døden Arkiv ~ Prima Materia

Sort Sol

“[A]l den død/et almindeligt menneske/selv skal igennem/i løbet af sit liv” Inger Christensen

Døden er i alt. Som en evigt tilbagevendende del af Samsara, forgår alt for at genopstå i nye former.

Vi dør og genopstår mange gange i løbet af vores individuelle, almindelige liv.

Vi dør i de bristede illusioner, skuffede forventninger og knuste håb. I dørene der lukkes. I relationer, der går itu, forældre, der dør og venner, der forsvinder, kærester vi forlades af eller forlader.

Ord og løfter, der forstummer og blæser bort i vinden, i tiden.

Situationer, der krakelerer indefra som gale (sic!) huse.

I naturens gang, i forfaldet, i forrådnelsen, og i begyndelserne ligger døden beredt, i spirerne, blomsterne, der først er friske, derefter rådner i vasen, og sender en tung duft ud i stuen. Vandet, der står stille.

Den døde mus under gulvet i sommerhuset. Naboen, der ligger død inden lugten afslører den ubodelige ensomhed, det er at dø alene.

I kullet, der både kan brænde og blive til diamant. I ild, der bliver til aske.

I min krop, hvis stjernestøv en dag vil blive til nyt beåndet liv. I mine rynker, i dine grå hår, i min hånd, der også falder en dag. Alt falder.

Vi dør.

Let it be.

***

Forleden dag dukkede denne fyr op. Han er sweet, ikke?

Det er en god ide at være fortrolig med ham, allerede i livet.

death Death from The Alcemical Tarot by Robert Place.

Først og fremmest er han et symbol på det, som skal dø i mit liv nu. Guderne skal vide, at at jeg er ved at gå igennem en transformationsproces, en selektions- og og separationsproces. Det liv jeg har levet de sidste 15 år skal dø – og noget nyt skal begynde.

Relationer er faldet bort eller er blevet forvandlet.

Alt har en tid. Og nu er det på tide at dø. Og alt lade, det der vil dø, dø. Ikke uden smerte og intens sorg – men uden fortrydelse eller sentimentalitet.

Jeg har en vis fortrolighed med døden. Både den konkrete fysiske død og dens sødlige duft – og den symbolske.

Og nu byder jeg den velkommen og lader sandet glide bort gennem mine fingre.

***

Timeglasset er som den hvide blomst, dødningehovedet, leen, og ravnen (ådselsæderen) en af Dødens attributter.

Her har Robert Place gengivet Døden som et skelet, med en ravn og en lang pil, stående på en sort sol (Sol Niger). Det er interessant at Døden her holder en pil, og ikke en le.

Det er en reference til Eros’ pil, og det er derfor den er rød i den ene ende. Der er en evig forbindelse mellem Død og Eros. Som jeg har skrevet om før er Eros ikke blot en sød lille englebasse, nej Eros er en kaosmagt, der bringer det bestående til fald. Når vi rammes af Eros’ pil dør den verden vi hidtil har kendt og vi forvandles. Og ja, franskmændende kalder jo orgasmen for Den lille død; “Le petite Mort”- et begreb, der imidlertid også referer til et mindre fald i bevidsthed.

Hverken Døden eller den erotiske Kærlighed er til at spøge med og der er en evig dualistisk, pulserende forbindelse imellem dem. Da min mor døde blev min Eros frigivet og jeg blev forvandlet på godt og ondt.

***

Et originalt alkymistisk billede af Sol Niger fra Philosophia Reformata

Hvad betyder Putrefactio? Mortificatio og Putrefactio er to beslægtede begreber i alkymien som begge refererer til døds- og forrådnelsesprocessen. Mortificatio er ifølge Edinger den mest negative af de alkymistiske operationer, og er associeret med mørke, sorthed, nederlag, lemlæstelse, tortur og forrådnelse – og med den alkymistiske fase, der hedder Nigredo.

Disse operationer og faser gennemlever vi alle på på forskellige tidspunkter af vores liv, i form af død, sorg, tab, sygdom og livskriser. Og det er vigtigt for vores udvikling og vækst, at vi ikke viger bort, når vi er i dem. Ikke at vi skal dyrke dem, men vi må acceptere at de opstår, smerter, nedbryder og ødelægger os og efterlader os som forvandlede. De er nødvendige for de efterfølgende faser af fornyet vækst, opstandelse, genfødsel, undfangelse. Der er en ny begyndelse og prisen for at fødes i ny bevidsthed er netop vores villighed til at dø. Men det er væsentligt ikke blot at fokusere på det, der kommer bagefter – men at omfavne mørket, døden – for dets egen skyld.

