede, hvis ikke vi passer på. På den måde er det ønsket om at få hullet lukket. Vores længsel efter helhed, der maskerer sig som sult og afhængighed af sex, stoffer, alkohol, penge etc.

Begrebet helhed er centralt her, for ifølge Marie-Louise Von Franz er der ikke noget galt med selve ønsket om at ville have det hele, at være hel, fordi det i virkeligheden er et udtryk for at procijere Selvet ud på verden. Ønsket, begæret er legitimt – det er måden vi gør det på, som er problemet, og som faktisk kan lede til afhængighed. Ønsket er i sig selv dybt spirituelt fordi det er en længsel efter harmoni og conjunctio – foreningen af modsætninger til en ny helhed.

Et andet aspekt ved den alkymistiske løve er raseri, vrede, vold. Og et symbolsk billede i alkymien (og moderne menneskers drømme) er at løvens poter bliver skåret af for at afvæbne den, så at sige. Det kan ses som en indikation af at vores begær og vrede frustreres.

Ideen med at lade løven bevogte grænserne istedet for at lade den løbe lystent rundt udenfor grænserne kom fra min psykolog i sin tid, og da jeg fortalte Rosa om den grønne Løve, som jeg skulle lære at blive venner med, at styre fremfor at blive styret af, inspirerede det hende til at tegne billedet til mig.

Det er sgu ikke lykkedes mig specielt godt at blive venner med den.
Men jeg taler med den næsten hver dag, og forsøger at komme overens med den, min ven Leo Viridis.

Det er muligt gennem kærlighed.

strenght
Robert Place har bidraget med en for mig vigtig forståelse af, hvordan jeg/vi tæmmer vores løve. I hans smukke tarot The Alchemical Tarot (netop udkommet i en ny smuk udgave) fremstiller han Styrken som en jomfru, der rider på løven, og højt holder symbolet på Conjunctio. Det flammende hjerte, der forener det maskuline og det feminine i form af Solen og Månen. Jomfruen symboliserer her kærlighed og Selvet. Og det netop igennem kærligheden at løven kan tæmmes gennem kærlighedens styrke.

Meget smukt skriver Robert Place at

“Strengths power is love. She loves the lion, the lions loves her back, and he does her biding. Power comes when we loves overselves, control our cravings, and take on hardships for the sake of others”

The image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, is used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Broer af lys

Hello darkness my old friend,
I’ve come to talk with you again

På vejen hjem her til aften blev jeg ramt af en fuldstændig lammende følelse af mismod, sorg, ensomhed, frygt. I en blanding af min egen personlige smerte og smerte over verden.

Mørket og regnen slog ind om mig. Og tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, så jeg sad faktisk bare i s-toget og græd.

Og da jeg kom hjem vældede det ind over mig.

Det føltes som en tyngde i brystet,  og som en hånd om struben, der presser luften ud af mig. Kvælende, kvalmende.

Alt blev pludselig ubærligt.

Og nu, nu tænker jeg på hvordan jeg, vi, kan mønstre mod til at være i verden på trods af frygt? Eller at undlade at underkaste os vores frygt.

Hvad vil det sige at have mod? Hvad vil det sige at holde fast i værdierne, at dyrke musikken, glæden, kærligheden, venskabet, sensualiteten, kysset og friheden? Er det overhovedet muligt når mørket vælder ind over os? Når vi føler os ensomme? Når vi har mistet? Når vi sørger? Eller når vi bare ser til i rædsel?

Jeg har aldrig været i Paris. Alligevel besluttede jeg mig for at holde det, som jeg forbinder med Paris – friheden, filosofien, kærligheden, romantikken, sensualiteten – i hævd i dag og fremover. Men i eftermiddag mistede jeg gnisten, gejsten.

Måske er vejen netop at mønstre modet til at acceptere det, mørket, og derefter kaste det af os, som en kappe. Fx ved  at dele vores tanker og følelser, som jeg der skriver dette indlæg. Om ikke andet, så trøster det mig selv at skrive det.

At række ud mod dem vi savner på trods af angsten for at blive afvist, at søge forbindelse.

At lytte til hjertet.

