Mit værd

Walk the fucking talk

Jeg må indse at for skrive om værdier, må  jeg vove pelsen, bringe mig selv i spil og gøre det personligt. Ved at fortælle om, hvordan jeg oplevede at mine værdier svigtede mig.

Hvordan kan jeg ellers skrive om værdier på en måde, som gør det vedkommende og spændende? For det er et abstrakt emne, som kan blive formidlet uvedkommende og kedeligt. At have værdier er jo fint og godt. Helt konkret kan begrebet værdi defineres som en kvalitet vi sætter højt, kollektivt og individuelt. Men hvordan kan vi vide, hvad vores værdier er, og ikke mindst, hvordan kan vi leve efter dem? That is the question.

Here goes:

Da jeg levede i et åbent forhold, var mine værdier i forhold til at navigere i det; ærlighed, respekt og frihed.

Det er jo smukt, ikke?

Men på en eller anden måde begyndte det at smuldre, føles hult. Helt korte eksempler:

Ærlighed; Jeg stødte på (små) punkter af uærlighed, og blev fx konfronteret med det under en date, hvor den person jeg datede indrømmede, at have løjet om sin alder, og var bare no go for mig. Ikke så meget selve genstanden (alderen) for uærligheden, men uærligheden i sig selv. (Det var et tema, jeg i forvejen havde været i berøring med, og nu ramte det så fra en anden kant).

Dét fik mig til at reflektere over, hvornår jeg selv lyver og er uærlig, og hvorfor? For at beskytte mig selv? For at sætte et slør mellem verden og min sårbarhed?

Respekt; Hvordan skal jeg forvente at andre respekterer mig, når jeg ikke holder egne grænser og sælger (mig) ud? Hvordan kan jeg respektere andre, når jeg ikke respekterer mig selv? Dét starter der; respekt for egne grænser og direkte kommunikation.

Frihed; Frihed er fint, og ja det er smukt at give sin elskede fri til at elske andre; men en følelse begyndte at snige sig ind på mig; Måske kan friheden bruges som alibi for manglende følelsesmæssig intimitet? Måske bliver intimiteten og den dybe samhørighed ofret på frihedens alter? I nogle sammenhænge …

Hermed vil jeg ikke sige at det ikke er muligt at leve åbent, det fungerer for nogle, men ikke for alle, og det kræver en meget høj grad af bevidsthed. Her bruger jeg det blot som  eksempler på værdier, der syntes at smuldre imellem hænderne på mig. (Efterfølgende har jeg (naturligvis) reflekteret og redefineret – men det må komme i et senere indlæg).

Min pointe er, at udover at det var gode, bevidsthedsskabende og – smertefuldt – dyre erfaringer, så er en værdi ikke mere værd end den person, der har den. Svigtede mine værdier mig eller svigtede jeg dem? Svaret svæver i vinden.

Der kan være en diskrepans mellem det vi sætter højt – og vores evne til at leve det. Vi begår fejl, farer vild, er menneskelige. Nogle gange synes hullerne i vejen uoverstigelige, nogle gange er det umuligt at tænke på værdier uden at fare vild i et virvar af abstrakte begreber, ord, betydninger, som ikke synes særligt brugbare i det virkelige liv.

Så hvordan finder vi ud af, hvad der er vores værdier? Måske er vejen frem at lege med begreberne og forestillingen, om hvordan vi gerne vil leve?

Fx ærlighed – hvad betyder det for dig, hvornår er du ærlig, hvornår er du ikke? Overfor hvem, i hvilke sammenhænge. Hvordan er du ærlig? Bruger du ærligheden til at fortælle andre Sandheden (som Damen med de blå tænder), men har du svært ved at være ærlig overfor dig selv, eller modtage ærlig respons fra andre?

Test din værdi, leg med, sæt den – og dig selv på prøve. Uanset hvad er det lærerigt, hvis du er villig til at være hudløs og reflekterende i din selvransagelse.

En værdi er ikke så meget værd, hvis den forbliver et ideal. Den skal gøres til en vane, en livsindstilling, en modus vivendi, for at have nogen reel forandrende betydning. Så jeg er nået frem til en erkendelse af, at jeg ikke har en værdi, men jeg er den. At det handler om at leve den, at være værdi(g).