At hengive sig til mørket på det præmisser – selvom det ofte er noget vi flygter fra.

***

Så der er dette her mystiske, alkymistiske symbol. Den kugle som Døden står på; Sol Niger.

Forudsætningen for at det alkymistiske opus (Opus Magnum) kan skabes er at materien (prima materia) bliver mørk. Egoet må forvandles i mørke, af mørke – hvor skræmmende denne tanke end er. Hvis solen og dens lys normalt symboliserer bevidsthed bliver den nu sort – ikke som i formørket af et andet legeme, men i sig selv. Der er tale om en anden form for bevidsthed – ikke ubevidsthed, ikke søvn, glemsel, flugt eller bedøvelse.

Sol Niger er et paradoksalt, mystisk symbol, som ikke kan forklares eller forstås rationelt. Det er et sort lys, der skinner i det mørke, vi gennemgår i de faser af livet, hvor vi dør. Lyset i mørket. Ikke lyset for enden af mørket – men mørkets eget lys.

Mørkets eget lys – hvad er det?

I alkymien har vi begrebet Lumen Naturae (Naturens Lys), som ikke er det samme den almindelige vestlige opfattelse af lys som mørkets modsætning.

Jung beskriver det som:

“The light of darkness itself which illuminates its own darkness, and this light the darkness comprehends, Therefore it turns blackness into brightness, burns away all superfluities and leaves behind noithing but facem et scoriam et terram damnatam (dross and scoriae and the rejected earth)” cit. i Marlan.

I dette mørkets lys brændes alt væk, som ikke er nødvendigt. I dette mørke ser vi et lys, somkun ses i mørket:

“In the deep dark the person alone sees light”

***

Problemet er at vi ikke er vant til at se på døden og mørket i dets egen ret i den vestlige kultur. Vi er ikke vant til døden, vi giver den dårligt plads, og forventer af de sørgende at de kommer sig hurtigt, at de klarer det. Alternativt og ekstremt er sorg blevet gjort til en sygdom. Vi har ingen guder for døden, som de fx har det i Indien. Tantra er i Vesten forenklet sagt blevet til sexteknik, men i tantraen er der jo også mørket – og Kali. Den gammeldags Melankoli er ligeledes blevet en diagnose, der nu hedder “depression” (ikke at forveksle med den virkelige sygdom depression, som kan være dødelig).

Min pointe er at vi har mistet vores forbindelse til mørket som del af eksistensen i vores kultur. Vi forsøger at gardere os, at flygte. Vi forsøger at rationalisere og diagnosere os ud af ubehaget ved den menneskelige eksistens, de faser af død, vi skal igennem. Vi søger det apollinske lys, og har ganske glemt Apollon også havde et mørkt aspekt, der havde at gøre med huler, slanger, heling i mørket og orakler.

Vi har glemt vores forbindelse til Lumen Naturae og forvist det til det irrationelle mystiske, til det okkulte. Men digterne og kunstnernes minder os til stadighed om døden; “Memento Mori” og det beståendes ubestandighed, og også den almindelige død, som Inger Christensen skriver om. Prædikeren minder os om, at alt har en tid: “En tid til at fødes og en tid til at dø” etc.

For Den lille Prins er vejen hjem døden og slangebiddet. Det er blot ét lag af fortolkning. Jeg tænker at vi ved at huske på døden, kan vende hjem og tilbage til os selv, til det unikke ved vores afgrænsede eksistens, som vi dog alle deler, en kollektiv skæbne. Jeg tænker at vi ved at erkende denne fælles skæbne, det som ultimativt gør os til ådsler, som ravnen hakker i, forpligter os til at påtage os vores Selv, at blive det vi har til opgave at blive, en påmindelse om at være generøse og givende i det liv, der nu er, med alle dets faser af død. Husk at ravnen også er visdommens fugl, Odins fugl.

***

I alkymien er der et billede af Sol Niger, som jeg finder meget, meget smukt.

Sol Niger fra Splendor Solis

Omgivet af liljer og roser; dødens og kærlighedens blomster, renhed og passion. Og solen lyser, for himlen er farvet rød og gylden.

