glæde Arkiv ~ Prima Materia

Om sommerfugle

“Happiness is like a butterfly; the more you chase it, the more it will elude you, but if you turn your attention to other things, it will come and sit softly on your shoulder.” ~ Henry David Thoreau

Nåde er at kunne møde og slippe øjeblikke, mennesker og situationer med lethed uanset om disse øjeblikke eller mennesker bereder os glæde eller sorg. At se på såvel glæde og lyst, men også sorg og smerte som en sommerfugl, som vi ikke kan fange eller holde fast.

Til tider søger vi det smertefulde og holder fast i det smertefulde, selvom det er muligt at slippe det. Og det er også sådan, at vi nogle gange skal acceptere, at vi ikke kan slippe noget, uanset hvad vi gør. Men i stedet for at vende os fra det og forsøge at løbe væk fra det, ville det måske være en hjælp at vende os imod det og byde det velkomment. At bære det, så længe det sidder på vores hånd eller skulder. At løbe væk fra noget eller at forsøge at undgå noget, der hænger som en skygge i sjælen, er at være fange af det.

Uanset om vi forsøger at flygte fra dæmonen eller på selvpinerisk vis stikker hånden ind i flammen, bliver vi selv som sommerfuglen, der er fanget, forgiftet med æter og sat på en pind.

Jeg øver mig i ikke at fange og holde sommerfuglene i mit liv fast, men at være taknemmelig for dem. Både for dem, der bliver siddende, og for dem, der flyver igen.
Jeg øver mig i at møde livet med et let og åbent sind, der byder velkommen og ikke holder fast.

Sommerfugle er smukkest, når de er fri og levende

Jeg er holdt op med at søge glæden eller kærligheden uden for mig selv. Ikke fordi jeg tror at glæde eller kærlighed ikke er derude, snarere tværtimod. Jeg tror at begge dele er der i rigt mål til os alle.

Det er af samme årsag, som i citatet: Det vi søger, undflyr os, hvis det at søge bliver en jagt. Det kommer til os i livets strøm, hvis vi tør acceptere, at vi ikke kan styre det.

Det betyder ikke at jeg ikke indleder kontakt eller er åben overfor kontakt. Det betyder bare at jeg møder livet med et åbent blik, og et blødt punkt i sindet, uden en forudfattet idé om, hvad noget skal blive til, eller hvad nogen skal være.

Jeg er overbevist om, at vi altid har muligheden for glæde eller nåde i os, at det strømmer ud indefra. Hvis vi sidder stille og lytter, eller har opmærksomheden rettet mod det liv, som vi skal leve under alle omstændigheder, så kommer sommerfuglen ud indefra, fra hjertet.

Sommerfuglen er det ultimative symbol på forvandling: Larven gemmer sig i puppen, undergår en ændring af alle molekyler og bliver til noget helt andet end det den var før, på magisk og forunderlig vis.

Lad glæden sidde stille ikke blot på din hånd, eller din skulder. Lad den også bo i dit hjerte. Uanset livets øvrige omstændigheder.

Alt er forandring. Nåden er i dansen, i at lade sommerfuglen flyve frit.

Tao

At skrive om Tao er i virkeligheden en ørkesløs øvelse. Dels fordi jeg ikke ved nok, dels fordi det faktisk overhovedet ikke drejer sig om viden, men om væren. I princippet ville det give lige så meget mening at lave en kop the, danse eller spise en praliné.

Tao

At tale om Tao er ikke muligt, fordi den tao, vi kan tale om ikke er den sande Tao.
Ord giver blot ét perspektiv af virkeligheden. Alligevel ønsker jeg at tænke på eller tale om Tao, om strømmen, om tid, om bevidsthed, om væren.

Hvorfor? Fordi det gør mig glad. Som bobler i bækken stiger en følelse af glædesfylde op i mig, en slappen af, en følelse af at være kommet hjem. En intuitiv viden om at jeg allerede er hel, allerede hjemme.

