Tag: Solen

Solen i mit hjerte

I’m walking on sunshine

I dag gik jeg på solens stråler og bød foråret velkommen. Jeg strålede og de mennesker, jeg mødte, strålede tilbage.

En helt ny begyndelse er ved at tage form. Jeg ved det, jeg ved det helt ind i min sjæl.

En helingsproces har fundet sted, en ny renselse ved ild; calcinatio. Det er ikke sjovt. Det brænder, men det som kommer ud af flammerne er som bekendt Fugl Føniks.

solen

Temaer har det med at gentage sig selv på nye niveauer – og vi skal danse i flammerne flere gange i livet. Føle at vi bliver brændt til aske, for så at flyve igen.

Det betyder ikke, at sårene er væk. Jeg blev faktisk lige mindet om, at de altid vil være der.

Jeg vil have en tendens til genopleve al den gamle smerte, når jeg føler mig afvist eller forladt eller såret. Men nu ved jeg at det er min smerte, mine sår, og egentligt intet har at gøre med det menneske, der aktuelt trigger dem. Ikke at jeg ikke føler vrede eller sorg. Men jeg kan bære det, og undlade at vende det mod mig selv. Jeg kan dis-inficere (!) eller dis-identificere mig – og dog føle det.

Jeg kan takke for refleksionen, for det jeg fik tilbage, og jeg kan stå ved og i mine egne følelser, de negative og de positive. Jeg kan være være tro mod mig selv, min passion, min Eros.

Jeg kan undlade at forlade mig selv, når jeg føler mig forladt. Jeg kan lade være med at samle brødkrummer eller gå på knive. Jeg kan blive hjemme og være tro mod mig selv.

Jeg kan hviske til mig selv i mørket; “Jeg er her, nu”. Og jeg kan være her – i verden.

Jeg kan være i ambivalensen og paradokset:

“Ride your horse along the edge of a sword;
hide yourself in the middle of flames”

Solar/Lunar attributes

This is one of my posts at the Aeclectic Tarot Forum.

About the Moon, it can be both female and male, as to the circumstances, the querent, the other cards surrounding it, and so on.

I think this question about the Moon being male or female is a tough one, since quite quickly one finds oneself in a rigid system where some chains of equivalence (as they put in discourse theory) are being established like: solar=male, positive, active and lunar=female, feminive, passive etc.

I don’t have a problem with solar=positive, active and lunar=negative (or reflective), passive etc. It is when when it is mixed up with the gender stuff it becomes slightly problematic, to put it mildly.

I really like the idea of solar lunar aspects for both males and females or as characterising both men and women.

Women can be solar, men can be lunar and vice versa. I surely know that from my self. Sometimes I withdraw to within myself, at other times I act “aggressively” to get things done.

As for the solar woman, Eowyn in LOTR could be an archetype. Arven being her lunar counterpart.

As for gods (for example): The trickster Loke in the norse mythology may be lunar, while Thor or Tyr may be solar deities. I guess.
Apollon both has lunar and solar attributes – being both a solar deity, and also connected with the delphic oracle, being the ruler of initiations of death and rebirth, and being connected to Persephone (This I have read on Rachel Pollacks blog). This sounds quite “lunar” to me.

Persephone for herself could be a lunar goddess, as her mother, Demeter, a corn goddess, being more solar.

Reading a book about Gawain (by John Matthews) I learn that the great Goddess apart from being a triple deity, also divides in two: The Flower Maiden and the darker Goddess – later known as Morgain la Fay, also solar and lunar aspects of the Goddess.

There’s plenty of examples. You may not agree with my interpretations all the way ;o)

My point merely being that for my part, that if I restrict my self to single sided, gendered, conceptions of both Tarot and other subjects, I’ll miss important learning.

Maybe it is so simple, that the Sun card is about the solar aspects of life, The Moon card about the lunar aspects of life, among al the other meanings ;o)

Hvad gør vi når den sidste stjerne er død?

Hvad gør vi, når den sidste stjerne er død?

I går aftes, kort tid før jeg skulle sove, læste jeg en novelle af Isaac Asimov, der hedder The last question.
“Det sidste spørgsmål” var sådan set det ovenstående, i forskellig form, stillet af mennesker til forskellige tider, til en kæmpecomputer, der efterhånden overtager styringen af universet. Menneskeheden for sin del koloniserer universet, men udvikler sig også gradvist på en måde, jeg ikke vil røbe her, men som er mægtig interessant.

Problemet er blot – Hvad gør vi, når vi har brugt al energien i universet til at ekspandere med? Hvad gør vi når den sidste stjerne er død? Her virker det lidt fjollet at skrive “vi” – af indlysende grunde. Alligevel – det er et kollektivt spørgsmål, og det fremgår også af novellen.

Det ironiske er at mennesket eller menneskeheden ikke afstår fra at ekspandere, afstår fra at anvende energi (og her bliver novellen i den grad aktuel, når man betænker den klimasituation, der diskuteres så meget for tiden) – det er et behov som har sin årsag i overpopulation (et andet aktuelt emne). Der er således mange lag i novellen, og den kan varmt anbefales.

Men spørgsmålet i sig selv – det er et mægtigt, interessant og svimlende spørgsmål – som det ikke er særligt smart at tænke på lige før man skal sove. Eller også skal man blot slukke lyset, vende sig om på den anden side, og lade være med at tænke på at Solen en dag eksploderer, imploderer og forsvinder …

Men svaret på spørgsmålet – det må du læse selv i novellen, som findes i samlingen “Robot dreams”.