Prima Materia ~ Side 5 af 59 ~ Aurum nostrum non est aurum vulgi

Center

“Turning and turning in the widening gyre
The falcon cannot hear the falconer;
Things fall apart; the centre cannot hold”

Yeats skrev sandsynligvis de ovenstående linjer som et replik til verdensituationen efter 1. verdenskrigs rædsler, og som et forvarsel om den fascisme der lurede og som blev årsag til den genopvakte gru under 2. verdenskrig.

Linjerne taler til et sted dybt i mig, og jeg tænker at ikke nok med at de er relevante i disse tider, er de måske også relevante for os på et indre plan.

Falken er falkonerens udvidede bevidsthed, hans overordnede, udvidede sanseapparat. Men der skal være et kontakt, en synkronicitet, imellem dem. Hvis falken mister orienteringen mister den også forbindelsen til sin mester. Og så falder tingene fra hinanden.

Jeg læser det som en metafor, hvad der sker med os, hvis vi mister kontakten til vores center, vores essens, vores sjæl eller vores Selv. Hvis vi er ude af os selv, hvis vi hvirvles for meget omkring af strømmene i det ydre.

I denne verden er der en masse muligheder for distraktion, for forstyrrelse, for fristelse. For at søge i det ydre, hvad der skal findes i det indre. Vi kan søge og søge i det ydre, vi kan jage duen, men hvis vi ikke ved, hvortil den skal bringes hjem, er vi på Herrens Mark.

Måske er tingene ved at glide fra hinanden, måske er vi ved at falde i dybet. Måske er det en evig erfaring i det menneskelige felt, som vi har følt til alle tider. Vi trækkes i forskellige retninger, vi slides op i ambivalens, vi trækkes rundt i manegen af vores drifter, vi opfylder egne eller andres behov – uden at spørge om det er Godt?

I vores indre topografi – kortet som Jung ville tegne det – har vi et center, Selvet, og en række komplekser, hvoraf Egoet er det væsentligste. Egoet skal være stærkt for at kunne relatere til Selvet. Der skal være en styrke eller stamina i Egoet, der gør det i stand til at være i kontakt med uden at blive inflateret, og undgå at blive hvirvlet omkring i det ydre. Det skal holde spændingen mellem indre og ydre bud. I sidste ende skal det være i dyb og stærk udveksling med Selvet.

Men det forekommer mig, at der finder fragmentering af strukturer sted; samfundsmæssige, kollektive, psykologiske. Som om vi – samlet set – er blevet mere skrøbelige.

Jeg tror vi har mistet en fundamental orientering. I vores iver efter at rationalisere, søge mål, kvantificere etc. har vi glemt vores eget center. Åh, jo bevares, vi er optaget af os selv, vores udseende, vores udvikling, vores sociale og erotiske kapital etc. Men det er ikke det samme som at være i relation til vores Selv, og igennem dét til andre.

Når fundamentet i det enkelte menneske krakelerer, krakelerer også samfundets fundament. Og omvendt. Vi bliver fremmede for os selv og hinanden. Vi mister og selv og hinanden i hvirvelstrømmen, malstrømmen.

Er det sandt? Eller er det blot mit sortsyn? Jeg ved det ikke.

Jeg ved dog, at svaret for mig altid vil være at søge indad og nedad – i vores eget indre dyb. Jeg tror at det er herigennem at vi kan finde en ældgammel visdom, som sjælen besidder, og som når vi genetablerer relationen til denne visdom, vil vi finde en ro i os selv, en korrespondance mellem ego og Selv, med vores sjæl.

Og selvom vi flyver derude i verden, vil der være en tråd tilbage. Der vil være kontakt og korrespondance mellem falk og falkonér.

Der vil være en mulighed for at relatere på et dybere plan til andre sjæle.

Den brændende hånd

“The closer you get to the fire the more you get burned”

Jeg drømte at jeg mødte en kvinde på en strand (en kvinde som jeg i det virkelige liv ikke har et nemt forhold til, men jeg tror drømmen gav en form for lysis).

Hun sagde: Jeg er ked af det. Jeg har tabt en ørering og jeg var vred.
Jeg sagde: Det er helt i orden. Men bliv i feltet.

Hvad vil det sige at blive i feltet? Og hvorfor siger jeg det til hende? Hvis vi ser hende som et aspekt af mig selv (som vrede) handler det om at jeg siger til min vrede, at den er okay at føle.