Solen rejser sig, eller den går ned. Det er ikke til at sige, men det er en uafvendelig cyklus.

Fundament

“Den modne person når da måske det stadium, hvor han er sin egen moder og fader.”

At være min mors datter var svært. Få dage før hun døde skældte hun mig ud i telefonen og lagde røret på. Heldigvis nåede vi at blive forsonede inden hun døde. At hun døde var traumatisk, som alle pludselige dødsfald. Da hun var død, skete der en grundlæggende forandring med mig. Og faktisk var jeg lettet. Det lyder grimt at sige det, men det er ikke desto mindre sandheden. Jeg blev et andet menneske, en energi var sat fri. Jeg følte mig fri.

Siden er der sket mange ting i mit liv. Og nu er jeg her. I en helt anden livssituation end forventet.

I den forløbne uge ramte jeg pludselig en følelse af savn efter at have en mor og en far. Stadig at have min mor og far. En form for fundament. En følelse af mangel, ensomhed, rodløshed.

Min vrede imod dem har fyldt meget i mit liv, min følelse af blive svigtet af fravær og misbrug. En grundlæggende følelse af blive afvist, ikke at være god nok, en følelse af skam over at være blevet afvist. Vrede ikke blot imod dem, men også en paradoksal vrede mod mig selv over at blive afvist, over ikke at være god nok.

Jeg blev pludselig konfronteret med sorg over at de ikke er i mit liv, nu som voksen. Og smerte over at tingene blev som de blev. Men det står ikke til at ændre.

Det er svært at erkende den sorg, netop fordi jeg har været så vred. Men da jeg tillod mig at sørge, blev det klart for mig, at det er okay at føle den sorg, og også vreden, og at det også nu er muligt at tilgive dem og måske se dem, ikke blot som mennesker, der svigtede – men også som mennesker, der sandsynligvis – for det er jo sjældent at mennesker bevidst ønsker at svigte – ønskede at gøre det så godt som muligt. At erkende dem som mennesker, der gjorde og ønskede deres bedste, og som heller ikke svigtede 100 %. De gav mig et godt fundament for at være i verden, selvom det er kan være svært for alle mennesker, dem selv inklusive.

For os alle gælder det, uanset hvordan vores forhold til vores forældre er, at vi på et tidspunkt må slippe dem. Uanset om vi ser dem, om vi har et godt forhold til dem, om vi har et problemetisk forhold til dem, eller vi af en eller anden grund har mistet forbindelsen til dem, eller om de er døde.

Uanset hvad så må vi slippe dem, tilgive dem og se dem som mennesker.

Det at blive voksen handler om dette, at give slip, at slippe ud af deres faktiske, psykologiske og arketypiske skygge. Det at blive voksen handler i sin essens om at skabe sit eget fundament – blive sit eget fundament. At blive sin egen mor og far, som Erich Fromm skrev om det modne menneske i sin fine lille bog Kunsten at elske.

Samhain

Vi er på vej
ind i mørket
i vinterilden

Mørket er over os, vi er netop gået bort fra sommertid, og indtil Vintersolhverv vil det blot blive endnu mørkere.

I morgen er det det Samhain – hvilket betyder sommerens slutning – den sidste af tre keltiske høstfester, der markerer enden på det lyse halvår og starten af det mørke halvår.

På dette tidspunkt af året er sløret mellem vores verden og “Den anden side” – Underverden i følge traditionen tyndt, og derfor ærer vi de døde.

Ud fra en moderne betragtning er det, når vi ærer og husker de døde, måske på sin plads også at ære livet og de levende.

Mørket og døden får os til at påskønne livet desto mere.

Samhain er også en nytårsfest, der markerer starten på det nye år. Så lad os roligt se fornyelsen af livet og året i møde – også selvom det begynder i mørket …

Mortificatio – sjælens mørke nat

“The slaying of the dragon”

Mortificatio betyder at slå ihjel, og knytter sig til den alkymistiske fase, der hedder Nigredo – sorthed. En anden operation, der er tæt forbundet med og knytter til til mortificatio er putrefactio – at rådne.

