Hjertets renhed – tarotoplæg

Formålet med dette oplæg er at opnå indsigt i sit hjertes aktuelle tilstand, på såvel et fysisk som på et følelsemæssigt og et spirituelt niveau. Det handler om at lutre og at hele hjertes sorger, således at visdom og livserfaring kan opnås. Det handler ikke om at undgå eller glemme sorger og modgang, men om at transformere dem.

Tag dit foretrukne tarotsæt,  bland kortene og læg dem ud i form af et hjerte:

6          7        
      8
4          5
  2     3
      1

1. Hvad er mit hjertes aktuelle fysiske, helbredsmæssige tilstand?
2. Hvad er mit hjertes aktuelle følelsesmæssige tilstand?
3. Hvad er mit hjertes aktuelle mentale tilstand?
4. Hvad kan mit hjerte med fordel tilgive/give slip på/ lukke ude?
5. Hvad kan mit hjerte med fordel huske/slippe ind/ åbne op for?
6. Hvad smerter og sårer mit hjerte?
7. Hvad heler og lutrer mit hjerte?
8. “Hjertets renhed er at ville eet” sagde Kierkegaard.  Så – hvad  er mit hjertes renhed? Hvad er det mit hjerte vil og ønsker?

(1: i.e. er der fx noget jeg kan gøre for mit helbred 2+3: i.e. Hvilke tanker og følelser har seriøs betydning for mit hjertes aktuelle tilstand, for mit indre landskab?)

Alkymi

Jeg skrev at jeg ville skrive om alkymi på denne blog.

Hvorfor dog, tænker læseren, måske. Det er da for underligt! Hvad er alkymi egentlig. Er det ikke noget med at tro at man kan lave guld – altså rigtigt guld?! Hvad er guld? Hvad vil det sige, at lave guld?

Denne blogs undertitel er et alkymistisk ordsprog, der fortæller at alkymististens mål  ikke er det vulgære guld, det verdslige guld – men sindets guld, de vises sten; Lapis Philosophorum. Alkymi handler altså om at opnå oplysning – og også om selve processen. Sindet er den alkymistiske kolbe, hvori forskellige psykiske processer finder sted. Den Alkymiske Proces er altså  en metafor eller et symbol for de processer, der finder sted i det ubevidste. Eller for individuationsprocessen som C.G. Jung kaldte det.

Fordi denne blog altså handler om tarot, og alkymi, har jeg indhentet og fået tilladelse til at bruge illustrationer fra Robert M. Places fantastiske tarot The Alchemical Tarot.

Two of Vessels - The Alchemcial Tarot
Two of Vessels The Alchemcial Tarot

Kortet er Two of Vessels (To Bægre). Det symboliserer foreningen mellem mand og kvinde, eller foreningen mellem det maskuline og det feminine i det enkelte menneske, hvad enten dette menneske er en mand eller en kvinde. Det står for tiltrækning, forening, lyst, sammensmeltning. Rosen symboliserer eros og kærlighed; produktet af foreningen mellem mand og kvinde på alle planer. Det som kommer ud af den alkymistiske proces, magien, der udspringer af arbejdet i kolben.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Helheden

“Forestil at du ser dit liv fra oven” er titlen på en udsendelse fra radioprogrammet Vita, som jeg hørte forleden dag. Det var et interview med filminstruktøren Peter Engberg om at se helheden i tilværelsen, at se det hele fra oven ud fra en anden bevidsthed. Intervieweren, Helle Solvang, og Peter Engberg besøger DRs koncertsal, skabt af arkitekten Jean Nouvel. Jeg anbefaler du lytter til udsendelsen. Den kan podcastes fra Vitas hjemmeside. Selv fik jeg lyst til at besøge koncertsalen.

Her er et længere citat:

Det er et glimrende billede på vores bevidsthed. Vi troede, at vores store materielle velstand ville give enorm lykke. Men så opdager vi, at ydre materielle fremskridt ikke nødvendigvis bringer tilsvarende indre fremskridt. Millioner af mennesker i dag mærker den tomhed, som opstår når forventningerne til hvad materialisme kan bringe ikke bliver indfriet. Globalt set er der opstået virkelig store netværk af mennesker der arbejder med et nyt paradigme, et bevidsthedsskift fra industrisamfundets fokus på den ydre verden til et nyt samfund baseret på indre kompetencer, f.eks. innovation og mening. Det er også tankevækkende at vi stadig lægger så meget vægt på det målbare, når de vigtigste ting i vores liv, fx glæde og kærlighed, netop ikke kan måles.

Hvorfor er det så relevant for denne blog?