At blive i feltet. Det vil sige at være med det der er, alle de svære følelser, uanset om det handler om sorg, vrede eller sårethed.

firehand
Det kan føles som at brænde. Som at holde hånden i ilden istedet for at flytte den. Det kan føles dumt, mod-intuitivt. De fleste af os gør alt hvad vi kan for at undgå smerten. Vi flygter videre, ind i noget andet eller ud i noget andet. Eller vi holder fast i den person, der trigger følelsen i håbet om at han eller hun vil ændre sig eller skifte mening, istedet for at slippe personen og blive i følelsen.

Det at holde fast i en person, et mønster eller en aktivitet i håb om et andet resultat er temmelig dumt. Men vi gør det hele tiden. Stikker hånden ind i flammen, trækker den tilbage, stikker hånden ind i flammen, finder en anden flamme etc. Leger med ilden. Selvom det ikke føles som en leg, men som en smertefuld dans på glødende kul.

Vi kan ikke holde fast i et andet menneske, men vi kan holde (af og om) os selv, og vi kan eje os selv og vores følelser. Tage vare på os selv. Vi kan holde flammen selv. Lade den danse på vores hånd.

Vi kan blive i feltet og lade såret hele gennem smerten. Ofte gør vi det ikke, vi bypasser smerten, og dog vi vender tilbage til de samme erfaringer igen og igen, hvorfor?

Fordi vi skal lære at blive i feltet. At det er i erkendelsen af såret og sårbarheden at vi bliver hele. Vores komplekser bliver trigget igen og igen, vores sår åbnes i mødet med andre mennesker, det er en forudsætning for dyb intimitet. Og i den grad, vi er i stand til at holde vores flamme selv og kende konturene af vores sår, kende vores hjertes topografi, holder vi op med at blive taget af komplekserne. Gradvist stille, skridt for skridt. Det er en lang snørklet rejse.

Da jeg vågnende efter den drøm følte jeg en form for fred, forsoning, tilgivelse. At holde sin flamme selv er også et spørgsmål om at kunne tilgive og give fri. At tilgive er ikke at glemme det, der er sket. Hvis vi glemmer lærer vi intet, hvis vi glemmer det vi tilgiver os selv og andre for, er tilgivelsen lige-gyldig.

“Forgiving is not forgetting; its actually remembering. Remembering and not using your right to hit back. Its a second chance for a new beginning. And the remembering part is particularly important. Especially if you dont want to repeat what happened.” Tutu

At tilgive er for mig ikke så meget et spørgsmål om at til give nogen noget. Det er mere et spørgsmål om at forsone, at give fri: Det, der har været er endegyldigt slut, jeg giver dig og dermed også mig selv fri.

At holde flammen selv, at kunne bære flammen selv giver en stille men dyb forandring. Jeg er den samme, men alligevel en Anden nu.

Det er du også.

La Femme Fatale

“Where love rules, there is no will to power, and where power predominates, love is lacking. The one is the shadow of the other.” Jung

Noget brænder i den hvide ild. Ulvens trang til dominans, dens begær, dens grådighed, dens instinkt.

Slør vil falde i flammerne og flyve bort i luften som hvid aske.

Et af disse – røde – slør tilhører La Femme Fatale.

Hvem er hun?

På sin vis jomfruens antitese; “Den onde søster”.

I en anden forstand et udtryk for splittelsen i kulturen mellem luderen og madonnaen, som både mænd og kvinder lider under i et evigt spil, et evigt spind af attituder, masker.

I manden et niveau af anima, som projiceres over på kvinder, der således kommer til at fremstå i hans optik som flirtende, forførende og forræderiske. I kvinden en måde at gebærde sig i forhold til mænd, der mere handler om at fange og fængsle mandens opmærksomhed, hans eros. I begge tilfælde en forhindring for ægte og dyb relation, og det er det Jungs citat handler om. Hvis et magtkompleks råder, kan ægte kærlighed – eros – ikke slå rod.

salome-maude_allen

Figuren har altid været kendt. Fx Lilith, Salomé, der dansede sig Johannes Døberens hoved på et fad, er eksempler på hende. Og Eva, der overtalte Adam til at tage en bid af æblet og dermed ledte ham i den yderste fortabelse. Delilah, der klippede Samsons hår af. I mytologien har vi troldkvinden Kirke og de syngende sirener i Odysseen. I kunsten var Femme Fatale figuren fremherskende omkring forrige århundredeskifte, i den periode, der kaldes Fin de Siecle, og senere i Film Noir-genren. Hun synes at indvarsle et skift i tiderne, en hvirvelvind i den kollektive psyke.

