Tag: Sjæl

Åbn din hånd – og dit hjerte

Forestil dig at du rækker hånden frem med håndfladen opad. Og forestil dig at en sommerfugl sætter sig på din hånd.

Vil du holde fast i den? Nej for så vil du ødelægge den, og dens skønhed, og dens evne til at flyve.

butterfly

Eller forestil dig at du placerer en kugle af silkepapir på din fremstrakte håndflade. På et tidspunkt vil vinden tage den og den vil trille bort. Medmindre du naturligvis holder fast i den.

Men på din fremstrakte håndflade vil den kun være der så længe det er meningen at den skal være der.

Det samme gælder sommerfuglen.

Det samme gælder mennesker i dit liv. Eller tanker eller følelser eller tilstande.

I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at vende hånden om, at give slip. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at holde nænsomt omkring, beskyttende.  Uanset hvad er det nødvendigt at acceptere at hvis man holder krampagtigt fast så går tingene – eller relationerne – itu.

Hvis man holder hånden åben er der en chance for at der kommer en sommerfugl og tager ophold (og sommerfuglen er som bekendt symbol på sjælen). Hvis man holder hjertet åbent er der en chance for at mennesker kommer forbi og tager ophold. Elsk dem, værdsæt dem og accepter dem som de er, dem selv. Og vær så parat til at give slip igen.

Soulmaking IV

“Mor, hvad er en sjæl?”

Det spurgte min datter mig om. Og jeg måtte være hende svar skyldig, for jeg ved jo ikke hvad en sjæl er, eller hvad sjælen er. Svaret bliver ved med at undvige mig, og sådan må det nødvendigvis være, for sjælen er netop ikke en kvanticiferbar eller rationaliserbar størrelse.

Sjælen er associeret med kvalitet, mørke og uendelig dybde. Det er nogle adjektiver, jeg kan sætte på den, men det fortæller stadig ikke, hvad den eller det er i sin essens.

I det sidste indlæg i serien skrev jeg om sjælen som en proces eller en dimension, og som noget der ikke er i os, men at vi er i den eller kan være det.

Måske kan det næste spørgsmål være hvordan kommer sjælen til udtryk?

Måske bor sjælen ikke i kroppen i bogstavelig forstand – men jeg tror, at den bruger kroppen som instrument for dens udtryk. Det er sjælen, der kommer til udtryk, når vi bliver følelsesmæssigt berørte og kan mærke det i kroppen, som fx at blive tunge om hjertet eller når hjertet hopper af fryd, når vi får hjertebanken. Det er sjælen, der kommer til udtryk når vi bruger vores krop kreativt; fx til at danse eller male eller synge eller elske. Når vi smiler, ler og er i engageret samtale med andre.

Det er sjælen, der kommer til udtryk, når vi er i flow og glemmer os selv. Når vi i positiv forstand er ude af os selv. Så er vi besjælede. Vi er sjæl.

Sjælen udtrykker sig også gennem drømme, fantasier og indre billeder – om det handler et senere indlæg …

Soulmaking III

Jeg tror måske at det er forkert spørge hvor sjælen er?” For det er ganske rigtigt meget svært at beskrive, hvor sjælen befinder sig.

Måske er det fordi spørgsmålet er forkert. Måske er det mere relevant at spørge, hvad sjælen er.

Og da jeg grundede over dette i løbet af dagen, faldt det mig ind, at sjælen måske mest af alt er en dimension eller en proces, vi kan befinde os i, eller som vi kan træde ud og ind ad. Lidt som klædeskabet i Narnia-serien.


At den ikke bor inde i os, men at vi kan træde ind i den, gennem det, som Hillman kalder Soulmaking:

The potential for soulmaking is revealed by psychic images to which a person is drawn and apprehends in a meaningful way. Indeed the act of being drawn to and looking deeper at the images presented creates meaning – that is, soul.

Dermed bliver det at skabe sjæl en kreativ meningsskabende proces, hvor vi er i kontakt med vores drømme, fantasier og vores passion, og hvor vi tør træde ind i de mere skyggeagtige, smertende, svampede områder af sindet – og gå i dialog med disse sider af os selv. Ikke for at analysere dem, men for at skabe en relation til dem.

For at skabe mening. Det betyder ikke at vi forstår alt, eller at alt bliver belyst af pludselig indsigt. Måske betyder det en anerkendelse af at mørket, at dybet, at stemningen –  being blue – vitterligt tilhører os, er os, vores sandeste essens.

Det betyder ikke at smerten mirakuløst forsvinder eller at den eksistentielle lidelse slipper sit tag i os, men at vi kan bære den som en del af os.

Det giver sjæl og dybde til et menneske.

