Dråber

red drop“Som et strejf af en dråbe/fik vi lov til at håbe/
på de ting, der skal komme/førend livet er omme”

Her til morgen var jeg igen ude at svømme. Og lige som sidst afgav jeg et løfte til mig selv.

Denne gang lovede jeg mig selv at forsøge tage imod, hvad jeg får i et givet øjeblik. Jeg gav mig selv det løfte at tage imod øjeblikkene som små strejf af nåde.

At dvæle i det.  Hvad enten det er kærlighed eller eller glæde. Hvad enten det er sorg, savn eller sårbarhed. Og så at give slip.

Hvert savn rummer et løfte om gensyn. Hver sorg muligheden for trods alt at glædes over det der har været. Hver glæde et svimlende håb om mere glæde. Hver kærlighedsgestus en mulighed for gensidighed. Hver sårbarhed en mulighed for trøst.

Det er måske sådan at vi nogle gange har svært ved at acceptere det, der er (og vi skal naturligvis ikke acceptere ALT). Det er måske sådan at situationer, andre mennesker og ting, der ikke virker, bliver u-udholdelige. Vi lever i en tid, hvor vi har mulighed for at kunne en masse, kommunikere en masse, forkaste en masse på meget kort tid. Vi bliver vrede, angste, utålmodige, irritable.

Det er helt naturligt, menneskeligt.

Så siger vi til os selv at vi skal leve i nuet. Men alene heri ligger en fordring. Hvad med at vi sagde: Jeg kan leve i nuet.

Jeg kan som en mulighed tage imod de små gaver, som livet tilbyder. Jeg kan som en mulighed lytte til meningen i disse små ting. Jeg kan som en mulighed tage imod de smukke momenter af  glæde i livet.

I weekenden oplevede jeg en rus af kærlighed, venskab, rummelighed og meget mere, som jeg ikke har ord for nu.

Søndag morgen, stadig beruset i mere end een forstand siger jeg til et kært menneske: “Hvorfor er folk så glade?” Hvortil hun svarer: “Fordi jeg har smittet dem”.

Ja så enkelt er det. Glæde smitter. Nærvær smitter. Kærlighed smitter.

Ude at svømme

UnderWater
I går var jeg ude at svømme, i mere end een forstand, men også sådan helt bogstaveligt, i et cirkulært bassin. Jeg kan godt lide at svømme i cirkler. Fordi det væsentligste ikke er hvor langt jeg svømmer, men AT jeg svømmer.

Det gode ved at svømme er det kan blive en meditativ tilstand, hvor tankerne bare kommer og går, lidt som i yoga.  Min yogalærer sagde at yoga er en proces.

Naturligvis tænkte jeg en masse tanker. Blandt andet på at jeg bedre kan lide at bevæge mig i en proces, eller cyklisk, organisk, som i svømning, yoga, vandring eller cykling.

At der er meget, der er blevet projekter, snarere end processer. At vi orienterer os lineært, snarere end cirkulært.

At have en krop fx. Alene dén formulering viser en  kroppen som objekt og os som ejere af den krop. Subjekt-objekt dikotomien igen.

Vi gør ting ved vores kroppe så de skal performe bedst muligt, eller vi undlader at lytte til kroppen indtil det er for sent. Især hvis vi med opmærksomheden mest er i vores tanker. Derfra kan man sende en masse beskeder til kroppen om at den skal opføre sig på bestemte måder, være på bestemte måder – og kritisere den og sig selv hvis den ikke er sådan.

Uanset om vi perfektionerer kroppen eller helt neglicerer den kan det være et udtryk for at sind og krop ikke har forbindelse. At vi ikke ER vores krop.

Og pludselig dér i bassinet, mens jeg svømmede rundt og rundt, besluttede jeg mig for, een gang for at alle at slutte fred med min krop. At indstille kampen mod kroppen. At bebo den og glædes over den, fremfor at vurdere og kritisere og forvente ting af den i mit ikke så stille sind. At give den kærlighed og omsorg.

At vende tilbage til Mit credo: Be. Shine. Love.

At skrive som det eneste jeg ønsker at GØRE (som i ambition, villen) – men hvor processen igen er det væsentlige.

Da jeg kom ind i saunaen, faldt det mig ind, at kroppen ikke tilhører os som objekter, men er instrumenter for at der kan le’s, danses, leves og elskes igennem dem. Og at det er ikke er os, der gør det, men universet. Og det egentligt er ligeglad med om vi er perfekte, for vi er perfekte når vi stiller os til rådighed for dets latter, dets liv, dets lyst, dets leg.

Omsorg

 

orkide2

Jeg har valgt at omsorg skal være min aspiration for 2014.

I 2013 kom jeg i kontakt med en indre skrøbelighed og sårbarhed i mig selv, som jeg tidligere har haft en tendens til at se ned på. Et af temaerne, såvel i mit liv, som på bloggen har været at stå ved denne sårbarhed og udtrykke den. At give den stemme og rum.

