Zero

Hvad sker der når du rammer det absolutte nulpunkt?

Der er intet andet at gøre end at overgive dig, og at lade ego og de tanker og ønsker, du har om, hvordan det burde være, dø.

Eller fortrydelsen. Fortrydelsen over det du har gjort eller netop ikke har gjort, eller kunne have gjort anderledes. Hvis det havde været muligt i situationen, havde det været anderledes. Men det hjælper ikke at fortryde. Lad også fortrydelsen dø.

Du har gået vejen, gennem krat og mudder, for at nå frem til nøjagtigt det sted, hvor du er nu, den har gjort dig til det du er. Uanset hvor forreven, såret eller knust du føler dig. Måske er der tale om en ny helhed, som du endnu ikke kan se eller føle.

Du ER selv vejen.

Nogle gange falder der en ro over sindet, når nulpunktet rammes. Nogle gange sker der det, at noget nyt gror frem.

Det engelske ord for nul, zero, kommer af det arabiske ord zafira eller zifr, der betyder tom. Og nullet dannner i sig selv et hul. Det arabiske nul var oprindeliget æggeformet. Hvilket er interessant da ægget er begyndelsen på livet, og også spillede en væsentlig rolle i alkymien som det gnostiske æg.

Så paradokset er at der bliver født en ny begyndelse ud af nulpunktet. Nul bliver til Et. Intet bliver til Noget. Også selvom dette noget er noget andet end det du ønskede dig.

Det er muligt at tage det første skridt ud i en ny begyndelse.

Men før du gør det, så fald ind i nulpunktet, hvil i det, vær det. Slip intentioner, ambitioner og ønsker for det nye, for dit nye jeg. Vær den du er, eller rettere acceptér at du endnu ikke ved, hvad du er, hvem du er, hvad du skal være.

Hvil i det uvisse. Før du tager skridtet over afgrunden, ud i det blå.

fool3

 Narren er i tarotten det personificerede nul.
Tør du være en nar?

Længsel

Vi længes alle sammen fra tid til anden, og på forskellige måder;
Neediness, og savn er netop udtryk for den samme grundfølelse af længsel.

Neediness er – overfladisk set en trang til at blive fyldt op udefra og ind, og en følelse af modstand – og deraf følgende lidelse – mod den underliggende længsel efter at lade kærligheden strømme frit.

Savn er længselen efter en person, som man ikke er sammen med lige nu. Hvad enten det er fordi man har forladt eller er blevet forladt, har mistet ham eller hende til sygdom eller død, eller vedkommende befinder sig på den anden side af jordkloden.

Savnet kan sagtens være frit, uden neediness. Det vil sige, at du kan give slip på et andet menneske, anerkende dets betydning i dit liv, den kærlighed, der er eller har været, sige farvel og så stadig væk savne vedkommende ind til benet.

Og den gode nyhed er, at savnet sandsynligvis altid vil være der, som et lille hul i dit hjerte, som et pant på kærlighed. Det er okay. Det er okay at savne, det er okay at sørge over det som er slut.

Længsel er den store længsel efter at elske og blive elsket, der ligger bag både neediness og savn. Længslen er på sin vis ikke personlig, den kan være udefinerbar og vild og stor og smertelig, og (næsten) ikke til at rumme.

Længslen er søgen efter kærlighed eller frihed uden at det nødvendigvis er knyttet til bestemte personer eller situationer. Men vi forfalder til at søge længslen indløst fx gennem at få hullet fyldt udefra, eller omvendt; vi glemmer at give os lov til at mærke savnet. Men det er godt at anerkende savnet : Ja, jeg savner ham sgu og det vi havde sammen. Sådan er det bare.

Og. Det er okay at forfalde til needines, det er okay at forsøge at  flygte fra vores følelser af savn og sorg.. Vi er menneskelige, livet er ikke en lige vej, men snørklet og fuld af fælder. Jeg har lært at det hjælper at bære over over med mig selv, at føle det jeg føler, selvom jeg hellere ville føle noget andet. Det hjælper at tale med gode venner, når jeg føler mig ked af det, dum, og – ja længselsfuld.