Det mest berømte eksempel i litteraturen er Keats digt La Belle Dame Sans Merci;

“I met a lady in the meads,
Full beautiful, a fairy’s child;
Her hair was long, her foot was light,
And her eyes were wild”

Hun forfører ridderen med sine kys og fører ham i den sidste søvn med den sidste drøm. Hun er en elverkvinde, hul – men smuk, vild og farlig. Som et aspekt af den mandlige psyke, kan hun repræsentere den forræderiske onde, indre heks – der opsluger ham – man eateren – som han må tage et indre opgør med for ikke evigt at se hende i Kvinden.

la belle dame

I sit positive aspekt er La Femme Fatale komples, stærk, smuk og klog. Hun udfordrer og udforsker de herskende grænser Og formår manden at blive ven med hende i det indre, sin indre bitch, vil han have en stærk feminitet i sig, som gør det muligt at relatere til kvinder på et dybere plan. Han bliver stærkere i sin maskulinitet. Og måske transformeres hun i hans psyke – til Sophia – som er syntesen af luderen og madonnaen.

En heling af splittelsen for både mænd og kvinder. Den kvindelige visdom – et aspekt af Gud.

Når man ofrer noget må man nødvendigvis ære det.

Så når sløret falder og bliver til aske – når jeg oplever at Femme Fatale-attituden i min psyke falder bort, og ikke længere er et nødvendigt lag i min persona. Når jeg helhjertet kan hengive mig til Jomfruen – og hele splittelsen i mig selv. Må jeg elske og anerkende hende for det hun hjalp mig med; at bære min Eros. At stå ved min sensualitet.

Hun har tjent mig godt – ikke blot som forføreske, men som bærer af ild. Som styrke. Og ja, hun har også været sulten, grådig, krævende sin ret. Men nu må hun på bålet, og flammen må skærmes i det indre.

Hun har lært mig at ære, bære den og være den.

Jomfruens ild

Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede

Bevidst at acceptere hvile er ikke min stærke side. Jeg er en lidenskabelig kvinde, jeg bevæger mig ofte sjæleligt mellem de yderste poler.

Hvis vi skal tale om det i alkymistiske termer er det en svingning imellem Nigredo og Rubedo. Men der er en fase imellem disse der er temmelig væsentlig for at det alkymistiske værk skal lykkes, Albedo.

Livet er spiralisk og derfor vender faserne tilbage igennem livet igen og igen, men det er muligt at gå igennem dem med stadig større bevidsthed. Og tidligere, må jeg indrømme interessede Albedos hvidhed mig ikke meget.

Jeg anså den for at være gold og tom, kold og kedelig. Vejen til noget, men ikke interessant i sig selv. Men vi kan se den som en meditativ fase. En tid til kontemplation. Hvor det handler om at gøre sig fri, uidentificeret, ubundet eller detached (Roberto Assagioli).

Marion Woodman skriver:

Detachment liberates the heart from the past and from the future. It gives us the freedom to be who we are, loving others for who they are. Is is the leap into now, the stream of the Being in which everything is possible. It is the domain of the pregnant virgin (The pregnant virgin).

Der er en stille lidenskab i denne fase, som er væsentlig. Albedo er nødvendig, for det er i denne fase, at alkymisten begraver sit guld i “The white exfoliated earth“. Jorden er hvid, fordi den er dækket af aske. Asken kommer fra calcinatio, fra afbrændingen af ulven, befrielsen af egoets begær og ønsker.

Livet byder os til tider at skifte attitude. Gamle lag falder bort, opløses eller brænder bort. Sløret bliver kastet på ilden. Efterhånden om vi bliver stærkere er det muligt at være i verden uden. Det kan være at afklæde sig narcisstiske eller egoistiske attituder, der har blokeret for egentlig vækst, og som ikke længere er nødvendige. De kan have fungeret som et forsvar mod at blive såret. Det kan være en Don Juan eller Femme Fatale attitude eller en overvejende rationel måde at anskue verden.