I Tao holder al stræben op. Du er noget nu, og i det næste øjeblik er du noget andet, oplever du noget andet, ved du noget andet. Det betyder ikke hjerteløs nihilsme eller hjernetom hedonisme, og det betyder ikke, at du skal give afkald på at have en stemme, et sæt af værdier eller noget du kalder dit “jeg”. Det betyder blot at det ikke giver mening at identificere dig med et bestemt punkt i den strøm af liv, der er dig.

Tao er et ord;

What’s in a name? that which we call a rose
By any other name would smell as sweet.

Tao er et ord. Det betyder Vejen, eller sti, rute, nøgle eller princip. For Alan Watts er Tao en vandets vej (the watercourse way), og den strømmen vand har er en smuk og dyb metafor for Tao. Tao handler om at stole på processen.

Tao er blot et ord, en betegnelse, og det er ikke en ideologi, og på den måde giver det lige så lidt mening at sige at jeg nu er taoist, som hvis jeg pludselig kalder mig liberal, buddhist, kosmopolit, gnostiker.

Jeg holder mig til mit gode gamle alkymista – vel vidende at også alkymien handler om at stole på processen, at leve sig ind i og leve processen.

Selv om Tao opererer med polariteter sættes den ene pol ikke over den anden. Maskulin er ikke bedre end feminin, lys er ikke bedre end mørke – og så fremdeles. Polariterne har brug for hinanden og understøtter hinanden. Og skifter konstant.

Det handler om – som jeg vil komme ind på i et senere indlæg – om non-dualisme. Og at vi allerede er dét. En ide om at vi kan adskille os fra helheden er en illusion, selvom vi sorterer, dissekerer og diskriminerer. Vi analyserer – og det er også en del af processen. Analysen er indeholdt i syntesen. Vi er selv en del af Tao:

“The principle [is] that “you” cannot go along with “things” unless there is the understanding that there is, in truth, no alternative since you and the things are the same process – the now-streaming Tao. The feeling that there is a difference is also that process. There is nothing to do about it. There is nothing not to do about it. There is only the stream and its myriad convulsions – waves, bubbles, spray, whirlpools and eddies – and you are that.”

Og forandring, foranderlighed, forvandling, er uomgængelig.

Jeg er fascineret af Tao, fordi verden fortrylles i lyset af Tao. Tao sætter sjælen fri.

Alan Watts: Tao – the watercourse way.

Lykkelig nu

Hvad er lykke?

Den kommer og går, lykken. Men den kan vise sig som en dyb vedvarende glæde, en følelse af nåde.

Jeg har skrevet meget om længsel og savn på denne blog. Og mens længslen er blevet stille(t), er savnet en realitet. Men det er fint og smukt at savne. Det kan bæres.

Jeg troede naivt at lykken opstår ved at blive opfyldt udefra – ved at længslen bliver stillet. Jeg søgte ud. Længtes vildt.

Men nu ved jeg at det er den anden vej rundt. Længslen stilles ved at vi bliver opfyldt indefra. Gennem den kilde, der udspringer i det inderste, men som dog ikke er os.

Men noget større og dybere. Den udspringer i vores gudommelige sjæl.

Helhed. Længslen stilles når vi heles og bliver hele. Dét er lykkens kilde.

Denne stille, boblende kilde af glæde, kærlighed, kreativitet.
Den kan ikke kompromitteres, den er en urtilstand.

Jeg er lykkelig nu.

Nydelse

Hvis jeg kan forkynde nydelse i betydningen sanselighed, krop, sensualitet, farver, skønhed, poesi, sjæl, og hvis det på nogen måde lykkes for mig in persona at udtrykke disse kvaliteter, så er jeg lykkelig. Så er mit formål opfyldt.

For det har med alle tre dele af mit credo at gøre. At have det godt i min væren, at stråle og at elske og blive elsket.

At elske livet.

Jeg har længe advokeret for kroppen som sjælens beholder, og for skønhed og sanselighed for deres eget skyld, og ikke som led i et projekt, for det at udvise puritansk kontrol. Det er et af mine budskaber, at vi har mistet kontakt med sjæledybderne til fordel for ånd og transcendens.

