De syv slørs dans

salome
Ifølge overleveringen danser Salome de syv slørs dans, og smider ét slør ad gangen.

(Det er selvfølgeligt voldsomt inciterende for de, der måtte se det, deriblandt Herodes. Det ender jo også med at hun får Johannes Døberens hoved bragt på et fad.)

Jeg har altid været fascineret af denne fortælling, for der må ligge noget under.

Ser vi bag om fortællingen kan vi spørge os selv hvad de syv slør hentyder til i symbolsk forstand. Traditionelt har tallet syv haft en hellig eller magisk betydning; syv planeter i den klassiske astrologi, syv fede år, syv magre år, syv chakraer  eller sjælecentre i den menneskelige energikrop etc.

Syv slør der falder. I løbet af dansen – livets dans – falder slørene et for et. Eller vi bevæger os igennem forskellige temaer i vores liv og lader efterhånden mønstre fra de forskellige temaer falde bort.

Det kan være mønstre, der handler om traumer, barndommens sår, ugengældt kærlighed, smertepunkter, misbrug, vores relationer, stress mm. Der er bare det, at det nogle gange ikke føles som om sløret blot falder fjerlet til jorden, men som om at lagene skal brændes væk, og at at gå de processer igennem er ekstremt smertefulde. De er fulde af rod, kaos, tvivl, sorg. Nogle mennesker afstår fra det, nogle mennesker kommer en del af vejen og atter andre ender med at lægge alle slørene.

Til sidst er vi nøgne for Gud og for beskueren, dvs den Anden, medmennesket. Jeg fortolker det således at vi efterhånden som vi tør lade det ene slør efter det andet falde ender med blive gennem-skuelige – eller måske gennem-skinnelige for lys. Transparente.

At tillade sig selv at blive transparent er som et spring ud i det ukendte, fordi vi nu ikke længere kan dække os ind bag noget andet eller andre, men blot stå der med vores vibrerende klang, vores sårbarhed i feltet.

Det er ensomt at smide sine slør.

To be continued …

Hovedstolen

Hvor meget kan man give af sig selv uden at miste det hele?

Digteren Per Højholt er blevet citeret for  at sige at forfatteren „ikke [skal] tage af hovedstolen“, det vil sige, ikke blande sine erindringer og liv direkte ind i kunsten. Nu identificerer jeg mig egentlig ikke som hverken “forfatter” eller “kunstner” – men som blogger/skribent med noget på hjerte.

bookoflife

Spørgsmålet er blevet aktuelt for mig i lyset af min post fra i går Om at acceptere det, jeg ikke kan. Jeg har i løbet af det sidste år gradvist udfordret grænsen for, hvor meget jeg vil give af mig selv, hvor meget jeg vil “blotte” mig i mine indlæg.

Jeg tror at jeg nåede grænsen dér. Og det er godt at finde sine grænser.

Der er en sandhed i at det at skrive om svære emner fordrer ærlighed. Der er en sandhed i at jeg risikerer at brænde ud, hvis jeg ikke skriver et andet sted fra. Det er – trods alt – begrænset hvor mange dæmoner, spøgelser og skeletter jeg har i skabet.

Men der er også en sandhed i, at det er begrænset, hvor meget jeg kan skrive uden at investere noget af mig selv. Hvis jeg ikke giver af mig selv bliver det lige-gyldigt. Hvis jeg giver for meget bliver det privat og ikke-genkendeligt.

Mit ønske – og det er dén balance, jeg forsøger at nå – er at finde mod til at give nok af mig selv til at jeg sætter noget på spil og at det – også fordi jeg invester hjerteblod – vækker genklang og bliver alment-gyldigt og genkendeligt.

Om at bede om hjælp – og hvor svært det kan være

With a little help from my friends

I kommentarerne (på Facebook) til mit blogindlæg i går var det et gennemgående tema at række ud, bede om hjælp og aflastning.

S.O.S.

