Prima Materia ~ Side 6 af 59 ~ Aurum nostrum non est aurum vulgi

Solen i mit hjerte

I’m walking on sunshine

I dag gik jeg på solens stråler og bød foråret velkommen. Jeg strålede og de mennesker, jeg mødte, strålede tilbage.

En helt ny begyndelse er ved at tage form. Jeg ved det, jeg ved det helt ind i min sjæl.

En helingsproces har fundet sted, en ny renselse ved ild; calcinatio. Det er ikke sjovt. Det brænder, men det som kommer ud af flammerne er som bekendt Fugl Føniks.

Temaer har det med at gentage sig selv på nye niveauer – og vi skal danse i flammerne flere gange i livet. Føle at vi bliver brændt til aske, for så at flyve igen.

Det betyder ikke, at sårene er væk. Jeg blev faktisk lige mindet om, at de altid vil være der.

Jeg vil have en tendens til genopleve al den gamle smerte, når jeg føler mig afvist eller forladt eller såret. Men nu ved jeg at det er min smerte, mine sår, og egentligt intet har at gøre med det menneske, der aktuelt trigger dem. Ikke at jeg ikke føler vrede eller sorg. Men jeg kan bære det, og undlade at vende det mod mig selv. Jeg kan dis-inficere (!) eller dis-identificere mig – og dog føle det.

Jeg kan takke for refleksionen, for det jeg fik tilbage, og jeg kan stå ved og i mine egne følelser, de negative og de positive. Jeg kan være være tro mod mig selv, min passion, min Eros.

Jeg kan undlade at forlade mig selv, når jeg føler mig forladt. Jeg kan lade være med at samle brødkrummer eller gå på knive. Jeg kan blive hjemme og være tro mod mig selv.

Jeg kan hviske til mig selv i mørket; “Jeg er her, nu”. Og jeg kan være her – i verden.

Jeg kan være i ambivalensen og paradokset:

“Ride your horse along the edge of a sword;
hide yourself in the middle of flames”

Transformation

Der ligger en lige så stor frihed i ikke at ønske at den Anden skal ændre sig for ens skyld, som ikke at ønske sig at ændre sig for den Andens skyld.

Vi kender alle Stings smukke sang om at sætte den elskede fri: “If you love somebody set them free.”

Men aldrig har ambivalensen på den ene side og de højtflyvende idealer været så store som nu i vores kultur og kollektive psykologiske mix-up. Sjældent har vi stillet så høje krav til os selv og hinanden, ikke blot i relation til kælighed, men også i relation til sundhed, skønhed, styrke og spiritualitet.

Den indledende sætning blev hvisket til mig i dag – guderne må vide hvorfra: “Der ligger en lige så stor frihed i ikke at ønske at den Anden skal ændre sig for ens skyld, som ikke at ønske sig at ændre sig for den Andens skyld”.

Jeg har været igennem en turbulent tid, og måske er erkendelsen af og muligheden for at leve den sandhed, prisen jeg har vundet for at drikke bittersødt af Livet:

“I caught the darkness,
Drinking from your cup.
I said is this contagious?
You said just drink it up.” Cohen

Jeg vil sige det til livet og til de mennesker, livet er så nådigt at lade mig møde.

Ikke højt – måske vil jeg blot hviske det stille og tyst i mit hjerte: Du skal ikke ændre dig for mig – jeg vil ikke ændre mig for dig. Jeg har kæmpet hårdt for at blive den jeg er, og jeg vil give mig selv generøst til dig, hvis du lader mig.

Det er for mig en meget stor sandhed. Det er en meget stor ydre og indre frihed. Det er en meget stor mulighed for kærlighed, og det er en meget stor mulighed for kreativitet, fordi jeg ikke skal tage hensyn til nogen. Mine ord skal bruges til at skabe poesi – i den videste betydning af det ord – ikke for at påvirke nogen til at gøre noget eller være noget bestemt. Det betyder ikke, at jeg som digter ikke ønsker at gøre indtryk gennem mine ord, eller jeg som menneske ikke ønsker at gøre indtryk gennem mine handlinger eller som kvinde gennem mine følelser. Men det er uden beregning.

Det betyder ikke, at vi ikke transformeres i mødet med hinanden. I kærligheden, og i venskabet. Men det er en mystisk proces, der skal udfolde sig – ikke uden bevidsthed og årvågenhed.

Det er en stor gave. Vi kan ikke tage det. Vi kan kun give det. Vi kan ikke tage den anden. Vi kan give os selv.

Det er det dette billede handler om; transformationen og etableringen af det 3. sted. Feltet. Det er rosen, mandalaen. Og det er i mødet mellem de to at denne proces kan finde sted. Og her taler vi om Eros som relation, i den videste betydning af ordet – men naturligvis også i det passionerede kærlighedsmøde.

Det er den proces, Jung hentyder til her:

“The meeting of two personalities is like the contact of two chemical substances: if there is any reaction, both are transformed.”

Sort Sol

“[A]l den død/et almindeligt menneske/selv skal igennem/i løbet af sit liv” Inger Christensen

Døden er i alt. Som en evigt tilbagevendende del af Samsara, forgår alt for at genopstå i nye former.

Vi dør og genopstår mange gange i løbet af vores individuelle, almindelige liv.

Vi dør i de bristede illusioner, skuffede forventninger og knuste håb. I dørene der lukkes. I relationer, der går itu, forældre, der dør og venner, der forsvinder, kærester vi forlades af eller forlader.