Det kan være at trække projektioner tilbage, at se på sig selv (prima materia) uden at være kontamineret af emotioner og re-aktioner. Man kan møde Skyggen eller det modsatkønnede i sig selv – istedet for at kaste det ud på verden og bede andre om at bære ens guld. Istedet begraves det i mørket.

Stenen er blevet ren, og kan nu undergå en række andre operationer. Der har fundet en adskillelse sted (seperatio), og senere kan der muligvis skabes en syntese (conjuctio). Men det må vente.

Alkymi er er for mig at se en passionshistorie. Hvad er vi villige til at lide for, at at forandre os for, at gennemgå utallige operationer for? Hvis Nigredo er lidelse, Rubedo er lidenskab, er Albedo Lutring – Renselse.

Man iklædte sig aske som et udtryk for sorg eller beklagelse. I asken ligger der en ydmyghed, at være blevet brændt, at være blevet til intet, og at overgive sig til denne tilstand. Men Aske ridser ikke, det renser, sagde min mor ofte.

I Albedo er ulven blevet brændt og tilbage er asken. Men måske er det gløder tilbage i asken. Gløder som kan blive til en ny ild, hvis den næres og værnes om omhyggeligt. Jomfrugudinden Hestia var arnens gudinde, hun nærede hjemmets stille ild, og hun lod den aldrig dø ud. Måske skal den have lov at brænde næsten helt ud til tider, sjælens kreative og kærlige flamme. Hvis vi omhyggeligt passer på, kan en ny ild komme til at brænde med tiden. En ny attitude, der bygger på en anden bevidsthed, er det som dukker op af ilden.

Vi ved alle, at det er Fugl Fønix, som genfødes igen og igen.

Men formålet med Albedo er ikke Fugl Føniks. Albedo er ikke vejen til noget Andet. Albedo er Vejen i sig selv. Albedo er tilstand, til hvilken vi, jeg, må hengive sig med en stille passion; en villighed til at give et offer. Det kan være at ofre en relation et forhold, uden at ofre kærligheden:

It seems to me, the most important thing in surrendering a close bond is sacrificing the relationship without sacrificing the love. (Ibid.)

I Albedo opnås en stilhed, en hvilen, en mulighed for sjælen for at modtage ånden, livet og kærligheden på et andet niveau end tidligere, en ydmyghed, med den kyskhed, som hører jomfruen til:

Chastity is being open to the life of the spirit, purified of ego desire. Ravishment is saying yes to life, not the yes of naive innocence, but the yes of a higher innocence that is consciously involved in the sacrifice” (Ibid.)

Der er en stille, modtagende passion i Albedo. En hvilende venten, en dyb potentiel mulighed, som endnu ikke er udfoldet. Den er snarere indfoldet. En tilstand af at være svanger med noget. Og det nytter ikke at sige, med hvad, hvornår eller hvorfor. Udelukkende “Hvordan?” er et ædekvat spørgsmål. Hvordan gør jeg dette? Hvordan bliver jeg til denne hvide rose? Hvordan accepterer jeg ikke blot dens gennemsigtige kronblade, mens også dens torne? Hvordan overgiver jeg mig til denne ild, hvordan modtager jeg Hendes nåde?

Jeg ser Albedo fasen som Jomfruens ild. Den er kysk, dog svanger. Kølig, dog brændende. Forvandling kan finde sted, i dette paradoks, hvis vi accepterer lidenskaben og lidelsen, dog uden identifikation.

Hvis vi anerkender kærligheden, og længslen, men lader den lutre os, istedet for at æde os.

T.S. Eliott beskrev denne tilstand meget smukt:

“I said to my soul, be still and wait without hope,
for hope would be hope for the wrong thing; wait without love,
for love would be love of the wrong thing;
there is yet faith, but the faith and the love are all in the waiting.
Wait without thought, for you are not ready for thought:
So the darkness shall be the light, and the stillness the dancing.”’

Jomfru

“Touched for the very first time”

I filmen Reservoir Dogs diskuterer gangsterne, hvad der ligger i Madonnas sang Like a Virgin. Deres antagelse er, at manden boller hende så voldsomt, at det gør ondt på hende som da hun havde sex første gang.

Det falder dem ikke ind, at det kunne handle om at berøring kan føles som om man aldrig er blevet rørt før.

I den almindelige opfattelse er en jomfru en pige eller kvinde, som ikke har haft sex endnu. Som er uberørt. Som er ren og uskyldig. Men hvis vi graver ned i symbolikken omkring Jomfruen viser der sig et andet billede.