Soulmaking II

Men hvad er da “Sjæl”? Hvor findes sjælen? Hvordan “skaber” vi sjæl? Hvordan giver vi den mere rum, mere plads?

Det er alt sammen spørgsmål, som jeg ikke har svaret på, men jeg vil forsøge at indkredse dem her på bloggen i 2012.

James Hillman, som døde i oktober 2011 er måske den moderne psykolog, der har fokuseret mest på sjælen, idet han mente at det er det psykologi oprindeligt og egentligt handler om; studiet af sjælen – og ikke studiet af adfærd eller kognitive processer.

Men igen, kan vi så spørge; for at kunne studere sjælen og dens udtryk, må vi prøve at indkredse “hvor” den er – eller hvad den er?

Ifølge Hillmans samling af tekster A Blue Fire har vi mistet forståelsen af  sjælen i det cartesianske split mellem ydre og indre – mellem den ydre håndterlige virkelighed og indre bevidsthedstilstande eller mellem krop og et sammenfiltret konglomerat af bevidsthed, psyke og ånd.


Sjælen findes det tredje sted, som vi på en eller anden måde har mistet og som vi har stadig sværere ved at orientere os efter. Stedet for drømme, fantasi, passion, refleksion  –  og divination? – som hverken er fysisk håndgribelig eller spirituelt eller abstrakt.

Så enten synes ånd og sjæl at blive forvekslet – eller også bliver det åndelige eller spirituelle favoriseret på bekostning af sjælen.

Måske fordi sjælen ifølge Hillman skal findes der hvor det gør ondt;

“For soul is always in the thick of things; in the repressed, in the shadow, in the messes of life, and in the pain and confusion of love.”

Ved at forsøge undfly disse smertefulde steder og tilstande gennem transcendent spiritualitet gør vi blot splittelsen dybere, vi mister forbindelsen til sjælen, vi sårer den og vi risikerer – som kultur og på det personlige plan – at forfalde til ekstremer, til det bogstavelige og til fanatisme.

James Hillman: A Blue Fire. 1991.

Soulmaking

Det gamle år rinder stille ud, og det nye venter.

For mig har der altid været en speciel magi forbundet med dette tidspunkt på året, og overgangen fra det nye til det gamle. Det giver en mulighed for fornyelse, for at starte på en frisk, for nye kræfter og ny energi.

Jeg ved at 2012 bliver et år præget af nøjsomhed og fokus, for jeg har et mål, som kræver dette af mig. Og som jeg vil hellige mig.

Billedligt talt har jeg i løbet af de sidste år vandret på det flade land hen imod det bjerg, jeg vil bestige.  Jeg har vandret langt for at nå hen til bjergets fod og nu skal jeg til at begynde opstigningen – så nytter det ikke vige tilbage, selvom der kommer forhindringer.

Hvis jeg på nogen måde har lært noget i 2011 er det hvor vigtigt det er at være – bare at være. At give sig selv rum til, lov til bare at være, uden at være og ville noget bestemt.

At give sig selv rum, og dermed give plads til sjælen, til den man virkelig er.

Det er soulmaking – og det er et tema jeg vil arbejde videre med i det kommende år.

Nu er der så tilbage at ønske alle et godt nytår med ro, fordybelse og plads til sjælen i 2012!

Hjertemod, hjerteblod

I dag blev jeg af denne kvinde mindet om at det engelske ord for mod Courage kommer af samme rod som det franske ord for hjerte – Coeur.

Og hvad har mod og hjerte så med hinanden at gøre?

Hjertet er en sjov metafor. Egentlig er det en muskel, der pumper vores blod rundt i kroppen, men hjertet består også af neuroceller. Hjertet  er ikke blot en maskine, det tænker og føler, og derfor kan man opleve at have ondt i hjertet, at hjertet banker hurtigere i bestemte situationer etc.

Derudover er hjertet en metafor eller et symbol for sjælen – vi taler om at have hjertet med eller at have sjælen med, og hjertet er et symbol på vores evne til at føle, til medfølelse – og naturligvis  – kærlighed.

Så mod er at føle og følge sit hjerte, at være i kontakt med sjælen, at turde  os lytte til det, at være åben, at være i samklang med sjælen, at turde forblive åben hjertet, og måske knust, eller krakeleret.

At være autentisk, at være den man er – med sine erfaringer, sine følelser og sin smerte. I denne sammenhæng er følelser ikke det samme som emotioner – men at stå ved det vi føler eller det vi er passionerede om. At vælge vores passioner – (som Rollo May minder os om i The Courage to Create) – at vide hvem vi er, og for hvad vi føler og for hvad vi lider for – og bløder for.