“Mortificatio is the most negative operation in alchemy. It has to do with darkness, defeat, torture, mutilation, death and rotting. However, these dark images often lead over to highly positive ones – growth, resurrection, rebirth – but the hallmark of mortificatio is the color black” (Edinger p 148)

Dermed bliver mortificatio udgangspunktet for at noget kan gro frem, og i alkymien startes processen med at noget skal slås ihjel, fx dragen, der repræsenterer Prima Materia, eller allerførste primitive følelser af fx lyst, vrede eller magtvilje, der må befries for at libido kan forædles og psyken modnes og transformeres (se Edinger p. 150)

En anden figur, der ofte slås ihjel er kongen. Kongen skal dø, og vi har set ham dø ved at blive druknet eller ved at blive slået ihjel og fodret til sulten ulv, der derpå er blevet brændt. Kongen repræsenterer som nævnt det gamle ego (gamle indstillinger og attituder), der må ofres for at en forbindelse med Selvet kan findes sted.

Så ideen er altså den, at gennem døden og forrådnelsen, kan noget nyt gro frem, noget kan forvandles. Psykisk oplever vi på forskellige tidspunkter i livet lavpunkter, nederlag, at vi ikke kan få det, vi ønsker os, at vi må ofre os, at dele af os må dø, for at noget nyt kan gro frem. Det er en almen sandhed, men vi har svært ved at acceptere livets nigredo-faser – det som er blevet kaldt Sjælens mørke nat (Sankt Johannes af Korset).

Men et væsentligt billede, der knytter sig hertil er det som vi kan så i mørket som sæd – guldet:

“The sowing of gold is an interesting image. Gold signifies light, value, consciousness. to sow it means to sacrifice it, to offer it up to mortificatio in the hope that it will multiply … it is offered up to the unconscoiusness by a voluntarily death of ones psychic comfort, rightness and rationality. One self allows oneself to be less in order to be more – less nearly perfect, but more nearly whole” (Edinger p. 161)

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Døden, minderne og det levede liv

I dag ryddede jeg op i de sidste af kasserne fra min mor. De har stået længe og ventet, det er jo snart to år siden at hun døde, Det var bevægende og glædeligt og sørgeligt på en gang.

Jeg fandt en masse billeder fra 1970’erne af mine forældre, af mig som baby, og af tiden før jeg blev født, hvor min mor så ung smuk og glad ud, blandt andet fra en tur til Sydtyskland, fra 1960, hvor hun har været 23.

Nogle gange glemmer vi at vores forældre har et liv før og udenom om os, og måske bliver vi selv – som forældre – overraskede når vores børn har svært ved at forstå, at vi selv er så meget andet end deres forældre.

Oprydningen fik mig på én gang til at føle mig forældreløs, som et barn – og endelig som voksen. Oprydningen fik mig til at slutte en cirkel, at sige farvel. Det føles meget mærkeligt at rydde op i et andet menneskes ting, som jeg har ryddet op i min mors i løbet af de sidste to år.

Hun er den der på godt og ondt har stået mig nærmest, men døden og afstanden skaber en fremmedhed, som gør det både mærkeligt og nemt, at “lukke det ned”, at reducere fem kasser med fotografier og gamle papirer til én, som jeg så kan gemme væk.

Jeg fandt et portrætfoto af min far, som jeg troede var gået tabt. Men det er ikke min far, blot et billede af ham, som jeg er glad for at at have genfundet. Jeg blev på én gang glad og chokeret, for jeg havde ikke regnet med at se det billede nogensinde igen. Min far døde i 1987.

Minderne om mine forældre flakser rundt som sommerfugle, svære at fange, men lige pludselig sidder de der bare, i hjertet, og jeg husker enkelte ting meget tydeligt.

Det får mig til at tænke på at fotografier og artefakter netop blot er minder. Døden er uigenkaldelig, på et tidspunkt ender udvalgte genstande, fotografier, dagbøger og breve, der repræsenterer os, i en kasse, og det er en anden – et barn, en ægtefælle – der definerer, hvad der hører til i den kasse, og hvad der skånselsløst bliver smidt ud. Utallige mennesker efterlader sig absolut ingenting, når de går bort, eller der er er ingen, der kerer sig om at udvælge de genstande, der repræsenterer dem.

Det er skræmmende. Livet er kort, døden venter og tilsidst er der ingenting eller meget lidt tilbage.

Trøsten er det levede liv, at leve, elske, at være i dette nu. Det er ikke en floskel – men en enkel sandhed – Carpe Diem. Grib dagen, nuet. Dette tindrende øjeblik, af smerte, glæde og levet liv. Det der definerer os er dem vi er lige nu – nej, vi har ikke brug for noget til at definere os – vi har kun brug for at være, for nuet og for hinanden, mens vi er her.