Jomfruen er en kompleks figur.

På latin hedder jomfruen Virgo hvilket betyder ugift kvinde eller pige. Først senere kommer konnotationerne til seksuel uberørthed. Det græske parthenos og det hebræiske almah som begge i bibelen oversættes til jomfru, betød begge slet og ret ugift.

Diana/Artemis

I den græske mytologi er gudinder som Artemis, Athene og Hestia ”jomfruer”, og det, som ligger i disse figurer er ikke så meget deres seksuelle uberørthed, som deres uafhængighed af mænd. Da Artemis opdager, at den unge jæger Acteon har set hende bade nøgen forvandler hun ham til en kronhjort. Nu, uigenkendelig, bliver han dræbt af sine egne hunde.

Selve synet af den nøgne gudinde er en overtrædelse af grænsen, er en besudling af den hellige jomfruelighed, og dermed strafbart til døden. Det er ikke en seksuel grænse, der er overskredet, men et helligt tabu.

Det problematiske ved opfattelsen af jomfruen som den seksuelt uberørte er, at nogle af de store jomfrugudinder som Artemis fra Efesos og Atargatis var skøger, hvis templer blev betjent af prostituerede, der trådte i gudindens sted (den oprindelige betydning af ordet prostitueret betyder stedfortræder for gudinden). Således havde mændene hellig sex med Gudinden i tempelskøgens skikkelse.

Artemis fra Efesos med de mange bryster

Den prostituerede er således identisk med den mytiske, hellige jomfru, et arketypisk billede på den fri kvinde, der i første omgang er viet, ikke til en mand, men til Selvet. Og det jomfruelige betyder ikke kyskhed i traditionel forstand, hvor seksualiteten underordnes (det maskuline, patriarkalske samfunds) normer og traditioner, men hvor seksualiteten hviler i sig selv og lyder Selvets normer.

Kyskhed betyder i denne forstand ikke seksuel uberørthed, men slet og ret uberørthed. At være uberørt eller i sig hvilende. Selv-beroende.

Jomfruen er således kysk og erotisk på én og samme tid. Og netop i det oprindelige billede forenes disse to tilsyneladende modsætninger. Spørgsmålet er, hvad der er sket med Jomfruen, den Hellige Skøge siden?

For tilsyneladende er der sket et split i mellem Kyskhed og Eros, mellem Madonna og Luder, mellem rent og urent siden templerne blev jævnet med jorden og æbletræerne fældet i Babylon. Det er sket med stor skade for såvel den maskuline som den feminine psyke, som både levende mænd og kvinder lider under den dag i dag. Og det er netop splittelsen i Det Feminine mellem Luder og Madonna, og i den kollektive psyke mellem krop og sjæl, materie og ånd, eros og logos etc.

Jeg hører ofte det udsagn, især fra mænd, at sex og kærlighed er to forskellige ting, men jeg tror ikke på det. Jeg tror, at en af vores kulturs store tragedier er at vi har adskilt disse to ting. Dermed ikke sagt, at sex kun skal finde sted i ægteskabet eller parforholdet, det må være op til hin enkelte at afgøre, hvordan man vil leve. Men jeg tror (det er min egen erfaring) at det er umuligt at adskille disse to ting, og at vores sjæl tager skade, når vi gør det. En tidligere prostitueret skriver i Politiken, at ”når kvinder begynder at skille sex og kærlighed fra hinanden, ødelægger de deres sexliv for bestandigt – for lige så nemt det er at skille dem, lige så svært er det at sætte de to nævnere sammen igen”.

Så det er ikke et moralsk udsagn om levemåde, jeg her fremsætter, men den tanke at vi har tage det hellige ud af det seksuelle. At det er blevet profaneret og bliver profaneret i den udstrækning vi tager kærligheden ud af det.

Jeg tror at den store søgen mod tantra i disse år handler om at mennesker, hvad enten de er alene eller sammen, ønsker at indføre det hellige i det seksuelle igen. De ønsker og dette er et kollektivt ønske, at hele splittelsen, og at hjælpe Gudinden med at blive hel igen; ikke at være enten Skøge eller Jomfru, Luder eller Madonna – men at integrere begge dele i hende. Og det er en Søgen hos både mænd og kvinder, fordi mænd også ønsker at hele deres indre feminine for at blive helere og mere maskuline mænd. Paradokset er nemlig at jo helere en mands feminitet er i det indre, jo mere hvilende i sin maskulinitet bliver han, eller har han mulighed for at blive.

