Prima Materia ~ Side 7 af 59 ~ Aurum nostrum non est aurum vulgi

Punktum

Be gorgeous

En person, jeg har kær, spurgte mig, hvorfor der er en rød prik på min nederdel. Tjah, det er der bare.

Senere tænkte jeg, at den er et punktum.

Et kæmpestort rødt punktum for hele mit teenage- og voksenlivs kamp for at acceptere mig selv og min krop som den er. Da jeg købte nederdelen, som var dyr og som jeg har ønsket mig længe, stod jeg og tænkte på om jeg skulle tage en mindre størrelse, for jeg vil jo gerne tabe mig.

Og så tænkte jeg: Fuck det. Jeg taber mig ikke. Jeg gider ikke længere kæmpe den kamp. Jeg accepterer min krop, som den er lige nu, og slutter her, og køber nederdelen til den fantastiske kvinde jeg er NU.

Da jeg kom hjem tog jeg en tur i mit klædeskab. Jeg fandt en flot lilla vest jeg havde glemt alt om, jeg prøvede mine sorte og hvide jeans, dem kunne jeg godt passe. Jeg prøvede to kjoler, som jeg engang kunne passe, men ærmerne har altid været et problem. Jeg gider ikke glo på de kjoler mere, så jeg har sat dem til salg.

Jeg lovede mig selv da jeg stod der og prøvede den nye nederdel, at jeg accepterer mig selv 100 % nu, at jeg holder mit løfte til mig selv om at spise sundere, sove godt og spadsere.

Da jeg spadserede i dag så jeg et citat i en butik af Sophia Loren:

“Nothing makes a woman more beautiful than the belief that she is beautiful.”

Sår

“There’s a hole in my soul you can see it in my face”

Jeg kender ikke et menneske, og har ikke mødt det menneske, der ikke bærer på noget. Noget der på en eller anden måde præger dem. Det kan være en fysisk sygdom som diabetes, sklerose eller en diskusprolaps, der er invaliderende eller en psykisk sygdom som depression eller angst. Det kan være en sorg, der forkrøbler indefra.

Nogle gang er det åbenbart, nogle gange en intuitiv fornemmelse og nogle gange får du det først at vide, når du giver dig til at lytte.

Nogle af de ting, der sker tidligt i livet får konsekvenser hele livet, og vi bærer dem med os. Vi har alle vore sår. Fysiske eller psykiske. Mine egne er af psykisk karakter, ikke i form af psykisk sygdom, men i form af sår på sjælen, forårsaget af svigt og misbrug. Det er det jeg kalder eros sår, og det har ikke noget med seksualitet (ihvertfald ikke direkte) men med relation at gøre.

Fornyligt gik det op for mig at, jeg trods alle forsøg på heling, aldrig bliver hel. Det er et paradoks, og accepten eller erkendelsen af dette paradoks, var – paradoksalt nok – i sig selv helende, befriende.

Erkendelse af at jeg ALDRIG bliver hel, og at jeg ikke kan hele mig selv, men blive mere hel ved at acceptere at jeg ikke er det, at jeg må bære de sår jeg nu engang har. På en måde føles det som en lettelse, og som kærlighed, vendt mod mig selv, at acceptere dét.

Paradokset er at jeg muligvis bliver mere hel ved at acceptere at jeg ikke kan blive det. Måske kan jeg godt blive hel – men jeg kan ikke ville det.

I den græske mytologi møder vi den sårede healer, kentauren Chiron, som igen paradoksalt healer andre, men som ikke kan hele sit eget sår, som han har pådraget sig ved at blive skudt med en forgiftet pil. Nogle gange ligger helbredelsen i mørket:

Chiron, the centaur and wounded healer of anciet Greece, expresses consciousness rooted in the darkness, and reveals the medical seeds of light in the psycosomatic darkness”

Vi har alle vores gift i systemet. Vi går ikke uskadte gennem livet, og nogle gange er den største frygt, som min elskede veninde sagde til mig, ikke at blive såret – men frygten for ikke at blive det. Vi er nødt til at gøre os sårbare, at give andre mennesker muligheden for at komme ind i det sårbare felt. Ikke alle, men dem, der har fortjent det.

Vi har alle vores gift, vi har alle sammen en arkilleshæl eller en mistelten, der fordi den ikke blev taget i ed, kan dræbe os. Og vi kan ikke tage alt i ed, vi kan ikke gardere os imod sygdom, pine, hjertesorg og smerte. Det er prisen for at være i live, at være menneske. Men netop denne gift kan være medicinen i mørket, som slangens gift bærer kimen til sin egen modgift.

