Tak

Jeg har fået god respons på mit indlæg Kend dig selv fra Mark, Det lille spørgsmål og på facebook fra Fruen. Tak for det! I får lige en buket tulipaner for det:

tulipaner
tulipaner

Jeg er rigtig glad for den respons, for det indikerer for mig at jeg er på rette vej. At det jeg skriver giver mening og vinder genklang.  Jeg synes at de her emner er virkelig interessante og vigtige, men jeg er klar over at det enten kan blive for sukkersødt eller for abstrakt.
Min opgave er finde balancen for at denne blog bliver vedkommende og inspirerende, også på et praktisk niveau.

Fruen skriver blandt andet at det med at kende sig selv er gammel visdom, som skal hentes bagerst i sjælen. Og det er rigtigt for vi besidder den jo netop alle sammen allerede.

Det lille spørgsmål skriver at “vi ikke kan undgå udvikling, hvis vi lever i virkeligheden med øjnene åbne og ikke viger udenom smerten”.

Det er her jeg synes begreber som forandring og forvandling giver mening. Hvis vi går ind i selverkendelsesprocessen og tør se smerten og dæmonerne i øjnene er det som at se ind i den alkymistiske kolbe eller kar, hvor der er nogle processer i gang. Det kan godt være at processen startes af noget udefrakommende. Det kan være et gnist af inspiration eller en indsigt, eller måske – desværre – en traumatisk oplevelse af en eller anden form. Men selve grundmaterialet til forvandlingen er allerede i kolben, i sindet. Vi har allerede det der skal til. Og hvis vi er bevidste om det kan der ske en proces af forvandling eller udvikling.

Lys

Egentlig tænker jeg mest på julen som en lysets fest. En lysets fest på det tidspunkt af året, hvor mørket er dybest og mest gennemtrængende. Men hvor cyklus vender og vi går mod lysere og mildere tider, og giver mulighed for spirituel fornyelse.

stearinlys

Vi fejrer tilbagevendingen af lyset, og vi gør det ved at tænde lys i mørket. Både i form af stearinlys, der brænder i vintermørket og bringer varme, og i form af det lys, vi tænder i hjertet og sindet, mens vi tålmodigt venter på at lyset – naturens lys – vender tilbage.

Glædelig jul

Så er det blevet juleaftensdag. Lige nu er her dejligt stille og roligt. Vi skal ikke nå noget, dvs. i år vil jeg altså gerne se Disney Juleshow sammen med Mark og børnene, så derfor er der nogle ting, der skal være i orden til kl. 16.00.

Men før de ting skal gøres i orden, vil jeg tænke over, hvad det er jeg holder af ved Julen.

Jeg holder af julesangene. Både salmerne – især “Silent Night” – og  Croonernes fx “I’m dreaming of a white christmas”.

Jeg holder af det med at give. Ikke blot det med at give i et materialistisk perspektiv, men selve det med at give; omsorg, tid, kærlighed, opmærksomhed. Julen er det tidspunkt på året, hvor der –  måske – i højere grad end ellers er mulighed for at give sig selv tid til at give dette til andre og sig selv.

Jeg holder af julemaden og julelysene og julekuglerne og det andet pynt af glas, som vi pyntede træet med i går aftes.

Jeg holder af selve Julens Ånd, hvad den så end er. (Jeg kunne virkelig godt tænke mig at de sendte Dickens Et juleeventyr (som jeg så som barn, og som var virkelig uhyggelig – de andre versioner jeg har set har været udvandede ved siden af  – men på den anden side har jeg ingen ide om hvilken version det var)).

Men i år er der en ekstra dimension ved julen. Min mor er her ikke mere. Og jeg savner hende virkelig meget.  Det betyder også at jeg har taget nogle ting op til revision. Julen skal være rolig og enkel, uden  stress og forventningshalløj, for det vigtigste er at vi fire får en dejlig jul sammen.

Det vigtigste er  – i Julens Ånd – at finde ind til stilheden indeni.

Ønsker

I år er det første gang, jeg egentlig ikke ønsker mig noget til jul. Altså i form af fysiske ting. Det er gået op for mig at jeg har, hvad jeg har behov for og at at jeg ikke har brug for mere. I virkeligheden har jeg nok snarere brug for mindre. Det er egentligt lidt overraskende, for jeg har altid elsket at både give og få gaver. Og det gør jeg stadig væk. Men i år det bare ikke så vigtigt som det tidligere har været – eller ikke vigtigt på samme måde.

Jeg tror at trenden med minimalisme og less is more er ved at vinde frem stille og roligt. Finanskrisen spiller nok en rolle her. Både direkte økonomisk, men også fordi flere mennesker er begyndt at spørge sig selv om de egentlig har brug for alle de ting, og alt det der kan købes for penge.

Jeg tror der er flere der er begyndt at søge indad efter, hvad de virkelig ønsker sig, og hvad de virkelig vil.

Så hvad ønsker du dig?

Jeg ønsker mig en glædelig og fredelig jul. Og det ønsker jeg også dig.

