Tag: nærvær

Nær

“Sæt en saadan Tid opfandt de hurtigste Befordrings- og Communicationsmidler, utallige udveie til at disponere over forenede Pengekræfter: hvor ironisk, at Befordrings-Væsenets Hurtighed og Communicationens Hastvæk staaer i omvendt Forhold til Raadvildhedens Seendrægtighed”  Kierkegaard

I toget om morgenen sidder alle og kigger på en telefon. Det er efterhånden sjældent at nogen læser i en bog eller avis. Eller bare ser ud i luften, uden at lytte til noget, uden at se på noget. Bare er, tilstede og nærværende.

Jeg gør det også selv. Lytter til musik eller er på telefonen. Online.

Det er blevet sværere at flirte med mænd, fordi de kigger på deres telefon. Det samme er sikkert tilfældet, hvis man ønsker at flirte med kvinder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at vi er blevet fjerne. Fjerne i blikket eller i fjerne i vores bevidsthedshorisont. Det foregår et Andet sted, end der hvor vi er.

I et virtuelt space.

Det er blevet sværere at få øjekontakt. Også på restauranter, caféer og i bylivet er mennesker, der ser ud til at være sammen, mere optaget af noget, der sker på telefonen, end af hinanden.

De sociale medier, dating sites etc. betyder også at kontakt, selvom vi i teorien hele tiden har kontakt eller potentiel kontakt med hinanden er blevet mindre nærværende og tager det nærvær, vi får givet som en gave, for givet i en sådan grad at andre mennesker og deres tid ses som objekter.

Vi kan swipe uinteressante mennesker væk i løbet af et nanosekund. Vi kan poke og like hinanden og indlede kontakter på internettet, og så lade være med at svare sms’er, beskeder og mails. Vi kan fryse og ghoste.

Kontakt og kommunikation bliver på den måde uforpligtende, tvetydig og ambivalent. Hurtig, nem og billig.

Sårende, dybest set.

Vi kan gemme os bag skærmen, og det er så det vi gør. Vi er blevet dårlige til at tage vare på hinanden, måske fordi vi har travlt med at beskytte os selv. Vi er blevet rådvilde, og som sådan sendrægtige, vi skyder tiden ud, eller spilder den.

Fordi den virkelige nærhed, den kødelige kontakt er blevet så svær.  Mødet, blikke der mødes, hænder der mødes, hud mod hud. Også når det gør ondt.

Det er blevet sværere at tale om hvordan tingene egentlig er. At bruge hjertet som telefon, istedet for at bruge telefonen som hjerte.

telephone

Dråber

red drop“Som et strejf af en dråbe/fik vi lov til at håbe/
på de ting, der skal komme/førend livet er omme”

Her til morgen var jeg igen ude at svømme. Og lige som sidst afgav jeg et løfte til mig selv.

Denne gang lovede jeg mig selv at forsøge tage imod, hvad jeg får i et givet øjeblik. Jeg gav mig selv det løfte at tage imod øjeblikkene som små strejf af nåde.

At dvæle i det.  Hvad enten det er kærlighed eller eller glæde. Hvad enten det er sorg, savn eller sårbarhed. Og så at give slip.

Hvert savn rummer et løfte om gensyn. Hver sorg muligheden for trods alt at glædes over det der har været. Hver glæde et svimlende håb om mere glæde. Hver kærlighedsgestus en mulighed for gensidighed. Hver sårbarhed en mulighed for trøst.

Det er måske sådan at vi nogle gange har svært ved at acceptere det, der er (og vi skal naturligvis ikke acceptere ALT). Det er måske sådan at situationer, andre mennesker og ting, der ikke virker, bliver u-udholdelige. Vi lever i en tid, hvor vi har mulighed for at kunne en masse, kommunikere en masse, forkaste en masse på meget kort tid. Vi bliver vrede, angste, utålmodige, irritable.

Det er helt naturligt, menneskeligt.

Så siger vi til os selv at vi skal leve i nuet. Men alene heri ligger en fordring. Hvad med at vi sagde: Jeg kan leve i nuet.

