Om det essentielle

Eliminate the Unnecessary

Hvad er det essentielle i dit liv? Hvad vil du prioritere?

Nogle gange er vi nødt til at finde kniven frem og skære det bort som forhindrer os i at gøre eller være det, som giver mening for os. Det kan være en hård og lang proces at nå dertil.

Ud over at jeg holdt op med at have mål, og i stedet så det som min aspiration at skabe Eros, har jeg skåret endnu mere indtil benet.

Cirklen er et udmærket billede til at beskrive det. Her er der endda hele tre cirkler der lapper ind over hinanden.

model

Jeg forestiller mig dem som en grafisk gengivelse af de tre modi,  Be. Shine. Love, som jeg beskrev indlægget om mit credo, og hvordan de kommer til udtryk i mit liv.

Den største cirkel repræsenterer det at være, den lille blå repræsenterer det at skinne, et element der i høj grad har med at skrive at gøre. Og den røde repræsenterer kærlighed, at elske betingelsesløst.

Jeg ser disse cirkler som være “flydende” og varierende  i størrelse og overlap. Livet er ikke statisk, men i evig forandring. Hen over de næste par uger vil jeg skrive et indlæg om hver af de tre cirkler.

Modeller er altid sjove at lege med som metaforiske kort over rejsen. Hvordan ser dit kort ud, hvad skal der være på det, og hvad skal der netop ikke være på det?

Men husk: The Map is not the Territory.

Om kærlighed

That I am not the one who loves –
It’s love that seizes me.

Kærlighed er betingelsesløs, relationer er ikke. Det udsagn har jeg hørt to gange for nyligt fra to forskellige kilder.

Jeg tror det er sandt.

Det er os, der stiller betingelser, rammer og regler op for kærligheden, eller den kærlighed, vi tillader os selv at føle. Det kan være forbundet med sårbarhed, angst, tab af kontrol og frygt for at miste at tillade sig selv at føle kærlighed. Derfor bliver de relationer, vi indgår i og de måder, hvorpå vi elsker, betingede. Fx af bestemte måder at opføre sig på, eller om partneren lever op til bestemte idealer eller normer.

Spørgsmålet er om man kan nå til et punkt hvor kærligheden bliver større end relationen, og hvor kærligheden ophæver de betingelser, der knytter sig til relationen?

Er det muligt at elske et andet menneske, uden nogen forventning om at det bliver gengældt? Uden frygt, uden sårbarhed? Eller netop på trods af frygt og sårbarhed.

Eller ligger forventningen altid implicit som en betingelse? Og vil vi altid være “sikre” før vi tør sige at vi elsker et andet menneske?

Er det muligt at sige til nogen at man elsker vedkomende, uden at forvente at den man holder af, udtrykker den samme følelse? Og kan vi i det hele taget være sikre på, at vi taler om det samme, når vi taler om kærlighed?

Vi kan ikke være sikre på noget. Der er altid den mulighed at hjertet bliver knust.

Men. Når en given relation til et menneske, det være sig af venskabelig, seksuel eller romantisk art hører op, betyder det ikke nødvendigvis at kærligheden hører op, måske ændrer den blot karakter.

Jeg tror at kærligheden er større end relationen, men relationen er et udtryk for kærlighed, der er knyttet til et bestemt tidsrum, nogle bestemte mennesker og måske endda et bestemt sted eller en bestemt situation.

Relationer hører op, det er en del af livet at acceptere det grundvilkår at vi kan miste det menneske vi holder af. Vi forlader, vi bliver forladt. Døden indhenter dem vi elsker, eller os selv.

Men hvem siger at kærligheden nødvendigvis holder op fordi relationen gør det?

I virkeligheden er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt eller hvordan vi elsker, om vi elsker nok eller på den rigtige måde. Kærligheden har 10.000 ansigter, og den er måske snarere et kontinuum, der går fra den passionerede erotiske kærlighed i den ene ende til venlighed og næstekærlighed i den anden ende.

Som et prisme, hvorigennem lyset brydes i mange forskellige farver.

Måske er det ikke os, der elsker, men kærligheden, der elsker gennem os. Og vi kan lyse  på utallige måder, hvis vi tillader kærligheden at lyse gennem os.

Måske er det et spørgsmål om at turde hengive sig og være tilstede i det, uden frygt. Eller netop på trods af frygten?

Prima Materia

Hvad ER Prima Materia egentlig for en størrelse og hvorfor er jeg så fascineret af det både ud fra en eksistentiel og en kreativ synsvinkel? Hvorfor er det så vigtigt at jeg har kaldt min blog det, og nu også mit domæne?

I alkymien har Prima Materia fået tildelt utallige navne og tillagt utallige egenskaber. Det er et begreb, der langt fra er entydigt. Det er svært at forstå, at erkende. I samme øjeblik man tror man har forstået hvad det er,  skifter det form og mening, hvilket blot bidrager til dets fascinationskraft.

Prima Materia er urstoffet, det som alting er skabt af. Men i dets kaotiske, mørke, rå og ustrukturerede form.