I erkendelsen af vores sår, sårethed og sårbarhed finder vi vores ultimative menneskelighed, og selvom vi ikke skal lukke alle mennesker helt ind til kilden, så er det i åbenheden, at vi virkelig kan nå hinanden, og derigennem finder vi en måde at hele os selv og hinanden på.

Ved at turde stå i det åbne, sårbare felt.

Bitch

No, that bitch ain’t a part of me

Rundt omkring i verden bliver kvinder krænket, myrdet, banket, brændt og voldtaget. Hver evig eneste dag.

Det gælder i alle kulturer. Men i nogle kulturer synes manglen på agtelsen for kvinder at være større end i andre.

Siden nytår og overfaldene på kvinder i Köln er der løbet en diskussion igennem medierne om bl.a. voldtægtskultur. Skismaet har været en konflikt mellem hensynet til kvinders lige rettigheder i et frit Europa og hensynet til etniske minoriterer i et frit Europa. Det ligner et double bind i den politiske korrektheds navn; Hvad skal man tage mest hensyn til?

Dette er ikke en politisk blog, og mange kloge (og ikke-kloge) ord er blevet sagt i den forbindelse, og en ting er sikker; Köln vil sætte sit spor længe endnu. Det har aldrig været og er heller ikke nu mit ærinde at være politisk – men at se på de dybere mønstre i den individuelle såvel som den kollektive psyke.

Det, som jeg hæfter mig ved er den diskussion, der foregår om at kvinder bliver udsat for vold og seksuelle overgreb, og alle de ord, der rigtigt siges om, at det ikke handler om – eller burde – handle kvinders adfærd – men om mænds adfærd.

Der bliver talt om den vold, seksuelle krænkelser og overgreb, der bliver begået mod kvinder. Men af hvem? Det meste af den vold, der bliver begået mod kvinder, bliver begået af mænd, uanset hvor i verden. Og dette er bestemt ikke et forsøg på at udråbe mænd til at være nogle svin all over, men at undersøge, hvad det er for nogle mekanismer, der finder sted i den kollektive maskuline psyke, når mænd overfalder kvinder.

Dette indlæg er ikke rettet mod individuelle mænd, men det handler om det maskuline og det feminine og deres indbyrdes relation.

I foråret 2015 skrev jeg om voldtægten mod den unge indiske kvinde Jyoti Singh. Det handlede om balancen mellem det feminine og det maskuline, og det forekommer mig at det – ihvertfald i en dybdepsykologisk kontekst – er en del af forklaringen på volden mod kvinder på verdensplan. Jeg blev forfærdet over de kummerlige vilkår som de unge mænd, der voldtog – og dræbte – Jyoti Sing, levede under. De havde ingenting og de var ingenting. Det er ikke en undskyldning, men en del af forklaringen.

I den optik er såvel det maskuline som det feminine ved at blive forrået og udhulet. Jeg tror at det er fordi, at der ikke er en god nok relation imellem dem. Når det kollektivt feminine mister sin kraft, mister det maskuline også sin kraft, og omvendt, fordi de næres af hinanden. Som egen og engen. Når det maskuline bliver patriarkalsk, koldt og magtstræberisk ønsker det at udrydde det feminine. Det er min påstand at det maskuline overordnet mangler en sund relation til det feminine – i den kollektive og mange tilfælde den individuelle psyke – og i kulturen.

Hvorfor hader nogle mænd kvinder? Fordi de hader det kvindelige i deres egen psyke som noget fremmed.

Lilith

Som en temmelig fundamentalistisk jungianer tror jeg, at vejen til ens kønsidentitet går gennem et dybt møde og integration med anima/animus, altså mod det modsatkønnede fremmede i psyken. Jeg tror også at det bliver muligt at hvile dybere i sin identitet som kvinde, hvis man har integreret sig med og mødt den indre mand, og har “giftet” sig med ham i form af det indre bryllup eller det alkymistiske bryllup. Og jeg tror det bliver nemmere og mindre konfliktfyldt at møde det maskuline derude i verden, hvis man har taget tyren ved hornene i egen fold, så at sige.

Og det samme gælder for mænd – med omvendt fortegn.

Når integrationen ikke sker i det indre – der kan være kulturelle normer, der forhindrer denne intregration i sindet – bliver det ubalanceret og udvendigt.

