You either walk inside your story and own it, or you stand outside your story and hustle for your worthiness “~Brené Brown
Denne sommer har været som at gå i et minefelt. Gamle dæmoner har vist deres grimme ansigt. Det er som om de alle har været der, med deres sædvanlige historier. Tvivl, frygt, stress, angst. Ikke angst for ikke at være nok – men for at være for meget.
Heldigvis giver jeg ikke efter for deres historier. Men det er fandme en sej omgang denne gang.
Mine venner hjælper. En veninde siger, at jeg ikke kan være for meget for mig selv og dem, der der holder af mig, og en anden siger, at alt dette her, disse komplekser, dukker op nu, fordi jeg er stærk nok til at klare dem.
Det er både en smerte og en trøst at vide, at det kommer indefra, og at jeg helt klart kan se at det intet har at gøre med andre mennesker. Hvor svært det end kan føles, så kan jeg nu tage 100 % ansvar for historierne selv. Men så er der til gengæld heller ikke nogen vej udenom. Det er mit eget shit, mine egne fortællinger, mine egne overbevisninger, mine egne følelser.
Min egen styrke, værdighed, kompleksitet, tillid.
I alkymien betegner påfuglen et vendepunkt.
Det er hårdt at bryde sindets mønstre fra barndommen. Det er hårdt atter at kæmpe med dæmonerne, men der er også et håb i det.
Håb om, at når jeg er brændt igennem det denne gang er der mere styrke til at forfølge drømmene, håb om at kærlighed og kreativitet ikke behøver at udelukke hinanden, som jeg ofte har troet, håb om at få plads og ro til at skrive, håb om at kunne forbinde mig dybt med andre mennesker, håb om nysgerrighed, glæde og latter – og håb om at det giver mening at følge sit hjerte, at det giver mening at dele det vi isoleret bærer rundt på, at det giver mening at forbinde sig med hinanden.
Alt sammen ved jeg godt, det er sådan jeg lever mit liv. Men nogle gange mister jeg troen og må genfinde den, sammen med håbet.
“My mind must be free
To learn all I can about me”
Friheden synes at være et tveægget sværd. Enten bundet i vågen selvberoenhed eller i bitter ensomhed. Det er ikke et klart valg mellem den ene eller anden stemning. Nogle gange føles det på den ene måde. Andre gange på den anden.
Ikke desto mindre var budskabet fra mine drømme denne morgen, meget direkte udtrykt:
“Hvad er problemet?”
Underforstået med den situation, du er i nu. Som et venligt, men bestemt spark i røven. Vågn op, vær den du er, nyd det åbne felt, tag ansvar for dig selv, dit liv, din kreativitet, elsk dig selv, så du ikke kommer til at elske ud fra en følelse af mangel eller længsel. Det er min tolkning af budskabet.
For nylig skete der der at jeg mærkede at længslen efter denne fantasifigur, som jeg har kaldt Elskeren, pludselig var væk. Ikke eksisterende. Som om min længsel var vendt tilbage til mig selv. Eller opløst, og kærligheden nu atter kunne blive konkret, manifesteret i det jordbundne, almindelige – eller som U2 synger:
Cause we can’t fall any further if
We can’t feel ordinary love
And we can not reach any higher,
If we can’t deal with ordinary love
Når den manifesterer sig.
I aften manifesterer kærligheden sig som selv-kærlighed, besøg i en boghandel (det var dyrt), sol, jazz i radioen, ro til at skrive, og derigennem reflektere over forholdet mellem frihed og kærlighed. I virkelighed er der ikke nødvendigvis et modsætningsforhold.
Så er der den underlige erkendelse af at det er muligt at længslen er væk, men der er opstået et savn, og for mig er savn bundet til det specifikke, det kropslige, det konkrete, det personlige. Hvor længsel er abstrakt og mere diffus.
Kunsten er at acceptere savnet og adskillelsen, at slippe det menneske, jeg savner og ikke henfalde i neediness. Det er fint at savne. Selv når jeg ikke bliver mødt i savnet.