Og at når jeg svigter mine værdier, svigter jeg mig selv. Og accepten af dét er en del af  at oplevelsen, at det ikke altid “virker”.  At jeg kommer til kort.

Det er her bevidstheden kommer ind i billedet; at jeg ser det og tager det på mig.

Vær det og bær det.

Walk the fucking talk.

Lad døren stå

Life needs a point of entry, a crack in our defenses

skriver Thomas Moore i sin fine lille bog Original self. Og han forsætter med at beskrive hvordan vi kan blokere for livet, fordi vi er bange for at nogen skal bryde ind og “stjæle” fra os, og hvordan dette er et hyppigt motiv i drømme.

Den låste dør.

Hermes er den som i klassisk forstand har rollen som tyv, som sjælefører, som den der bryder igennem vores forsvar og stjæler fra os; “by taking away the very thing we do most want, but do not need … [but] … One experiences the loss of health or a loved one and mysteriously life takes a promising course”.

HermesBSO
Hermes er på samme tid tyven og den, der laver hul i forsvaret og skaber liv og forandring. Han er tyv, trickster og tryllekunstner. Og budbringer, bringer af liv. Eros, den lille fede kerub med vinger og tilfældets pile, har den samme rolle.

Ingen kan vide sig sikker.

Lad døren stå på klem, lad tyven komme ind, lad livet. Lad være med at være bange for at leve det, for at blive såret, for at nogen bryder ind. At lade døren stå, måske lukket, men ikke låst, eller endda på klem.

At tillade dig at være og forblive sårbar – at være åben og turde blive såret – betyder at du tør livet og det som det bringer.

En klog kvinde sagde til mig, at

Jeg er mere bange for ikke at blive såret end at blive såret, for det betyder at livet er blevet levet”.

Ja.

The image is from the Burning Serpent Oracle, copyright Robert M. Place, and used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website for further information. Also visit Roberts campaign on Indiegogo for the fourth version of the Alchemical Tarot.

Nøjsomhed

Da jeg for 20 år siden boede i Århus, boede min veninde på Nøjsomhedsvej i Brabrand.

Det var pudsigt, for hun var virkelig nøjsom, grundet sin daværende livssituation og det er hun endnu. Jeg har tænkt meget på begrebet nøjsomhed på det sidste, fordi jeg nu selv er i en situation, hvor jeg må vælge at være nøjsom.

Nu bor jeg også på “Nøjsomhedsvej”. Nøjsomhed er ikke noget der falder mig let, må jeg indrømme. Min naturlige tendens er expansion og udfoldelse, hvilket snarere gør mig til et pengesvin end en sparegris – hvis jeg altså havde uanede midler. Og jeg har en naiv, optimistisk tro på at det “hele nok skal gå”.

Ashmolean-piggy-bank

Dette er en antik sparegris. Jeg tænker at grunden til at det netop er grisen, der bruges til opbevaring af penge er, at den er et gammelt frugtbarhedssymbol. En af den nordiske gudinde Frejas skikkelser var således en so. Denne ser dog lidt olm ud. Måske får den ikke penge nok?

Men som jeg har talt med den samme veninde om for nylig, så handler det jo ikke udelukkende om at være nøjsom af nød (selvom det desværre er virkeligheden for mange mennesker), men fordi jeg har valgt det på det nuværende tidspunkt i mit liv. Alle livets valg medfører nogle bestemte konsekvenser, og de valg, jeg har gjort hidtil mit liv har ført til den situation, jeg er i nu. Jeg tager selv det fulde ansvar for det, der er jo ikke andre, der kan/skal/vil.

Nøjsomhed handler om at prioritere. Jeg har taget det valg at blive boende i mit hjem efter skilsmissen for at skabe tryghed for mig selv og børnene. Et valg medfører fravalg af andre ting; ferier, forbrugsgoder etc.

Du kan ikke både havde en kæmpevilla, og tage på adventureferier hvert andet år for at bestige Kilimanjaro (Hov nu dukkede det op igen!) og samtidig beklage dig over at du ikke har råd til en lystyacht. Jo – der vil altid være mennesker, der kan det hele. Men for de fleste af os handler det om at prioritere, at vælge.