Det beskriver urmørket, som alle mennesker oplever en flig af fra tid til anden; depression, fortvivlelse, smerte, disintegration, angst, raseri etc. Men det beskriver også en grundsubstans, som alt nyt kan udspringe fra. Prima Materia er dermed grundelementet, det som al skabelse starter fra, såvel i den kreative proces, som i den eksistentielle proces, som det er at skabe et liv, et Selv.

Det er  et paradoks: Prima Materia er på en og samme tid De vises sten, Lapis Philosophorum,  og forudsætningen for Lapis Philosophorum.  Det er såvel begyndelsen som enden af enhver proces, og er derfor ofte gengivet som slangen Ouroboros, der bider sig selv i halen.

manuscript-ouroboros

Alkymisten skal igennem processen bearbejde Prima Materia – men det handler naturligvis ikke om at skabe guld. Såvel Prima Materia som Lapis Philosophorum er metaforer for alkymistens egen sjæl.

For mig symboliserer Prima Materia derfor sjælen, som vi alle møder i dens rå form, som mørke, som nat, som potentiale.

Køkken

Jeg er kommet hjem fra  arbejde. Jeg er træt. Jeg drikker kaffe. Jeg hører Orientering om flygtninge der forsøger at at nå over Middelhavet til Europa.

Jeg sidder ved mit spisebord med den rød- og hvidternede dug. Jeg ser på kaffen, på kaffekanden, på lysestagerne og alle cd’erne der ligger og flyder, min søns tegninger af familien som dinosaurer eller familien som biler, på colaen, på brødet der skal i ovnen.

konkret

Jeg lytter til lydene fra børnene, til radioen, til regnen. Undrer mig over hvor stille kattene er.

Pludselig mærker jeg en komplet mangel på længsel efter noget som helst andet end at være lige her og nu, en fred, en glæde ved det konkrete, de banale hverdagsting i mit køkken og mit liv.

Nogle gange er det konkrete alt nok. Nogle mennesker sætter deres liv på spil for at nå et køkken i Europa.

Forbandede menneskelighed

Fornyligt stillede jeg mig udenfor et fællesskab, som har betydet meget for mig i mange år.

[Måske er det derfor jeg pludselig drømmer om at verden går under]

Det gjorde ondt. Og jeg kom til at tænke på den måde vi mennesker finder hinanden i fællesskaber, i ideologier, i verdenssyn.

Den samme mekanisme der giver trøst og tryghed – og det er smukt – kan resultere i modbydelige handlinger.

Vi vil søge og finde fællesskaber at iklæde os. Men vi vil altid dybest set være alene.

Pludselig slog det mig at det eneste virkelige fællesskab er vores menneskelighed.

Vores sårbarhed, vores smerte, vores angst, vores vrede, vores skam og vores ensomhed.

Men også vores latter, vores leg, vores kreativitet, vores empati, vores berøring, vores kærlighed.

Når vi tør vise den, kærligheden – og alt det andet –  er vi ikke længere alene.

I vores forbandede, ubodeligt ensomme menneskelighed.

Om at miste

“Accept loss forever” – et af beat-forfatteren Jack Kerouacs skrive- og leveråd.

[Til Gitte]

Vi taber en lille smule hele tiden. Tid, kærlighed, håb, besindelse. Livet går, øjeblikke glider nådesløst fra os som sand i et timeglas, mennesker vi holder af dør eller forsvinder på anden vis ud af vores liv, og håb og forventninger bliver til støv. Forskellige omstændigheder gør at vi er ude af os selv momentvis.

Elskovsmødet er slut, og det er på tide at sige farvel, vi kan ikke holde fast i elskeren, den sødme, den lyst som var, er nu blot et minde – tilbage er en udefinerbar længsel, en skælven gennem kroppen. En melankoli.

Ideer fødes og dør inden de realiseres, drømme glemmes når vi løfter hovedet fra puden, vores børn bliver store og vokser fra os, iler ud i en fremtid vi ikke er en del af, som vi har tabt på forhånd.

Æblet falder fra stammen  og går i forrådnelse i græsset i efteråret.

Døden venter, på et tidspunkt mister vi os selv, uigenkaldeligt.

Hvori består trøsten i dette, hvori består håbet?

At at leve i nuet, at acceptere, at tage imod livet og dets gaver med længsel, med sult, at drikke livet ind, suge begærligt og ALDRIG tage noget eller nogen vi holder af for givet. Aldrig at miste barnesjælen men se på en ny dag med åbne øjne og i fuld bevidsthed, uanset hvad den bringer.

Altid at vide at det vi får er noget vi skal slippe, før eller siden. Jeg tror at denne erkendelse er kernen i al livsvisdom fra Heraklit til Kerouac.

Trøsten ligger i at der altid vil komme nye blomster på æbletræet i foråret.

Apple_Tree_in_Full_Bloom

Credo

For længe siden opgav jeg at have mål – for blot at være til.

Mit credo – eller mit motto eller mine modi vivendi – blev:

Be. Shine. Love.