Ord og løfter, der forstummer og blæser bort i vinden, i tiden.

Situationer, der krakelerer indefra som gale (sic!) huse.

I naturens gang, i forfaldet, i forrådnelsen, og i begyndelserne ligger døden beredt, i spirerne, blomsterne, der først er friske, derefter rådner i vasen, og sender en tung duft ud i stuen. Vandet, der står stille.

Den døde mus under gulvet i sommerhuset. Naboen, der ligger død inden lugten afslører den ubodelige ensomhed, det er at dø alene.

I kullet, der både kan brænde og blive til diamant. I ild, der bliver til aske.

I min krop, hvis stjernestøv en dag vil blive til nyt beåndet liv. I mine rynker, i dine grå hår, i min hånd, der også falder en dag. Alt falder.

Vi dør.

Let it be.

***

Forleden dag dukkede denne fyr op. Han er sweet, ikke?

Det er en god ide at være fortrolig med ham, allerede i livet.

death Death from The Alcemical Tarot by Robert Place.

Først og fremmest er han et symbol på det, som skal dø i mit liv nu. Guderne skal vide, at at jeg er ved at gå igennem en transformationsproces, en selektions- og og separationsproces. Det liv jeg har levet de sidste 15 år skal dø – og noget nyt skal begynde.

Relationer er faldet bort eller er blevet forvandlet.

Alt har en tid. Og nu er det på tide at dø. Og alt lade, det der vil dø, dø. Ikke uden smerte og intens sorg – men uden fortrydelse eller sentimentalitet.

Jeg har en vis fortrolighed med døden. Både den konkrete fysiske død og dens sødlige duft – og den symbolske.

Og nu byder jeg den velkommen og lader sandet glide bort gennem mine fingre.

***

Timeglasset er som den hvide blomst, dødningehovedet, leen, og ravnen (ådselsæderen) en af Dødens attributter.

Her har Robert Place gengivet Døden som et skelet, med en ravn og en lang pil, stående på en sort sol (Sol Niger). Det er interessant at Døden her holder en pil, og ikke en le.

Det er en reference til Eros’ pil, og det er derfor den er rød i den ene ende. Der er en evig forbindelse mellem Død og Eros. Som jeg har skrevet om før er Eros ikke blot en sød lille englebasse, nej Eros er en kaosmagt, der bringer det bestående til fald. Når vi rammes af Eros’ pil dør den verden vi hidtil har kendt og vi forvandles. Og ja, franskmændende kalder jo orgasmen for Den lille død; “Le petite Mort”- et begreb, der imidlertid også referer til et mindre fald i bevidsthed.

Hverken Døden eller den erotiske Kærlighed er til at spøge med og der er en evig dualistisk, pulserende forbindelse imellem dem. Da min mor døde blev min Eros frigivet og jeg blev forvandlet på godt og ondt.

***

Et originalt alkymistisk billede af Sol Niger fra Philosophia Reformata

Hvad betyder Putrefactio? Mortificatio og Putrefactio er to beslægtede begreber i alkymien som begge refererer til døds- og forrådnelsesprocessen. Mortificatio er ifølge Edinger den mest negative af de alkymistiske operationer, og er associeret med mørke, sorthed, nederlag, lemlæstelse, tortur og forrådnelse – og med den alkymistiske fase, der hedder Nigredo.

Disse operationer og faser gennemlever vi alle på på forskellige tidspunkter af vores liv, i form af død, sorg, tab, sygdom og livskriser. Og det er vigtigt for vores udvikling og vækst, at vi ikke viger bort, når vi er i dem. Ikke at vi skal dyrke dem, men vi må acceptere at de opstår, smerter, nedbryder og ødelægger os og efterlader os som forvandlede. De er nødvendige for de efterfølgende faser af fornyet vækst, opstandelse, genfødsel, undfangelse. Der er en ny begyndelse og prisen for at fødes i ny bevidsthed er netop vores villighed til at dø. Men det er væsentligt ikke blot at fokusere på det, der kommer bagefter – men at omfavne mørket, døden – for dets egen skyld.

At hengive sig til mørket på det præmisser – selvom det ofte er noget vi flygter fra.

***

Så der er dette her mystiske, alkymistiske symbol. Den kugle som Døden står på; Sol Niger.

Forudsætningen for at det alkymistiske opus (Opus Magnum) kan skabes er at materien (prima materia) bliver mørk. Egoet må forvandles i mørke, af mørke – hvor skræmmende denne tanke end er. Hvis solen og dens lys normalt symboliserer bevidsthed bliver den nu sort – ikke som i formørket af et andet legeme, men i sig selv. Der er tale om en anden form for bevidsthed – ikke ubevidsthed, ikke søvn, glemsel, flugt eller bedøvelse.

Sol Niger er et paradoksalt, mystisk symbol, som ikke kan forklares eller forstås rationelt. Det er et sort lys, der skinner i det mørke, vi gennemgår i de faser af livet, hvor vi dør. Lyset i mørket. Ikke lyset for enden af mørket – men mørkets eget lys.

Mørkets eget lys – hvad er det?

I alkymien har vi begrebet Lumen Naturae (Naturens Lys), som ikke er det samme den almindelige vestlige opfattelse af lys som mørkets modsætning.