Og det handler igen om værdier. Du kan jo også vælge at være nøjsom af moralske årsager; fordi det er bedre for miljøet (ja, det er nok et valg, som vi er nødt til at foretage fremover). Eller det kan være et valg, der handler om simple living eller minimalisme, at leve så enkelt som muligt, fx af æstetiske årsager, eller fordi du sætter mennesker, relationer og nærvær højere end ting og oplevelser.

Så det handler om værdier; ikke udelukkende om de jordiske – som bolig, aktier, smykker etc. – men om de etiske; hvad betyder noget i dit liv nu og på længere sigt. Og det er ikke overraskende, at dette forandrer sig gennem livet.

Men det er måske værd at stoppe op engang i mellem og spørge dig selv, hvad der egentlig betyder noget, og har værdi for dig, og så sætte kompasset derefter. Hvad er dine værdier og hvilke handlinger skal det afføde, udfra den konkrete livssituation du er i nu, og de muligheder, du har?

Så: Hvad er dine værdier – og hvilke valg og konsekvenser har de for dig nu?

Mild

For nyligt var der et menneske, der har stået mig nær i lang tid, som kaldte mig “mild”. Hvilket undrede mig. For jeg har meget svært ved at se mig selv som “mild”.

Jeg har tit følt en meget stor vrede i mit liv, både imod mine nære relationer, og ikke mindst en ubønhørlig vrede vendt imod mig selv.

Med min nye livssituation kommer der en opløsning af vreden.

Da jeg var barn var vrede ikke en acceptabel følelse, eller dens udtryk. Jeg har altid haft det svært med vrede. Det var ikke pænt at være vred. Jeg havde voldsomt temperament – som det hed sig – eller også var jeg “hysterisk”.

Vreden (og den underliggende ked af det-hed) blev verbaliseret og kategoriseret, men ikke rummet og accepteret. Vreden blev aldrig balanceret for mig. Og derfor kunne den komme ud på en eksplosiv måde – og det sker stadig for mig.

Mild har jeg aldrig følt mig, selvom jeg i virkeligheden altid har båret hjertet uden på tøjet. Jeg har ikke selv kunnet se min mildhed. Måske fordi jeg ikke har turdet være sårbar.

Jeg er blevet bedre til at udtrykke min vrede på en autentisk, adækvat måde og det giver rum for mildheden, mulighed for at tage den på mig og acceptere den. Ikke for at “please” og være “sød”, men at være mild på en jordfæstet måde. Præcis som med vreden.

De er to modsætninger på en skala, men når de begge er i balance, komplementerer de hinanden. Måske er det endda muligt at være vrede på en mild måde?

Udtrykket “den lyse skygge” beskriver en kreativ eller positiv side, som vi endnu ikke har kastet lys over. Måske er mildheden en lys skygge i mig.

Hvad er din lyse skygge?

Før jeg ånder ud …

… vil jeg ikke noget.

Jeg har ikke en “bucket list” – eller “træskoliste”, som det hedder på dansk. Jeg har ikke en intens drøm om at bestige Kilimanjaro eller at svømme med delfiner eller rejse Jorden rundt 17 gange – eller noget lignende.

Jeg er og kan blive lige så glad her på Vesterbro som i en ashram i Indien. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke ønsker at rejse ud, hvis muligheden byder sig.  Og jeg er faktisk ganske lykkelig her&der, hvor jeg er – uanset hvor jeg er.

Men jeg har en bestræbelse, en evig aspiration, som er mit credo, og som består af tre punkter, og nogle gange glemmer jeg dem – naturligvis. Men så sker der ofte det, at en situation eller en person, der krydser min vej, minder mig om det – uafvidende.

Og nu var det Gitte, der mindede mig om det.

Det lyder:

Be. At være: at ånde ind og ånde ud. At være tilstede i det himmelske og helvedes Nu.

Shine. At lyse op: at lade mit lys skinne og hjælpe andre med at tænde deres lys i verden. Vi har alle så mange muligheder, vi ikke tør kaste lys over.