Jeg kan som en mulighed tage imod de små gaver, som livet tilbyder. Jeg kan som en mulighed lytte til meningen i disse små ting. Jeg kan som en mulighed tage imod de smukke momenter af  glæde i livet.

I weekenden oplevede jeg en rus af kærlighed, venskab, rummelighed og meget mere, som jeg ikke har ord for nu.

Søndag morgen, stadig beruset i mere end een forstand siger jeg til et kært menneske: “Hvorfor er folk så glade?” Hvortil hun svarer: “Fordi jeg har smittet dem”.

Ja så enkelt er det. Glæde smitter. Nærvær smitter. Kærlighed smitter.

Om Facebook – og nærvær

En person, som jeg godt tør kalde min ven, selvom jeg først for nylig har lært ham at kende*, har for nylig udtrykt bekymring for min brug af Facebook.

Jeg tror at han har ret i at det går ud over min fornemmelse af nærvær og koncentration. Jeg har derfor besluttet mig for at skrue gradvist ned for Facebook i en periode, og hellige mig andre sysler, som fx det at være alene, at skrive mere, både på bloggen, i min dagbog og andre skriveprojekter.

Med hjælp fra coach Mette Weber har jeg udfærdiget en skriveplan, hvor mandag og torsdag aften er mine skriveaftener. Om mandagen vil jeg skrive et blogindlæg på omkring 300 ord. Om torsdagen vil jeg arbejde på andre (endnu ikke helt definerede) skriveprojekter, og producere 1 A4 ark på ca. 2400 anslag.

At skrive kræver 100 % nærvær. Faktisk kræver de fleste aktiviteter fra at lave kaffe til at dyrke yoga 100 % nærvær. I virkeligheden tænker jeg at kunsten er at stille sig til rådighed for processen; at skrive, at koge vand, at trække vejret. At tænke at man er et instrument for begivenheden, frem for at være den, der “gør” den.  At koncentrere sig om, i stedet for at kontrollere, processen.

Jeg tror at vores ide om at vi kan gøre flere ting på en gang hidrører fra en illusion om at vi er i kontrol og kan styre tiden. Selvom det gang på gang viser sig, at vi bliver fragmenterede, ukoncentrerede og distræte, fordi vi aldrig nogensinde er fuldt tilstede i noget som helst.

Min ven ramte et ømt punkt hos mig. Noget jeg efterhånden selv var begyndt at mærke – en nagende fornemmelse af at min brug af Facebook er ved at tage overhånd. Jeg vil forsøge at drosle ned. Rom blev ikke bygget på en dag, så det bliver en trinvis proces. Formålet er ikke slet ikke at bruge Facebook (for jeg har en stor social kontaktflade på Facebook), men at bruge det mindre end tilfældet er nu.

Ligesom med skriveplanen – at skabe rum i mit liv til at skrive, er det måske en ide at skabe rum til Facebook og så networke der i afgrænsede tidslommer. Facebook og især chatfunktionen er en tidsrøver. I går måtte jeg sande at jeg mistede værdifuldt nærvær med min mand fordi jeg chattede istedet for. Det var lidt af en lærestreg.

Og med hensyn til at skrive: Jeg skriver meget på Facebook – i diverse grupper. Det ville måske være gavnligt for mine andre skriveprojekter og bloggen at bruge mine ord og min energi der end på Facebook. De samme overvejelser gjorde Ulf sig på et tidspunkt, da han tog en pause fra sociale medier.

* Tid er ikke nødvendigvis en målestok for hvordan jeg definerer venskab, hvilket må blive  emnet for et andet blogindlæg.

Ind i væren

Hvordan bliver vi ét med væren? Hvordan kommer vi i flow?

Hvis jeg vidste det ville jeg sandsynligvis ikke sidde her og skrive om det, men være det. (Selvom det at skrive for mig er flow.)

En grundlæggende idé for mig har altid været at jeg kan finde oplysning (og visdom) gennem at læse. I disse dage er jeg ved at læse Ind i væren af Adyashanti. (En lille kuriositet er at da jeg nævnte det for min veninde, viste det sig at hun også er ved at læse den!)