Nydelse er ikke et spørgsmål om at dykke ned i en sø af fristelser, at blive opslugt og opløst i opfyldelsen af fx seksuelle og materialistiske behov. Det er derfor, at jeg med vilje ikke medtager det seksuelle, men det sensuelle i min definition af nydelse.

Der er en subtil forskel mellem at være nydelsessyg – og nydelsesfuld. Eller det, jeg forstår som at være sanselig.

At være nydelsessyg er netop at være draget, på en ufri måde mod nydelse. I dette scenarie kan implicit ligge at man misbruger både sig selv og andre. Det nydelsesfulde derimod søger at skabe velvære for både krop og sjæl. Umiddelbart er formålet med dyrkelsen af den sanselige skønhed at dyrke og ære sjælen gennem sanserne. Det er ikke perfektionisme, puritanisme eller performance.

Det handler om at gøre det for min krop og sjæl som føles godt. At sole mig, at spise en dejlig dessert, at høre god musik, at finde hvile, at læse. Der er mange måder at omfavne nydelsen på.

Jeg søger beruselse, der bunder i livsglæde – joie de vivre – eller sensuel arousal. Jeg søger at være bevidst, klar og uforgiftet i min beruselse. Det handler om at mærke indefra hvad ønsket er, og så dyrke det som en sensuel gave til mig selv.

Det er interessant, at hedonisme populært opfattes som en tøjlesløs jagt på nydelse. Men vi har glemt, hvad det egentlig dækker over. For selvom Epikur kaldte “nydelse det højeste gode”, var vejen til nydelse at leve beskedent, at opnå viden om verden, og at begrænse ens begær og ønsker. Dette ledte til opnåelsen af fredfyldthed, og ideelt til fravær af fysisk [og kunne jeg tilføje psykisk] smerte. Og kombinationen af disse to er glæde i sin højeste form, ifølge Epikurærerne.

Så der ligger også en ydmyghed i det, og et ønske om at tage udgangspunkt i der er muligt, her & nu. At skabe glæde i ordets dybeste betydning.

Om glæde – og lykke

Da jeg vågnede i morges tænkte jeg på forholdet mellem glæde og lykke.

Hvordan glæde er en indstilling, og lykke er et strejf af nåde. At vi kan vælge glæden, mens lykken er en gave. Vi kan vælge at være glade, en fundamental stille glæde over at være tilstede, over at være i live her&nu – og så kan vi opleve lykke, når vi mindst venter det.

Det er ikke fordi jeg mener at vi “skal” være glade, og gå rundt og være “positive” hele tiden. Nogle er livet noget lort. Nogle gange er vi kede af det, nogle gange er vi bange, nogle gange er vi vrede. So be it.

Jeg siger blot at det er en eksistentiel mulighed. Det er muligt at gå vejen med glæde, også når den er svær og fører ind i krattet, ufarbarheden og usikkerheden.

Der er en anden ting ved glæde. Det er ikke noget vi kan forvente at få af andre. Glæde handler om at se og finde værdi i de små ting, som fx den lakridsis og citronsorbet, jeg fik i dag og spiste med nydelse.

Glæde handler om at skabe glæde.

Det samme gælder lykke. Den kan vi heller ikke forvente, den er heller ikke givet. Men jeg tror at kilden til de to tilstande er forskellig.

Glæde er noget der kommer fra os selv, fra vores indre, fra vores indstilling. Mens lykke er noget der kommer til udefra, fra noget andet, fra “Gud”, eller “Universet” om man vil.

Måske kommer lykke til os gennem andre mennesker, eller igennem situationer. Men det er ikke andre mennesker eller bestemte situationer, der har ansvar for vores lykke eller skaber vores lykke. Lykken er ikke afhængig af at bestemte betingelser er opfyldt. Lykken er – som kærlighed – betingelsesløs.

Lykken er nåde, der kan virke igennem mennesker og situationer, som budbringere.