Selverkendelsens etik

Det er ikke tilfældigt at der i Apollon templet i Delfi var indhugget “Kend dig selv” (gr. gnothi seauton). Når man skal kommunikere med guddommen (divinere) er det væsentligt at vide hvem man er som udgangspunkt. Ellers lærer man nok noget om sig selv i procesen under alle omstændigheder! Men så kan det godt gøre rigtigt ondt!

Der ligger også en væsentlig etisk fordring i det med at kende og erkende sig selv, som også Jung var inde på. Det er det med at erkende skyggen og andre kræfter i sig selv, så de ikke spiller én et puds i det virkelige liv, så man ikke inflateres eller oversvømmes af dem.

Men tiltider lærer man først disse kræfter (komplekser) at kende, når de giver sig til kende og løber af med én.  Og nogle gange møder man dem mange gange før man indser, hvad det er, der har ramt én, og der går måske også et stykke tid før man magter at imødegå det og se på det, istedet for blot at blive overmandet. At stoppe op og se på skeletterne i skabet, at trække dem ud og støve dem af, kræver mod, men giver mulighed for større perspektiv, bevidsthed og forøgede handlemuligheder.

Det betyder at man kan vælge at handle anderledes og mere etisk. At man foreksempel indser at det man tillægger en anden i virkeligheden kommer fra ens selv – fra ens ubevidste og hidtil uerkendte Skygge. Eller simpelthen at “det” ikke er de andres skyld altsammen, men ens eget Ansvar. Eksemplerne er mangfoldige.

Det er vigtigt at acceptere at der hele tiden er mulighed – eller risiko om man vil – for at man glider tilbage, at man begår de samme fejl igen. Det er en del af rejsen. Det er vigtigt ikke at dømme sig selv for hårdt, men at acceptere disse tilbagetrin. Det er jo trods alt ikke en konkurrence, men proces.

Når man begynder sin rejse på selverkendelsens vej og har valgt et jungiansk perspektiv (som jeg) kan det være nyttigt at have et kort med vejen. I den forbindelse kan jeg anbefale disse tre bøger:

Stein, Murray: Jung’s map of the soul : an introduction.
Johnson, Robert A. : Owning Your Own Shadow: Understanding the Dark Side of the Psyche.
Johnson, Robert A. : Inner Work: Using Dreams and Active Imagination for Personal Growth.

Men husk: The Map is not the Territory. Det er du derimod selv.

Kend dig selv

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om at Vi allerede er oplyste. Og om at det handler mere om at forstå og udvikle sine relationer til andre end at udvikle sig selv.

Selvudvikling er blevet en slags mantra, på linje med Mindfullness og Spiritualitet. Som om de er mål i sig selv. Faktisk bliver der vel set lidt skævt til én hvis man ikke ønsker at udvikle sig selv. Hvis man siger Selvudvikling – nej tak!

Det som jeg har et problem med i forhold til begrebet Selvudvikling er at det må forudsætte at vi ikke er dem vi skal være, at vi på en eller anden måde er uudviklede eller defekte, uperfekte. At vi bør udvikle os for at blive – hvad? Bedre udgaver af os selv? Nogle der opnår det de sætter sig for, perfekte? Eller bedre, mere harmoniske mennesker?

Sofia Manning beskriver det således i sin nye bog Hvad venter du egentlig på?

“Den primære grund til at jeg skriver denne bog, er, at jeg efter at have brugt masser a værdifuld tid, penge og energi på utallige selvudviklingsworkshopper fandt ud af, at alt det, jeg troede, jeg skulle finde udenor mig selv for at opnå det jeg søgte, rent faktisk var inden i mig.”

Jeg kan godt lide tanken om at vi allerede rummer det vi er. At vi er oplyste. Men at det handler om at erkende os selv, selv at tænde lyset, at blive bevidste om dem vi er. For ofte har vi selv lagt en skygge, et klæde, over lampen, og har glemt os selv og dem vi er, det vi rummer af godt og ondt.

At turde se sig selv og sine indre dæmoner i øjnene er svært. Det er en smertefuld proces. Det kræver mod, ærlighed, indsigt og tilgivelse. Måske magter vi ikke at se på os selv og at acceptere os selv som de mennesker vi nu er, ikke kun gode, ikke kun onde. Men bare som mennesker. Måske magter vi ikke at kende os selv og har derfor så travlt med at løbe væk fra os selv, for at “udvikle” os selv.

Selverkendelsen er imidlertid nøglen til skatkammeret, til det helligste. Gnothi Seauton stod der indskrevet ved Apollontemplet i Delphi. For at møde det guddommelige må du kende dig selv.

Også når det gør ondt – også når det at se sig selv i øjnene virkelig smerter. Sagen er at jo mere ondt det gør, jo mere lys tænder du, jo mere bliver du i stand til at se dig selv og det du virkelig rummer af godt og ondt.

Mål eller proces?

Jeg har taget en drastisk beslutning. Jeg har besluttet mig for at gøre op med hele tanken om have mål.