I dag ovenpå endnu en halv søvnløs nat og en begyndede forkølelse, besluttede jeg mig for at gøre det i forhold til noget praktik og logistik. Jeg bad en skolekammerats mor om at tage Elisabeth med til fastelavnsfest, og jeg bad mine venner om at tage Tristan i nogle timer, så han kan lege med deres datter.

Det føltes ikke optimalt. Det ville være optimalt at tage begge børnene med, uanset hvordan jeg har det. Men sådan er det bare ikke i dag. Intet overskud, men jeg tager alligevel én ting ad gangen. Jeg har lavet matematik med Elisabeth og gjort hende til en pirat, der ovenikøbet vandt bedste udklædning. Helt umulig er jeg åbenbart ikke.

Jeg er sikker på at de begge har haft det sjovt, og jeg har fået hvilet ud.

Min pointe med dette er, at jeg opdagede hvor svært det er for mig at gøre noget så simpelt som at bede om (praktisk) hjælp. Der er sådan en lille indre stemme, der kværner løs derinde, om hvad jeg burde gøre, om at det jo er min egen skyld og blah, blah, blah. En lille, ondsindet, giftig hvisken.

Jeg spekulerer på om det bare er mig, eller om du har det på samme måde, og om det handler om at vi føler at vi blotter os, ved at indrømme at der er noget, vi ikke kan magte? Hører du også kritiske stemmer?

Hvorfor er det så svært at bede om hjælp?

Jeg har brug for at der er nogle der holder øje med mig

Jeg tror sgu jeg bli’r her endnu i nat

I dag er jeg trist. Jeg sidder i vindueskarmen og ser ned på gaden. Der er gråt og trist og vådt og koldt.  Jeg tror ikke, at jeg før har følt et sådant lavpunkt. En virkelig følelse af at være alene i verden, forældreløs, så skide splintrende sårbar midt i al styrken og stråleglansen, som jeg også viser. Jeg har tudet hele dagen, jeg er træt og hudløs.

Jeg tænker at der er egentligt kun er et vinduesglas mellem mig og det frie fald. Men jeg har det som i sangen. Jeg bliver her i nat, og i morgen vender det. Jeg skulle herned på bunden. Og jeg er for stædig til at give op.

Jeg ved at jeg ikke er alene. Jeg venter på at en veninde kommer. Jeg har bedt hende om at være min mor i aften. Jeg ved at det kan virke mærkeligt, og det er første gang jeg nogensinde har bedt hende om det. Men hun tøvede ikke, og det vidste jeg at hun ikke ville. Jeg ved at der er nogle der holder øje med mig, som læser mig, mig ikke blot min blog. (Og jeg ved også at der er personer der læser den og kommer og fortæller at det giver mening, det jeg skriver. Og det er virkelig vigtigt at få at vide.)

Men i dag føles det ikke som om at jeg eller noget giver mening. Og så er det at jeg har brug for at nogle holder øje med mig. Og dybt i mig selv ved jeg også at når jeg vender tilbage herfra, så vil den følelse give mig mulighed for at være der for andre, når intet giver mening for dem. Jeg beder til at jeg har styrken til at hjælpe. Eller bare være med dem i det.

Jeg lader mig glide ned ad vindueskarmen, ned i sengen. Vi har alle sådanne dage. Hvor vi har brug for at blive holdt øje med. Jeg ved at der er nogle der holder øje med mig.

Hold øje med hinanden.

Min fede krop

“Cultivate your curves,
They may be dangerous,
But they won’t be avoided”

Jeg er gået i hi. Eller min krop er. Pr. instinkt. Egentlig ville den helst sove til påske, men det er ikke muligt. Istedet skruer den ned for energiforbruget, og vil bare hvile, vegetere.

Jeg har besluttet mig for at lade den gøre det i år. Og acceptere at mine former er blevet rundere, mine bryster større. Når foråret kommer vil den ud og svinge formerne, og så ryger det overskydende energilager af.

Dancers

For første gang nogensinde er det ikke mit “nytårsforsæt” at tabe mig. Jeg har iøvrigt skilt mig af med badevægten. Jeg tænker at det er imod kroppens natur at tabe sig i januar og februar. I gamle dage var det i den mørke tid, at vi havde brug for fedt til at stå imod vinteren med.