Denne kvinde mindede mig om at autentisk betyder at være genkendelig. Når vi er autentiske handler vi ud fra vores hjerte, vores selv, og det giver mod til at være dem vi er og gøre det som er sandt. På det kan vi kendes.

Krop, Sjæl, Ånd

“Kroppen er huset, Sjælen er værten og Ånden er gæsten”

Hvad betyder det så?

Jeg har tidligere skrevet om skønhed, og om kroppen. Kroppen er det hus, hvori sjælen bor, hvori den kan finde udtryk og være i verden, Uden krop, ingen eksistens, ingen følelse, ingen tanke. Kroppen er den måde hvorpå sjælen kommuniker til verden og med verden.

Derfor drager vi omsorg for vores sjæl ved at pleje og drage omsorg for vores krop, og vi giver næring til sjælen ved at give næring til vores sanser. Sjælen har det godt, hvis dens hus er velholdt og i god stand.

For at komme med et helt konkret eksempel: I dag har jeg fx  været til træning, føler jeg mig godt tilpas, tilstede i min krop, jeg føler mig klar i hovedet, nærværende, rolig, og jeg kan mærke min krop på en behagelig måde, min sjæl og min krop er i samklang.

At Sjælen er værten betyder altså at sjælen har hjemme i kroppen og kommer til udtryk gennem denne. Men som jeg skrev, har vi – tror jeg – en tendens til at forveksle sjæl og ånd så vi glemmer sjælen. Der er en meget stærk tendens i samfundet til spiritualitet – til at søge det åndelige. I stedet for at søge vores sjæl, at søge selverkendelse, at finde fred med os selv, i vores eget hus, så at sige – faktisk tror jeg at sjælen er os selv, den vi virkelig er.

Sjælen skal så at sige anerkendes for at den kan være tilstede og fylde os ud, være hjemme og klar, når gæsten kommer på besøg, når “Ånden kommer over os”.

Ånden er gæsten. Ånden er en fremmed, noget udefrakommende, der kommer over os fx som en nåde – i kristen forstand Helligånden der kommer over disciplene i Pinsen. Men der findes naturligvis mange forskellige typer af Ånd.

Eros er en anden; Sjælens – Psykens – elskede.

En pludselig indsigt

Jeg har spekuleret meget over forholdet mellem krop, sjæl og ånd.

Jeg tror, at vi ofte forveksler de to sidste, eller slår dem sammen til ét og sætter dette ene (ånden), højere end kroppen, der enten dyrkes, negligeres eller kontrolleres.

Men sjæl og ånd er to forskellige ting, og det er væsentligt at anerkende denne forskel. Blot har jeg haft svært ved præcist at definere for mig selv og forstå, hvad forskellen er.

Og pludselig forstod jeg det – typisk slog det ned i mig mens jeg var i bad – jeg tænkte på det med at pleje kroppen, drage omsorg for den, gøre den smuk (eller så smuk som det nu  er muligt). Ikke for at dyrke den eller for at underlægge sig den, men for at kunne være (i) den, være til.

Og så kom forståelsen, i form af en metafor, en pludselig indsigt, der bare slog ned i mig:

“Kroppen er huset, Sjælen er værten og Ånden er gæsten.”

Det sjælløse menneske

En artikel i Weekendavisen om den franske filosofs Robert Redekers bog Egobody vækkede straks min opmærksomhed.

Redeker mener at vi har mistet vores sjæl efter vi sagde farvel til både Gud & Djævelen:

Et menneske, der kun lever for sin krop, som det moderne menneske gør, har glemt sin sjæl og sit jeg og forholder sig ikke længere til det evige spørgsmål: Hvem er jeg? Egobody’en spørger: Hvad er jeg? Han ignorerer mennesket i sig selv og de to størrelser – sjælen og jeget – som indtil nu har udgjort den menneskelige identitet.

Mennesket har med andre ord reduceret sig selv til en »zoologisk dimension« og afvist alt det, der adskiller det fra andre levende væsner: at være mere end materie, at være ånd, at have en sjæl.” Fra artiklen i weekendavisen

Er det sandt? Først og fremmest tror jeg ikke, at vi har en sjæl. Jeg tror at det er den, der har os. Men muligheden for at der overhovedet eksisterer sådan noget som en sjæl, vil vi som kollektiv, som kultur ikke kendes ved. (I øvrigt er denne diskussion endu et vidnesbyrd om den dichotomi jeg forsøger at gøre op med i indlægget om Kroppen).

Vi ønsker at glemme sjælen, at fortrænge den. Fordi fordi det minder os om smerten ved at være menneske, om alt det upassende og frastødende. Om mørket og dybet. Om skyggen – og angsten for det ukendte.