Pornografien er et kulturelt-maskuline blik på det seksuelle, hvor denne reduceres til funktion og den (ofte) kvindelige krop reduceres til begærsobjekt, hvis mål det er at forløse mandens begær. Kvindens lyst og orgasme validerer mandens evne til at tilfredstille kvinden. Den er, i den udstrækning til for hans skyld. Sexisme, seksuelt misbrug, deling af intime billeder blandt unge, voldtægt etc. er dette ført ud i det absurde. Det betyder ikke, at jeg mener, at pornografi fører til voldtægt og overgreb, men det er alt sammen udtryk for det samme; en krænkelse af kroppen som noget i sig selv helligt, et tempel for Eros, en hellig beholder for sjælen, et subjektivt omdrejningspunkt for lyst, som man selv kan vælge at dele eller lade være.

Kroppen som den alkymistiske kolbe

Vi har mistet synet på kroppen som udtryk for sjæl og vi har mistet synet på det seksuelle som noget helligt. Enten skal det til stadighed defineres og kontrolleres gennem skam i patriarkalske systemer – og her er det ofte den kvindelige seksualitet, der begrænses – eller også bliver det en vare, et objekt. Det gælder såvel det seksuelle som kroppen.

Der findes en hellighed i det erotiske. Det paradoksale er at vi for at værne om det erotiske kan være nødt til at afstå fra det. Vi kan vælge at give det som en smuk og hellig gave – eller undlade.

Jomfruen viser os vejen tilbage til templet, til seksualiteten som noget helligt, som et mysterium tremendum et fascinosum, som den alkymiske bryllup, som conjunctio. Både i mødet med den Anden i det ydre, og i mødet med den Anden i det indre.

Den Hvide Dronning før brylluppet (?)

Jomfruen er kompleks fordi hun peger på lyset og på mørket i det hellige seksuelle, hun peger på friheden i afståelsen og på forbundetheden i hengivelsen, hun fortæller os at vi for at blive hele også må under jorden til Hades, som Kore måtte, for at blive Persefone. Vi må have både lyset, og mørket, livet og døden i os, som paradokset.

Især dette paradoks mellem kyskhed og eros er det svært at udholde – det er derfor vi i vores kultur er splittede; vi magter ikke paradokset.

Den paradoksale Sorte Madonna

Jomfruen som symbolsk arketypisk energi har lært mig at udholde paradokset i min egen natur, splittelsen mellem kyskhed og Eros, hun har lært mig at være sensuel samtidig med at jeg ærer og nærer min erotiske flamme – og værner om den.

Hun har lært mig at elske mig selv.

Og hun har lært mig at berøringer kan være så intenst brændende i deres styrke, renhed og sensualitet, at jeg som kvinde føler mig som en jomfru igen.

Eros og Individuation

“This is the reason why such people always fall in love with those who don’t love them in return. It is in order to prevent the erotic experience, because such an experience would alienate the person from her secret purpose, which, at least for the time being, is individuation.”

I lyset af skismaet mellem Logos & Eros, mellem erkendelse og erfaring, kom jeg til at tænke på, om der også er et skisma mellem kreativitet og kærlighed?

For lidt over et år siden fandt jeg det ovenstående citat af Jung. Skulle jeg have lyttet mere intenst. Men nej, der ligger en skønhed i al erfaring, i al levet liv, i alle forsøg på at relatere.

Gnisten tændes og dramaet starter. Det er en teleologisk drift mod individuation. For nogle mennesker vil udviklingen mod Selvet foregå i parforholdet, i relationen, mens den for andre vil foregå udenfor – i en følelse af ensomhed, af isolation, fordi det er her, vi radikalt tvinges til at se os selv – og dæmonerne i øjnene?

Er der således et skisma mellem realisation af kærlighed og realisation af kreativitet for nogle typer af mennesker? Eller, for at formulere det på en anden måde: Måske ligger individuationsmuligheden for nogle i kærligheden og for andre i kreativiteten?

Til den kvindelige individuation hører at tage en bid af æblet,
ført af slangen, visdommen uhyre.

Den frustrerede kærlighed og lyst er i alkymien et tema, der fx udtrykkes i billedet med den brændende ulv. Vores længsler skal frustreres, og renses i ilden. Passionen løftes fra et niveau til et andet.