Faktisk havde jeg glemt det motto, men for nylig blev jeg mindet om det, og besluttede mig for at det er på tide at støve det af – at lade det skinne igen – i erkendelsen af at det ikke er nødvendigt med mere:

At være: ikke at være noget bestemt, bare at være den man nu er, i dette øjeblik. Nu.

Vi er dem vi skal være, vi behøver ikke mere, vi behøver ikke at være perfekte.

At være er at acceptere dig selv helt og fuldt, også det svære; følelsen af længsel, eller ked-af-det hed eller ydmyghed eller vrede. Men lige så svært det kan være at være med de svære følelser, kan det være at tillade dig selv at være glad, tillidsfuld, ubekymret.

At være er både at tillade dig selv at være, men også at lade omstændighederne være som de er. Lad være med at forsøge at kontrollere det som der er uden for din kontrol, eller at lave om på andre.

At skinne: At lade sit lys brænde og tillade andres lys at brænde:

“Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.” Matt. 5. 15.

Det lys der er i dit hjerte, uanset hvilken form det antager, den ild du nærer, din passion, din flamme, lad den brænde – og lad andre se dit lys. Lad være med at forsøge skjule hvem du er, eller at skamme dig over det. Lad være med nedgøre andre fordi du er usikker på dig selv. Hvis du tillader dig selv at skinne, er det nemmere at se andres lys, uden misundelse eller nag.

At elske. At unde betyder at elske. At misunde betyder således ikke at elske. Det at se andre menneskers lys, er at elske dem for det de er.

K.I.S.S.

Åbn din hånd – og dit hjerte

Forestil dig at du rækker hånden frem med håndfladen opad. Og forestil dig at en sommerfugl sætter sig på din hånd.

Vil du holde fast i den? Nej for så vil du ødelægge den, og dens skønhed, og dens evne til at flyve.

butterfly

Eller forestil dig at du placerer en kugle af silkepapir på din fremstrakte håndflade. På et tidspunkt vil vinden tage den og den vil trille bort. Medmindre du naturligvis holder fast i den.

Men på din fremstrakte håndflade vil den kun være der så længe det er meningen at den skal være der.

Det samme gælder sommerfuglen.

Det samme gælder mennesker i dit liv. Eller tanker eller følelser eller tilstande.

I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at vende hånden om, at give slip. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at holde nænsomt omkring, beskyttende.  Uanset hvad er det nødvendigt at acceptere at hvis man holder krampagtigt fast så går tingene – eller relationerne – itu.

Hvis man holder hånden åben er der en chance for at der kommer en sommerfugl og tager ophold (og sommerfuglen er som bekendt symbol på sjælen). Hvis man holder hjertet åbent er der en chance for at mennesker kommer forbi og tager ophold. Elsk dem, værdsæt dem og accepter dem som de er, dem selv. Og vær så parat til at give slip igen.

Tør du være skrøbelig?

Who do you need, who do you love
When you come undone?

For nylig kom jeg i kontakt med en sarthed eller skrøbelighed i mig selv, som de fleste der kender mig ser og holder af, men som jeg selv har haft virkelig svært ved at anerkende. I stedet er jeg ofte meget kritisk overfor den del af mig selv.

white-rose1

For mig er den hvide rose et af de ypperste symboler for skrøbelighed

Det er svært at anerkende at jeg som kvinde kan have den skrøbelighed og at det er fint at have det sådan. At lade paraderne falde og bare være med ALT det jeg rummer, og turde hvile i det.

For een ting er at vide det, noget andet er turde træde ud i det, og bære skrøbeligheden. Muligheden for at nogle gange gør livet bare at vi må lade masken falde og acceptere at vi kan gå itu. Og række ud …

Jeg ved ikke om jeg tør helt endnu.

Tør du?

Den blå himmel

I min bestræbelse på at opdyrke ydre såvel som indre ro, har jeg, udover at dyrke Yoga Nidra,  læst flere bøger af den vietnamesiske buddhistiske munk Thich Nhat Hanh.

Jeg synes at hans måde at beskrive buddhismen er dejlig enkel, og han giver i flere af sine bøger enkle anvisninger på meditation.

Dybest set er han budskab at kilden til glæde i tilværelsen er (op)dyrke vågen opmærksomhed (sati, awareness, mindfulness).

Efter at have læst ham forestiller jeg min bevidsthed som en blå himmel. Hen over den glider tanker, følelser og sansninger – eller indholdet i sindet – som  skyerne, nogle gange stille og roligt, luftigt og let, andre gange som mørke, tunge skyer, der virkelig fylder meget og er parat til at briste med regn, lyn og torden.

Lige så lidt som skyerne er himlen, er mine tanker og følelser min bevidsthed – de fylder blot op, og forhindrer mig i at opleve den fred og skønhed der er i rummet oppe over skyerne.

Men der er en illusion at tro at skyerne ikke opstår, ligesom det er en illusion at tro at tanker og følelse ikke opstår, under meditation og i det hele taget, men opgaven er ikke at identificere dem med selve bevidstheden, ligesom skyerne ikke ER selve den blå eller stjerneklare himmel.