I sidste ende angsten for døden. Selvom ironien er, at netop vores krop er dødelig – selvom sjælen (måske) ikke er det. Det ved vi ikke. Men sjælen er sådan en udefinerbar, metafysisk størrelse – mens kroppen er formbar og disciplinerbar. Så det bliver kroppen vi tyer til i vores længsel efter udødeligheden.

Vi vender metafysikken og filosofien og døden ryggen, selvom (som Redeker siger med Platon og Montaigne) at filosofere er at lære at dø.

Kroppen

Ja. Kroppen er indgangen. Indgangen til sjælen, og indgangen til Eros.

For en introvert person med intuition som første funktion, følelse som anden funktion og en særdeles veludviklet tænkefunktion som tredje funktion, er det noget jeg “ved” – med mit bevidsthed. Men det er desværre ikke noget jeg har været særligt god til at anerkende eller erfare i praksis – med kroppen. Hele min sansefunktion – den fjerde – er ifølge Jungs typologi ubevidst, og dermed er det ikke noget jeg har været særlig god til at “dyrke”.

Som intuitiv har jeg haft det svært med med kroppen. Til tider har jeg negliceret kroppens egentlige behov. Det kan resultere i at jeg glemmer at lytte til min krop; at spise (sundt), at jeg ikke kan sove på grund af tankemylder, jeg undlader at bruge kroppen hensigtsmæssigt og at lytte til kroppens symptomer. Jeg har opfattet kroppen som inferiør, mindre værd – ja, helt ærligt!

Jeg har oplevet en form for opvågnen, en bevidstgørelse af den hidtil skyggelagte fjerde funktion, der nu er ved at komme til udtryk. Blandt andet som en anerkendelse af min krop og den skønhed, jeg udtrykker.

Det er så min personlige beretning, der dels har sin oprindelse i den måde, jeg personlig er indrettet på, dels min opdragelse og uddannelse. Men der er også et split i hele vores samfund og vores kultur mellem bevidsthed og krop, som gør sig gældende. og som er en af grundene til at jeg nu advokerer for sjæl, krop og eros – ikke i modsætning til – men som komplement til ånd, bevidsthed og logos, som er de bærende værdier og ambitioner i vores kultur.

Vel er der en masse kropsdyrkelse i disse år. Men jeg spørger mig selv, om det bunder i en anerkendelse af kroppen for dens egen skyld, eller om det i nogle tilfælde ikke i lige så høj grad er et spørgsmål om at vise selvdisciplin, at lade bevidsthed og vilje bestemme over kroppen; et spørgsmål om at udvise kontrol og selvkontrol? Sådan at dichotomien mellem krop og bevidsthed forbliver intakt. Vel er der intet galt i at dyrke fx fitness, løb og styrketræning – men det er ikke ringe at stille sig selv det spørgsmål; hvorfor man gør det? Dybest set? Nogle gange tænker jeg på om ikke også meditations- og mindfulnesbølgen til en vis grad også udtrykker en ambition om en sådan kontrol?

Vi har det med at beskrive de ting der har med kroppen at gøre som “nede” og de ting, der har med bevidstheden at gøre som “oppe”. Som om der både er en værdisættelse og en vertikalitet inde i billedet. Hvilket der er, set i perspektivet af den vestlige kulturs åndshistorie. Men måske er denne dichotomi falsk og vertikaliteten en illusion?

Til tider møder jeg et menneske, der er sin krop på en unik måde. Et menneske, der udtrykker bevidsthed gennem kroppen, fx gennem dans, eller musik, eller sport. Hvor krop og bevidsthed smeltes sammen i udtrykket, i væren. Sådanne mennesker synes at udslette dichotomien, og de bliver levende symboler på sammensmeltning af modsætninger og på helhed. Nogle mennesker et simpelthen fantastiske til at være deres krop, og naturligvis bunder det også i disciplin – men det er som om at sådanne mennesker i den grad er deres krop – fremfor at have den* – at de ikke oplever det som en forskel, men at de simpelthen er instrumentet – stemt i den rette tone.

For et et menneske, der er kreativt med ord er det fascinerende. Tilsyneladende er der en form for distance i denne form for kreativitet, som ikke findes i et kropsligt udtryk?

Heldigvis har vi ikke alle de samme talenter eller; vi har adgang til at bruge forskellige udtryk. Jeg tror nu at vi alle – inklusive jeg selv – kan få udbytte af at give slip på dichotomien mellem krop, sjæl, eros og bevidsthed, ånd, logos. Blive os Selv mere. Ved at være selve kroppen – istedet for at have den, disciplinere den og kontrollere den.

*Faktisk kan man også sige at vi ikke har en sjæl – men at vi er en sjæl – men dén diskussion må vente til et senere indlæg.