Jeg tror på, at kroppen er sjælens manifeste udtryk. Men at vi i vores præstations- og kontrolprægede kultur glemmer at se kroppen som sjæl, og istedet opfatter den som sjælløst kød, som produkt. Noget vi kan måle og veje, og bliver vurderet på.

Jeg kom til at tænke på det første juledag, da vi gik en tur i det fuldstændigt blændende smukke vintervejr. Isnende, skærende smukt var det. Og så alle disse mennesker, der tonsede derud ad, som om de ikke hurtigt nok kunne ryste julesulet af, som om de ikke kunne nyde roen i hviledagen, og bare duve afsted i takt med sjælen. Jeg tænkte at de gjorde vold på sjælen. På mig virkede det næsten forceret, ulystigt. Som om julen er et irritationsmoment, der kan løbes væk.

Én kvinde skilte sig ud. Rødt flagrende hår, sorte løbebukser, lædervest, solbrændte, muskuløse, bare arme med tatoveringer. Hun kom løbende som en kugle af ild. Hun var smuk og stærk og udtryksfuld. Hun havde sjælen med sig.

Hun var en moderne valkyrie.

I vikingetiden holdt man blót til ære for guderne Odin og Thor ved vintersolhverv. Man åd og drak og ofrede og festede for at fejre lysets tilbagevenden. Der var ikke megen kontrol over det.

Kontrol er kodeordet. Eller dets modsætning; overgivelsen, hengivelse til kroppens egen rytme og lyst, i bred forstand. På den måde opfatter jeg det at acceptere min krop om den er som en form for oprør imod kontrol og imod neglecering af sjælen. Den måde vi behandler kroppen i vores kultur er ikke så meget et udtryk for kontrol af kroppen, som et symptom på et dybere tab af sjæl.

Jeg vil være god ved min krop og acceptere dens rytme, men jeg vil også gerne bruge den, bevæge den, blidt og nænsomt. Jeg accepterer dens kurver og kultiverer dem. Min krop er fed som den er og smuk og frodig. Og jeg gør hvad jeg kan for at følge dette råd:

“[Y]ou must make the absolut best of what you have, you must present yourself as the most delicious, enticing and well-wrapped package as you can possibly manage.”

Kernen

stearinlys

Som jeg har forstået det, er kernen i alle de store, monoteistiske religioner, kærlighed.

I den esoteriske, mystiske del af religionerne er det inderste budskab, kærlighed. Hvad enten det gælder sufisme, kabbalah eller kristen mystik. I den eksoteriske praksis er kærligheden også omdrejningspunktet og budskabet.

I den forløbne weekend i København, i et humanistisk, kulturkristent land, blev tre mænd dræbt. De to for den tredjes hånd. De tilhørte hver deres tradition.

Jeg tror ikke at hændelserne havde særligt meget med religion at gøre. I så fald på en meget forfejlet måde. Jeg tror at bevæggrunden handlede om vrede, om eksklusion, om at stå udenfor, hvad enten det var en reel udefrakommende eksklusion, en følelse af at være ekskluderet eller en selvvalgt position hvor den ekskluderede selv tager endnu større afstand.

Jeg tror at vi gør os selv og hinanden uret, hvis vi reducerer alt dette til fx at handle om dem og os. Om religion overfor sekularisering. Om frihed overfor undertrykkelse. Etc.

Sådanne dikotomiske positioner skaber blot mere eksklusion, mere vrede, mere frygt. Det er den vrede, den afstandtagen, der gør det muligt at dræbe. At kaste den første sten.

Jeg tror vi svigter vores egen humanisme, vores basale menneskelighed, hvis vi forfalder til disse dikotomiske positioner.

Vi svigter ikke blot de, vi udråber til at være de Andre, men også de værdier, som vi bygger på i dette land. Os selv.