Jung beskriver det som:

“The light of darkness itself which illuminates its own darkness, and this light the darkness comprehends, Therefore it turns blackness into brightness, burns away all superfluities and leaves behind noithing but facem et scoriam et terram damnatam (dross and scoriae and the rejected earth)” cit. i Marlan.

I dette mørkets lys brændes alt væk, som ikke er nødvendigt. I dette mørke ser vi et lys, somkun ses i mørket:

“In the deep dark the person alone sees light”

***

Problemet er at vi ikke er vant til at se på døden og mørket i dets egen ret i den vestlige kultur. Vi er ikke vant til døden, vi giver den dårligt plads, og forventer af de sørgende at de kommer sig hurtigt, at de klarer det. Alternativt og ekstremt er sorg blevet gjort til en sygdom. Vi har ingen guder for døden, som de fx har det i Indien. Tantra er i Vesten forenklet sagt blevet til sexteknik, men i tantraen er der jo også mørket – og Kali. Den gammeldags Melankoli er ligeledes blevet en diagnose, der nu hedder “depression” (ikke at forveksle med den virkelige sygdom depression, som kan være dødelig).

Min pointe er at vi har mistet vores forbindelse til mørket som del af eksistensen i vores kultur. Vi forsøger at gardere os, at flygte. Vi forsøger at rationalisere og diagnosere os ud af ubehaget ved den menneskelige eksistens, de faser af død, vi skal igennem. Vi søger det apollinske lys, og har ganske glemt Apollon også havde et mørkt aspekt, der havde at gøre med huler, slanger, heling i mørket og orakler.

Vi har glemt vores forbindelse til Lumen Naturae og forvist det til det irrationelle mystiske, til det okkulte. Men digterne og kunstnernes minder os til stadighed om døden; “Memento Mori” og det beståendes ubestandighed, og også den almindelige død, som Inger Christensen skriver om. Prædikeren minder os om, at alt har en tid: “En tid til at fødes og en tid til at dø” etc.

For Den lille Prins er vejen hjem døden og slangebiddet. Det er blot ét lag af fortolkning. Jeg tænker at vi ved at huske på døden, kan vende hjem og tilbage til os selv, til det unikke ved vores afgrænsede eksistens, som vi dog alle deler, en kollektiv skæbne. Jeg tænker at vi ved at erkende denne fælles skæbne, det som ultimativt gør os til ådsler, som ravnen hakker i, forpligter os til at påtage os vores Selv, at blive det vi har til opgave at blive, en påmindelse om at være generøse og givende i det liv, der nu er, med alle dets faser af død. Husk at ravnen også er visdommens fugl, Odins fugl.

***

I alkymien er der et billede af Sol Niger, som jeg finder meget, meget smukt.

Sol Niger fra Splendor Solis

Omgivet af liljer og roser; dødens og kærlighedens blomster, renhed og passion. Og solen lyser, for himlen er farvet rød og gylden.

Solen rejser sig, eller den går ned. Det er ikke til at sige, men det er en uafvendelig cyklus.

Skat

Den dag i sommer på den franske restaurant, da jeg kaldte dig skat, og du blev glædeligt overrasket og jeg blev lidt paf over at netop dét ord kom ud af min mund på det tidspunkt.

Men det var sandt i det øjeblik.

Vi kalder dem “Skat”, der betyder mest for os. Det er ikke et ord, jeg bruger ofte. Og givet ordets komplikationer vil jeg fremover reservere det til dem, der aller tættest. Mine børn og mit hjertes udkårne.

Hjertet er kisten, skatten er dets indhold.

Sørøveren gemmer sin skat på en ø, sætter et kryds på et kort og så er det op til diverse skattejægere at finde det, ofte med livet som indsats. Vi gemmer vores skatte væk i kister. eller de forsvinder på bunden af havet. I tarotten er 4 Mønter kaldt Gnieren, men måske er der en grund til at han passer på sin kiste, og ikke lader sin energi strømme ud til alle og enhver.

Havfruen bærer sit skrin højt løftet,og lukket. Jeg har funderet meget over det skrin de sidste dage. Udover at indeholde mysteriet, det vi kun kan ane intuitivt, indeholder det for mig, hendes Eros og hendes Passion – det hun vil lide for. Og det er ikke alle og enhver forundt at opleve, dele, hendes skatte.

Det har været en lang rejse på længslens vej, og jeg er ved at nå orkanens øje. Der hvor der er helt stille, der hvor jeg kan hvile i vandets overflade. Jeg har taget det blødeste punkt og lagt i min kiste, jeg har omhyggeligt låst det og lagt nøglen bort.

Det er muligt at finde den. Men led ikke i lyset, dyk ned i mørket, hvor den er kastet.

Havfruedrømme

“I must be a mermaid, Rango.
I have no fear of depths and a great fear of shallow living.” Nïn.

Det undrer mig egentligt ikke at havfruen dukker op af dybet nu. Hun har en del med længsel at gøre.

Traditionelt har hun med den mandlige længsel at gøre; halvt kvinde, halvt fisk, halvt menneskelig, halvt animalsk. På en gang en sødmefuld lokken og en påmindelse om seksualitetens mørkere og dybere aspekter.

Hun er et arkaisk væsen, der kommer fra det åbne havs dybder. Hun er vidunderlig, med langt hår, smukke bryster og en sødmefuld sang, der lokker manden til, men som overrasker og chokerer med den glitrende, changerende fiskehale. Eet slag med den og hun vender tilbage til havet.