Det kan på et almindeligt dansk hverdagsniveau give sig udslag i bløde mænd, der istedet for at skabe en stærk relation til deres indre kvindelige, og dermed tør påtage sig deres sunde, stærke, viise maskulinitet udadtil bliver søde, bløde, blide vatfår. Og i moderne, vestlige kvinder kan det give sig udslag i at kvinder bærer det maskuline skjold udenpå tøjet og ikke har taget det hjem.

I begge tilfælde bliver ens indre modsatte kønsidentitet vendt på vrangen og båret udenpå.

Eller værre: Det kan gøre sig udslag i mænds vold mod kvinder, fordi kvinder/det kvindelige ses som noget inferiørt. Det bliver ageret ud i form af vold, krænkelse eller nedladende kommentarer om det kvindelige køn.

Man(d) bliver så fremmedgjort overfor det kvindelige, at man ser det som noget fremmed, der ikke er en del af en selv, og hvor begæret som det tænder bestemt ikke er en del af ens selv, men noget som den Anden tænder og er ansvarlig for (- og ført ud i sin ekstrem bliver det nemt at blame og shame kvinden for overgrebet, når manden ikke tager ansvar for sin seksuelle impuls.)

Det er præcis det, som Cris Cornells sang “Part of me” handler om. Han synger ironisk og kærligt på sit køns vegne: “That bitch aint a part of me”. Mændene lider i deres begær, forsøger at at undslippe det, at skyde det fra sig etc. Men begæret ER der, kvinden er der, det kvindelige er der, og opgaven er at tage det på sig og få det afbalanceret.

De fleste mænd vokser op og lærer at tøjle deres drift, lærer at omgås det kvindelige og kvinder på en god, kærlig, moden, ligeværdig og maskulin måde. Og mange eventyr handler om at drengen/manden skal ud i verden for at lære at blive bange, lære at styre sine egne kræfter, og ofte er det den oldgamle kvinde, der hjælper ham med dette.

Det er ikke et tilfælde.

Flirten

“People think that Eros is sex, but not at all, Eros is relatedness”
C.G Jung

Flirt har ikke så meget med sex at gøre som med den øjeblikkelige relation mellem to personer, der ærer hinandens karisma og den gensidige erotiske energi. Flirten kan være knivskarp og kort; et smil, et lidt for langt og dybt blik, en kæk kommentar.

Flirten er en gensidig, uudtalt viden om noget, der kunne være, og måske bliver. Flirt er en invitation, men ikke til mere end dét; en invitation til at påskønne øjeblikket og den tiltrækning, der er imellem os i dette gyldne øjeblik, hvor jeg ser i dine øjne, og aner et sødmefuldt og tvetydigt løfte.

Flirten er en leg mellem to mennesker, der oplever denne gnist imellem sig, og den består netop i det at ære hinanden og øjeblikkets skønhed. Flirten nyder nuet, fordrer ikke mere, og at tro andet er en komplet misforståelse af dens inderste kerne.

Dens væsen er subtilitet, sofistikation – og sjæl. Den lever i øjeblikket, dette flagrende, forgængelige nu, som en sommerfugls vinge, der i brøkdelen af et sekund berører din kind for så at flakse bort. Du kan ikke fange flirten og at tro at den skal lede til noget, at den er et reelt løfte. Det er en misforståelse.

Flirt er påskønnelse af det særlige, det skønne, det sensuelle som pludselig åbenbares for mig, når jeg ser på dig som mand – eller kvinde.
Den er ikke en invitation til sex, men den er en invitation til at træde et skridt nærmere, så jeg kan mærke din energi og din intention.

Krænkelsen er flirtens absolutte modpol. Flirten og respekten for flirtens sjæl er krænkelsens absolutte antidote, fordi ære er flirtens kerne.

Der er en renhed ved flirten, en ren og klar fejring af det erotiske, ikke som det seksuelle, men som det sensuelle, som skønhed og sanselighed. Der er noget ærefuldt og ædelt ved flirten, som vi har glemt og måske kun (gen)finde hvis vi ser tilbage på den høviske litteratur og troubadurdigtningen, i ridderens kurtiserering af hans hjertes udkårne dame.

Flirt er den lille flugt – håbet om forår, der lister sig frem i januars kolde hjerter og øjne. Jeg bliver glad, når jeg møder en sjæl, der forstår denne leg, denne gave det er at tænde en hed lille gnist i mørket.