Dybest set handler den om at give slip på alle vores forestillinger og den dermed affødte lidelse for at finde ind i en større verden eller en kontakt med Gud, Kærlighed, Universet eller hvad vi nu vælger at kalde det.

Ved ikke at modarbejde det der er, men vi har lært altid at ville ændre på omstændighederne for at finde lykke.

Hør blot dette citat:

“Men vi har lært ikke bare at lade tingene være som de er. På mange måder lærer vi hele tiden at være på kant af og kæmpe med det, der er. Vi lærer at vejen til at finde lykke eller fred altid går gennem at ændre det der er, hvad enten det handler om vores indre oplevelse eller verden omkring os. Når vi tager udgangspunkt i denne opfattelse bliver vi fremtidsorienterede, fordi den virkelige frihed eller sande fred så må søges hinsides her og nu. Det fører så igen til en indgroet overbevidsning om at vi skal ændre de indre og ydre omstændigheder  for at opnå fred og frihed”

Det betyder næppe at vi ikke vil blive vrede, eller kede af det når vi oplever svære eller uretfærdige ting. Jeg tror heller ikke at det betyder at vi ikke kan ændre noget i verden, blot at vejen til at ændre verden går igennem en større bevidsthed eller vågenhed hos os selv. Eller en væren i væren.

Det som dette citat handler om er at vi har en tendens til at flygte fra nuet og ud i fremtiden eller tilbage til fortiden, hvad enten vi gør det med håb eller frygt, eller med positive eller negative tanker og forestilllinger. Også de positive forestillinger er problematiske fordi de løfter os ud af nuet og nærværet.

Jeg synes ikke selv at det er nemt at læse denne bog. Men jeg kan anbefale den. Selv vil læse den nogle gange og grunde over dens budskaber. Der er megen kærlighed i den.

Bloggen holder en pause fra nu og de næste 2-3 uger. Jeg tager i sommerhus i Jylland Der er ikke internet, men jeg tager en notesbog og en blyant  med og håber at få nedfældet tanker, ideer og skitser til bloggen.

God sommer, god sommerferielæsning.

Snuden i sporet igen

Jeg blev – trods alle hensigter – vippet af pinden her i starten af det nye år af en omgang influenza, som gjorde mig ude af stand til at tænke kreativt og følge mit nytårsforsæt om at skrive, skrive, skrive.

Men nu er jeg tilbage igen. Jeg har hverken glemt tarotkurset eller serien om alkymistiske processer, men jeg beder om din tålmodighed, kære Læser. Snuden er i sporet.

Det som jeg har fået gjort – for at få lidt Zen ind i den lange og barske januar – er at starte et nyt puslespil op.

Hvordan er dine ritualer omkring nærvær (presence) her i januar?

Venlighed: Nærvær

Jeg skrev i mit nylige indlæg om venlighed, at venlighed handler om at være nærværende, anerkendende, generøs og ærlig.

Lad os så lige se lidt nærmere på disse begreber i relation til venlighed. Jeg har allerede skrevet meget om nærvær på denne blog. Så egentlig er det jeg vil sige om nærvær i relation til venlighed blot dette;  den fremmede fortjener din opmærksomhed og dit fokus i det korte øjeblik I interagerer. Uanset om det er ham, der er venlig overfor dig – eller dig der er venlig overfor ham.

Vær bevidst i nuet om det du gør eller det han gør. Tag ikke venlighed for givet, men fokusér på den venlige handling der finder sted lige nu, hvor kort den end er og hvor få ord der end veksles.


Vær diskret opmærksom over andre mennesker hvor du færdes. Prøv at lægge mærke til dem i stedet for blot at opfatte dem som fremmede. Måske gør det en lille bitte forskel. Måske ser og oplever du ting, du ellers ville have overset. Og måske gør det også en forskel for dem.

Prioriteter V

Fiasko?

Tjah. Min indre kritiker hvæser aggressivt ordet ind i øret på mig.