Først og fremmest falder det i tråd med det jeg tidligere har skrevet om Forandring og Hjertes paradigme. Vi står overfor en krise af dimensioner – det er der ihvertfald mange der siger – og det som kan afhjælpe denne krise er ikke en løsning ud fra det paradigme, der har skabt krisen – men skabelsen af en ny bevidsthed, et nyt paradigme – ud fra det som ikke kan rationaliseres og måles og vejes.

Jeg havde personligt aldrig hørt om Engberg før den dag, jeg hørte ham i radioen. Men jeg fandt endnu en inspirationskilde, endnu en indfaldsvinkel til denne problematik.

Det som jeg stadig spørger mig selv om er, hvordan jeg kan bidrage til dette paradigmeskift, denne bevidsthedsbevægelse? (Det er nødvendigt at understrege at der ikke er tale om en religiøs eller en politisk bevægelse, men en strøm der består af mange små bække, mange små rørelser rundt omkring, af mange forskellige slags).

Det første skridt er at skrive om det, og at anvende denne blog som medie for tanker om og disskusion af problematikken.

Så spørgsmålet er: Hvordan kan jeg, du, vi bidrage til dette paradigmeskift, der kan forandre vores verden, gøre den til et bedre sted at være? Dette bevidsthedsskift, der gør det muligt at se tingene ovenfra og se dybere; at bruge øjnene på en ny måde, som Engberg siger.

Og hjertet, kunne jeg tilføje.

Hjertets renhed er at ville eet

Jeg har omdøbt min blog. Jeg er blev klar over, at det var nødvendigt at skære ind til benet: Hvad er det væsentlige for mig at skrive om? Hvad brænder jeg for? Hvordan vil jeg formidle det?

I går var jeg på et skønt, inspirerende og kreativt kursus i blogging hos Julia Lahme og Lykke Rix, hvis blogs jeg i øvrigt abonnerer på i min linksliste.

Der er to budskaber (blandt mange gode og vedkommende) der stod klart or mig:

1. Find den rette vinkel, den rette niche og skær det overflødige bort.
2. Dit navn skal ikke være bloggens titel.

Jeg vidste godt at min blog strittede i forskellige retninger. Den faglige vinkel; bibliotek, litteratur, web 2, klassifikation etc er der mange der interesserer sig for og skriver nogle gode blogs om. Så det røg ud som tema.

Jeg ville gerne tarotvinklen tilbage på min danske side. Nogle af de ting jeg har skrevet om på min tarot blog, på engelsk, vil jeg gerne skrive om på dansk. Den jeg med andre hoppe ud af tarotskabet – helt ud. Det er faktisk lidt skræmmende – men også sommerfugle i maven agtigt.

Jeg har valgt titlen hjertets renhed af to – nej tre – grunde:

1. Jeg har på et tidspunkt designet et tarotoplæg, der hedder “Purity of Heart” – det vender jeg tilbage til i en senere post.

2.  Jeg fik titlen forærende i en visualisation, som vi lavede sidst i gårsdagens kursus.

3. Hjertets renhed kommer af det Kierkegaard-citat som er titlen på denne post. Jeg synes at det er svært at “ville eet” – hvad betyder det? og det er da også mere en eksistentiel stræben end en tilstand.

Jeg vil prøve at undersøge denne stræben efter hjertes renhed, efter at ville eet, efter at smelte sammen med noget, flow og inspiration, som jeg har skrevet om før.  Jeg vil gøre det gennem følgende emner; tarot, alkymi, symbolik, psykologi og filosofi – og jeg vil sætte disse emner i forbindelse med tilværelsen som jeg nu engang lever den her&nu.

Måske er det stadig for meget af det gode. Men så må jeg skære lidt mere.

Skriften

“[F]or at give skriften dens fremtid tilbage må myten omstyrtes: Læserens fødsel skal betales med forfatterens død” skriver Roland Barthes sidst i sit berømte essay. Den diskurs der har sat forfatteren i centrum har negliceret læseren og selve skriften. Barthes skriver at for at reetablere skriften, teksten, og dens fremtid, må forfatteren altså dø.

Det er det som sker nu, eller skal til at ske.

Forfatteren som auteur – som guddommeligt ophav – forsvinder, opløses i selve teksten, efterhånden som vores forståelse af skrift, genrer og information transformeres, efterhånden som vi i stigende grad publicerer digitalt.

Internettet går tilbage til 1960’erne men blev først allemandseje i starten af 90’erne da de første webbrowsere kom på banen. Nu kan vi læse, lytte og kommunikere gennem utallige touchpoints.

Vi bliver alle fortællere, og vi bestemmer som læsere, hvad der er interessant, gennem det vi læser – og kommenterer. Vi bliver læser/fortællere.

Det meste interessante er – som Barthes forudsagde – at selve skriften har fået sin fremtid tilbage. Den får identitet, liv, og en anden cyklus, en anden status end når den er låst inde i en bog og udelukkende peger tilbage til en entydig forfatter. I princippet kan skriften nu flyde og tilhøre alle, der løbende kan tilføje ny skrift og ny betydning.