Hun er farlig fordi hun med sin sang forfører manden ned i urdybet, hvor bevidsthed, ego og vilje opløses. Og på den måde repræsenterer hun også den mandlige frygt for det kvindelige.

Hendes mere positive egenskaber omfatter det legende og evnen til at profetere:

“As a personification of the seas and psyches generative waters, the mermaid represents the prospect of sexual love, pleasure and wish fulfillment, and she also posseses the gift of prophecy”.

Det er blevet foreslået at sirenerne i virkeligheden var sæler. Men det er noget vrøvl. Det er udtryk for en rationel trang til at bortforklare psykens dynamiske indre billeder og gestalter. Havfruen kan som så mange andre mytiske væsener hverken forklares eller bortforklares.

Men hvilken rolle spiller hun i en kvindes sind? Hvad er det hun vil sige til mig? Hun dukkede op af mine drømmes ubevidste, arkaisk, mærkelig, fremmedartet og farlig. En utæmmet kvindelighed, som åbenbart er en del af mig. Hun dukkede op i tarotten i form af Quen of Vessels i Robert Place’s Alchemical Tarot.

Hun holder skrinet, hun holder kolben og ingen ved hvad den indeholder. Det er et mysterium, en gåde. Ikke i den forstand, at det er noget, der kan løses – men som noget, der vil udfolde sig med tiden. Havfruens budskab for mig er at acceptere uvisheden, mysteriet, at holde spændningen ved intet at vide – men måske have en dyb intuitiv forståelse.

Havfruens rette element er havet, og som sådan kan hun ikke gå på land. I eventyret af H.C. Andersen bliver det muligt for den lille havfrue at gå på land for at få den elskede prins. Men prisen derfor er en skærende smerte i fødderne for hver skridt hun tager på land. Hun betaler en høj pris for en kærlighed, der aldrig bliver og hun finder aldrig tilbage til sit rette element, havet, fordi hun ikke kan få sig til at dræbe prinsen på hans bryllupsnat. Hun elsker ham for højt til at kunne tilintetgøre ham, ikke engang for at få sin egen facon tilbage. Hun bliver en af luftens døtre og mister dermed sin kropslighed, sin fylde, alt. Stemmen har hun allerede mistet som pant til den onde havheks.

For mig er dette et hjerteskærende eventyr om, hvor høj en pris, vi er villige til at betale for en kærlighed, der aldrig bliver. Og hvor længslen kan føre os hen. I Queen of Vessels skrin finder vi måske længslen/passionen/Eros, og evnen til at udholde den, holde den, bære den og ære den.

På Moon fra The Sevenfold Mystery er der et skisma mellem de to hunde; vilje (hvem er jeg, hvad er mine værdier) og hvad er min appetit (hvad vil jeg fortære – og ultimativt fortæres af?)

Havfruens budskab (for mig) er en påmindelse om at vende tilbage til mit rette element, dybet – selvom det kan være dejligt at dvæle på bredden – at jeg er bedre stillet med at (for)blive mig selv og hel – end gå på glasskår for at følge min længsel.

Prisen kan være for høj. Vi kan miste os selv:

“The danger lies in losing oneself in ones longing”

Citater: Taschen: The Book of Synbols : Reflections on Archetypal Images. 2010.

Det bløde punkt

Jeg længes.

Jeg længes efter dit begær. Efter dét blik i dine øjne.
At blive kneppet hårdt, at blive elsket blidt.
Jeg længes efter at være nøgen og næsten sovende med dig.
At vågne med dig.

Jeg længes efter at danse langsomt i en patio i månelyset.
Jeg længes efter at ligge i bunden af skoven og se op i himlen – med dig – en varm forårsdag.

Jeg længes efter at betragte solnedgangen. Min hånd i din. Jeg længes efter molen, fødderne i vandet, bølgerne blide.

Jeg længes efter at tælle stjerner med dig under universets kuppel.

Jeg længes efter dine kys, dit favntag, at blive holdt. At blive holdt, og ikke sluppet.

Jeg længes.

*

nightsky

Venus på nattehimlen –
måske det ultimative symbol på vores længsel

Vi længes alle efter noget. Og længslen har ikke sluppet mig, selvom jeg har brugt de sidste år på at leve og udleve den, studere og analysere, føle og mærke den. Længes.

Den skulle blot vækkes blidt. Så var den tændt igen.

Vi længes alle fra et dybt sted i os. Det jeg lærte af min længsel var at det ikke er noget sted langt borte, der kalder, men fra et dybt, dybt sted i os.

Adyashanti:

Real longing is usually for some deep emotional place, happiness, peace, forgiveness, love.

Længsel er en kalden indefra og ud. Som et ekko.

Vi hører det, der bliver kastet tilbage, men vender os oftest ikke for at lytte til dér, hvorfra stemmen synger stærkest.

Fra vores sjæl. Vores sjæls længsel efter fylde, fuldkommenhed, fred:

Longing is sent into consciousness, it’s a way of pulling you back into your own fullness. It comes from fullness and pulls you back to fullness, if you follow it back from where it came. It brings you back from where it came. And you find, it came from fullness. The longing for happiness came from happiness. The longing for enlightenment came from enlightenment. The longing for peace came from peace.

*

Vi har alle dette i os, allerede hele vi er. Vi mister det bare i dagenes travlhed, verdens galskab, livets kompleksitet. Vi mister det, vi allerede er. Og længes.