En anden ting, der har hjulpet mig igennem svære perioder er en erkendelse at kærligheden er betingelsesløs, men relationen er betinget. Kærligheden holder for mig ikke op, selvom relationen gør. Men  den får måske et andet udtryk med tiden.

Og jeg øver mig på at tillade mig selv at føle længslen, og hengive mig til den. Længslen, som ikke er bundet til at få opfyldt et behov, og heller ikke nødvendigvis til savnet efter en bestemt person. Når det lykkes mig at at slippe frygten for at lade kærligheden strømme igennem mig og ud i verden, sker der netop det at kærligheden jeg giver og kærligheden jeg modtager er den samme; ubetinget og fri, uanset hvilken vej den strømmer. Der sker det at der ophører med at være en modsætning mellem at give og modtage kærlighed, og det betyder egentligt intet om der er en relation mere.

Kærligheden er bare.

Ud og hjem igen

Der var en gang, hvor jeg længtes for vildt efter  frihed, efter at komme ud – ud – bare udefinerbart ud …

Og på rejsen ud kom jeg igennem mange forskellige landskaber.

Jeg har til tider fortrudt og bebrejdet mig selv at jeg gik efter den længsel.

Jeg har betalt prisen, men jeg har også oplevet en større sandhed og en mere ægte frihed end jeg turde håbe på.

Så jeg vil ikke fortryde mere. Det er som det er. Jeg er den jeg er.

Vild, viis, værdig.

Det jeg opdagede var at rejsen ud blev til rejsen hjem.

Needy

“I really need you tonight”

Vi er alle “needy” efter noget – eller nogen. Eller vi har alle prøvet at være det. Det er derfor popindustrien kan spytte den ene film eller sang efter den anden ud om at være det. Det taler til noget eksistentielt i os alle.

Men hvad vil det sige at være “needy”? og hvad er det, som den følelse peger på – et lag dybere?

Først og fremmest kan det oversættes til at at have “behov for” eller “trænge til” – og i det ligger der implicit at man har behov for noget eller nogen udenfor een selv. Det betyder at vi forventer at Andre, en Anden eller noget Andet kan opfylde vores behov – fylde vores tomhed ud.

Ligesom jalousi er det at være “needy” en ringeagtet eller ildeset følelse, fordi den peger på en følelsesmæssig afhængighed – men ligesom med jalousi kan du lære meget af dig selv ved at se på den og byde den velkommen.

Jeg har arbejdet med den følelse af at være “needy”, jeg selv har oplevet.

Jeg har forsøgt at rumme den og give den plads, istedet for at gøre modstand og benægte at jeg selv har den følelse, og som det typisk sker, at se den hos andre. At lade andre være bærere af min skygge.

Jeg prøvede at meditere på, hvor den følelse sidder i kroppen og hvordan den opleves – og hvilken form den har.

Den er – til min overraskelse – hjerteformet.

Den sidder i hjerteregionen. Det føles – og dette lyder komisk – som om der er et hjerteformet hul, der hvor hjertet skal være eller som om nogen har taget en stor hjerteformet kageskabelon (som dem man laver julekager med) og trykket et stykke af mig ud, sådan at der er en hjerteformet tunnel igennem brystkassen.

Først føltes det som en trykkende, lidt tung fornemmelse – men da jeg oplevede det som en hjertefacon lettede det. Jeg forsøgte at “udvide”, så jeg selv og følelsen blev større, og så føltes det som en form for strømmen “gennem tunnellen”.

Og så kom erkendelsen:

At være needy er IKKE et spørgmål om at savne noget udefrakommende. Jeg troede at needyness handlede om ønsket om LAA (love, approval & appreciation).

At være needy bunder i en dybere længsel. Ikke efter at blive elsket – og ikke i frygten for ikke at blive elsket.