Måske kan vi også kalde det Ro. Og Fokus. Ja. Fokus på nuet. Og dermed Nærvær.

Og når det indfinder sig, når vi er rolige, fokuserede og nærværende, så tier den inde kritiker. Han kan ikke stille noget op overfor Nuet.

Hvad så?

Jeg har dét motto:  Ro, Fokus, Nærvær. Jeg har det med at glemme det.

Jeg har også et andet, som jeg har vendt i tankerne i løbet af de sidste par måneder. Og jeg er nået frem til følgende:

“Have less. Be mindful. Write”

Det er mine prioriteter. Mine fokuspunkter. De hænger nøje sammen med mine sidste simplificeringer, blot skåret endnu mere ind til benet. Less is More.

Have Less: Minimalisme. Købe færre ting,  sæt pris på det jeg allerede har. Det som er.

Be mindful: Mindfullness. Netop: Ro, Fokus, Nærvær.

Write: Prioritet nr. 1.

Kan du udtrykke dine fokuspunkter i et enkelt motto. En levemåde? Hvordan lyder det?

Gammel vin?

“Mindfullness er det spirituelle svar på spelt. Egentlig er det bare hvede, men nu kalder vi det for spelt, og straks føler vi os mere mætte. Egentlig er det bare en mental pause, men nu kalder vi det Mindfullness, og pludselig er det ikke et udtryk for dovenskab, men en værdifuld handling at sidde med lukkede øjne og trække vejret.” Nikolai Lang i Information

Er mindfulness gammel vin på nye flasker?

Det tror jeg egentlig at det er. Og det er også okay. Mindfulness er ganske rigtigt blevet brandet rigtigt godt. Og det gør måske ikke så meget.

Da vi var til foredrag med Lars Muhl i efteråret sagde han noget i retning af ” Og i denne sæson kalder vi det Mindfulness” – og antydede altså dermed at der ikke er noget nyt i det. Intet nyt under solen.


Det er måske snarere noget gammelt, der bliver ved med at komme tilbage på nye måder. Fordi det er værdifuldt. At øve bevidst og autentisk nærvær og fokusere på at være i nuet. Og nødvendigt fordi det modvirker stress.

Pakket ind, så vi senmoderne mennesker kan fordøje det bedre. Som en ny trend.

Gør det noget? Jeg har tænkt over det og jeg er kommet frem til at det gør ikke noget. for vi har faktisk brug for at hoppe ud af trædehjulet og holde en pause.  Og hvis mindfulness er det der skal til, så fint nok.

Faren er så blot at fordi det netop kan opfattes som blot en trend kan der være en tendens til at smide det overbord når det næste nye kommer – og så er vi jo lige vidt.

Med mindre det er kommet for at blive, eller kommer tilbage i en ny form.

Det håber jeg. For det er vigtigt. Uanset hvad der står på etiketten.

Det hellige

Jeg blev virkelig inspireret af dette citat – som jeg tillader mig at låne – fra dette dejlige indlæg på Min yoga passion:

“When you do yoga, think God. When you work, think God. When you speak to your wife, you think God! Even when you go to sleep, you think God! Any god you like.”

Jeg kom til at tænke på at meningen med citatet (også) kan være, at Gud ikke er fraværende, som han ofte beskyldes for at være.

Forleden hørte jeg Kanten i radioen, hvor et af problemerne ved Gud er at han er fraværende.

Men hvem siger, at han er det?

En anden problematik er det med at han skal være god. Det har jeg været inde på før – det er det med theodicé-problemet.

Hvis han ikke synes at være nærværende, må han enten være (a) fraværende eller (b) ond. Men hvem siger at han er fraværende og hvem siger at han pr definition er god? Måske kan han både være nærværende og ond?

Måske er han mindre end personifikation end en dimension, nemlig den hellige dimension i tilærelsen, det numinøse.