Fordi jeg har haft en tendens til, før i tiden, at neglicere den, har jeg heller ikke været særlig god til at give den del af mig omsorg. Den del af mig som måske har haft mest brug for nænsomhed, har jeg tidligere været meget hård ved.

I følgeskab med min veninde Gitte har jeg skrevet en kærlighedskontrakt med mig selv, der har omsorg som tema, bevidst omsorg, der netop handler om at blive mere accepterende, venlig og kærlig overfor mig selv, på et indre plan.

Som symbol på dette har jeg købt en orkidé, som jeg vil vande. Ikke dagligt for det kan den ikke tåle, men når der er behov for det.

Det er faktisk bare det jeg skal i 2014.

At give min orkidé og mig selv omsorg, at behandle mig selv med nænsomhed på et indre plan så jeg kan blive bedre til at give andre omsorg. Jeg har ikke så mange andre planer.

Nå jo, at leve, at rejse – og at elske.

Nytår

Klokken er fem. Det har været en fantastisk nytårsaften. Jeg sidder med den sidste øl. Benene på bordet. Ser på de tomme stole. Lytter til  stilheden. Tænker på de mennesker, der var her, og fyldte rummet med deres lyd, deres, nærvær – og deres kærlighed. Jeg tænker på de mennesker, der ikke var her. Som jeg savner.  Lytter til stilheden og tingene  på køkkenbordet.  En følelse af ensomhed. og længsel. Jeg slipper vist aldrig (for) den følelse. Og taknemmelighed. Godt nytår.

Almindelig kærlighed

We can’t fall any further,
if we can’t feel ordinary love
and we can’t reach any higher,
if we can’t deal with ordinary love.

Der er kommet en ny sang fra U2, som jeg har hørt flere gange efterhånden. Den er smuk, synes jeg og dens budskab er besnærende enkelt.

At vi ikke kommer særligt langt, hverken i dybden, eller i højden, hvis ikke vi kan føle eller forholde os til almindelig, ganske almindelig, kærlighed (hvad det så end er).

Jeg har spekuleret over det i relation til polyamori,  eller åben kærlighed. Måske kan en sådan kærlighed ses som en flugt fra netop de almindelige kærlighed mellem to, og kun to mennesker. En længsel ud, en flugt væk.

Pointen er bare at den kærlighed man finder, altid vil være helt almindelig. Fordi det menneske man møder dybeset set er et almindeligt menneske, som en selv. Hvis man tør åbne op, være sig selv, lade være med at spille spil. Igen – turde være sårbar. Give sig selv som den man er, og elske den anden som den han eller hun er.

Men så er det også muligt at nå meget dybt – eller meget højt. Og så er kærligheden tilsvarende dyb – eller høj.

Spørgsmål

Love rescue me
Come forth and speak to me
Raise me up and don’t let me fall
No man is my enemy
My own hands imprison me
Love rescue me

Spørgsmål presser sig på.

Hvordan kan det være at jeg tror, at andre mennesker, når de lærer mig at kende som jeg “i virkeligheden” er, vil afvise mig?

Når de lærer mig at kende med min usikkerhed, mit temperament, mine stemninger, min vrede, min sårbarhed,  min følelse af utilstrækkelighed, min længsel, min sult, min skam, min egoisme …

Hvornår og hvordan begyndte jeg skelne imellem den jeg er, og den jeg “i virkeligheden er”? Hvori består forskellen, hvor går grænsen egentligt? Og hvorfor har den jeg “i virkeligheden er” ikke ret til kærlighed? Hvorfor har jeg så svært ved at se på den “jeg i virkeligheden er” med mildhed?

Det er jo hende, den kvinde jer er, eller som jeg også er – selvom jeg forsøger at skjule hende af angst for at blive afvist.

Og når jeg tænker nærmere over det. Der er en masse mennesker der har “gennemskuet” mig, og som ikke afviser mig. Så hvad er problemet?

Sandheden, kernen i det er, at jeg selv afviser hende.

Jeg ville så gerne turde løfte sløret og stå i verden, som den jeg er.

Roligt, ærligt, nøgent – og sårbart.

No more, no less.

Paradokset

Oh girl that feeling of safety that you prize
Well it comes at a hard hard price
You can’t shut off the risk and the pain
Without losing the love that remains
Were all riders on this train

En kedelig regnvejrssøndag.

Jeg sidder og tænker på alle de gange jeg har følt mig sikker og lykkelig på at det var det rette at sætte kærligheden, mig selv og min(e) partner(e) fri. Jeg tænker på lysere tider, og jeg tænker på at have festen med i sit hjerte, som jeg skrev om i går på Facebook.

Jeg tænker også på at det ikke altid er muligt at bevare festen i sit hjerte. Jeg tænker på at jeg netop i går forsøgte at flygte fra en følelse af tristhed og ensomhed ved netop ved at være på facebook og drikke rødvin. Istedet for at føle det jeg nu følte. At det nogle gange er skidesvært at give kærligheden fri, at være i verden.