Min veninde rådede mig til at rette min Animusenergi mod et nystartet projekt (eller to) – og det vil jeg gøre. Måske udelukker mit ønske om at skabe Eros, og sjæl, i en bredere forstand muligheden for at skabe Eros med ét menneske, selvom dette også er et dybt ønske i mig?

Måske er der en dybere mening med passionen i den uforløste kærlighed: Den skal forløses i kreativitet.

Og det fordrer stilhed, ensomhed, dybde.

Ord

“Sticks and stones may break my bones
But words will never harm me”

Jeg har i lyset af nylige begivenheder fået anledning til at reflektere over ordenes betydning. Både de ord, der kan såre, de ord der kan lindre og de ord, der undersøger, hvad tingene betyder.

Begivenheder på facebook fik mig til at indse, at ord ikke er harmløse. Ord kan være tveæggede, eller sårende eller spottende. Ord skaber betydning, og det er derfor vi skal være bevidste om dem. Facebook blev mig for intellektuelt, for stikkende.

Jeg fik også af to forskellige mennesker ros for mine ord; at jeg formulerer mig smukt, og at jeg har en dybde i mit sprog. At jeg bruger ordene til at skabe betydning, at undersøge, hvad tingene betyder.

Det er sådan jeg ønsker at bruge mine ord.

De skal lindre, ikke såre. Jeg ønsker at forfine en poesi i mit sprog, som kan komme mennesker til lindring, til gode, til berigelse.

Jeg ønsker at skabe skønhed.
Ord som kirsebærtræer i blomstring.

Og dog mødte jeg også et dilemma, der har med skismaet mellem erkendelse og erfaring at gøre.

Er der grænse for, hvad ord kan? Ord, især de skrevne, kan mangle krop, stemme, øjenkontakt, nærhed.

Måske er der nogle situationer, hvor vi må acceptere at ord måske kan skabe erkendelse, men kun til en vis grænse. Svar afføder flere spørgsmål. Ord bliver en hindring for den stilhed, der er nødvendig for at leve med vores erfaring. Erkendelse og erfaring er to forskellige ting. Den første har med med intellekt at gøre, den anden med hjerte og krop.

Det kan være nødvendigt at leve med det uafsluttede, det uvisse, det gådefulde, det uforløste. At tage det på sig og bære det som erfaring. Lægge det ned i krukken, forsegle den og gemme den i hjertekammeret.

At lade erfaringen simre, fermentere, destillere. Det er en langsom proces.

Vi må acceptere at forblive uforløste, at det giver os grit, stamina og at det modner os.

Logos er ikke nok.

Eros er nødvendig og skabes gennem erfaring, gennem at lade sjælen styre, gennem fejl og accept at tvetydighed.

I stilhed.

Is & ild

“Some say the world will end in fire,
Some say in ice.
From what I’ve tasted of desire
I hold with those who favor fire.
But if it had to perish twice,
I think I know enough of hate
To say that for destruction ice
Is also great
And would suffice” Frost

At slå koldt vandt i blodet. At holde hovedet koldt. At have is i maven.

Alle er udtryk for hvad vi tilrådes at gøre når vi føler os overvældet af livet – eller vrede, bange eller kede af det. Der er dage, hvor det er nødvendigt, som i dag.

Jeg forsøger at have is i maven. Men det føles som at have en syl i hjertet.

Jeg er træt. Jeg er træt af at være ene, stærk og fri. Jeg savner at kunne læne mig ind i en stærk favn, jeg savner at høre en stemme, der siger, at det hele nok skal gå. At jeg skal slippe, at jeg kan give efter, så jeg ikke brækker midt over. Jeg har brug for ikke at behøve at være stærk.

Fornylig skrev jeg til en slægtning om, at jeg egentlig befinder mig i en underlig situation, at jeg pludselig finder mig selv i en underlig situation. Jeg har mine børn, og jeg har venner og slægtninge. Men jeg har ingen far eller mor, eller bedsteforældre eller søskende eller en mand. På een og samme tid giver det en umådelig frihed, og en umådelig ensomhed.

Som en mønt med to sider. Nogle gange gange er det den ene side, der vender op og andre gange den anden.

Det er som om der er en cirkel, der mangler i spiralen, i labyrinten. Måske som en meget bred sti i midten.