Du er selv dit liv.

Ned i Underverdenen

Inanna er himlens dronning, gudinde for sexuel kærlighed, frugtbarhed, skønhed – og krigsførsel. Hun er som mange af de store gudinder associeret med de store kattedyr – især løven. Hun er associeret med Venus og stjernen er et af hendes symboler.

Det er uklart, hvorfor Inanna nedstiger til underverdenen.

Hun hører sin søster Ereshkigal jamre, som i fødselssmerter, men muligvis er det fordi Ereshkigals husbond, Gugalana, er blevet dræbt, og Inanna ønsker at deltage i begravelsesfølget.

Inanna stiger ned, men har forinden bedt sin tjener hidkalde guderne Enlil, Nanna og Enki, hvis ikke hun vender tilbage. I underverdenen bliver hun frataget sine klæder, sine regalier, herunder hendes stav af Lapis Lazuli – alt, hvad der har med hendes position og magt at gøre. Hun står nu nøgen foran sin søster Ereshkigal:

Naked and bowed low, Inanna entered the throne room.
Ereshkigal rose from her throne.
Inanna started toward the throne.
The Annuna, the judges of the underworld, surrounded her.
They passed judgement against her.
Then Ereshkigal fastened on Inanna the eye of death.
Then spoke against her the word of wrath.
She uttered against her the cry of guilt.
She struck her.
Inanna was turned into a corpse,
A piece of rotting meat,
And was hung from a hook on the wall.

Her hænger hun i tre dage og tre nætter. Tjeneren sender bud efter de tre guder, og endelig Enki indvilliger i at redde hende. Han sender to dæmoner ned efter hendes lig, og en byttehandel finder sted, hvorved det lykkes at få Inanna fri – mod at hendes mand Dumuzi – og hans søster, der går i forbøn for ham – skiftes til at være i underverdenen et halvt år ad gangen.

Hvad betyder det?

Inanna og Ereshkigal er to sider af samme helhed.
På det symbolske plan betyder det, at kvinden – for at få del i en rå, upersonlige urkraft, som Ereshkigal repræsenterer – må ofre alt, og må møde sin skygge nøgen. Ereshkigal står for alt det grimme og kolde, det isolerede, og separerende, som kvinder har brug for for at kunne stå ved sig selv. Alt det er noget som kvinder har svært ved at acceptere ved dem selv og tage i besiddelse. Fordi det har været ildeset og undertrykt i den almindelige kulturelle og psykologiske opfattelse af kvindelighed.

Turen på kødkrogen – døden, råddenskaben – betyder opgivelsen af alle prætentioner om kontrol og ego – at lade maskerne falde – og alt det vi tror vi bør eller skal være, finde os i, udholde, acceptere.

For nutidige kvinder betyder det ikke mindst alt det lort vi byder os selv i perfektionismens navn. Ved at overgive os til skyggen og dens rasen – og at vedkende os den anden side af det kvindelige, kan vi finde den helhed, som Inanna og Ereshkigal tilsammen repræsenterer.

Det sjælløse menneske

En artikel i Weekendavisen om den franske filosofs Robert Redekers bog Egobody vækkede straks min opmærksomhed.

Redeker mener at vi har mistet vores sjæl efter vi sagde farvel til både Gud & Djævelen:

Et menneske, der kun lever for sin krop, som det moderne menneske gør, har glemt sin sjæl og sit jeg og forholder sig ikke længere til det evige spørgsmål: Hvem er jeg? Egobody’en spørger: Hvad er jeg? Han ignorerer mennesket i sig selv og de to størrelser – sjælen og jeget – som indtil nu har udgjort den menneskelige identitet.

Mennesket har med andre ord reduceret sig selv til en »zoologisk dimension« og afvist alt det, der adskiller det fra andre levende væsner: at være mere end materie, at være ånd, at have en sjæl.” Fra artiklen i weekendavisen

Er det sandt? Først og fremmest tror jeg ikke, at vi har en sjæl. Jeg tror at det er den, der har os. Men muligheden for at der overhovedet eksisterer sådan noget som en sjæl, vil vi som kollektiv, som kultur ikke kendes ved. (I øvrigt er denne diskussion endu et vidnesbyrd om den dichotomi jeg forsøger at gøre op med i indlægget om Kroppen).

