Prima Materia ~ Side 16 af 59 ~ Aurum nostrum non est aurum vulgi

Pine

Billedet
En skikkelse er vågnet midt om natten, måske af et mareridt, og sidder ret op i sengen med hænderne for ansigtet. Eller måske har det slet ikke været muligt at falde i søvn og finde hvile denne nat. Oven over sengen i mørket hænger 9 sværd, svævende som dystre tanker. Sengen ser ud til at være af træ med en indgravering, og sengetæppet er med roser og mønstre på grøn baggrund.

Element/nummer
Luft er Sværdenes element, og knytter sig derfor til det mentale, og til tankerne. Nierne står for bl.a. tilbagetrækning, måske endda isolation i dette tilfælde. Personen på dette billede synes at være fanget af en ekstrem mental pine, der stammer fra tanker, der kredser hvileløst om det samme emne. Den slags tanker som vi ikke kan slippe, og som er pinagtigt gennemborende og tunge som sværd.

Det er de tanker, som vi kommer til at tro er sande.

Det indre drama
Men det er blot tanker, der har grebet os, kapret vores bevidsthed, og som kører rundt med os i det indre drama. Og fordi vi har at gøre med sværdene, er der tale om mentale konstruktioner. De kan være svære at slippe på det mentale niveau, og måske er problemet at vi netop i den situation ikke får dem forløst på et følelsesmæssigt eller kropsligt niveau. At de ikke bliver følt eller mærket, blot tænkt. Og måske bliver de blot tænkt, fordi det føles endnu mere uoverskueligt at mærke eller føle dem. Selvom det er vejen igennem mørket.

Kortet peger derfor også på, at vi måske slet ikke såres så hårdt af andre, som vi sårer os selv; af forbitrelse, fortrydelse, selvbebrejdelse, skyldfølelse og skam.

Roserne
Der er en trøst at hente i mørket, selvom vi ikke altid er i stand til at se den. Denne trøst symboliseres af roserne i sengetæppet, som et ekko af roserne hos Kejserinden. De symboliserer kærlighed, og dermed den største trøst og lindring for smerten. Tankerne kan forhindre os i at se et andet perspektiv. Men roserne peger på at der eksisterer et andet perspektiv og at pinen kan transformeres til noget større, til kærlighed og medfølelse, fordi erfaringen af pine, hvis vi tør føle/mærke den helt, kan forvandles til empati med alle lidende væsener.

Divinatorisk betydning
Pine, sorg, tunge tanker, smerte, søvnløshed, isolation, medfølelse, kærlighed.

Egen

For nylig sad jeg og en nær og kær veninde i Enghaveparken en lørdag aften og drak øl, og snakkede. Mest om kærlighed og relationer.

Vi kom til at tale om det at være en “Oak” (eg). Om når manden er en eg for kvinden, eller når han netop ikke er der/det, 0g hun derfor bliver sin egen eg.

Hvad vil det sige at være en eg? Hvad er egetræets symbolik? Jeg slog det op i mit symbolleksikon.

Egen virker beskyttende, stærk, uforgængelig, men den tager også i mod lynild, og blev derfor associeret med de stærke tordenguder; Thor, Jupiter og Zeus. Der altså noget umiskendeligt maskulint over det ældgamle egetræ, med den stærke, brede stamme, og den mægtige krone. Hvem har ikke siddet med ryggen mod et egetræs stamme en lun sommerdag og kigget på lyset gennem grenene og bladene, og følt sig tryg?

I fordums tid var det meste af Europa dækket af egetræer. Egetræet blev et symbol på Axis Mundi, aksen, om hvilken verden drejer. Den var også bærer af misteltenen, og altså central i druidetraditionen, og og i dennes fejring af årets cyklus. Egen bliver også, ifølge Jung, associeret med alkymien, og “det filosofiske træ”, hvor stammen fungerer som den alkymistiske kolbe. På den måde blev egetræets virile maskulinitet forenet med det feminine, sjælfulde indhold i kolben.

Det mest fascinerende ved egen er dog at den gror ud fra det lille, bitte agern, der altså indeholder den færdige egs fulde potentiale. Blot 1 ud af 10.000 agern bliver til en eg. Det er således et symbol på Selvets udvikling fra en lille kerne, til et enormt psykisk system, der metaforisk set, som egen, trænger dybt, dybt ned i jorden og rækker langt, langt op i himlen. Og agernet i sig selv blev i folketraditonen ladet med seksuel værdi.

Det gik op for mig, da jeg forberedte dette indlæg, at eg i bestemt ental er det samme ord som “egen”, at være sin egen. At stå der for sig selv med rødderne dybt begravet i jorden og grenene mod himlen og lyset. At være sin egen, at eje sig selv, være forankret i sig selv og være det som Jes Bertelsen kalder “selvberoende”, hvilende i sig selv.