Jeg tror at det hænger sammen på den måde, at vores egen vilje til at tage ansvar for den indre kilde til glæde, gør det muligt for os at se lykken i den Anden, eller at fange lykken i en given situation.

Men lykken kan ikke holdes fast. Derfor er den lunefuld. Mennesker, situationer og tilstande vil aldrig være permanente, og glæde er måske først og fremmest en evne til og vilje til at anerkende dette vilkår at slippe og tage imod, og slippe igen.

Glæden kan gøres til en forholdsvis permanent tilstand af undren, af generøsitet, af medfølelse, af åbenhed, af værdsættelse, af nysgerrighed, af let-sindighed – som noget der kommer indefra.

Glæden gør det muligt for os at opleve lykke, og være lykkelige, og sætte pris på mennesker, i mødet, i flowet.

Og elske de mennesker, og have den fantastiske oplevelse det er at være levende.

PS: Dette indlæg er dedikeret til en kvinde som har hjulpet mig utallige gange, når jeg ikke har kunnet se vejen og glæden og formålet med tingene, Når jeg har grædt og været ked af det. Så får hun mig ud af det, for det er egentlig blot former, som vi identificerer os med. Og det er glæden også, men vi kan selv vælge hvilken form vi vil identificere os med. Deri ligger friheden. Og det bedste jeg kan give dig er mine ord. Jeg elsker dig, og en dag tager vi herhen:

Dråber

“Som et strejf af en dråbe/fik vi lov til at håbe/
på de ting, der skal komme/førend livet er omme”

Her til morgen var jeg igen ude at svømme. Og lige som sidst afgav jeg et løfte til mig selv.

Denne gang lovede jeg mig selv at forsøge tage imod, hvad jeg får i et givet øjeblik. Jeg gav mig selv det løfte at tage imod øjeblikkene som små strejf af nåde.

At dvæle i det. Hvad enten det er kærlighed eller eller glæde. Hvad enten det er sorg, savn eller sårbarhed. Og så at give slip.

Hvert savn rummer et løfte om gensyn. Hver sorg muligheden for trods alt at glædes over det der har været. Hver glæde et svimlende håb om mere glæde. Hver kærlighedsgestus en mulighed for gensidighed. Hver sårbarhed en mulighed for trøst.

Det er måske sådan at vi nogle gange har svært ved at acceptere det, der er (og vi skal naturligvis ikke acceptere ALT). Det er måske sådan at situationer, andre mennesker og ting, der ikke virker, bliver u-udholdelige. Vi lever i en tid, hvor vi har mulighed for at kunne en masse, kommunikere en masse, forkaste en masse på meget kort tid. Vi bliver vrede, angste, utålmodige, irritable.

Det er helt naturligt, menneskeligt.

Så siger vi til os selv at vi skal leve i nuet. Men alene heri ligger en fordring. Hvad med at vi sagde: Jeg kan leve i nuet.

Jeg kan som en mulighed tage imod de små gaver, som livet tilbyder. Jeg kan som en mulighed lytte til meningen i disse små ting. Jeg kan som en mulighed tage imod de smukke momenter af glæde i livet.

I weekenden oplevede jeg en rus af kærlighed, venskab, rummelighed og meget mere, som jeg ikke har ord for nu.

Søndag morgen, stadig beruset i mere end een forstand siger jeg til et kært menneske: “Hvorfor er folk så glade?” Hvortil hun svarer: “Fordi jeg har smittet dem”.

Ja så enkelt er det. Glæde smitter. Nærvær smitter. Kærlighed smitter.

Tilfredshed

Billedet
En mand sidder med korslagte arme omgivet af en række bægre der står på et bord eller hylde bag ham. Bordet er dækket af et blåt klæde og således er han på omkredset af en halvcirkel. Han ser meget (selv)tilfreds ud.

Element/nummer
De ni bægre symboliserer rigdom i en eller anden forstand, men da Bægrene jo ikke står for materiel rigdom tænker jeg at det istedet handler om immateriel rigdom; om succes, overskud, energi, tilfredshed med tilværelsen, følelsen af at være på toppen, glæde.