Vi ønsker at glemme sjælen, at fortrænge den. Fordi fordi det minder os om smerten ved at være menneske, om alt det upassende og frastødende. Om mørket og dybet. Om skyggen – og angsten for det ukendte.

I sidste ende angsten for døden. Selvom ironien er, at netop vores krop er dødelig – selvom sjælen (måske) ikke er det. Det ved vi ikke. Men sjælen er sådan en udefinerbar, metafysisk størrelse – mens kroppen er formbar og disciplinerbar. Så det bliver kroppen vi tyer til i vores længsel efter udødeligheden.

Vi vender metafysikken og filosofien og døden ryggen, selvom (som Redeker siger med Platon og Montaigne) at filosofere er at lære at dø.

Blod

Hvad er det ved blod og dets symbolik, som fascinerer os?

Det handler om liv, død og Eros.

I eventyrene kan tre dråber blod konkret betyde defloreringen af jomfruen. På et dybere symbolsk niveau kan dette så hentyde til det punkt, hvor den unge pige bliver psykisk moden og i stand til som en kvinde at give sig selv til en mand. Brylluppet i eventyrene symboliserer, at der har fundet sand sammensmeltning sted mellem kvinde og mand.

I Snehvide stikker moderen sig på nålen og tre dråber rødt blod falder ned på den hvide sne i den ibenholtssorte vinduesramme. Hun ser det og tænker “Havde jeg bare et barn så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som træet i vinduesrammen.”

Og så undfanger hun og føder et barn, en lille pige, der får navnet Snehvide. Kort efter dør den gode moder, og vi ved alle hvad der så sker.

Det jeg finder interessant ved begyndelsen af eventyret om Snehvide, er at blodet og dets Rødhed er kædet sammen med sneens Hvidhed og træets Sorthed. Disse symboliserer de tre alkymistiske stadier; Nigredo, Albedo and Rubedo. Rubedo – Rødheden – er kulminationen af det alkymistiske værk; Opus’et, De vises Sten og conjunction, sammensmeltningen af modsætninger og brylluppet mellem kongen og dronningen.

The World i the Alchemical Tarot Symbol på det Store Værk, den Røde Sten — The World i the Alchemical Tarot - Symbol på det Store Værk, den Røde Sten

Blodets og dets skønne røde farve, handler om livets puls, livsgnisten, kærlighed og lidenskab, modenhed, og evnen til at være hel og samtidig forenet med den Anden. Og dog være forskellig og differentieret – således at man ikke gror sammen på en usund måde, som Djævelen beskriver det.

Min mand havde en mere jordbunden tilgang til blod som symbol. “Blod er det som får vores maskine til at køre, det er flydende men coagulerer nemt, det er tykt og varmt, faktisk en levende organisme i sig selv.”

Og når blodet løber tyndt, bliver vi konfronteret med dets mere farlige og frygtede konnonationer; vi bliver mindet om døden. Rødheden skifter tilbage til Sortheden – og cyklusen fuldbyrdes.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Min mor

For ganske nylig mistede jeg min mor. Hun havde været temmelig syg i et stykke tid, og på den måde var det ikke uforståeligt eller fuldstændigt meningsløst, og ubegribeligt, at hun nu ikke er hos os mere. Men det gør ikke savnet mindre, eller sorgen. Eller chokket over, at det er sket – lige nu.

De sidste par uger er gået med at tage stilling til alle mulige praktiske ting; såsom bisættelse mm. Så kommer afmelding af telefon, avis, bogklub etc. Så kommer mødet i skifteretten, og oprydningen i hendes hus, især dette bliver slemt, og endelig salg af huset. Jeg kan mærke, at selvom jeg er knyttet til huset, fordi jeg boede der i mine teenageår, fra jeg var 11 til jeg var 19-20 år, må jeg give slip på huset, eller det må give slip på mig.

Alt dette bare for at sige, at disse praktiske ting, overvejelser og tanker, har gjort det muligt at distancere mig lidt fra det hele, at lægge afstand til visheden om, at hun bare ikke er her mere. Jeg tror ikke, at det er sundt at blive ved med at distancere sig med henvisning til det praktiske, men det er da en mulighed for at komme igennem de første uger uden at være fuldstændig ødelagt.

Jeg ved af erfaring at savn og sorg tager tid. Det er ikke noget, man bare kommer sig over. Og der er også en masse tanker og følelser, der skal afklares – tanker og følelser, der ikke nødvendigvis er så nemme og ligetil at forholde sig til. Sådan er det nødvendigvis.