Egetræet er aldrig andre steder, end der hvor det er.

Selvomsorg – 10 punkter

Så omsorg – hvordan giver jeg mig selv omsorg, helt konkret – når jeg har en overbevisning om, at jeg IKKE kan give mig selv omsorg?

En veninde foreslog mig at skrive en liste som kan udtrykke selv-omsorg og den ser således ud:

At spise det jeg har lyst til, i de mængder, jeg har behov for.
At drikke mere vand, og undgå at indtage store mængder af alkohol og koffein.
At få min nattesøvn, og forsøge at huske mine drømme.
At lave de 5 tibetanere hver morgen.
At le mere, lave sjov, danse (helst nøgen).
At tale venligt til mig selv.
At lytte til min intuition, tage den alvorligt.
At meditere 10 min hver aften.
At læse (mere) skøn litteratur.
At drage omsorg for og tage ansvar for mit dybeste behov; at skrive.

Og:

At lægge mærke til de små ting; som fx den subtile, søde duft af en hybenrose i forbifarten, at give mig tid til at snuse til den og påskønne den.

Det væsentligste punkt er måske i virkeligheden punkt 6 – at tale venligt til mig selv, når jeg IKKE drager omsorg for mig selv, når meditationen ikke ser ud til at virke, når jeg ikke får lavet de 5 tibetanere, når jeg har tankemylder og ikke kan sove, når jeg begår fejl. For det vil ske.

Det at skrive, fx dagbog, eller noget så simpelt som bare en liste, er en stor kilde til selvindsigt- og omsorg. Samme veninde skrev at det kan hjælpe en til at se ens menneskelighed. Måske er det netop sådan at det kan være alt for svært at se sig selv som et menneske, der har lov til at begå fejl, være sårbar, fare vild, tvivle – ja at være menneske, slet og ret?

Er vi nogle gange for dårlige til at tilgive os selv? Jeg kan sige, at det er jeg, og netop derfor er det så væsentligt at kunne tale med venlighed til mig selv. At være kærlig og overbærende på det indre plan.

Hvordan ville din liste med punkter til selv-omsorg se ud?

Det indre drama

Du spørger måske, hvorfor jeg deler alt dette om omsorg.

Det er jo at blotte mig.

Ja.

Sagen er at jeg tror, eller ved, at vi alle har disse indre kampe der udspiller sig som drama i det ydre, men som i virkeligheden er vores egne skuespillere, der opfører deres forestilling på den indre scene. Og det er netop blot det. Forestillinger.

Forestillinger, som giver os deres forskellige versioner af virkeligheden. Problemet er at vi har det med at tro på dem, at tage dem på os, som masker. Hvis de har været aktive længe, bliver de til overbevisninger, men det gør dem ikke nødvendigvis sande.

Og de bliver ved at fungere som u-udfordrede “sandheder”, indtil vi sætter lys på. Fuldt scenelys. Indtil da løber de af med os. Eller løber om hjørner med os. Eller spiller os et puds.

Og når det sker, har vi det med at spille det ud som ydre drama.

I forskellige teorier og traditioner kaldes det former, gestalter eller komplekser. Men uanset hvad er det menneskeligt, det er det menneskelige drama.

Og jeg vil vædde med at du også kender til det.

Og mit indre drama handler altså om omsorg. Hvad handler dit indre drama om?

Den indre orkidé

Det viste sig at jeg ikke har grønne fingre og at min orkidé gik ud.

Det viste sig at selvom jeg beslutter mig for at se orkideen som et symbol på at give mig selv omsorg, er det ikke tilstrækkeligt hvis jeg alligevel ikke er i stand til at give min indre orkidé omsorg.

Det viste sig at jeg har en overbevisning, der hedder: “Jeg kan ikke give mig selv omsorg”.

Det viste sig, at jeg har en indre kritisk stemme i mig, der fortæller mig, at jeg ikke har fortjent omsorg, og som har svært ved at tilgive mig, når jeg begår fejl.

Den overdøver ganske enkelt den stemme i mig, der er i stand til at være nænsom mod mig selv.

Det viste sig at jeg identificerer mig med følelser af frygt, og tanker om, hvad der kan gå galt og hvordan jeg bliver afvist.

For det første har det desværre betydet at nogle gode muligheder for samvær med et elsket menneske gik itu, eller blev anderledes end håbet og forventet.

Men jeg er også blevet klar over at min forventning om afvisning ikke blev opfyldt. Som så mange gange før. Det viste sig, igen, at det dybest set er mig selv der afviser mig.