Love. At elske. At føle, at give og modtage kærlighed i alle dens former. Jeg er ikke kristen på nogen måde, men jeg tror at det er sandt i al sin enkelhed:

 “Elsk din næste som dig selv”

Åh, ja, jeg glemmer det, og bliver lykkelig hver gang jeg bliver mindet om det.

Og jeg tænker, at uanset hvad der står på din liste, uanset ad hvilken vej du går så husk nu at kysse det satans liv.

Sårbar

“And thank you for the trouble you took from her eyes,
I thought they were there for good, so I never really tried”

Jeg har skrællet lag af. Eller rettere, bevæget mig ind og ned igennem dem.

Først needines, det hårdeste lag, der føltes som asfalt, men da det var borte, kunne jeg trække vejret. Dernæst savnet (også det fysiske), der igen fik mig til at miste pusten. Så længslen. Længslen, som er almenmenneskelig, og aldrig vil forsvinde, men som kan rummes eller bæres.

Og under det hele lå sårbarheden. Den åbning af hjertet, som kærligheden kan strømme igennem. Som et nyt syn, som en åbenhed mod mennesker, som en radikal måde at være i verden på – nøgen.

Jeg føler som født på ny; sårbar, selvkærlig, rolig, autentisk, mild, åben og ærlig. Jeg har nået en dybere klangbund.

ringoffire

En ring af ild er blevet sluttet og slukket. Noget nyt kan starte. Feltet er åbnet op.

Tak.

Silkespind

Nogle gange er det, ligesom i eventyrene, et enkelt lille ord, der som et slag af en tryllestav, sagt af en god fe – eller i dette tilfælde – troldmand – der kan få helten eller heltinden til at vågne.

I dette tilfælde var det ordet Silkespind, der blev hvisket til mig, og som fik det til at sige pliing. Sandheden er at det blev skrevet på Facebook – men det lyder mere romantisk at skrive hviske – virkningen var den samme. Det føltes som om jeg med eet var blevet løst fra en fortryllelse.

Silkespind

Det er et besynderligt ord, der ikke er faldet på plads i systemet. Jeg går stadig og smager på det.

Et spind, at blive spundet ind, det bringer associationer til illusioner, om edderkopper, som er nogle meget kreative dyr (nogle af dem), og fortryllelse, at være bundet – men på en sødmefuld, silkeblød måde, som en søvn, jeg måske ikke helt ønsker at blive vækket af.

web1

Fordi det jeg oplever giver brændstof til det kreative bål. Men måske er det på tide at puste den flamme ud, sige tak og skrive om noget andet. Nu hvor jeg er (ved at blive) vækket.

For, ja, der er meget jeg endnu ikke har skrevet, oplevet, tænkt, mærket og følt endnu. Jeg har oplevet, tænkt, mærket og følt meget, men verden –  også den den indre, magiske fantasi- og symbolverden, jeg ofte skriver om og relaterer til – er stor, og der er mulighed for fornyet kreativitet, nu hvor silkespindet bliver trukket fra mine øjne, fra mit hjerte og min bevidsthed.

Jeg erfarer nu på magisk vis, at mine egne ord om at vi nogle gange bliver sluppet, sat fri, er sande – efter at forvandlingen har fundet sted, og det markeres af et lille ord, hvisket i øret – eller et kys.

Men det er en helt anden historie …

Fuck letting go

There ain’t no cure for love

Jævnligt møder jeg på Facebook gode råd om hvordan man giver slip. Letting go.

Og jeg er efterhånden kommet til en tilstand af modstand mod selve tanken om at give slip.

Som min veninde siger, “Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvordan man slipper noget.”

Anyway. Livet er et konstant flux, flow, foranderlighed, så det som vi kan/skal/bør give slip på, vil nok på et eller andet tidspunkt undslippe os. Vi behøver ikke at arbejde på det bevidst. (Medmindre det er en dårlig vane som fx rygning vi vil slippe.)

Jeg tænker naturligvis på hjertets given slip. Jeg har efterhånden opgivet tanken om at det er muligt at give slip på kærlighed (eller sorg, eller frygt) bare ved at beslutte mig for at gøre det.