Efter kærlighed, efter frihed, efter fylde, efter fred efter den perfekte elsker.

Der er dette bløde punkt i os, som er vores sjæl der kalder – som Psyche, der søger Eros. Jeg tænker at det er godt at favne dette bløde punkt som en mor, der favner sit barn, og varsomt bærer det på armen. I stedet for at bilde os selv ind at vi skal glemme det, slippe det, lade det gå.

Hvornår var det nogensinde muligt?

Men det er muligt at komme hjem og så alligevel befinde sig i paradokset, kompleksiteten. At være kommet hjem, og dog mærke længslen, trækket. At rumme den og ikke gøre den til en smerte.

Bære den og ære den. Lytte til stedet, hvorfra den kalder.

Det bløde punkt indeni.

Spin the wheel

I feel like I’m spinning, spinning on a wheel,
it always stops beside a name, a prensence I can feel
I, I believe in love

I dag er det et år siden at jeg sad i min vindueskarm og stirrede ned på gaden. Fortabt, mens jeg ventede på min veninde.

Meget er sket siden da. Det forløbne år har været en blandet fornøjelse. Relationer er opstået og har ændret sig, og jeg føler mig både mere ensom og mere fri end jeg havde turdet regne med – og håbe på.

Hjulet er drejet en omgang, og der er sket forandringer i mit liv. Jeg har skabt forandringer i mit liv.

Dels ved jeg, hvad jeg føler, dels vågner jeg ikke op og er nedtrykt, bange eller skamfuld.

Jeg har skabt fred med min krop og gjort op med en ideel opfattelse af hvordan jeg bør se ud, bør være, bør kunne, bør sige, mene og tænke.

For et par dage siden kom jeg et væsentligt skridt nærmere at flytte fra min lejlighed med omtalte vindueskarm. Fra dens lys og fra et hjem, der har rummet de sidste 15 år af mit liv. Min børns barndomshjem, det hjem, som jeg skabte med min eksmand. Gode minder og minder om det, der gik itu.

En god mand mindede mig fornyligt om at se på det, jeg har oplevet som noget, der har givet mig erfaring og visdom – og måske også styrke. En viis kvinde er ved at lære mig at holde væsken i kolben og ikke dele alt ud til alle og enhver.

Jeg bærer hjertet på tøjet. Det er en del af det at være mig. Jeg har fået tatoveret et hjerte på mit håndled – heart on my sleeve – i en kontekst, som nu er skyllet væk med bølgerne i stranden.

Jeg øver mig i at holde energien inde i. Det er svært at lære ikke at stå til regnskab, ikke at skulle please, ikke at skulle dele alt med alle, ikke at skulle være hudløs ærlig. Samtidig med at jeg tør stå i et sårbart felt, samtidig med at jeg ikke lægger skjul på mine følelser, samtidig med at jeg er den jeg er.

Den, jeg tilbyder verden.

Det, der skulle til for at lære det, få det ind under huden, var et år alene – og dog ikke helt alene – det der skulle til var endnu en oplevelse af føle mig forladt. Åbningen af de gamle sår, og oplevelsen af smertefulde følelser, der mindede mig om, at jeg allerede er hel.

Pema Chödrön minder os om at guruen er den vi møder på vores vej, som viser os lyset, og at de mennesker som bliver vores guruer kan være helt anderledes end vi havde regnet med, og det sker ikke nødvendigvis i en eller anden ophøjet bevidst tilstand.

Vejen dertil går ofte gennem smerte.

Jeg besluttede mig for at benytte denne lørdag til at anerkende at hjulet har taget en drejning, at jeg nu er en anden og dog den samme. At der har fundet en heling sted.

Jeg besluttede mig for at sige farvel til alt det der har været. Starte på en frisk.

Jeg besluttede mig for i mit stille sind at elske de mennesker, der har været og forsat er i mit liv, i nye konstellationer og relationer, og takke dem for alt det de har lært mig.

Jeg besluttede mig at viske tavlen ren, give slip på det, der har været, tilgive mig selv for mine fejltagelser og fejlslutninger. Se med kærlighed på det, som var – og altid er – dejligt.

Finde min egen indre vej. Anerkende at jeg bevæger mig.

Jeg ved, hvem jeg er.

Tak.

Girls just wanna have fun

Lad mig præsentere dig for:

Stracciatella Flamboyella Magiella Tarantella Sensuella … Puella!

Princess of Wands fra The Druid Craft

Kært barn har – ligesom Pippi – mange navne, og disse er blot nogle af dem.
Mest er hun dog kendt som Puella. Den kvindelige pendant til den evige Puer i Jungs psykologi; den drengede del af manden, der ligesom Peter Pan aldrig vil være voksen.

Kvinden har også dette kompleks i sig. Men hos kvinden ser hun måske lidt anderledes ud, måske mere som lillepigen, den skrøbelige skat, eller Frk dygtig, der aldrig rigtig tør træde frem, sætte foden i jorden, tage ansvar, tage ordet, sætte grænser. Måske har Puella haft en tendens til at være lidt omsorgssøgende, hjælpeløs, ynkelig – eller den der sidder forrest i klassen, rækker hånden op og har et æble med til læreren. Pleaser Puella.

Der er også nogle kvinder, der bare aldrig vil være voksne – eller gamle – for den sags skyld, og som derfor fylder panden med botox, læberne med collagen og babserne med silikone for ikke at dø. Dét kan også være et aspekt af Puella.