Men paradoksalt nok i en længsel efter at give sig lov til at elske. Den bunder på et dybere plan i frygten for selve det at elske, at give, at strømme over af kærlighed. Grunden til at det er en svær følelse er at der er frygt forbundet med det. Først i form af frygten for at kærlighedsstrømmen bliver afvist.

Og så er det alligevel ikke så meget et spørgsmål om, hvordan det modtages, men om selve den indre modstand mod at give slip, at lade kærlighedensenergien strømme frit fra det indre.

Dybest set at i frygten for turde elske sig selv og lade denne kærlighed strømme over, så man flyder over af kærlighed, ubetinget. Frygten for at flyde med, at give slip, at lyse op med vores egen ild.

Så det neediness peger på er en længsel efter at elske, ikke efter at blive elsket.

Jeg tror at neediness i form af den ubehagelige følelse, som den overfladisk opleves som, er et forsøg på at undgå at elske inde fra og ud – men istedet at finde sikkerhed derude for at man er værd at elske. Det er det man søger i sin neediness. Man har vendt kærlighedens strøm om, og venter på at få lov til at elske sig selv – af noget ydre.

Men når den rummes som længsel ophører modstanden, og dermed lidelsen, og det er muligt at elske, at lade kærligheden strømme igennem det hjerteformede hul.

Der var en veninde, der en gang sagde til mig at;

Du stråler, når du elsker dig selv.

Det er sandt – det gør vi alle. Det gør du også.

Jeg ved ikke om dette giver mening for dig – det håber jeg.

Dybere

I tomheden finder vi døren. Døren fører til fordybelse.

Muligheden for at nå dybere. Dybere ind, dybere ned, dybere op, dybere ud.

Døren kan være alt. Eller intet.

Lader vi tomhed være tomhed, uden frygt, uden modstand, uden at give efter for trangen til at fylde bægeret igen, sker der det magiske at det fyldes op af sig selv – men stille, tyst, næsten umærkeligt og ikke målbart.

Sjælen fylder selv sit bæger. Sjælen hvisker til os når vi er parate, når den er klar over, at vi lytter. At nu lytter vi.

I weekenden gik jeg tur med min veninde i skoven.

Jeg oplevede at skoven var levende, vibrerende, bevægelig – besjælet. At den hviskede til mig om sin magi. At den blidt legende pustede blade i kaskader fra træerne, i et frit fald, som vi alle oplever det før eller siden. At solen sang i træerne, og lyste skoven op.

Det forankrede mig i en følelse, som jeg ikke har mærket længe, at krop og sjæl blev ét, og at kroppen igen blev sjælens bolig, som det altid var meningen den skulle være.

En følelse af ro, tyngde og rummelighed, og af bevægelse, sitrende liv, en følelse af at cellerne danser i kroppen, og at der egentlig ikke er en adskillelse mellem mig og skoven.

Kroppen blev det tomme bæger, hvori sjælen kan begynde at brænde med sin stille ild.

Skoven var døren.

skov

Det tømte bæger

Savnet blev afløst af en følelse af tomhed.

Delvist, for savnet vil altid være en tone i min klang, en dråbe i mit hav, en nuance i mit spektrum. En del af den jeg er nu, og altid vil være.

Men. Jeg blev også opmærksom på at savnet peger på en bagvedliggende tomhed, der mere har at gøre med en længsel efter at være fyldt af noget – altså efter selve følelsen af fylde i sig selv.

Og jeg blev opmærksom på at jeg nu kan vælge bevidst at møde tomheden.

Det føles som at dø.

Sandheden er at det føles som at dø, hvilket er grunden til at vi har så travlt med at fylde os op med alt muligt; sex, alkohol, shopping, slik etc, så vi undgår at mærke tomheden under vores længsel.

Der er nogle døre, der er lukkede nu i mit liv. Lige nu er det som om at de stadig lokker, selvom de er og forbliver lukkede – og jeg bliver hængende foran dem, istedet for at slippe og gå videre.