Måske ligger det i tiden, at det at have nye oplevelser, ikke blot kærlighedsmæssige, betyder mere end erfaringen, som den tyske sociolog Hartmut Rosa udtrykker det.

At vi giver slip på det gamle for at opleve noget nyt, “komme videre” , som vi siger. Der er måske en triumf i at bevise at vi er kommet videre efter et forlist forhold. Men måske glemmer vi at mærke, hvad det gør ved os. At drage erfaringen, at lade det synke ind.

Måske er der en grund til at forliste forhold og kærlighedsrelationer ikke bare er noget vi kan eller skal slippe. Måske skal vi give det lov til at virke dybt i sindet. Jeg tror ikke at noget af det vi oplever på den front er tilfældigt eller ligegyldigt. Og jeg tror at vi fratager os selv muligheden for at lade tingene betyde noget, hvis vi konstant skal videre, skal give slip etc.

De alkymistiske processer giver mening i denne sammenhæng. Fx. Calcinatio; renselse ved ild, Solutio; opløsning ved vand eller Mortificatio; død.

calcinatio

The Red King is on Fire

Kærligheden kan brænde os, den kan opløse vores ego og den kan få os til at føle det som om noget af sjælen dør, når den hører op. Men alle disse processer er forvandlede, transformerende. Det vil sige, hvis vi tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager. Så vil vi opleve, at noget har ændret sig.

Måske oplever vi en hjertes modning, en visdom, en dybde ved at turde erfare det vi oplever, frem for at give slip og komme videre, komme over noget.

Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.

Og måske mærker vi pludselig en dag, ikke at vi  er kommet videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt os, fordi det simpelthen har forandret os, forvandlet os.

Det giver ikke mening at tale om at “jeg” giver slip eller kommer videre, når der er tale om en dyb forvandling af dette “jeg”. Det er meningsløst at tale om at det er det samme “jeg”,  når først kærligheden har gjort sit nådesløst omkalfatrende arbejde.

There is nothing pure enough to be a cure for love.

Andet end kærligheden selv.

Døren er på indersiden

Døren er på indersiden

Det er en vending som jeg godt kan lide, og som jeg bruger ofte.

Jeg har lånt den af Lars Muhl. Jeg vil tilstå at jeg ikke forstod det til at starte med, da jeg først læste den i bogen Gral. Det gjorde figuren Lamu, heller ikke, da en indre stemme giver ham beskeden.

red door

Så hvad betyder det?

Når tiøren er faldet er det indlysende, men jeg tror faktisk ikke at det er nemt at forklare i rationelle vendinger. Og som Lamu erkender er det ikke muligt at finde en løsning på det i tankerne, fordi “tankerne var som hundrede vilde heste, der for afsted i alle retninger”.

Det kan ikke forstås mentalt eller regnes ud af egoet. Det er gådefuldt, og det kalder på en intuitiv forståelse af, at vejen ind til essensen eller Selvet er på indersiden af os. I sindet. Det er paradoksalt, at vejen til det indre allerede er i det indre. Lige her.

*

I viljen til at starte med os selv, og vende blikket indad. Og det kræver en opgivelse af egoets ønske om at forstå og regne ud, en given slip på det rationelle og det vi tror at vi ved om os selv.

En kasten sig indad i tillid til at det som er derinde faktisk viser sig at være en åbning, en dør indtil en endnu dybere væren eller væsenskerne, som vi dårligt turde drømme om eller håbe på eller kunne forestille os.

*

Der er en tendens til at vi i vores vestlige præstationsfikserede kultur hellere vil bestige et bjerg, eller springe ud med faldskærm eller løbe et marathon for at føle os i live. Eller rejse jorden rundt 17 gange eller i det hele taget ty til noget ydre for opleve en følelse af fylde; de sædvanlige stimulanser; materialisme, alkohol, eller en ny forelskelse. At blive set, elsket og anerkendt – udefra.

Også det at søge spiritualitet eller selvudvikling kan være et high, som i virkeligheden er drevet af ønsket om at blive anerkendt som være i “udvikling”, eller i balance eller bevidst. Dét kaldes spirituel materialisme.