Jeg kommunikerede med gode mennesker som jeg glæder mig til at gense i kød&blod men det jeg virkelig havde brug for i går var at føle fysisk og kærlig nærhed, eller alternativt virkeligt at mærke længslen, uden at forsøge at abstrahere fra den. Flygte.

Det er min erfaring at længsel, når jeg tillader mig selv at mærke den, transformeres til noget større, der ligger ud over mit umiddelbare behov for at blive holdt om og elsket. En oplevelse af at kærligheden eksisterer og er langt større end noget vi kan begribe eller sætte ord på. Og at den omfatter alt, også det konkrete øjebliks følelse af forlis.

I går var jeg ikke i stand til at mærke længslen og den følelse af ensomhed og forladthed, som den også indeholdt – og heller ikke at lade forvandlingen ske.

Det er min erfaring at når man sætter kærligheden fri, og erkender at man ikke kan være sikker, også må acceptere risikoen ved at miste og smerten, der følger med.

Det er nødvendigt at acceptere begge dele; friheden og frihedens pris. At man nogle gange er usikker, sårbar og trist. At det at være alene, også kan føles som ensomhed.

Dybest set er det en erfaring, der ikke kun har med åben kærlighed at gøre, men med erfaringen af at elske og sætte sig selv på spil i det hele taget (også kreativt). Det er en almenmenneskelig erfaring. Men den åbne kærlighed betyder blot at man hele tiden bliver konfronteret med disse følelser, at det er en vedvarende bevidsthedsproces.

Erkendelsen af at når vi ikke tør friheden, men vil være sikre, fordi vi er bange for at føle smerte, tab, forladthed, ensomhed – så glider friheden og kærligheden os af hænde.

Det vi ikke tør mærke binder os, mens det vi tør mærke, også når det indebærer sårbarhed og smerte, sætter os fri.

Det er kærlighedens og frihedens paradoks.

Jeg aner ikke om dette giver mening, men tillader mig at skrive det alligevel. Jeg blev engang spurgt, hvorfor jeg blotter mig på min blog. Svaret er at hvis jeg ikke tør det, så er det ligemeget. Også her sætter jeg sikkerheden på spil og kommer ud af min comfort zone.

Nogle gange famler jeg i blinde. So be it.

En indsigt

Det er sjovt som vi stiller betingelser op for at noget kan finde sted. Lykke, kreativitet, kærlighed.

Vi venter på den skønne dag eller det gyldne øjeblik hvor fx inspirationen indfinder sig for at kreativiteten kan finde sted. Men det gyldne øjeblik eksisterer ikke, og det gør den skønne dag heller ikke. Det eneste, der eksisterer er her&nu, og dig i kød&blod.

Eller vi forventer af os selv at vi skal være på en bestemt måde fx for at være elsk-værdige.

Jeg gik en tur i går, sad op ad et egetræ i solen, og lyttede til hvordan agern faldt mod jorden.

Jeg indså at jeg altid troede, at jeg skulle være dygtig for at skrive, smuk for at blive elsket og god for at være.

Nu ved jeg at jeg blot skal skrive for at skrive, elske for at elske og være for at være.

Det er så enkelt.

Tilfredshed

Billedet
En mand sidder med korslagte arme omgivet af en række bægre der står på et bord eller hylde bag ham. Bordet er dækket af et blåt klæde og således er han på omkredset af en halvcirkel. Han ser meget (selv)tilfreds ud.

9oC

Element/nummer
De ni bægre symboliserer rigdom i en eller anden forstand, men da Bægrene jo ikke står for materiel rigdom tænker jeg at det istedet handler om immateriel rigdom; om succes, overskud, energi, tilfredshed med tilværelsen, følelsen af at være på toppen, glæde.

 Ni’erne står for bl.a. modenhed og tilbagetrækning. I dette tilfælde kan man sige at figuren har trukket sig tilbage med sine bægre, en tilbagetrækning til selvtilstrækkelighed og måske overmodenhed i form af en slags opblæsthed, der fejlagtigt får én til at tro at man ikke har brug for andre. Han har forskanset sig bag sine bægre og har også lagt armene over kors foran på brystet.

Der er med andre ord en indbygget modsætning i dette kort; dels følelsen af tilfredshed og glæde, dels indtrykket af en person der har isoleret sig i forhold til andre på grund af denne  tilfredshed. Han er alene med sin fejring, og det er på sin vis sørgeligt.

Tør vi?
Et spørgsmål der imidlertid knytter sig til dette kort – især hvis det dukker op i positionen Håb og Frygt i Det Keltiske Kors – er om vi tillader os selv at være glade og tilfredse med det vi har? Tør vi være glade? Tør vi hvile i det der er og tør vi uden blusel nyde det når det går godt for os?

Divinatorisk betydning
Succes, overskud, overflod, glæde, tilfredshed, selvtilfredshed, isolation.