Det er værd at huske at courage kommer af det franske ord coeur , der betyder hjerte. At være modig betyder at have hjertet med sig. At handle fra hjertet. At leve fra hjertet.

bridge

Midt i mine tanker om mørket kom jeg til at tænke på en sang, der minder mig om en ungdomsveninde. Den er også af Simon og Garfunkel.

Når mørket slår ind over os, må vi  være hinandens broer. Broer af lys i mørket.

Oh, if you need a friend
I’m sailing right behind
Like a bridge over troubled water
I will ease your mind.

Vejen

“The further one goes, the less one knows.”
Lao Tzu, Tao Te Ching

Her til morgen havde jeg en snak med en veninde om, hvad mod er.

Hun står over for nogle udfordringer af kreativ, kærlighedsmæssig og eksistentiel art, som kræver mod. Det gør vi alle. Hele tiden.

Nogle gange kan alene det at stå op om morgenen kræve mod.

For mig er mod at vove, på trods af frygt.

At acceptere at vi ikke kan alt på forhånd, at det ikke skal være perfekt, at vi netop skal lære, at give os selv lov til at gå ind i det ukendte. Hvad enten det handler om kærlighed, kreativitet eller livet. At gå, hvor vi ikke ved, hvor vejen fører hen, istedet for at forvente af os selv, at vi kender vejen.

Det gør vi ikke. Det er jo derfor vi går den!

path2
Jeg tror, at vi får den hjælp vi har brug for, når vi tager de første skridt, på trods af frygten. At vi får hjælp når vi overvinder vores frygt, frem for at undlade at gøre noget på grund af frygt. Det betyder ikke, at vejen er let og lige, eller at vi ikke møder forhindringer på vejen.

Lige nu er det som trigger min frygt; at jeg måske slet ikke kan finde ud af at skrive den roman, jeg er gået igang med, og ikke mindst at se min ensomhed og mine fejltagelser i øjnene.

Alle de ting gør mig bange, fordi de skubber til min opfattelse af hvem jeg er. Mit sprudlende, festlige jeg, min kreativitet (ikke at skrive en roman vil jo paradoksalt nok aldrig udfordre mit billede af at det kan jeg da sagtens).

Og min frygt for at være og blive afvist, forladt.

Min frygt for at fejle. Mere end én klog kvinde har sagt, at jeg ikke skal fortryde. Mine fejltagelser har gjort mig til den jeg er nu, og jeg er blevet klogere. Sjælen næres af vores fejl. Hvis vi går fejlfri og uberørte gennem livet bliver vi ikke mennesker i kød&blod.

På et tidspunkt her til morgen var det som om at modet forlod mig og jeg fortvivlede. Jeg følte mig ensom, ked af det og i tvivl. Da jeg fik en besked fra en anden veninde med tre små ord. De gav mig mod.

Det er lige meget hvad vi gør, bare vi er.  At tage det første skridt, kan også være at møde op, være tilstede. Nu, uanset hvad det indebærer, dette nu.

Du er selv vejen. Også når du ikke ved, hvor den fører hen.

Skør

Jeg er skør som en kugle af ild der svæver i mørket. Skør som en dansende stjerne.

Jeg er skør som dråben, der fanger lyset og tænder en regnbue – før faldet.

Skør som styrken i edderkoppens spind.

Jeg er skør som det fineste porcelæn, skør som snefnug på din kind, som reflektionen i dit spejl, skør som øjenæblet under skalpellen, skør som kolibriens æg.

Dyb som den mørkeste tone, sød som den vildeste honning, varm som voks under seglet.

Jeg er skør som nattens drømme, og dine vildeste fantasier.

Skør som ulven der tuder mod månen.

Jeg er skør som splintret krystal. Skår, der strejfer dit ansigt.

Splinten i din sjæl.

Frihed

Tænk at frihed kunne være:

At gå tidligt i seng uden længsel efter at være et andet sted. End i stilheden.

At jeg for første gang i mit liv sætter mig selv fri til ikke at skulle leve op til noget eller nogen.

At være helt mig selv og at omfavne mig selv som sådan – og sige velkommen til ALT det jeg er.

At opleve, hvad det gør ved mig at føle mig afvist.