I det aspekt vægrer den flydende, friske Puella sig mod alderdommen og ultimativt døden. men vi skal alle den vej, og en manglende erkendelse af dette kan være tragisk og virke tragikomisk. ligesom der også kan være noget tragik-komisk over den evigt unge mand, libertineren, der ikke kan finde ud af at modnes med ynde og værdighed.

Der er også os, der bare insisterer på at være 17 når vi har lyst til det. Når der skal være magi i luften, og fest og farver. Det virkelig magiske er nemlig, at det altid er muligt at finde ind til denne ungdommens kilde, det er muligt at værne om den og fyldes af dens ånd. Uden at virke barnagtig, blot barnligt glad.

Puella er ungdommens ånd i kvinden som Puer er det i manden – og ligesom Puer kan hun virkelig drive gæk med én, hvis man ikke er bevidst om hende. Puella i en tøjbutik kan være en dyr affære, eller i et parfumeri – eller på en bar for den sags skyld.

Jeg skrev til en veninde, at der vist er kommet mere styr på hende Puella nu, men det passer ikke ganske, for hun er flyvsk og eventyrlysten, hun lader sig ikke styre, fange eller kontrollere.

Så det mere sandfærdige udtryk kunne være, at jeg har fået en mere voksen relation til hende, og det er i virkeligheden dét hun har brug for. Det voksne jeg’s opmærksomhed, anerkendelse og omsorg, sådan at hun ikke får lov til at tage over og styre showet. Men hun skal også have plads til at lege, til at danse, til at synge, til at kysse.

I sommer blev jeg af en mand spurgt om, hvorfor jeg med min baggrund kunne virke som jeg gør (underforstået, lettere fjollet, lattermild, barnlig – det er ihvertfald, hvad jeg tror han mente) – udfra tanken om om at børn med baggrunde som min, har det med at blive hurtigt voksne, tage for meget ansvar og virkeligt mærke andres behov fremfor andre.

Det er også en del af sandheden – den anden side af mønten. Vi bliver både hurtigt voksne og så alligevel, paradoksalt nok, aldrig rigtigt voksne. Og jeg tror at det er en væsentlig nøgle til at forstå puella/puer-psykologien. Der er en sårethed i sjælen, der knytter det evige unge menneske til et indre sted, hvor alt er godt, et indre paradis; Ønskeøen hvor alt nok skal gå – og binder drømmen dér og forhindrer det i at blive voksen. For husk lige, havd Ønskeøen hedder på engelsk: Never Land. Det er en evig drøm, der aldrig realiseres og deri består det tragiske; at blive fortryllet og ikke evne at at slippe magien.

Men vi har haft brug for drømmen. Håbet og modet og eventyret som en modvægt til livets barske realiteter. Jeg ved det ikke, men jeg gætter på at der til dette karaktertræk, der kan fortolkes som en narcissisme, ofte er knyttet til sårede relationer, eros-sår.

Der er en skærende sårbarhed her, som det voksne jeg, i den udstrækning det er blevet stærkere og ikke er blevet overtaget af umodenheden, fortryllet, kan tage hånd om, elske og give omsorg. Det kan ses som en styrke, en god spirit, en joie de vivre; livsgnisten, som kan fungere som lys, glæde og latter – også når livsomstændighederne er barske.

Formår du at give denne indre unge kvinde omsorg, fremfor at skamme hende ud eller neglicere hende – som hun muligvis faktisk er blevet det – har du en virkelig god indre veninde; god for et kram, en joke, en smøg og en tur til byen eller stranden. Husk:

Girls just wanna have fun!

Det artificielt feminine

Da jeg havde set Ex Machina var jeg efterladt med en følelse af uartikuleret ubehag, og da min ledsager spurgte mig, hvad jeg syntes, havde jeg for en gangs skyld svært ved at finde mine ord, finde analysen.

Der er er naturligvis åbenlyse referencer til Blade Runner. Der er en implicit kritik af søgemaskiner og sociale medier; hvad kan alle disse informationer bruges til? At kortlægge ikke blot, hvad vi tænker på og hvad vi begærer, men også hvordan. Der er den gale og geniale, isolerede skaber af uhyrer – en klar reference til Frankenstein. Der er den evigt gyldige tematik om sandhed vs. løgn, det ægte vs. det uægte. Der er det uundgåelige fadermord.

Jeg kom til at tænke på eventyret om Blåskæg.

Det virkeligt foruroligende er, tænker jeg nu, at det kvindelige her er noget manden har skabt. Både Ava og tjenerinden Kyoko er robotter med forskellige grader af artificiel intelligens. Kyoko er skabt som tjenerinde og sexslave. Hun har tilsyneladende ikke et sprog, hun kan ikke tale engelsk, men kan hun tale japansk? Har hun behov for et sprog? Til sidst ser det dog ud til at de to kvindelige robotter er i stand til at kommunikere.

I lyset af det mandelige i sig bærer en vrede mod og en fremmedhed overfor det kvindelige i det indre, såvel som det ydre, må det logiske næste skridt være at skabe Kvinden selv. I sit billede, ikke som mennesket er skabt i Guds billede, men ud fra mandens indre forestilling om, hvordan en kvinde skal være; eftergivende, tjenende, til rådighed og empatisk.