Og selvom flirten ikke engang behøver at indebære kærtegn, så kommer jeg ikke desto mindre til at tænke på Poul Henningsen, når jeg tænker på flirten:

I hvert et kærtegn er en flugt
De røde sansers vilde flugt

Klar

“When you arise in the morning, think of what a precious privilege it is to be alive – to breathe, to think, to enjoy, to love” Marcus Aurelius

Det var sådan jeg havde da jeg vågnede i morges, på 1. nytårsdag.
Jeg var taknemmelig og jeg var klar.

Klar i hovedet, og klar til det nye år.

Der ligger mange betydningslag og associationer i ordet klar.

At være klar; gennemskuelig, utvetydig.

At lyse klart.

At være klart seende.

At have en klar bevidsthed, ikke at være blevet forgiftet af fx alkohol.

At være parat til det, som må komme.

Hvad er du klar til?

Leopardens år

2016 skal være leopardens år

Vi kaster vores ønsker foran os.

Vi lægger vores resolutioner og forsæt ind i det nye år, og håber at tiden kan hjælpe og læge alle sår. Dette nye spejlblanke, spæde år.

Vi giver vores guld til andre og beder dem bære det, fordi vi bliver blændet af vores eget lys. Det samme sker med vores mørke sider, vores skygger. Vores fejl, vores pletter. Det er nemmere at få andre til at bære dem end at tage dem til sig, tage ansvar. Ansvar betyder at svare an – svare på skæbnens og livets bud.

Når vi elsker vores skygger bliver det nemmere at elske os selv.

Det er ikke en hemmelighed at de foregående to år har været anni horribili for mit vedkommende. Svære, udfordrende, spændende, farlige, mørke – som en panter, der egentlig er en sort leopard.

Jeg har besluttet mig for at min aspiration for det det herrens år 2016 skal være så enkel som overhovedet mulig:

At finde et nyt sted at bo
At være sober
At sove godt, spise sundere og spadsere
At skrive

Og så kunne jeg måske tilføje, halvt i spøg, halvt i alvor – at bære ALLE mine pletter. Og lade lyset mellem dem skinne. Som en leopard.

In-spiration betyder at modtage ånd. A-spiration betyder at give ånd – spirit.

Hvad vil du puste ånd, liv og lys ind i i dit nye år?

Håb

“Hope is the thing with feathers that perches in the soul
– and sings the tunes without the words
– and never stops at all.”
Emily Dickinson

Håb er en underlig størrelse. Det modsatte af frygt. Og dog. De gange, hvor jeg har følt frygt i løbet af det sidste stykke tid, har jeg tvunget mig selv til at foretage nogle små konkrete handlinger i retning af at ændre min situation. Jeg har handlet på trods af frygten.

Men I frygt, ikke uden frygt. Og det at handle har på forunderlig vis opløst frygten. Men jeg har ikke vidst om det ville virke. Jeg har håbet det. Og handlet i det håb.

Håbet er frygtens kerne, som den inderste ring i et løg.

Du ved ikke, om det du gør virker, eller om det slår fejl. Du sætter en fod foran den anden, men du ved dybest set ikke, hvor vejen går går hen, hvor dine skridt fører dig hen. Du kan blot håbe – blindt – på at de fører ud af mørket, ikke dybere ind i det.

Håb er det, du må mønstre, når du indser, at du ikke selv kan gøre mere. Det ligger udenfor din kontrol. Så er der intet andet at gøre end at kaste dig ud på de 70.000 favne. Håb er at overgive sig til noget, der er større end dig selv. Du kan kalde det Gud, skæbnen, eller forsynet.

Sagen er blot den, at håbet fordrer at vi selv arbejder med. Det er et paradoks. På den ene side er du nødt til at gøre noget, dit bedste – det bedste din reneste intention kan mønstre – på den anden side træder det i kraft i det øjeblik du indser, at du ikke kan gøre mere. At alt stopper. Så træder håbet ind, og når vi overgiver os, opleves det som nåde.

Ulven

“Blessed be the fierce of want and the howl of despair”

Igen møder jeg ulven.

Sulten lister den rundt i mørket, søgende, ventende på at sætte rovdyrtænderne i en ny luns frisk, dampende kød.

blackwolf Hello darkness, my old friend.

Jeg har mærket længslen, det gør jeg ofte, men det er længe siden jeg har mærket det begær, der ligger vibrerende under længslen, dens mørke grundtone.

Men der er den sørme. Ulven. Den hyler mod månen i skovkanten, dens øjne, der lyser hvidt og ildevarslende i mørket. I mit mørke vel at mærke. Det er længe siden, at jeg blev konfronteret med dens rå sult, dens begær, den primitive drift, dens animalske drive.