Det giver naturligvis nogle problemer (fordi vi står overfor et nyt paradigme af Gutenbergske dimensioner – tænk på hvad Gutenberg gjorde for udbredelsen af viden … ) i forhold til copyright. Men også praktisk i forhold til katalogisering og klassifikation repræsenterer det nogle udfordringer: Bliver dokumentbegrebet redefineret? Hvad er det mindste katalogiserbare entitet? Hvad sker der med begreber som “aboutness”, når meningen konstant kan ændres, efter hvilken læser der sidst har fortalt og altså ændret skriften?

Bogen som entydigt identificerbart dokument lever stadig i bedste velgående. Gudskelov var jeg lige ved at skrive. Men det betyder ikke at jeg ikke finder paradigmeskiftet udfordrende, interessant og meget vedkommende, både af faglige og personlige årsager. Der sker noget med den måde vi bruger information og dermed for vores rolle i forhold til skriften. Ikke blot som modtagere, men som aktive deltagere. Skiftet i skriftens identitet og skiftet i vores identitet som læsere hænger uløseligt sammen.

Jeg anbefaler Peter Morvilles Ambient Findability – What we find changes who we become.

Tid

Vi er nu gået over til vintertid, og som altid tager det mindst en dag før alle urene i huset er synkroniseret igen. Indtil da er det hele lidt forvirrende, og jeg kommer til at tænke på tiden som relativ og flydende. Jeg tænker på Salvador Dalís flydende ure:

Tiden er flydende, flygtig, relativ
Tiden er flydende, flygtig, relativ

Tiden er ikke så synkron, som vi egentlig går og forestiller os, når alle ure går ens eller næste ens. Nogle gange trækker tiden sig sammen, og andre gange gange trækker den ud, afhængigt af hvordan vi oplever situationen. I flow opløes tiden, vi forsvinder så at sige ind i den.  Vi opløses i tiden.

Nærvær

Mens Ro er at være i balance og Fokus er at være koncentret om noget, så meget at man flyder sammen med det i følelse af flow, er Nærvær en ren Væren i sig selv, i dette Nu.

At være opmærksom på sig selv ved at være opmærksom på sit åndedræt, som i meditation eller yoga. Det er ikke at være opmærksom på noget udenfor dig selv, og det er heller ikke at være opmærksom på dig, eller dit ego, men mere på den bevidsthed der flyder udenom dit ego. Det du også er. Det som fylder dig når du selv er stille og lytter indad.

På et mere jordnært plan kan det handle om at være tilstede i det man laver her og nu. Eller som den man er her og nu, uanset den aktivitet man udfører. Måske udfører man netop ingen anden aktivitet end at være tilstede, leve, trække vejret.

Det væsentligste af de 7 punkter, som jeg før jeg har beskrevet er:

Breathe – Vejrtrækningen er forudsætningen for det hele. Når du trækker vejret dybt og roligt bliver du kysset af Gud. Når du trækker vejret ånder du energi ind, finder du din egen klangbund, din forbindelse med jorden og med kosmos på samme tid. Når du ånder ud, spænder du af i kroppen, giver slip. 

Du bliver en del af det store hele og tillader dig selv at være det du nu er. Du har din egen plads i altet. Du behøver ikke at føle splittelse, isolation eller at tvivle på dig selv. Det er nok bare at være. Det er nok at lade ting og mennesker være som de nu er.

Lige som med fokus er det svært at give sig selv tid og rum til bare at være. Det er er svært at slippe tanken om og behovet for hele tiden at skulle gøre og udføre og handle. Det er et konstant pres på at være noget eller at gøre noget, eller at forholde sig eller at sige noget, eller at have en mening om noget.

Så dette handler ikke så meget om hvem jeg er nu. Jeg er i lige høj grad som alle mulige andre underlagt dette pres, eller måske i højere grad underlagt et pres eller et krav eller en ambition, der kommer indefra om at ville, skulle, gøre, sige, tænke alt muligt. Nogle gange er det nødvendigt at stilne denne indre stemme, der kværner løs, og lytte om bag den. At være lydhør overfor stilheden.

Jeg har skrevet om Ro, Fokus og Nærvær, ikke fordi jeg lever dem 100 % hele tiden. Langtfra. De er en form for pejlemærker eller værdier, som jeg kan orientere mig efter, og som jeg ønsker at leve mere. Jeg skriver om disse ting for at få dem til at fylde blot lidt mere i min travle hverdag, og at blive blot lidt mere bevidst om disse ting end jeg ellers ville være.

