Zero

Hvad sker der når du rammer det absolutte nulpunkt?

Der er intet andet at gøre end at overgive dig, og at lade ego og de tanker og ønsker, du har om, hvordan det burde være, dø.

Eller fortrydelsen. Fortrydelsen over det du har gjort eller netop ikke har gjort, eller kunne have gjort anderledes. Hvis det havde været muligt i situationen, havde det været anderledes. Men det hjælper ikke at fortryde. Lad også fortrydelsen dø.

Du har gået vejen, gennem krat og mudder, for at nå frem til nøjagtigt det sted, hvor du er nu, den har gjort dig til det du er. Uanset hvor forreven, såret eller knust du føler dig. Måske er der tale om en ny helhed, som du endnu ikke kan se eller føle.

Du ER selv vejen.

Nogle gange falder der en ro over sindet, når nulpunktet rammes. Nogle gange sker der det, at noget nyt gror frem.

Det engelske ord for nul, zero, kommer af det arabiske ord zafira eller zifr, der betyder tom. Og nullet dannner i sig selv et hul. Det arabiske nul var oprindeliget æggeformet. Hvilket er interessant da ægget er begyndelsen på livet, og også spillede en væsentlig rolle i alkymien som det gnostiske æg.

Så paradokset er at der bliver født en ny begyndelse ud af nulpunktet. Nul bliver til Et. Intet bliver til Noget. Også selvom dette noget er noget andet end det du ønskede dig.

Det er muligt at tage det første skridt ud i en ny begyndelse.

Men før du gør det, så fald ind i nulpunktet, hvil i det, vær det. Slip intentioner, ambitioner og ønsker for det nye, for dit nye jeg. Vær den du er, eller rettere acceptér at du endnu ikke ved, hvad du er, hvem du er, hvad du skal være.

Hvil i det uvisse. Før du tager skridtet over afgrunden, ud i det blå.

fool3

 Narren er i tarotten det personificerede nul.
Tør du være en nar?