For den næste dør er den hvorpå der står Tomhed. Accepten af savn og længsel, og accepten af det min veninde kalder essenshullet – uden at fylde det op med noget nyt (eller noget gammelt for den sags skyld).

Det er svært ikke at følge impulsen til at fylde det igen, når følelsen af tomhed melder sig. Men jeg har besluttet mig for at jeg denne gang vil træde ind igennem den dør.

Sufierne har en metafor for livet, hvor mennesket fra starten er et bæger, der er fyldt med stilhed og ordløs visdom, men dette fyldes i løbet af livet med støj – eller det vi nu har valgt at fylde os med – og nu skal bægeret så tømmes igen, for at der igen kan blive plads til stilheden og visdommen.

Denne gang vil jeg således lade bægeret forblive tomt.

AoVNej, dette bæger er ikke tomt, men sagen er, at hvis man undlader
at fylde op udefra, fyldes det indefra …

 

Bølger

Engang drog jeg ud i verden.

Jeg tilbragte et kort stykke tid med et elsket menneske på en ø, på den anden side af jorden, så langt væk, som jeg nogensinde har været.

Det var et eventyr. Smaragdgrønt hav. Vandet var varmt og salt, og luften kærtegnede huden. Sandet var brændende, himlen var blå. Solen gik hurtigt ned, med ét var den sunket i havet, på vej til Indien. Fakler på stranden og eksotiske drinks. I natten lyste de grønne lys fra blåspruttebådene i horisonten, og der var stjernetegn, aldrig før sete, og sommerfugle og ild i luften.

Dyrebare ord blev sagt og modtaget.

Ild i dine hænder, og ild i sorgen og savnet. Der er ingen vej tilbage, og alle de billeder, jeg har er på indersiden nu. Og det er fint.

De er et net af filigran i sjælen.

Jeg husker lyden af bølger der slog ind mod kysten, og jeg tænker at livet er som havet, med bølger der slår ind mod stranden igen og igen, de breder sig ind over stranden, former den og trækker sig så tilbage til havet i een stor pulserende bevægelse.

Der er ingen anden måde at leve på end at acceptere det, at tage imod og give slip, tage imod og give slip, og være taknemmelig over at tage del i bevægelsen.

I fryden og smerten.

Dans

“Suffering is how Life tells you that you are resisting or misperceiving that is real and true.
It is the way Life suggests that you are not in harmony with what IS.”  Adyashanti

Problemet med forandring er ikke forandringen i sig selv, men hvordan vi forholder os til den. Forandring er uomgængelig, et eksistensvilkår, uanset om den foregår stille og harmonisk, eller om den kommer som et lyn fra en klar himmel.

Der er ingen vej udenom.

Forandring – udover at være et eksistensvilkår, som vi alle deler, også selvom vi ikke ønsker det eller hilsen den velkommen, når den melder sin ankomst – er et vejskilt.

Et vejskilt, der fortæller os, at her – lige her i forandringen er der en åbning ind til at opnå større bevidsthed og erkendelse, om os selv, og dermed om andre mennesker.

Men det gør ondt. Såvel selve forandringen, som vores modstand imod den. I processen at blive (mere) bevidste, ligger en gave, en mulighed. Men selve det at finde vejen kan være svær og smertefuld nok i sig selv, selve det at tage an-svar (at svare an på livets eller skæbnens tilskikkelser) kan være smertefuld.

“There is no coming to consciousness with out pain” C.G. Jung

Fordi det kræver modet til at se (eller famle sig frem i mørke indtil vi får tændt for lyset). Modet til at se sig selv, ikke som offer, men som aktivt medlevende, medskabende, selvberoende væsen i den dans vi kalder livet.

Den eksistentielle smerte  er et tegn på vores modstand mod at deltage i den dans. Fordi at det at danse den dans åbner vi op for noget, der er langt mere magisk og underfuldt end vi turde drømme om. Og det betyder at vi må opgive vores følelse af kontrol og identitet og  overgive os til noget der større end vi turde håbe på. Og det tab kan skabe angst og smerte.