Ni’erne står for bl.a. modenhed og tilbagetrækning. I dette tilfælde kan man sige at figuren har trukket sig tilbage med sine bægre, en tilbagetrækning til selvtilstrækkelighed og måske overmodenhed i form af en slags opblæsthed, der fejlagtigt får én til at tro at man ikke har brug for andre. Han har forskanset sig bag sine bægre og har også lagt armene over kors foran på brystet.

Der er med andre ord en indbygget modsætning i dette kort; dels følelsen af tilfredshed og glæde, dels indtrykket af en person der har isoleret sig i forhold til andre på grund af denne tilfredshed. Han er alene med sin fejring, og det er på sin vis sørgeligt.

Tør vi?
Et spørgsmål der imidlertid knytter sig til dette kort – især hvis det dukker op i positionen Håb og Frygt i Det Keltiske Kors – er om vi tillader os selv at være glade og tilfredse med det vi har? Tør vi være glade? Tør vi hvile i det der er og tør vi uden blusel nyde det når det går godt for os?

Divinatorisk betydning
Succes, overskud, overflod, glæde, tilfredshed, selvtilfredshed, isolation.

Stalagmitter og stalakitter

Er det muligt at føle dyb glæde og dyb melankoli på samme tid?

Ja. Det er, hvor jeg er nu.

Jeg føler glæde over forandringer og forvandlinger. Jeg føler også melankoli over det, jeg må sige farvel til for at opleve forandring. Det er et paradoks.

Glæde over en gnist jeg modtog. Melankoli over et at slippe den igen. Energi kommer og går.

Jeg er kommet til et sted, hvor der er stille, mørkt, koldt og smukt. Med dybt, blankt vand. En underjordisk grotte med stalagmitter og stalakitter.

Et sted, hvor jeg vil være et stykke tid. Vente og lytte.

Det dionysiske livsprincip

Den amerikanske jungianske analytisker Robert A. Johnson skriver i sin bog Ecstasy – experiencing the psychology of joy om glæde (joy), ekstase og om det dionysiske livprincip.

Johnson skriver at vi har mistet erfaringen med ekstase – som betyder at være ude af eller ved siden af sig selv (egt. ude af stilstand – ex stasis):

“To be for a moment in that timeless, spaceless, primal place which has no responsibility, which isn’t going anywhere. We need to stand outside ourselves and experience the flow of life, the Dionysian energy”

Derimod er som regel vi for meget i os selv, for rationelle, for optagede af os selv, vores planlægning, byrder, tanker, gøremål etc.

Joy – definerer han som:

“An exultation of the spirit, gladness, delight, the beautitude of heaven or paradise.”

Happiness definerer Johnson noget, der kommer og går, noget vi ikke er herre over. Mens vi kan vælge at være glade – vælge at være i himlen eller at leve i en dionysisk ånd. Men ifølge Johnson har vi i den vestlige kultur glemt alt om den dionysiske ånd eller det, han kalder spiritual ecstasy, og det er et stort problem, fordi vi som kultur har en tendens til at erstatte det med fare og spænding, med afhængighed af fart, alkohol, materielle nydelser etc. Vi kigger efter den spirituelle ekstase de forkerte steder, fordi vi har så meget brug for at mærke den, vi savner den.

I følge Johnson kan vi naturligvis ikke bare smide det hele over bord og erstatte vores strukturerede, rationelle verden med en ustruktureret flower power-agtig tilstand. Det er næppe ønskværdigt. Det handler om at rumme begge dele, det er ikke, enten eller men “either-and-or”. Det er paradoksalt og forudsætter at vi i kulturen og os selv kan rumme begge poler, uden at fare fra den ene ekstrem til den anden og gå itu: “Only in this way can we begin toward wholeness and joy.”

Hvordan gør man det så?

Han beskriver drømmearbejde og aktiv imagination som metoder til at få kontakt med det dionysiske. Men derudover er det også et spørgsmål om indstilling.