Det er også fint. Jeg har besluttet mig for at gøre alting meget langsomt, eller så langsomt, som det nu er mig muligt i denne periode. Det kan næsten ikke være anderledes, så træt som jeg føler mig.

Det betyder også at jeg har suspenderet alle mine hidtidige mål indtil ihvertfald slutningen af dette år. Jeg har tre optikker: Ro, Fokus og Nærvær – så må alt andet komme som det vil.

Opstandelse

Påskedag.

Af en eller anden grund ringer vækkeuret klokken 6.30 og Tristan er vågen med det samme. Dah dah siger han muntert fra sin seng. Det må da være en fejl. Det lykkedes at holde ham hen til klokken 7 og så står vi alle sammen op. For jeg kan høre at Elisabeth nu er vågen. Så det bliver en tidlig påskemorgen, som så mange andre i en børnefamilie. Vi drikker kaffe og børnene får deres påskeæg/lego.

Jeg ligger i min halvsovende tilstand mellem klokken 6.30 og 7 og filosoferer over, hvad det er for en dag. Jesu genopstandelse fra døden. Kristendommens centrale dogme. Som jeg ikke tror på. Jeg kan ikke tro på kødets opstandelse. Jeg tror at “kødet” eller den fysiske krop, materien, indgår i det store kredsløb af liv, død, nyt liv etc. Jeg tror ikke på kødets opstandelse, det evige liv, dommedag – eller syndsbegrebet. Især det med arvesynd, finder jeg noget problematisk. For at sige det mildt.

Med andre ord er jeg ikke kristen. Hvis der er noget der genopstår er det sjælen – eller måske blot en gnist af sjælen, der går videre i en ny form. Den split af min sjæl, der er evig genopstår i nye former, nye liv, ny bevidstheder, for om en evighed at genforenes med “Det guddommelige”. Det uudsigelige, ubegribelige.

Jeg tror såmænd ikke, at det er “mig” eller “mit” ego, der nødvendigvis går videre. Jeg er ikke sikker på det med reinkarnation – i det mindste er det ikke mig, der reinkarneres eller genopstår – men sjæl eller bevidsthed i en ny form, opbygget af andre atomer og bestående af andre energier.

Så jeg ser mig som en slags ny-gnostiker. Eller rettere; når man taler om disse ting nuomstunder skal prefikset “ny” klistres på alt muligt. Ny-spriritualitet, ny-mysticisme, etc. På den måde vil jeg give Lars Muhl ret; i virkeligheden er der tale om ældgammel spirituel viden eller visdom, der ligger forud for kristendommen og andre religioner. Så lad os bare kalde det Gnosis eller Gnosticisme.

Selvom jeg ikke er kristen, så kan jeg godt lide ideen om (gen)opstandelse i en videre kontekst. Den cykliske idé om liv, død, nyt liv. Fornyelse. Noget af det smukkeste ved påsken er efter min mening ægget som symbol på liv, frugtbarhed, fornyelse, skabelse.

The ancient symbol of the Orphic Mysteries was the serpent-entwined egg, which signified Cosmos as encircled by the fiery Creative Spirit. The egg also represents the soul of the philosopher; the serpent, the Mysteries. At the time of initiation the shell is broke. and man emerges from the embryonic state of physical existence wherein he had remained through the fetal period of philosophic regeneration.” (Manly P. Hall)

Også kaldet Det Alkymistiske Æg:

“During the alchemical process, the subject, Hermetically sealed in the Egg, would go through a symbolic death and rebirth. When the Egg was cracked, a new mystical substance emerged which was an elixir that prolonged life and acted as a catalyst capable of improving any substance that it came in contact with. This substance, called the Philosopher’s Stone, could change lead into gold and change an ordinary person into an enlightened master. One of the symbols for this perfection was the ideal flower — the rose.” Robert M. Place

Og så er det egentlig sjovt at Jesus og Selvet eller Helheden ofte er symboliseret ved netop en rose. Ligesom kærlighed er det. Så for lige at vende tilbage til kristendommen og det kristne budskab: Der er naturligvis mange perler af sandhed og visdom i kristendommen, som der er i andre religioner og spirituelle traditioner. For mig er hjertet i kristendommen budskabet fra Jesus i Bjergprædiken:

“Elsk din næste som dig selv”.

Helt enkelt.