Tænk at friheden kan bestå i at gå ind i og FØLE den smerte og det savn og den sorg og den længsel, der opleves i afvisningen. Forsigtigt.

Tænk at friheden kunne bestå i at være sober, istedet for at kompensere for smerten med en uklar rus, der blot efterlader et endnu større hul.

Tænk at friheden kunne bestå i at finde et ordløst sted, gennem smerten, savnet, sorgen og længslen. Et åndedrag ad gangen.

Tænk at friheden kunne bestå i at lade slør falde.

Tænk at tillade mig selv at føle mig nøgen.

Tænk at friheden kunne bestå i at give mig selv omsorg – det bløde flydende punkt i mig, såret som skal hele.

Tænk at friheden består i at tage mine indre skikkelser til mig, dem alle, istedet for at lægge dem ud i verden og lade andre bære dem. Selv at bære dem, selv min skam.

Selv de stunder hvor jeg fejler, og kommer til kort.

Tænk at friheden kunne bestå i at afstå fra at elske og blive elsket erotisk af en mand, at lade sensualitet og sårbarhed, eros og kyskhed smelte sammen til eet. At være
jomfruelig – i betydningen uafhængig.

At lade længslen vibrere som en tone i min sjæl og lade den blive en del af mit væsen.

At elske indefra og ud.

Tænk at friheden var så anderledes end jeg så naivt havde forestillet mig. At den ikke handler om fald, men om dybere forbundethed.

Tænk at friheden er oplevelsen af at være kærlighed, således at jeg ikke behøver at søge den derude.

Tænk at turde være denne lysende klarhed.

Paradokset

Paradokset ved ambivalens er blot, at den tvinger den ambivalente til at indtage en ekstrem position, fordi ambivalensen er angstfyldt at være i.

En eksistentiel rutschetur. Der kalder på et valg.

Jeg er kommet til et sted, hvor den eneste mulighed er stilhed og heling. Derfor vil der nu være stille her.

Jeg ved ikke, hvilken form, det får når jeg begynder at skrive igen.

Tak fordi I læste med.

Take it in

“Only a sith deals with absolutes”

sith

Jeg har besluttet mig for at give efter.

Acceptere ambivalensen som en del af mit liv. Tage den til mig.

Jeg vil have klarhed.

Jeg vil ikke drikke. Ikke spise chokolade. Etc.

Jeg vil ikke kysse. Flirte. Jeg vil have et HELT forhold.

Jeg vil være hel.

Jeg vil være god.

Jeg vil have værdier.

etc.

Life is such a mess.

Jeg ser nu at intellekt ikke skaber mening. Forståelse gør ikke.

Mening er krop, kys, kærtegn.

Go with the fucking flow.

Kysset

Kiss me hard
before you go
Summertime sadnesss
I just wanted you to know,
Baby, you’re the best

På væggen i mit soveværelse hænger Gustav Klimts Kysset.

En veninde og jeg havde på et tidspunkt en diskussion om det. Hun mente at det er klaustrofobisk (det var vist det ord, hun brugte). På grund af den måde, manden holder kvinden på, og den måde hvorpå hendes hoved er skubbet bagover.

kiss

For mig er det dybt erotisk. At blive kysset på den måde er fantastisk. Det får mine celler til at danse og mit blod i kog. Huden bliver elektrisk, energien stiger. Knæene bliver bløde, alt falder, verden kunne knuses og falde i grus omkring os.

Læber og tunger der mødes, danser. Honeylips.

Det er bestemt et element af tvang, og overgivelse i det. Et greb der knuger mig ind til mandens krop. Et greb om halsen, en hånd, der dækker hele min hals og et greb i håret der trækker hovedet tilbage og blotter ansigt, hals, skuldre og bryst.

Blottelsen.

Måske er det fornemmelsen af, min viden om, at han kan knække min hals, hvis han ville, når jeg blotter den og tilbyder ham den. Så der er både en leg med døden – Eros og død hænger uløseligt sammen – og en enorm tillid.

Jeg blotter min hals for dig, blotter mig, slipper kontrol, hengiver mig.

I kysset er jeg din.

Vi ved at det er flygtigt, og ubeskriveligt smukt.

Gyldent som billedet.