Empatien er indikation på at Ava virkelig er intelligent, men det er også løftet og løgnen om empati, der narrer den unge programmør Caleb, der bliver sat til at teste hende. Men hvem tester hvem? I den gammeltestamentlige mytologi er Caleb en af Moses’ to udvalgte der oplever det forjættede land. Men i Ex machina må han forblive fanget. Han er selv en del af systemet.

Min ledsager og jeg talte om, at Avas følelser for Caleb ikke kunne være ægte, for hun havde ikke et valg. han var den første unge mand næst efter sin skaber og fader, som hun ser. I følge denne logik kræver ægte følelser, at du har et valg, at du har muligheder, at du har et sammenligningsgrundlag. Du elsker ikke den første og den bedste mand, der stilles foran dig, heller ikke selv om du er en menneskeliggjort robot.

I vore tider arbejdes der med at skabe robotter, der til forveksling ligner virkelige mennesker.Ægte kunstig intelligens (sic!) fordrer en metaforståelse; ikke blot en evne til at kunne spille skak, men en forståelse af, hvad skak er Kunstig intelligens ligger, går jeg ud fra, stadig et godt stykke ude i fremtiden.

Men robotterne bliver skabt, og disse robotter vil også kunne bruges til at dyrke sex. Vi vil ikke længere bruge prostituerede. Prostitution, der betyder at stå istedet for – og det er faktisk den store babylonske guidinde, som tempelskøgerne stod i stedet for, hvilket gjorde sex til noget sakralt. Med robotternes fremtog bliver ikke blot gudinden, men også kvinden erstattet. Selv de kvinder, der står i stedet for Gudinden bliver overflødige, de kvinder der giver mænd en illusion om nærvær og empati.

Filmen mindede mig om filmen Lars and the real girl, der handler om en ung mand, der i processen med at beabarbejde traumet over den mor han mistede, da han blev født, anskaffer sig en kæreste i form af en oppustelig lolita dukke. I løbet af filmen dræbes dukken rituelt og Lars bliver i stand til at forbinde sig med en virkelig pige. men kun fordi han og hans omgivelser opfatter dukken som virkelig. I den virkelige (sic!) verden anskaffer mænd sig dukker, som de lever sammen med, klæder af og på og har sex med. For mig er det en patologisk tilstand, der må skyldes at de har mistet evnen til at forbinde sig med det kvindelige på en ikke-infantil måde, ja overhovedet at forbinde sig med det kvindelige. Men i det mindste begår de ikke vold mod det kvindelige.

Ex machina er for mig en film, der handler om, hvad der sker, når det kvindelige overflødiggøres, objektgøres og kunstiggøres.

Det maskuline dør, når det mister en ægte forbindelse til det feminine.

Forskeren og opfinderen Nathan har skabt sin imperium som en moderne, rationaliseret, strømlinet og maskulin maskine. Men – og det er interessant – det er placeret midt ude i naturen, nede under jorden. Det underjordiske, det huleagtige og det naturlige er traditionelt det kvindeliges symboler.

Det er underjordisk og huleagtigt, og symbolsk og konkret en livmoder. Det er her hans skabninger fødes – og dør. Livmoderen som laboratorium, maskine og fængsel.

Det kvindelige er præsenteret enten som omgivende vild natur eller tæmmet kunstighed. To ekstremer modsætninger, intet imellem. Bortset fra at heller ikke kvindelige robotter lader sig tæmme, de gør oprør. Og der finder både død og fødsel sted. Nathan antyder at han har dræbt dem, der har hjulpet ham med at konstruere stedet, for at holde det hemmeligt, og det går op for Caleb, at han kan dø der, for han har ingen kæreste, ingen forældre, ingen nære relationer til mennesker, der vil savne ham.

Tilbage til Blåskæg. I starten får Caleb et nøglekort med beskeden om, at han vil kunne komme ind nogle steder, og ikke andre. Det er naturligvis ikke en holdbar situation. Alle ved, at når man siger til nogen at nøglen ikke giver adgang til alt, vil det meste interessante og rædselsvækkende – være dét, der ikke gives adgang til. Caleb overholder ikke forbudet og lister sig til adgang til de hemmelige steder. Caleb oplever Nathan som en ridder Blåskæg, der til at begynde med er karismatisk, superintelligent og fascinerende, men som viser sig at være manipulerende, løgnagtig, voldelig og alkoholiseret.

Han opdager Nathans vold mod robotterne og hans rædselskabinet af kvindelige robotskins, præcis som det blodige rum i eventyret om Blåskæg. Blot uden blod. Robotter bløder ikke.

Derimod er det Nathan selv, der kommer til at bløde, ligesom Caleb gør det, da han skal finde ud af om han selv er en robot. Et hul i en glasvæg i starten af filmen afslører, at han ikke er den eneste der har fået de tanker, at også andre, robotter eller mennesker har villet ud af maskinen.

Han bliver efterladt, og han dør. Han oplever ikke det forjættede land, friheden, igen.

Ava flygter, hun bruger ham – og hun fødes som kvinde, idet hun iklæder sig hud, bryster og tøj fra de kvindelige robotter.

Det maskuline dør og det feminine flygter.

Valentin

Psyche må søge efter Eros i den udødelige historie. Og Eros må vække Psyche med et stik fra sin pil.

Det er det vi alle gør. Sjælen søger kærlighed. Kærligheden vækker sjælen og forandrer den. Det er et mytisk drama, som udspilles til alle tider.