Men dansen er det som er og det er en nydelse at hengive sig til den.

So: put on your red shoes …

dance-shoes-

Om meningløshed, mening – og mod II

“Intet er mere helt end et knust hjerte”*

Nogle gange føles det som at vi er alene, midt i det kaos, der følger når alt ramler sammen. På det private plan kan det være en skilsmisse, et dødsfald, en sygdom eller tab af job og eksistensgrundlag. Vi leder efter meningen i det, men finder den ikke, og vi føler os håbløst ensomme.

Men det er ikke sandt. Det er derfor at jeg skriver *vi*. Fordi at følelsen af at være alene og oplevelsen af at det hele nogle gange ramler sammen er et eksistensvilkår, som alle mennesker før eller siden vil opleve, det er en del af den menneskelige erfaring.

Det er en erfaring vi deler.

Det kan opleves som “Sjælens mørke nat”, som en periode af sorg, fortvivlelse og depression, uden noget lys forude.

Det kan føles så skræmmende at vi ikke ønsker at være i det, men istedet for dulmer smerten og følelsen af meningsløshed med fx alkohol, medicin eller andet.

Det er modigt at turde hvile i meningsløsheden, istedet for at forsøge at undgå smerten ved det. Det er modigt at hvile i den og samtidigt erkende, at vi ikke er alene, at vi dette er forbundne med alle mennesker. Og at turde række ud.

Det er en erfaring vi deler og som gør det muligt for os at føle empati og se det basalt menneskelige i alle de mennesker vi møder på vores vej.

3oSw

Det er muligheden for ikke at lukke vores hjerte, selvom det er knust, og bliver det igen og igen. Det er muligheden for at hele igennem sorgen og lade det nye, symboliseret ved rosen, bryde frem.

*Rabbi Menachem Menel af Kotsk, citeret fra “Det Knuste hjertes visdom” af Lars Muhl

Images from The Alchemical Tarot and other tarots by © Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Om meningløshed, mening – og mod I

“I believe that everything happens for a reason. People change so that you can learn to let go, things go wrong so that you appreciate them when they’re right, you believe lies so you eventually learn to trust no one but yourself, and sometimes good things fall apart so better things can fall together.” Marilyn Monroe

Er der en mening med alt, også når vi møder det meningsløse?

Denne post i Rebelle Society – som handler om at acceptere, når ting, relationer, drømme falder bort, sammen, krakelerer,  går itu, og lade dem gøre det – og ikke mindst det medfølgende citat af Marilyn Monroe fik mig til at overveje, om vi kan have tillid til at alt har en mening, også når livet synes at falde sammen om os.

Jeg synes at indlægget i RS er godt og indsigtsfuldt: nogle gange er det nødvendigt at lade tingene brase sammen, og at acceptere det, når lynet slår ned i Tårnet. Nogle gange er der ikke andet at gøre end at se det uundgåelige i øjnene.

TowerDC

Forandring indeholder, som en del af processen, destruktion. En larve, der undergår forvandlingen til sommerfugl gennemgår en total nedbrydning og ændring af sin molekylestruktur.

Forandring er en eksistentiel og nødvendig del af livet, både det biologiske og det psykologiske liv. Sagen er bare at forandring kan føles meget destruktiv og frygtelig, som et totalt tab af kontrol.

Jeg tror selv på at de ting, der sker i mit liv har en mening, selv når den forekommer at være skjult, mens tingene sker. Selv når det føles voldsomt.

Men når jeg nærlæser Monroe citatet fornemmer jeg også en bagvedliggende følelse af opgivelse, en følelse af brudt tillid, en erfaring af brudte løfter – som jo var betegnende for hendes livserfaring.

Det er ensomt at stå tilbage med en følelse af, at man udelukkende kan stole på sig selv. Men det er ikke den eneste måde at forholde sig på. Heldigvis.

To be continued …