For mig at se bygger humanismen på kærlighed. På at lade den anden, uanset hvem, være den han eller hun er, på at give hinanden ret til at udtrykke sig som de mennesker, vi alle i bund og grund er. Og i retten til at undlade at dyrke en gud eller at dyrke en gud. Eller flere. Uanset form.

Det betyder at vi skal tolerere meget. Men det betyder naturligvis ikke at vi skal tolerere alt. Vold fx.

For mig er kernen i det humanistiske at se det guddommelige i os alle. At se det guddommelige i det som er fælles for os som mennesker. I den spændende mangfoldighed, hvori dette essentielle menneskelige kan udtrykkes.

Menneskelige væsener, der dybest set har de samme ønsker om at leve i fred og sikkerhed, at tilhøre en familie og et socialt fællesskab, at tjene til livet, dagen og vejen.

At synge, at danse, at le, at græde, at sørge, at fejle.

At elske og blive elsket.

At føle sig som et menneske.

My sweet Valentine

Is this love?

Jeg hører Bob Marley, danser med katten og har besluttet mig for at lytte til og nære min sjæl på denne dag, der jo står i kærlighedens tegn.

Jeg spekulerer på kærlighedens mange ansigter, betegnelser og former.
Jeg spekulerer på om kærligheden hører op, blot fordi den skifter form, eller relationen ophører. Det tror jeg ikke.
Jeg spekulerer på tvivlen, på modsætningsforholdene i mit liv, på spændingsfelterne, på hvor svært det er at udholde det komplekse, det uafklarede, det sårbare, længslen.

På at det er det jeg altid vil stræbe efter. At forblive i spændingen, at hvile der. Jeg tænker på, hvordan min sjæl så mange gange har søgt et hjem, en ro, et hvilested, en afklarethed, udenfor sig selv.

erospsyche

Eros og Psyche – kærlighed og sjæl – i omfavnelse.

Jeg vil nære min sjæl og elske den og holde om den, når den alligevel ikke formår at blive hjemme, men søger ud, og står der og vibrerer i spændingsfeltet mellem ude og hjemme, og alle de andre modsætninger, der er del af min eksistens.

Jeg ved det det jo godt (hvem er det “jeg”, der ved?): Min sjæl finder ro i intet at søge, men blot være. Min sjæl finder ro i at forblive hjemme. At hvile i det komplekse. At turde sårbarheden, det ufiltrerede, det paradoksale.

Min sjæl finder ro i erkendelsen af at den eneste kærlighed jeg har er den jeg giver, eller har givet, eller vil komme til at give.

Og det der er tabt er også altid både givet og modtaget:

“The winds that sometimes take something we love, are the same that bring us something we learn to love. Therefore we should not cry about something that was taken from us, but, yes, love what we have been given. Because what is really ours is never gone forever.”

Happy Valentine. Kys.

Noget om lort

For livet det skal skrives med ar
Så jeg skal ikke være ren når jeg går herfra

Enhver ekstrem position vil søge sin modsætning for at finde balance. Når vi insisterer på vores fejl, vores smerte – vores lort – bliver vi tiltrukket af den renhed vi ser i andre, eller i ideale forestillinger om kunst eller politik – og vi ved jo hvad ideale forestillinger kan føre til.

Når vi insisterer på at søge sjælens renhed, ser vi ikke vores eget lort. Kun de andres.

Det er en populær forestilling, at al skygge kan integreres, men det kan det ikke. Ifølge Jung vil noget af skyggen forblive i skyggen. Der vil altid være noget uset, uerkendt, mystisk.

I weekenden fik jeg sagt et eller andet vanvittigt interessant (syntes jeg selv i det øjeblik) om at det poetiske er forsøget på at rumme spændingerne i mellem modsætninger. Det var i en meget sjælfuld situation. Jeg kan selvfølgelig ikke huske nøjagtigt hvad jeg sagde. Men jeg tror at det er sandt, poesien er et forsøg på at holde fat i modsætningerne og holde spændningen mellem dem på samme tid; og insistere – ikke på een position, men begge. fx både lort – og renhed.