Fokus

Fokus er koncentration. At smelte samme med det man laver, at lade sin bevidsthed være ét med det. Etymologisk stammer det fra latin og betyder ildsted eller arne. Så det har noget med ild og – associerer jeg – til det at brænde for noget. Det har også at gøre med retning, lysets retning.

Hvis man fokuserer stærkt på noget, kan man opleve at blive eet med det, man er interesseret i. Man vil sandsynligvis opleve en følelse af flow, en fornemmelse af at glemme tid og rum.

Jeg er god til at fokusere, men jeg finder, at det bliver stadig sværere. Vores verden bliver mere og mere fragmenteret, og dermed også vores opmærksomhed. Den bliver stykkevis og delt. Der er utallige kilder til forstyrrelse og adspredelse. Det bliver sværere at  koncentrere sig og blive opslugt af en opgave eller et emne.

Men det er et spørgsmål om tage ansvar og foretage et valg. Hvad vil jeg vælge at bruge energi på, og hvad ikke. Hvad betyder noget for mig? Hvad vil jeg  fravælge for at koncentere mig om noget væsentligt, noget jeg brænder for?

Næsten alle de syv tidligere beskrevne punkter kan relateres til det med at opøve fokus, men her kigger jeg på et par stykker af dem:

Do less – fokus på at gøre færre ting. Koncentrer din energi om det væsentlige.
Be present – vær tilstede i nuet.
Focus on people – ja, fokusér på de mennesker du er sammen med nu og det samvær du har med dem.
Single-task – det er måske det vigtigste – gør en ting ad gangen. 
Breathe – fokuser på kroppen og på åndedrættet.

Endelig – hvis du har et projekt, noget du gerne vil, så start med at sætte lidt tid af til det hver dag – 10-30 minutter. Men sørg tilgengæld for at kunne fokusere 100 % på det i det tidsrum, du har sat af.

Ro

Ro er den af mine tre værdier eller idealer som jeg har sværest ved at leve op til selv. Desto større grund til at arbejde på det. Jeg har for meget temperament, er utålmodig og lader mig let rive med af stemninger. Det kan naturligvis være både godt og skidt, men i forhold til opøve ro og balance i sindet – er det ikke et optimalt udgangspunkt.

En veninde gav mig en nøgle til det. I en anden sammenhæng talte hun om at være neutral, i forhold de begivenheder, der udfolder sig en situation. Det vil sige ikke at lade sig påvirke af de omstændigheder, man er i. Ikke at lade sit humør påvirke. Jeg tror også at det handler om at trække sig lidt tilbage, distancere sig en smule og observere tingene i stedet for at lade sig involvere. Det kan lyde koldsindigt – det er det netop også.  Jeg henter inspiration i stoicismen for at få en større  forståelse af begrebet ro:

The idea was to be free of suffering through apatheia [] or peace of mind (literally,’without passion’),where peace of mind was understood in the ancient sense — being objective or having “clear judgment” and the maintenance of equanimity in the face of life’s highs and lows.

For the Stoics, ‘reason’ meant not only using logic, but also understanding the processes of nature — the logos, or universal reason, inherent in all things. Living according to reason and virtue, they held, is to live in harmony with the divine order of the universe, in recognition of the common reason and essential value of all people. The four cardinal virtues of the Stoic philosophy are wisdom (Sophia), courage (Andreia), justice (Dikaiosyne), and temperance (Sophrosyne), a classification derived from the teachings of Plato. Kilde: Wikipedia.

(I parentes bemærket er det jo interessant at disse fire dyder i følge Robert Place svarer til fire triumfer i Tarot; Verden (Sophia), Styrken Retfærdighed og Mådeholdet.)

Men hvordan så efterleve dette?

Af de de 7 punkter jeg tidligere har nævnt, inspireret af Leo Babauta, kan følgende være en hjælp til at konkretisere, hvordan jeg – og du –  kan opnå  mere ro i hverdagen:

Disconnect – Sluk for mobilen og andre ting, der forstyrrer. Anvend eet medium ad gangen. S/luk for det hele og nyd stilheden.
Focus on people – Lyt til hvad folk siger, istedet for antage at man ved hvad de siger, eller planlægge hvad man selv vil sige.  Lad være med at tale hele tiden, bare for at tale.
Breathe – Træk vejret dybt og roligt, tæl til ti, hvis du bliver vred, stresset, bange eller kommer ud af balance.
Sleep – Få din nattesøvn. Og hvil dig hvis muligt. Tag et powernap eller ti minutters timeout et fredeligt sted.

Intention

Jeg stiller mig til rådighed som kanal for Universets skabende energi; dets inspiration, intuition, kreativitet og kærlighed. Jeg tilstræber Ro, Fokus og Nærvær i hele min væren. Jeg tilstræber at leve i Nuet. Idet jeg nærer tillid til, at den universielle visdom, Sophia, viser mig den sti, jeg skal træde.