Om at hylde selve livskraften. Det et der sker, når man bare tillader tingene at udvikle sig af sig selv. Dionysos er selve livskraftens gud, og kan ikke holdes ude eller væk. Ligesom Eros lader han sig ikke glemme.

Johnson skriver også om det androgyne, dvs. sammenbringningen af det kvindelige og det mandlige til en helhed. Og ikke mindst om være enthusiastisk – hvilket betyder at være “filled by god (en-theo-ism)”:

“The soul is enhanced where the Self is activated.”

Alt sammen for at hylde og at møde det dionysiske, livsprincippet.

Glæde

“Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.” Matt. 5. 15.

Jeg går ind for glæde, for at skinne, for ikke at sætte sit eget – og andres lys – under en skæppe.

I de seneste år har der fokus på det positive, på mindfulness og på flow indenfor bl.a. psykologien. Og nogle arbejder målrettet på at skabe mere lykke og glæde for sig selv og andre – hvilket er dejligt.

Men der er et lille personligt aber dabei – som hidrører fra min egen klangbund af melankoli – og det er, at uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er verden uperfekt og det er livet også. Vi kommer ud for kriser, vi bliver såret og vi sårer andre. Vi knuses mere eller mindre af livet. Kort sagt:

“Life is a bitch and then you die”.

Der er kommet et psykologisk svar på den positive psykologi, der kaldes Acceptance and Commitment Therapy, som kort sagt går ud på at acceptere livets modgang. Modgang er ikke en sygdom, som det hedder i en artikel fra Information:

“Det er blevet helt almindeligt, at hvis man oplever den mindste form for tristhed eller ubehag ved sin krop, stress eller en krise, er det noget, der skal kureres.”

Det er dybest set også det som terapi går ud på: Ikke at blive lykkelig, men at blive bevidst, som James Hollis skriver i Creating a Life:

“Consciousness is a gift and that is the best it gets.”

Hvad har det så med lykke at gøre?

Jeg tror – og håber på – dryp af lykke, der optræder kort og intenst, uforvarende og uventet – som et strejf af en dråbe, en form for nåde. Det er en gave, ligesom bevidsthed, men – og her kommer der måske en grad af mørk pessimisme ind i billedet – vi kan ikke styre lykken – den driver sit eget spil med os.

Bevidsthed – derimod kan vi arbejde henimod i lange seje træk, men bevidsthed gør os ikke (nødvendigvis) lykkelige – men visere.

Hvad har det så med glæde at gøre?

Glæde kan vi arbejde på – på samme måde som vi kan arbejde på bevidsthed og selvindsigt. Vi kan vælge at forholde os på en bestemt måde til os selv, til verden, til eksistensen og til vores medmennesker. Vi kan vælge at være glade, fremfor sure.

Vi kan vælge at skinne til glæde for os selv og for andre, og vi kan vælge at lade andre mennesker skinne med deres lys. For vi har det alle. Dybest set er det opgaven for os alle, at skinne og give plads til at andre kan skinne.

Og som jeg vist nok før har skrevet, så skinner lyset både ud af og ind i et knust hjerte.

Hvordan kan jeg være glad, hvis mit hjerte er knust? Det er så 100 $ spørgsmålet. Ved at acceptere livet som det er, men vælge ikke at lade andre eller ydre omstændigheder bestemme hvordan jeg har det, som jeg skrev om i indlægget om magt. Ved at forholde sig bevidst til omstændigheder og situationer, men ikke gøre mig til et offer for dem. Tag ansvaret for det, jeg har ansvaret for og lade resten være.

Og så kan jeg vælge at være glad, at smile, at sprudle, at boble, at skinne, at glæde mig over selve det at være til.

Og det er netop budskabet med dette indlæg; at vi bliver lidt mere bevidste om og åbner op for muligheden for glæden i livet. Ved at foretage det valg at være glad og sprede glæde. Den irrationelle, boblende, enthusiastiske glæde.

Fordi vi er det som er i vores bevidsthed, og vi er dybest set selv herre over, om vi er i helvede eller i himlen. Så hvorfor ikke vælge himlen?

Tak for din kommentar!