Det er godt at være i det som er. Kærlighed, savn, ensomhed. Engang var der en klog kvinde, der lærte mig at der er forskel på at være ensom – og Al-Ene. I det at være alene er man både Alt og Een på samme tid.
Frihed er ikke længere et spørgsmål om at flyve ud, men i friheden til at hengive mig til det, der er. Nu.
Gail Sher skriver – om at lytte indad og at skrive, men jeg tænker at det også kunne være relevant for længsel og kærlighed, og dybest set handler om væren:
“Don’t even picture your body more narrow, your mind more agile, your soul more stout. Don’t go there. Don’t go anywhere. Simply stay where you are”
Måske er det fordi spørgsmålet er forkert. Måske er det mere relevant at spørge, hvad sjælen er.
Og da jeg grundede over dette i løbet af dagen, faldt det mig ind, at sjælen måske mest af alt er en dimension eller en proces, vi kan befinde os i, eller som vi kan træde ud og ind ad. Lidt som klædeskabet i Narnia-serien.
At den ikke bor inde i os, men at vi kan træde ind i den, gennem det, som Hillman kalder Soulmaking:
The potential for soulmaking is revealed by psychic images to which a person is drawn and apprehends in a meaningful way. Indeed the act of being drawn to and looking deeper at the images presented creates meaning – that is, soul.
Dermed bliver det at skabe sjæl en kreativ meningsskabende proces, hvor vi er i kontakt med vores drømme, fantasier og vores passion, og hvor vi tør træde ind i de mere skyggeagtige, smertende, svampede områder af sindet – og gå i dialog med disse sider af os selv. Ikke for at analysere dem, men for at skabe en relation til dem.
For at skabe mening. Det betyder ikke at vi forstår alt, eller at alt bliver belyst af pludselig indsigt. Måske betyder det en anerkendelse af at mørket, at dybet, at stemningen – being blue – vitterligt tilhører os, er os, vores sandeste essens.
Det betyder ikke at smerten mirakuløst forsvinder eller at den eksistentielle lidelse slipper sit tag i os, men at vi kan bære den som en del af os.
Forleden nat drømte jeg at en ven gav mig et lille, gråt garnnøgle som jeg skulle dele ud til alle, men samtidig selv beholde – det vil sige holde fast i enden. Det var nok ikke så uanseligt som så, hvis det skulle kunne deles med alle.
Ariadne på Naxos efter at Theseus har forladt hende
Naturligvis kom jeg straks til at tænke på Ariadnes tråd. Ariadne var prinsesse af Knossos, og hun hjalp den unge helt Theseus med at komme ind i midten af labyrinten på Knossos, slå uhyret Minotaurus ihjel og finde vej ud igen. Det gjorde hun som bekendt ved at give ham en tråd, som han fæstnede ved indgangen til labyrinten, og som han holdt fast i så han kunne finde vej ud igen da han havde skilt uhyrets hoved fra dets krop. Bagefter skete der det, at den unge helt forlod hende. Hun giftede sig senere med guden Dionysos.
Da jeg havde haft denne drøm kom jeg til at tænke på en bog, jeg har, som hedder Ariadnes Clue : a Guide to the Symbols of Humankind (Anthony Stevens, 1998). Det er endnu en af de bøger, som jeg ejer, men som jeg endnu ikke har fået læst. Nu er jeg så begyndt at læse den.
Fordi det at følge den indskydelse man får fra en drøm kan nogle gange være en god idé – men – det vil jeg gerne understrege – det er det naturligvis langtfra alle gange. Det er præcis det jeg mener med at leve det symbolske liv; at være opmærksom på symboler – fx fra drømme – og stilfærdigt at “arbejde” med dem, lade dem simre i ens indre og i nogle tilfælde (hvor det ikke involverer eller sårer andre) at handle ud fra dem.
Tråden som symbol – kunne jeg så læse i Ariadnes Clue – har en rig symbolik, såvel i vestlige som i østlige mytologier. I Upanishaderne
“[T]he thread (sûtra) is described as linking ‘ this world to the other world and all beings. The thread is both ?tman (self) and pr?na (breath) and is linked to the central point in the cosmos, the sun. It is written that the thread must ‘in all things be followed back to its source …. Similarly the word tantra is also derived from the notion of thread and weaving and indicates the interdependence of all things.”