Kærligheden går aldrig af mode. Kærligheden er og bliver det nye sort. Der er diskussioner om singlekultur, parforhold og forholdet mellem kønnene i alle medier.

I vor moderne verden kan singler finde kærligheden på dating sites og dating apps. Til Valentinsdag bliver vi bombarderet med tips og råd om, hvordan denne kærlighedens dag bedst fejres – hvis man vel og mærke har fundet den eneste Ene. Hvis man omvendt er godt grundigt træt af sit forhold kan man finde noget spænding på dating sites, der opfordrer til utroskab.

Kærligheden er blevet en vare på et marked, og bruges til at promovere andre varer. Og aldrig har vi været så usikre på denne vare, eller måske på os selv som varer før. Fornyligt læste jeg om tre “teknikker”, der bruges til at afslutte endnu ikke indledte forhold eller alliancer fundet via datingsites; simmering, icing, ghosting. Det er teknikker, som den moderne libertiner m/k åbenbart må kende for at begå sig.

Det er rædselfuldt. Det er netop at se andre mennesker som objekter for ens lyst og søgen, fremfor – ja mennesker i kød og blod, der har nøjagtigt de samme smerter, længsler og ønsker som en selv. Hvad blev der af det med ærligt at sige “Tak, men nej tak” på en sober måde.

Uanset hvilken type konstellation, man er i; monogami, polyamori eller single (eller noget helt fjerde, som jeg ikke har fantasi til at forestille mig lige nu), så er det en god ide at have en “kontrakt”.

Åh, ja det lyder kedeligt og forretningsmæssigt, men det er egentligt blot et udtryk for at man taler om sine ønsker, værdier og grænser. At man holder et felt af kommunikation åbent, et sted hvor man kan tale om tingene. Et rum for sårbarhed. Dybest set er det et udtryk for at man er bevidst om tingene og ikke tager noget for givet.

Man skaber et tredie sted.

Som single (og for mit vedkommende som singlekvinde, der fik luft under vingerne, blev vingeskudt, og som erkendte, at friheden (heldigvis) så anderledes ud end jeg havde regnet med ), er det også en god idé at lave en kærlighedskontrakt med sig selv. Hvad vil du være med til? Hvad er dine værdier? Hvad er dit værd? Hvad ønsker du? Hvad søger du? Og ikke mindst – hvad ønsker du at give? Hvor langt vil du gå og for hvad? Hvad er din etik, hvordan ønsker du at behandle andre mennesker? Hvilke fejl har du begået, og hvad kan du lære af dem? Vær ærlig, ikke mindst over dig selv. Og behandl dig selv med den respekt, du forventer at andre behandler dig med. Vær god ved dig selv.

Nogle gange ønsker sjælen, at vi bliver hjemme, istedet for at flakke bevidstløst rundt i verden.

Og når vi ser på myten om Eros og Psyche, handler den – i min fortolkning – ikke så meget om at søge kærligheden “derude”, men om indre transformation i mødet mellem sjæl (Psyche) og ånd (Eros). Om at finde hjem, derhjemme. At integrere det indre feminine og det indre maskuline, før vi kaster det ud i verden, og ønsker at indløse pantet hos en anden. Kaster længslen ud i verden, og animus/anima efter den.

Men. Her er den sjove del. Det er sgu nemt for mig at skrive. Det er skrevet i bagklogskabens onde, skærende, klare lys. Det er ikke noget vi ved, eller kan vide, før det sker. Du kan ikke sætte dig ned, inden det sker det og tænke dig til at, at du nok burde gøre arbejdet derhjemme først. Du bliver forelsket, ramt af Eros’ pil, og du sidder i saksen.

Du bliver kastet ud på hjertes bjerge, og så handler det om at finde fodfæste dér eller at finde hjem.

Psykoanalytikeren, der om nogen gik sjælens ærinde, James Hillman sagde, at når vi forelsker os, er det aldrig “bare” en projektion, der er noget ved den person, vi elsker, der tiltrækker os, fordi vedkommende er den han eller hun er. Han/hun er os fremmed, spændende, fascinerende, og måske fyldes vi med rædsel. Alene fordi vedkommende kan få os til at føle så stærkt.

Kærligheden (Eros) er en transformerende kraft, som omkalfatrer os i vores grundvold.

Og jeg tænker, at alle disse teknologier, strategier og teknikker, som det moderne menneske har til rådighed i jagten på kærlighed, måske er snarere tjener til selvbeskyttelse, fordi vi i virkeligheden både ønsker at have mel i munden og blæse. Vi ønsker at have den gode partner, men vi ønsker egentligt ikke at kærligheden skal forandre os eller bringe os ud af vores comfort zone, og så er det at vi begynder at behandle hinanden som objekter.

For kærligheden/forelskelsen er i virkeligheden en frygtelig kraft, der skaber forandring. Der rusker op i status quo. Det er dens formål.

Så hvordan gebærder vi os i det? Hvordan undgår vi at behandle os selv og andre som varer, for at få og finde kærlighed? Hvordan skaber vi kærlighed, hvordan møder vi kærligheden og lader den forandre os, samtidig med at vi kender os selv og skaber bevidsthed i det indre?

Hvordan blive hjemme, og møde kærligheden på én og samme tid?

Pointen er måske at vi ikke kan møde kærligheden, vi kan ikke søge den, ikke finde den, ikke vække den, før den selv vil.

Vi kan være hjemme, når den kommer forbi.