Jeg har besluttet mig for at smide tanken om Mål i skraldespanden, sammen med tanken om Burde og Skal. De gør mere skade end gavn.

Det var indirekte Franks kommentar der fik mig derhen. Eller min egen respons til den. Min automatiske tanke: At jeg måtte på den igen – De Fem Tibetanere.

Men så var der en lille djævel, der hviskede i mit øre: Hvorfor egentlig det? Hvorfor egentlig sætte mig et mål, der selvom jeg nok ville have det godt ved at efterleve det, vil gøre mig stresset og frustreret i den udstrækning, jeg ikke får det gjort. Og sandheden er at jeg ikke får det gjort,  som mit liv er nu. Sandheden er at jeg har mange ting, jeg gerne ville gøre, mange mål, jeg gerne ville stræbe efter, men de er bare så umindeligt svære at få presset ind min dagligdag, og når jeg så sætter mig et mål, ender det bare i frustration. At se det i øjnene var en enorm befrielse.

Det er ikke fordi der er noget galt med De Fem Tibetanere, eller andre mål. Men jeg har det godt med at give slip på tanken om det. Jeg har det simpelthen bedre med mig selv, når der ikke er noget jeg skal eller burde.

Der åbner sig et rum for nogle andre muligheder. For at se procesorienteret på det jeg Kan og det jeg Vil. Et rum for der ikke er nogen indre perfektionist eller lille perfid kritiker, der hiver mig i øret eller slår mig i hovedet. Så bliver der pludselig mulighed for at være tilstede i Nuet og leve de værdier ud, som jeg tidligere har nævnt; Ro, Fokus og Nærvær.

Jeg vil i senere blogindlæg skrive mere om, hvad jeg vil sætte istedet for mål.

Og tilsidst vil jeg citere Leo Babauta om det at være procesorieteret fremfor målorienteret – her interviewet på Far Beyond The Stars:

“I no longer focus on goals — I think people are too focused on destinations and not on the journey itself. That doesn’t mean I don’t try to do anything important — it just means I’m focused on doing something important right now, something I love doing and that excites me.

That will lead to something amazing, I’m sure, but what it leads to, I have no idea. There’s actually no way to know … the idea that we can control the outcome is an illusion. We cannot predict or control the future, so I’ve given up trying.”

Leo er en stor inspirationskilde i forhold til at leve ud fra et Less is More perspektiv. Og bloggen Far Beyond The Stars, samt Leos egen blogs, som du finder links til ude til højre i min linksliste er helt klart blandt mine favoritter. Bliv inspireret.

En smule pinligt

I dag fik jeg en kommentar fra Frank, der spørger til om jeg har kunnet mærke nogen forskel fem måneder efter med De Fem Tibetanere. Ups.

Sandheden er at jeg røg af sporet igen efter en måneds tid. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. I lang tid gjorde jeg øvelserne hver dag, og jeg havde det rigtigt godt med det. Så kom der en dag hvor jeg udskød øvelserne og så endnu en og endnu en, og så var jeg kommet ud af den gode vane igen.

Det er utrolig så svært det er at skabe og fastholde en vane. Bare en lille vane, der max tager ti minutter hver morgen og som skaber så stor velvære til gengæld.

Franks spørgsmål minder mig om to ting;

1. At se at komme tilbage til sporet.

2. At her i blogland risikerer man at blive gjort til ansvar for det man sætter sig for.

Tak Frank!

Vi er allerede oplyste

I starten af oktober var Mark og jeg til foredrag med Lars Muhl. Det var en dejlig oplevelse. Lars Muhl sagde noget meget tankevækkende; nemlig at “Vi allerede er oplyste”.

Vi behøver ikke at bruge energi på at udvikle os selv.  Udviklingsmuligheden ligger i relationen til andre mennesker. Eller i at se på de skygger vi kaster på de andre, med andre ord; udviklingen ligger i at trække vores projektioner hjem, og selv tage ansvaret for dem, så vi kan få et mere ægte forhold til andre mennesker.

“Helvede er de andre”, sagde Sartre. Nej – Helvede er det vi tillægger de andre.

Måske er Himlen de andre?

Himmerige er, siger Lars Muhl, ikke et fjernt sted, men en tilstand, en værenstilstand, som vi selv kan skabe. Ikke ved at trække os tilbage, tænker jeg, men ved at trække vores projektioner tilbage, og være nærværende og se på mennesker og vores relationer til dem som de virkelig er. Istedet for at lade dem blive overskygget af vores eget ubevidste indhold.

Lars Muhl anbefalede en forfatter, som jeg ikke kan huske hvad hedder, men jeg tror at det var Robert Johnson, hvis bøger Inner Work: Using Dreams and Active Imagination for Personal Growth og Owning Your Own Shadow: Understanding the Dark Side of the Psyche, jeg netop har bestilt.

Jeg kan anbefale Lars Muhls egen bog Det knuste hjertes visdom.

Det knuste hjertes visdom
Det knuste hjertes visdom og andre af Muhls bøger