Der er flere eksempler: De tre skæbnegudinder Clotho, Lachesis og Atropos, og edderkoppens spind, både en en tråd og en labyrint;
“[A] mandala reconciling the opposites of creation and destruction, with its creator sitting at the centre”
Stevens afslutter sin indledende gennemgang af trådens symbolik med følgende ord:
“The thread, therefore, may be understood as an archetypal symbol of the life principle strechting through time as a means of conscious orientation and a guide to understanding”
Dette var så en såkaldt amplifikation af tråden som symbol. Amplifikation betyder i den jungianske terminologi at sætte drømmenes symbolindhold i relation til fx kulturhistorisk og mytologisk materiale, dvs at sætte dem ind i en kontekst, at forstærke dem og uddybe deres betydning. Men selvom det giver en bredere forståelse siger det jo intet om, hvad drømmen betyder for mig.
Jeg tror dels, at det handler om vigtigheden ved at være forbundet med andre mennesker, at være relateret. At alting hænger sammen, at vi alle er forbundet og at jeg er afhængig af og forbundet med andre. Opgaven for mig er at tage dette alvorligt, at skabe forbindelser, relationer. Eros (at skabe eros i alle dets forskellige betydninger er netop min aspiration) har meget at gøre med relationer, og de måder vi relaterer os på i verden – de tråde, vi spinder. For mig har det også at gøre med at skrive og derigennem at skabe bevidsthed og mening gennem ord; både for mig selv, men muligvis og forhåbentligt også for de mennesker, der læser det, som jeg skriver. På den måde bliver eros og logos forbundet på smukkeste vis.
Jeg kommer også til at tænke på, at netop nettet er jo mediet, som både jeg – og vi alle efterhånden bruger til at holde os forbundet på. At ytre os, at give hinanden betydning (som jeg hørte en sige meget smukt fornyligt) at holde os orienteret. At være relateret.
Alligevel var drømmesymbolet meget konkret, et gråt garnnøgle – jeg kan næsten mærke dets tekstur i min hånd, som jeg giver det videre.
Gid jeg var en sommerfugl, en gul med sort mønster, svævende over en grøn varm, dampende sommereng med masser af dejlige blomster at suge næring fra.
En solstråle der kærtegner varm sommerhud. En bølge mod stranden. En doven kat i en varm krog. Månens genskin i havet.
Et tordenbrag på himlen en hed sommernat – og lynet. Et snekrystal på en lyserød vinterkind. En salt tåre i mundvigen. Sved på panden. En tone i et hvælvet rum. Lysets brydning i et prisme. Smagen af et sødt æble. Regnbuen i et vandfald. Solsortens sang i skoven. En tigers stribe. Maling på et lærred. Et lyst indfald. En smerteligt sødlig dirren af spænding. Et blik, der bliver mødt. Og latter.
“The true Tarot is symbolism; it speaks no other language and offers no other signs.” A.E. Waite
Som jeg skrev i et tidligere indlæg, er tarot et symbolsprog, som vi forstår intuitivt, og med hvilket vi kommunikerer med det ubevidste for at få en større forståelse af de muligheder, der ligger i nuet. Jeg definerer tarot som et system af symboler, der fungerer som et medium for ikke intuitiv eller ikke-rationel kommunikation.
Tarot er en ”symbolmaskine”, eller et kalejdoskop med forskellige farver, mønstre og variationer – og dermed betydningsmuligheder – der aldrig er de samme, men som konstant ændres, afhængigt, af hvilke kort, der dukker op i det samme oplæg. Denne uendelige variation i symbolssproget er for mig et utrolig fascinerende aspekt ved at beskæftige mig med Tarot.
Jung sondrede mellem symboler og tegn, i det at tegn står for noget kendt, mens symbolet står for noget ukendt, der ikke kan forklares præcist. For at forstå symboler og tarot som symbolsprog må vi altså “tune” ind på en anden kanal, der kommunikerer via et ikke-rationelt sprog. Det sprog som vi kender fra det ubevidste, eventyr, mytologi og drømme.