Alt kan bruges som  en flugt fra at træde ind igennem døren på indersiden.

Der er en tendens til at vi hellere søger ud end ind, fordi det at søge ind opleves som en endnu større trussel mod overlevelse, ego og selvopfattelse end det vi møder derude. Eller længslen, denne udefinerbare, store længsel kan forlede os til at tro at døren faktisk er i det ydre.

*

Men dybest set, tror jeg, handler det dels om at der skal en meget kritisk ydre situation til, før vi erkender at vi skal søge indad; fallit, skilsmisse, sammenbrud, tomhed, depression, sygdom, død, arbejdsløshed, traumer etc.

Og her er det på sin plads at minde om Jungs ord, om at hvad vi ikke er bevidste om i det indre, møder os udefra som skæbne: “What is not brought to consciousness, comes to us as fate”. Så Selvet kan finde på, så at sige, at skabe kritiske situationer, alene for at få os til at begive os ud (eller ind) på rejsen imod det.

Dels handler det om, at når noget i det det ydre først har sendt os den vej så skal der at der også mod til faktisk at søge indad. At tage turen ned i dybet. Fordi det der møder os “derinde” i sindet kan faktisk være frygteligt og skræmmende. Vores skyggesider, der betyder, at når vi først tager dem til os som vore egne, er vi nødt til at tage ansvar for dem. Vores indre dæmoner. Vores angst, vores ensomhed, det faktum at vi eksistentielt set er alene, at vi skal dø en dag. I psyken kan vi risikere at møde monstre, der er værre end at bevæge sig på ydersiden et helt liv. Ganske enkelt fordi de er vores egne monstre.

*

Så, hvorfor skal jeg dog gøre det, kan du spørge? Hvorfor skal jeg dog søge og træde ind ad den dør, der er på indersiden? Hvis den overhovedet nogensinde vil åbne sig. Hvis jeg kan finde den. Hvis jeg vil opdage at den er dér, hvor den er, for mig?

Jeg tænker at det første valg vil være, om du overhovedet ønsker at søge den dør. Det er selvfølgeligt ikke sikkert, og måske heller ikke nødvendigt for os alle. Men. Det er min overbevisning, at det at leve i det ydre, så i det ydre og udelukkende høste i det ydre i det lange løb er smertefuldt og tomt, og det i sig selv er nok til at ønske at åbne døren. Hvis vi ikke netop dulmer smerten og tomheden, istedet for at turde mærke dem.

*

Dernæst, om du kan finde den. Døren. Jeg tror at alle mennesker har en længsel – på et dybere niveau end egoets – der kalder os først ud og så hjem. Så selv når vi søger i det ydre, vil selve længslen være et kald tilbage mod døren.

Fx – igen for at bruge et jungiansk begreb – så vil forelskelser i den ene nye kvinde efter den anden i det ydre være Animas (mandens indre kvindelighed) kald om at forbinde sig med hende på et indre plan og blive bevidst om den indre kvindelighed, for i det ydre at kunne forbinde sig med virkelige kvinder på en dybere og mere moden måde. Det kan være at man så møder hende i drømme i form af den ene kvindelige seksuelt udfordrende skikkelse efter den anden, og det kan være at disse skikkelser skifter karakter, således at man både kommer i kontakt med feen, troldkvinden og den onde mor, for at et få et modent forhold til det indre kvindelige og dets mørke sider.

*

Og så kan det jo også være, at du ikke finder døren til at starte med, eller at du skal ind igennem den mange gange. At vågne, at skabe bevidsthed, at tænde lys i mørket kræver flere forsøg, og følelsen af at gå vild, og mødet med de samme temaer på dybere og dybere planer, efterhånden som du bevæger sig ned eller op igennem spiralen.

escher

Og hvad får du så ud af det, udover smertefulde oplevelser i mødet med det indre?

Selve villigheden til at møde det indre og modet til det, skaber – er min oplevelse – en forfinelse i erfaringen, der netop selvom jeg går vild og falder tilbage og tager fejl, betyder at jeg oplever noget nyt, hver gang jeg tager fejl.