Det er som med akvarelmaling. Kunstneren putter aske, snavs eller jord i malingen for at skabe tekstur, modstand, urenhed. Det rene er simpelthen ikke interessant nok – i sig selv.

Lad livet ridse dig i lakken, bliv brændt i ilden, bliv forvandlet. Det er ikke muligt at (for)blive ren, hvis vi vil leve.

Ensomhed

I sin dejlige lille bog Den Himmelske Vej, skriver Lars Muhl om ensomhed. Det vækker genklang hos mig, der hvor jeg er nu.

For Muhl er ensomhed en indstilling, som er uundgåelig, hvis man har valgt at træde uden for overfladen og larmen. Ensomheden kan være angstprovokerende og uudholdelig til at starte med.

Men den er

Et nødvendigt frirum, man frygtløst må gå ind i for at kunne gøre sig til et med alt. Ensomheden er ikke et mål i sig selv, men et middel, der tjener et overordnet formål. I ensomhed opleves først altings modsætning. Vi får øje på vores egen lidenhed.

Det vækker associationer til Jung, der mente at vi i individuationen både må erkende vores særegenhed og vores lighed, og dermed fællesskab, med alle andre.

I ensomheden er vi både helt os selv og helt ydmyge.

Og det er i denne ydmyghed at vi gennem ensomheden kan møde det større, ved at tømme os selv i stilhed, tømme bægeret for det, der fylder eller hidtil har fyldt.

Måske er det utopisk at forestille sig en fuldstændig stilhed, en fuldstændig afsondret ensomhed i det moderne samfund. Men det er netop derfor, tror jeg, gavnligt for sjælen at opsøge den tilstand fra tid til anden.

Bølger

Jeg elsker lyden af bølger, der slår ind imod en strand.

Uanset om stranden er på en ø i Thailand eller i Tisvilde. Det er lyd så evig og tidsløs, at den er balsam for enhver sjæl, der søger lise og lindring.

IMG_6840

Jeg elsker idéen om tid som en bølge, der kommer imod os, istedet for som noget der går fra os, som dyrebare dryp i et timeglas.  I I Ching – det gamle taoistiske spådomssystem – var det netop billedet; tiden som en bølge der kommer imod os, og som vi ved hjælp af røllikestilke eller mønter kan forudse og tolke – dersom vi har de poetiske, intuitive evner, der skal til.

Jeg ser nu mit eget liv som en spiralbevægelse af evig forandring og forvandling, men også med et genkendeligt mønster af bølger, der løber op på stranden og bølger der løber tilbage i havet. En kontinuerlig strømmen af indfoldelse og udfoldelse, sammentrækning og udstrækning.

Og lige nu er jeg i en fase af eftertænksom, rolig indadvendthed. Som jeg også var i vinteren for 2 år siden, som om min “cyklus” er 2-årig. I visheden om at intet af det jeg har brug for eller lyst til er “derude”.

Jeg føler ro, soberhed, ja nærmest en form for jomfruelig kyskhed – i den forstand at jomfruelig i nogle kulturelle sammenhænge associerer til uafhængighed. I det gamle Rom var det vestalinderne, der passede den vestalske ild, i det gamle Grækenland var det Hestia, der passede arnens ild.

Ilden, der i moderne tider kan ses som den indre glød, den stille flamme i mørket; kreativitet og kærlighed. Og det er, tænker jeg, opgaven nu.

Her kan jeg heller ikke lade være med at bemærke at hearth (arne) og heart på engelsk næsten er det samme ord.

Arnen er hjemmets hjerte.

Længslen har fundet hjem. Den sidder som en fugl på standen, med vingerne beskyttende om kroppen, ventende og hvilende. Men hvem ved, en dag vil den slå vingerne ud igen og søge ud, flyve ud over havet mod solen.

Men måske flyver den ud mod noget andet end hidtil? Det er som om at længslen søger i et dybere lag for hver gang den hviler.

Men nu sidder den her, på stranden, og lytter til bølgernes brusen. Stille.