Barnet i Solen kan have mange mulige betydninger
Ligesom med symboler fra drømme kan vi ikke gå direkte til drømmeleksikonet og slå symbolet “hest” op for deraf at udlede hvad vores natlige drøm om hesten handler om. Vi kan få tilbudt nogle af symbolets fortolkningsmuligheder og betydningslag, men forståelse af drømmen er subjektiv og intuitiv.
Hvor relationen mellem tegn og betydning er 1:1 er relationen mellem symbolet og dets mulige betydninger 1:n eller uendelig. Dine egne erfaringer med heste, følelserne i drømmen, kontekst og aktuelle livssituation har altsammen betydning for hvordan drømmen kan tolkes, og det samme gør sig gældende når du tolker tarotkortene.
Det betyder ikke at vi ikke kan benytte os af symbolleksika eller bøger om tarot, når vi tilegner os tarotkortenes sprog. Men på et tidspunkt vil det begynde at give mening “af sig selv” og du vil basere din forståelse og fortolkning af kortenes budskab på din egen erfaring og intuition, og du har så at sige “knækket koden”.
Det kræver øvelse, og tillid til din egen indre viden, din intuition. En måde at nå dertil er helt konkret at føre en tarotjournal. Dette vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.
Det er forår. Det er påske og vi fejrer opstandelsen søndag. Ved at give hinanden æg af chokolade eller ved at pynte op med æg. På sin vis skulle man tro, at påsken var en hedensk højtid – med de alle de æg – og påskeharer.
I begrebet opstandelse ligger håbet om fuldkommenhed, et nyt liv og en ny begyndelse. Det er også det ægget symboliserer, og i den kristne kultur forbindes ægget derfor også med Kristi opstandelse. Man har fundet malede påskeæg helt tilbage til 1000 tallet.
Ægget er grundlæggende – som haren og kaninen – et frugtbarhedssymbol, og det symboliserer også næring og føde.
Mange eventyr handler om æg og flere skabelsesmyter starter med det kosmiske æg eller verdensægget som udgangspunktet for skabelsen. Fx den finske Kalevala-myte, hvor verden skabes af hele syv æg, hvor skallerne bliver til himlen og jorden, blommen til solen og hviden til månen.
Det smukke ved ægget – synes jeg – er dets fint afrundede facon. Faconen i sig selv udtrykker kosmos, ja er et mikrokosmos, og er som sådan en model af det lille univers som ægget symbolsk og mytologisk indeholder. Jeg mener også at at have læst et sted, at tallet nul oprindeligt havde facon som et æg.
Så er der det med skrøbeligheden. Det konkrete æg kan så nemt gå itu, hvis ikke det bliver behandlet varmt og varsomt. Man må være parat til tålmodigt at vente – vente på at det modnes, og selv åbner sig indefra. Konkret kan der være tale om en kylling, en svane, en krokodille eller en skildpadde.
Den sidste uge har været i minus. Fuldstændigt minus.
På grund af manglende søvn.
Jeg håber virkelig at vi nu har fået vendt Tristans døgnrytme og er ved at lære ham at det er os der bestemmer, hvornår han skal sove.
Når man mangler søvn fremstår virkeligheden anderledes, surrealistisk.
Jeg kan godt forstå at det at nægte folk søvn kan bruges som torturmiddel. Og så meget desto mere tage afstand fra det. At sove – og drømme – er en så væsentlig del af det at være menneske. Så når vi ikke får lov til at sove, tages menneskeligheden fra os, muligheden for at være et helt, afgrænset menneske, sit jeg , sit Selv.
Kroppen helbreder sig selv, og sindet helbreder sig selv i søvnen.
Uden sammenligning i øvrigt, er det for mit eget vedkommende også dybt frustrerende ikke at kunne huske mine drømme – nu hvor nogle af os fra den gamle drømmegruppe er ved at samles igen.
Men det meste af sidste uge var uden søvn – eller ihvertfald ikke ret meget søvn – og det er først nu vi så småt begynder at komme efter det. Jeg er stadigvæk træt.