Eller mere præcist, at en meget hård og kritisk del af mig selv afviser en meget sårbar del.

Og at det er et tilbagevendende mønster, som til en vis grad bliver levet ud som drama, men som i virkeligheden er en indre kamp, om at være omsorg og kærlighed værd.

Jeg har besluttet mig for at nære den indre orkidé.

Jeg har besluttet mig for at lede efter den del af mig, der er i stand til at give mig selv omsorg.

Jeg har besluttet mig for at se indad i erkendelsen af at det har meget med mig at gøre og ikke så meget med de mennesker, som jeg sårer og bliver såret af, når dramaet kører.

Det foresvæver mig at jeg har gjort denne erkendelse før. Og igen kan jeg kun blive overrasket over og betaget af den spiraliske dans, der betyder at vi begår de samme fejl igen og igen, men også at erkendelsen og forståelse lander på et dybere plan for hver gang vi tillader at se på os selv med kærlighed istedet for foragt.

Og så sker der en smule mere integration hver gang. Og vi er i stand til at se på det med større bevidsthed for hver gang, at det sker.

I denne weekend, vil jeg trække mig lidt ind i mig selv. Jeg vil prøve at lytte indad, både til den del, der har brug for omsorg, og den del der ikke mener at jeg har fortjent det. Hvad er det, der ligger i det budskab? Måske er det i virkeligheden også en bøn om omsorg.

Og jeg vil prøve at lytte til det i mig, der er i stand til at give mig selv omsorg.

For når jeg lytter til den overbevisning at jeg ikke er i stand til at give omsorg, føler jeg sorg. Jeg tror at der findes en modpol. Der er et sted i mig der er i stand til at give mig og andre omsorg. Jeg er bare ikke vant til at lytte til den stemme.

Hvordan giver du dig selv omsorg?

Om glæde – og lykke

Da jeg vågnede i morges tænkte jeg på forholdet mellem glæde og lykke.

Hvordan glæde er en indstilling, og lykke er et strejf af nåde. At vi kan vælge glæden, mens lykken er en gave. Vi kan vælge at være glade, en fundamental stille glæde over at være tilstede, over at være i live her&nu – og så kan vi opleve lykke, når vi mindst venter det.

Det er ikke fordi jeg mener at vi “skal” være glade, og gå rundt og være “positive” hele tiden. Nogle er livet noget lort. Nogle gange er vi kede af det, nogle gange er vi bange, nogle gange er vi vrede. So be it.

Jeg siger blot at det er en eksistentiel mulighed. Det er muligt at gå vejen med glæde, også når den er svær og fører ind i krattet, ufarbarheden og usikkerheden.

Der er en anden ting ved glæde. Det er ikke noget vi kan forvente at få af andre. Glæde handler om at se og finde værdi i de små ting, som fx den lakridsis og citronsorbet, jeg fik i dag og spiste med nydelse.

Glæde handler om at skabe glæde.

Det samme gælder lykke. Den kan vi heller ikke forvente, den er heller ikke givet. Men jeg tror at kilden til de to tilstande er forskellig.

Glæde er noget der kommer fra os selv, fra vores indre, fra vores indstilling. Mens lykke er noget der kommer til udefra, fra noget andet, fra “Gud”, eller “Universet” om man vil.

Måske kommer lykke til os gennem andre mennesker, eller igennem situationer. Men det er ikke andre mennesker eller bestemte situationer, der har ansvar for vores lykke eller skaber vores lykke. Lykken er ikke afhængig af at bestemte betingelser er opfyldt. Lykken er – som kærlighed – betingelsesløs.

Lykken er nåde, der kan virke igennem mennesker og situationer, som budbringere.

Jeg tror at det hænger sammen på den måde, at vores egen vilje til at tage ansvar for den indre kilde til glæde, gør det muligt for os at se lykken i den Anden, eller at fange lykken i en given situation.

Men lykken kan ikke holdes fast. Derfor er den lunefuld. Mennesker, situationer og tilstande vil aldrig være permanente, og glæde er måske først og fremmest en evne til og vilje til at anerkende dette vilkår at slippe og tage imod, og slippe igen.

Glæden kan gøres til en forholdsvis permanent tilstand af undren, af generøsitet, af medfølelse, af åbenhed, af værdsættelse, af nysgerrighed, af let-sindighed – som noget der kommer indefra.

Glæden gør det muligt for os at opleve lykke, og være lykkelige, og sætte pris på mennesker, i mødet, i flowet.

Og elske de mennesker, og have den fantastiske oplevelse det er at være levende.