Faktisk er denne “labyrint” et æg.
Et symbol på frugtbarhed.

Somme tider tænker jeg, at der må være en mening med det. Andre gange føles det meningsløst.

Ensomheden føles som kulde.

Og friheden føles som ild, varme, som begær, som eros i form af relation. Ikke som jeg havde forestillet mig det, men som mulighed for at skabe og være kreativ. Og at forbinde mig med mennesker på et dybere plan.

Med friheden kommer et andet ansvar. Friheden var en vild længsel, men friheden findes i det indre, i labyrintens midte, i skæringspunktet, hvor alle veje, alle stier, alle muligheder mødes. I hjertet, i ildstedet.

I friheden ligger et ansvar. Ansvar betyder at svare an – at svare når skæbnen eller Gud eller tilværelsen eller tilstedeværelsen kalder. Nogle gange kender vi ikke svaret – og heller ikke spørgsmålet.

Måske havde Frost ret i at verden kan gå under to gange; i ild og i is. Og i den gamle nordiske mytologi er Helvede jo lig Fimbulvinteren. Helvede kan være at lade sig brænde op, at give efter for sine begær, sine afhængigheder, sine lyster – og helvede kan være ikke at turde føle noget.

Helvede kan være ansvarsløs frihed, et svimlende fald, som Ikaros’ fald fra solen, og helvede kan være ubodelig ensomhed.

I Thomasevangeliet og Lukasevangeliet hedder det at Himmerige er indeni os selv. Og det er Helvede også.

Fuld

“Follow your inner moonlight; don’t hide the madness.”

Jeg behøver ikke champagnens funklende, gyldne bobler for selv at være funklende og gylden – og jeg behøver ikke dens prikken på tungen for at føle de små prik af exitement under min hud.

Jeg kan være fantastisk helt af mig selv.

Være den jeg er.

Jeg kan være beruset anytime any day, jeg kan lade det skinne som et fyrværkeri. Lade det vælde ud som en fontæne.

Jeg er blevet fuld, hel, come full circle, som man siger på engelsk.

Jeg kan være fuld af sorg, af smerte, af WeltSchmertz.

Være fuld af glæde, af latter, af generøsitet, af viden, af vrede, af passion, af kærlighed, af skabertrang, drømme, længsel, digte, liv.

Indefra sjælen.

Hyle mod månen, strejfe i mørke, bade i solen, danse i lyset.

Kom.

Hyl med mig, løb med mig, svøm med mig, dans med mig.

Guru

“Everything in the universe is within you. Ask all from yourself.” Rumi

En guru er den der viser dig lyset. Det betyder “mod lyset”.

En guru behøver ikke at være en vis mand eller kvinde i lotusstilling. Nogle såkaldte “guruer” har det med at blive frygteligt inflaterede af deres gurustatus. En guru-figur er ofte et almindeligt menneske på hvem, der projiceres en masse lys. De færreste kan bære dette uden at blive inflaterede.

Din guru er den person du møder på din vej, som lærer dig noget væsentligt om dig selv, og dermed illuminerer dit indre mørke. Dette foregår ofte gennem smerte og konflikt.

Det kan være en person, der vækker din vrede, en person der trigger et kompleks, en person, i hvis hænder du lægger dit guld, en person du bliver forelsket i. Veninden, der siger fra, kollegaen, der irriterer dig, den sidste hjerteknuser.

Når vi trækker guldet eller mørket tilbage og tager ansvar for det – og ikke mindst tager vare på det indhold vi hældte over i en anden, så får vi mulighed for at blive en smule stærkere, en smule mere hele, en smule viisere.

Det er en vej mod oplysning, ét skridt, én erkendelse ad gangen. Rom blev ikke bygget på én dag. Livet har lært mig, at nogle mennesker er konstante i ens liv. Andre mennesker er forbipasserende.

Alle skyller hen over dig som vand over en klippe. Nogle bølger bliver ved med at skylle. De gør forskelligt indtryk, efterlader forskellige indtryk og aftryk. Men de betyder alle sammen noget.

bølge
De sætter sig spor.

Livet er spiralisk, evigt foranderligt. Relationer ophører, forandres eller genoptages i nye konstellationer.

Elsk de mennesker, der bliver guruer på din vej. Elsk dem for det, de gav dig mulighed for at forstå om dig selv. Og elsk dem for det de er i dem selv. Og ønsk dem god vind og gode bølger.