Neediness fx er et ydre udtryk for neediness i sig selv – troen på at tomheden kan fyldes og fixes af noget ydre, men jeg har også oplevet det som et enkelt og konkret savn, og som en stærk, vild længsel  – og senest som en sårbarhed, der giver tryghed, når jeg faktisk tager den på mig og hviler i den – i den grad jeg tør det.

Det er en fintuning af den menneskelige erfaring, en mulighed for at se, føle, sanse og mærke flere farver i spektret, en forøgelse af intuition og sentitivitet, der – fornemmer jeg, kan virke skræmmende på både mig selv og andre, fordi at jo flere lag jeg kommer ned i, jo mere modig jeg tør være, jo mere utilsløret er energien også, fordi egoet bliver skrællet af til fordel for det essentielle, Selvet. Og det betyder, håber jeg, at jeg bedre er i stand til at give det jeg selv ønsker – nærhed og omsorg.

Der vil være en fare for at det forfalder til inflation og forfængelighed. Men så skal der nok være noget, der sparker døren op – igen. Så jeg tager turen en gang til.

Det handler netop ikke at blive til mere end vi er, men at blive til mere af det vi er. Og selvom rejsen dertil og omstændighederne, der førte os på vej, kan være dramatisk, så er det meget enkelt:

Before enlightenment chop wood, carry water.
After enlightenment chop wood, carry water

Nytårsønsker

Whisper words of wisdom
Let it be

Det er med lettelse at jeg siger farvel til 2014.

2014 har været et bemærkelsesværdigt år, og et svært år. Det rinder stille ud nu, det kan ikke gøres om, det kunne ikke være anderledes:

Det var det år, hvor jeg rundede de 40 år, og dermed (må man antage) en vis modenhed og dybde. Jeg faldt indad i mig selv.
Det var det år, hvor jeg rejste ud og hjem igen – både i det ydre og i det indre.
Det var det år, hvor jeg smagte kærlighedens frihed, og den bittersødme, der fulgte med.
Det var det år, hvor jeg fandt en indre frihed, som jeg ikke turde drømme om.
Det var det år, der blev præget af savn, dyb hjertesorg og brud, endda på to fronter – men også en erkendelse af at havde det ikke været for den smerte, var jeg ikke kommet hjem, indad, nedad.
Det var det år, hvor jeg for alvor begyndte at lytte til min indre stemme, og yde mig selv omsorg.
Det var det år, hvor jeg kom i kontakt med en sårbarhed, der netop krævede omsorg og respekt for mine egne grænser. At jeg tog mig selv tilbage.

2014 blev ikke mindst et år, hvor jeg oplevede stor, dyb kærlighed på det venskabelige plan, og for det er jeg evigt taknemmelig.

Det gør ondt, det knuste hjerte, og det vil det gøre en rum tid endnu. Det skal have tid til at hele. Det er okay. For det er igennem det knuste, levende hjerte, at livet strømmer – hvis ikke jeg lader frygten blokere det. Og det vil jeg ikke – for det er tiden for knap til.

Livet er for kort til at være bange for Livet.

Jeg ser frem mod 2015, men (dog) ikke uden en vis mængde frygt og bæven. Hvad mon dette, nye, uberørte år vil bringe?

Min virkelighed er anderledes nu end for et år siden, og det giver også nogle nye muligheder. Muligheder for følge vejen indad og nedad, fremfor udad og opad. Det er ihvertfald den vej jeg følger, indtil min intuition siger mig noget andet.

Jeg vil ikke begå den fejl at tro at jeg gennem bestemte forsætter kan beslutte mig for hvordan dette år vil blive.

Men jeg har disse ønsker:

At skabe trygge rammer for mig selv og mine børn
At være og forblive hjemme – i alle dette ords betydninger
At få styr på økonomi og bolig
At søge fred, fordybelse og indre frihed
At give min krop og mit sind omsorg
At lytte til mit indre og dyrke sjælen
At være venlig, værdig, vis og vild

Og som altid – at skrive

Jeg håber og ønsker at 2015 bliver et stille, indadvendt år hvor jeg kan heles, fordybe mig i det nære og hengive mig til det, der er.

Jeg ønsker jer alle et godt, dybt og sjælfuldt nytår!