PS: Dette indlæg er dedikeret til en kvinde som har hjulpet mig utallige gange, når jeg ikke har kunnet se vejen og glæden og formålet med tingene, Når jeg har grædt og været ked af det. Så får hun mig ud af det, for det er egentlig blot former, som vi identificerer os med. Og det er glæden også, men vi kan selv vælge hvilken form vi vil identificere os med. Deri ligger friheden. Og det bedste jeg kan give dig er mine ord. Jeg elsker dig, og en dag tager vi herhen:

Krat

Jeg skrev en gang om Herma’er der stod som pejlemærker langs de rejsendes vej.

På den seneste har jeg haft en fornemmelse af at jeg er kommet længere og længere væk fra den vej, jeg troede jeg skulle tage, eller som jeg nogle føler, at jeg burde have taget. Den rigtige vej. Den lige, lyse vej, der går direkte og troværdigt igennem skoven. Det er ihvertfald sådan jeg troede at den så ud. Men måske kedede den mig i al sin snorlige, elegante pænhed.

I stedet har min nysgerrighed og min eventyrlyst – og ja min lyst – bragt mig ud i krattet.

Derud hvor de vilde hindbær og brombær gror, så lokkende med deres sødme, men hvor jeg også bliver revet. Derud hvor hvor mosekonens bryg ligger tyk og mystisk over engen, men hvor der ikke er pejlemærker, og hvor jeg ender i mosen, hvis jeg ikke træder varsomt. Og ind imellem nåletræernes dybe skygger, hvor dagslyset sjældent trænger ned.

Det er spændende, sødmefyldt, drømmeagtigt – og frygtindgydende, forvirrende, farligt – kaotisk – at gå en anden vej.

Men hvem ved om ikke turen gennem krattet i virkeligheden er den rigtige vej?

De små ting

Der er de små ting.

Glæden ved den nydelse de små ting kan give.

At vågne ved at katten tramper rundt på mig.
At cykle hurtigt hjem i natten.
At blive nusset i håret.
At le.
Når min søn siger at han gerne vil have en drage. Altså en rigtig ildsprudlende drage.
At holde i hånden.
At drikke piña colada i solnedgangen.
At læse mit yndlingsdigt igen. Og igen.
At høre A love supreme.
At være sammen med gode venner.
Dagens første kop kaffe.
At spise en kold is.
At være i Amsterdam.
At bade.
At sanse foråret.
At danse.
At kysse.
Stilhed.
At sidde rundt om et bål.
At se på stjernebilleder.
At indånde bjergluft.
At ligge nøgen i rent, køligt sengetøj.
At sove godt.
At skrive.

Listen er uendelig. Og i morgen er den anderledes. Og du elsker sikkert nogle helt andre ting.

Der er en bog, der hedder De små tings gud. Jeg ved ikke hvad den handler om. Men der er helt sikkert en gud – eller gudinde – for de små ting.

Bed til ham/hende hver dag.

Rejsefeber

“At rejse er en sindstilstand”

I morgen skal jeg ud at rejse. Måske den største rejse i mit liv, indtil videre. Ihvertfald er det en rejse ud af min Comfort Zone.

Jeg skal til Thailand for at være sammen med ham, som jeg savner så meget .

Og jeg glæder mig så meget at det er svært at rumme.

Jeg skal flyve til Dubai, og derfra til Bangkok, hvor han vil møde mig.

Og. Jeg lider af rejsefeber, må jeg erkende. Af forskellige årsager begynder mit sind at opstille alle mulige tænkelige og utænkelige scenarier for hvad der kan gå galt. Det er ikke selve flyveturen.

Jeg troede egentligt at jeg var kommet over den, at det var noget jeg havde arvet fra min mor, og som jeg havde lagt fra mig i erkendelsen af den ikke er min. Og det er den heller ikke. Så jeg vil lægge den fra mig igen.

“Verden er smuk og stor”

Var der en, der skrev.

Hvis verden er smuk og stor, og jeg skal ud af min comfort zone, og det at rejse er en sindstilstand, så vil jeg gøre det med glæde og ro i sindet.

Og spørgsmålet er om rejsefeber ikke også kan betyde feber efter at rejse, den længsel, der altid har fået os mennesker til at søge nye horisonter?

Savn

Jeg vidste ikke at savn kunne føles sådan.

Det er savn på celleniveau. Hver celle i min krop er en magnetsplint orienteret ikke mod nord, men mod sydøst.

Det er min krop, der savner din, og varmen og duften af sol i din hud.

Det er elektrisk spænding der løber under min hud. Rørte du mig nu, ville det slå gnister.

Det er mine læbers længsel, mine hænders længsel, mine øjnes længsel efter at møde dine; dine læber, dine hænder, dine øjne.

Det er en sang i mit blod.

Jeg vidste ikke at savn kunne føles sådan. Det ved jeg nu.