Den er som altid drevet af et urgammelt instinkt. Den er som altid vild, utæmmelig.

Selvom den er min ven, selvom jeg sætter pris på den, fordi den er livet i sin rå form, og minder mig om at mit vilde hjerte slår, ved jeg at den må dø.

I alkymien bliver kongen halshugget og hans krop givet til ulven, der sluger den. Ulven bliver brændt på bålet. Ilden er lidenskab, passion – og bevidsthed, der destruerer ulvens vilde begær, så noget andet kan fødes i flammerne.

Fugl Fønix.

At stråle

For 10 måneder siden sad jeg i min vindueskarm, og havde det afskyeligt. Jeg sad og kiggede ned på gaden. Jeg var kommet til kort. Jeg sad og ventede på at min veninde skulle komme.

Jeg skrev et blogindlæg, hvor jeg bad om at nogen holdt øje med mig. Vi har alle brug for at blive holdt øje med, og jeg er siden da blevet mere overbevist om, at vi bliver holdt øje med.

I dag kan jeg mærke denne afsindige tristhed trække i mig. Jeg kan mærke en følelse af mismod og meningsløshed snige sig ind på mig. Jeg har lyst til at kravle op i vindueskarmen igen og bruge resten af aftenen på at se på hvordan lysene skinner i regndråberne (hvis altså det regner), og have ondt af mig selv.

Jeg er blevet klogere siden dengang. Jeg er blevet bedre til at mærke, AT det er sådan, uden at falde hen i det. Så det går bare ikke. For jeg kom tanke om noget som (endnu) en skøn kvinde sagde til mig på et tidspunkt:

“Du stråler, når du elsker dig selv”.

Måske kommer denne tristhed mest over mig, når jeg føler mig u-elsk-værdig. Når jeg søger det derude i dybet, som jeg ikke tror jeg har hjemme i mig selv. Så er det sgu svært at stråle i mig selv.

Men da jeg kom i tanke om det (igen) med at stråle, blev jeg enig med mig selv om, at jeg i aften VIL elske mig selv, og gå ud og danse. Være et fyrværkeri.

Det er faktisk muligt at stråle rent indefra og ud, når vi husker os selv på at vi ikke behøver andre eller andet til at fylde os op udefra. Og at tagerne letter og der bliver større klarhed når vi ikke forsøger at flygte fra følelsen af mismod, fylde os med noget andet – men bære det med os OG stråle på samme tid.

Og jeg kom i tanke om mit gode, gamle credo:

Be. Shine. Love.

Frygt

Frygt er sådan en mærkelig følelse. Den kan virke totalt lammende, og give os tunnelsyn, så selve den måde vi opfatter virkeligheden på snævres ind, så vi ser forhindringer istedet for muligheder.

Frygt er en svær følelse at have med at gøre, fordi den kan være ude af proportioner med det som vi er bange for. Den mindste ting kan skabe stor frygt, den største ting kan skabe lille eller ingen frygt – selvom der måske netop er grund til at være bange. Dét er benægtelse.

Frygt kan være god, hvis den lærer os at være bange, når der er grund til det. Det er der fortalt eventyr om i århundreder.

***

For cirka en uge siden vågnede jeg en morgen med en dyb følelse af frygt for fremtiden i forhold til økonomien og min boligsituation, men efter at have givet mig tid til at føle den, istedet for at distrahere mig selv fra den, gik det op for mig, at den bedste måde at overkomme den er ved at handle, at gøre noget, bare den mindste ting, ét lille skridt ad gangen.

At starte et sted.

Det er underligt som beslutninger skal have plads til at lande. Forandringer tager tid.

Allerede for et godt stykke tid siden vidste jeg at jeg på et tidspunkt ville flytte fra min lejlighed og bytte til noget mindre. Men beslutningen har skulle synke helt ind i mit sind, og jeg skulle vænne mig til tanken.

Det har taget et halvt år.

Men da jeg var stået ud af min seng, tog jeg et første lille skridt i retning af at gøre noget ved det. Ikke nødvendigvis fordi at det får mig til at føle mindre frygt, men på grund af frygten. Det kan godt være at den er der, men den vil ikke lamme mig.

Mod kan være en lille ting, men mod er ikke ikke at være bange, men at se sin frygt i øjnene – og handle uanset.

Nu er jeg kommet til det punkt hvor jeg kan handle og begynde at søge efter et nyt sted at bo.

***

Hvad frygter du og hvad afholder det dig fra at gøre? Hvad tvinger den til? Hvad motiverer den dig til?