Det hellige defineres af den tyske religionshistoriker Rudolf Otto som  “mysterium tremendum et fascinosum”, “idet en hemmelighedsfuld magt (mysterium) fremkalder ærefrygt (tremendum) hos mennesket og virker tiltrækkende (fascinosum)”. (kilde: Gads Religionsleksikon).

Så måske kan Gud eller erfaringen af det hellige også være angstprovokerende, frygtelig, krævende det bedste af os, krævende at vi yder, at giver af os selv. Samtidig med at han er fascinerende og tiltrækkende. Som solen.

Solen - et symbol på bevidsthed - tænk blot på Apollon

Hvis Gud eller det hellige er en dimension eller en bestemt erfaring eller kvalitet, gør vi det uret ved at definere det som en fraværende mand (?) , som dog forventes at stå til vores rådighed – og være god. Hvis det altså er sådan vi definerer Gud i gængs forstand.

I The Symbolic Life fortæller Jung om en indianerpueblo, hvis hele formål (telos) er at hjælpe deres Gud, Solen, med at stå op om morgenen og over horisonten. De tager således del i skabelsen hver dag.

Måske gælder det også for os. Måske har vi så misforstået det hele.

Det er os, der skal til rådighed for denne dimension og dermed have det i vores bevidsthed når vi lever vores daglige liv, dyrker yoga, arbejder eller er sammen med vores familie, mand eller kone. Anerkende det hellige i os selv, den Anden og det Andet, samt ikke mindst i relationen til den Anden.

Og altså være med til at skabe det numinøse ved at have det i vores bevidsthed når vi er til, i vores hverdag.

Vi skal  hjælpe dette hellige – Gud – til større bevidsthed ved selv at være bevidste.

Ved ikke blot at ære det – men også at bære det, og dermed være med til at manifestere det.

(Jeg er også stødt på denne tanke om at hjælpe Gud med at skabe bevidsthed i en bog om Jung, men lige nu er jeg desværre ikke i stand til at huske hvor og dermed angive kilden. Det kunne være Murray Steins fantastiske introduktion, Jungs map of the soul.)

M & M

Det forekommer mig at Minimalisme og Mindfulness er et fint makkerpar. Minimalisme er den ydre horisont og Mindfulness er den indre horisont.

Minimalisme er at forenkle, og spørge dig selv, hvad der virkelig betyder noget for dig, og så koncentrere dig om det. Jeg definerer mindfulness som summen af ro, fokus og nærvær.

Der er det ved mindfulness, at det er en praksis der hele tiden kan øves. Ingen er mindful hele tiden, men hvis du er opmærksom på at være det – nærværende i nuet – bliver du hele tiden bedre til det. Og det handler altså ikke om at slå dig selv oven i hovedet for ikke at være det, eller ikke at være god til det – brug energien på at være det, istedet for at kritisere dig selv for ikke at være det 24/7.

Jeg tror at der ligger en mulighed i forsættet om at være mindful og at det samme gælder for mindfulness som for glæde;

“[Y]our happiness is based solely on your decision to be happy – and this may be one of the most important life lessons you can ever learn”.

Du kan vælge at praktisere mindfulness aktivt. Du kan vælge at gå et lille skridt i den retning hver dag – ikke ved at sætte dig som mål at være mindful, men at sætte dig som mål at være lidt mere mindful i dag end i går. Tak til Carsten for den måde at tænke på!

Det interessante er egentlig mest sammenhængen mellem minimalisme og mindfulness. Jeg opfatter dem altså som  to sider af samme sag.
Når du får ryddet op i dine papirer, ting, din kalender, dine forpligtelser, dine vaner etc, så er der forhåbentligt færre ting der distraherer, og så er det nemmere at være mindful.

Det er vigtigt at pointere at mindfulness ikke er at gøre dig selv tom. Se på dine tanker og følelser og input og fornemmelser; vær bevidst om dine tanker, og giv så slip på dem.

Mindfulness er lade det være som er; dig selv og verden. Vær det du er og lad verden være det den uden at vurdere dig selv eller verden. Og træk vejret ;o)

Anbefalet læsning: Bøger af Charlotte Mandrup og Jon Kabat-Zinn.