Lev livet uden mål

Leo Babauta har gjort det igen. Han har skrevet en tankeprovokerende blogpost. Denne gang om at leve sit liv uden mål.

Hvad ser der, hvis vi befrier os selv fra at have mål og lever passioneret i nuet?

I sin post deler Leo sine tanker om at leve uden mål, og giver nogle råd. Rom blev ikke bygget på en dag, så han beder os ikke om at smide alle tanker om fx planlægning ud med det samme. (Der er jo visse opgaver, der kræver planlægning, og en vis form for styring.)

Men han overvejer, hvilke muligheder for nye oplevelser der ligger i at leve et liv uden mål. Han skriver at mål faktisk begrænser os, hvorimod det at opgive at have mål kan føre til det uventede:

“If you live without goals, you’ll explore new territory. You’ll learn some unexpected things. You’ll end up in surprising places. That’s the beauty of this philosophy, but it’s also a difficult transition”

Ikke at have nogen mål betyder ikke, at man bliver en dovenlars, der ligger på sofaen hele tiden, men at man gør det man brænder for:

“You wake up and do what you’re passionate about. For me, that’s usually blogging, but it can be writing a novel or an ebook or my next book or creating a course to help others or connecting with incredible people or spending time with my wife or playing with my kids. There’s no limit, because I’m free … end up in places that are wonderful, surprising, great. I just didn’t know I would get there when I started.”

Naturligvis er det svært for almindelige mennesker med 9-5 jobs at leve sit liv på den måde. Som sagt kræver dagligdagen en vis portion planlægning, og udførslen af det, jeg kalder Skal-opgaver.

Men for det senmoderne menneske med tusindvis af projekter ved siden af job og karriere, er der – tror jeg – et stort potentiale i at overveje Leos tanker. Vil livet blive lettere og sjovere, hvis vi gør de ting vi gør – ikke ud fra mål – men fordi vi synes det er skønt? Og ligger der måske en befrielse i at se nærmere på de mål, vi opstiller for os selv og overvejer om de i virkeligheden er vores egne mål, eller noget vi gør fordi vi tror det bliver forventet af os?

Det ligger dybt i vores kultur at sætte mål op for os selv eller at have projekter. Men hvordan  vil det være at slippe hele ideen om at vi skal have mål?

Jeg tror at vi er ved at bevæge os et sted hen, hvor relationer (ikke netværk, men relationer) bliver vigtigere end resultater, mål og projekter.

Og selv om Leos måde at gøre tingene på nok er radikale i forhold til hvad der er muligt for de fleste af os andre (måske?) så er de ihvertfald dejligt inspirerende. Og det er befriende at give slip på tanken om mål. Det ved jeg af erfaring.

Læs posten her og bliv inspireret: The best goal is no goal.

Thanks for another great blogpost, Leo!

Sukker – den hvide gift

Denne morgen vågnede jeg op og havde ondt i min krop. I leddene. Det skyldes at jeg spiste sukker i går. Den hvide gift. Jeg mærkede det desto mere fordi jeg netop forsøger at holde op med med at spise “uregelmenteret” sukker. Altså sukker der ikke er en del af planen. (Jeg har givet mig lov til en dessert om ugen).

Så når jeg gør det, og ikke længere er vant til det, gør det desto mere ondt.

Det var jo ikke så smart, desto mere fordi jeg netop havde sat mig for lige så stille at trappe mit sukkerforbrug markant ned, fordi det virker. Jeg taber mig og jeg får det bedre med min krop.

Da dette netop IKKE er en slankeblog, men et sted, hvor jeg forsøger at dele min personlige erkendelse, må det løftes op på et højere niveau, så det kan bruges i andre situationer. Så der skabes “læring”, så at sige.

Så hvad kan jeg lære af det? Hvis jeg bevidst vælger ikke bare at slå mig selv oven i hovedet og blive vred på mig selv?

1. Hvor nemt det er at falde tilbage i gamle vaner, når jeg tillader mig at være ubevidst om, hvad jeg foretager mig.

2. Hvor nemt det er at falde tilbage i gamle vaner, når jeg føler mig presset.

(I går var jeg presset på grund af en ganske bestemt bureaukratisk opgave, der hænger mig over hovedet, og som jeg – selvom jeg fik løst opgaven – stadig er meget i tvivl om – og dybest bare gerne vil være færdig med.)

Så svaret må være bevidsthed. Bevidsthed om at tage et valg i situationen, bevidstheden om de situationer, der inviterer til at “falde i”. At tillade mig selv at føle mig presset og frustreret.  At acceptere disse følelser og så give slip – mentalt – uden at skulle dulme dem med noget fysisk, det være sig shopping, sukker, eller hvad man ellers kan finde på for at slippe angst, smerte, ubehag, frustration, usikkerhed, vrede.

Stilheden

Jeg nyder stilheden. Jeg er alene. Jeg har stadig en uges ferie, mens resten af familien er startet på arbejde og i institutioner. Jeg har tilladt mig denne uges fred, før jeg vender tilbage til arbejet og efterårssæsonens program, fordi det ellers i dagligdagen kan være svært nok at finde ro til fordybelse og stilhed.

Jeg har tænkt tanken; hvad skal jeg så bruge denne uge til? Men den skal egentlig ikke “bruges” til noget. (Der er dog desværre nogle praktiske og organisatoriske opgaver, der skal løses, men det må blive ind i mellem.)

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg bare tænkt mig at være. At kontempletere, at hvile i mig selv, at være mindful.

Kontemplation defineres i den Store Danske som:

“[K]ontemplation er en erkendelses- eller oplevelsestilstand, hvor den kontemplerende skuer ind i selvet efter sandheden eller det guddommelige.

Skønt begrebet ofte har været forbundet med overnaturlige og “mystiske” foreteelser, er sand kontemplation en bøn uden ord og billeder. Man samtaler ikke med og tænker ikke på Gud, men hviler i Gud, i gudsforening.”

Jeg vil nu ikke gå så langt til at sige, at det er GUD, jeg søger forening med – medmindre Gud er i det daglige, i det hverdagsnære. Det er ikke specielt mystisk. Snarere er det blot det at være, at trække vejret, at mærke åndedrættet.  At være tilstede, uden at søge noget bestemt.

Sommer

Det er stadig sommer, men vi kom hjem fra ferie for et par dage siden.  For at trække fornemmelsen af sommeren ud lavede jeg til dessert i dag en bærsymfonisk rødgrød af ribs, solbær, blåbær, brombær, hindbær og jordbær. Frost fra Føtex ;o) Det smagte himmelsk og så himmelsk ud. Billede nedenfor.

Mark og børnene skal starte på mandag, men jeg har en ekstra uge, hvor jeg blandt andet vil forberede mine aktiviteter i efteråret. Jeg får ret travlt tror jeg.

Dette blot for at sige at jeg nu er tilbage, også i blogland, og at jeg genoptager tarotkurset og meget andet her på bloggen i næste uge.  Håber vi ses!

Uperfekt er det nye sort

I starten af juni måned skrev jeg om det uperfekte i forbindelse med Pernille Schnoors bog Miss Perfect, som jeg nu har læst.

Jeg synes det er så fedt, at der kommer gang i den debat, og hilser virkelig bogen velkommen.

Den er hurtigt læst, og kan tages med og læses i s-toget. Måske kunne jeg godt have tænkt mig at der var gravet et par spadestik dybere, og der havde været mere analyse – vægtet i forhold til interviewdelen.

Men. Det er et glimrende indspark og der er helt klart nogle pointer i den, som vi kvinder nok har grund til at tygge lidt på. Så læs den, og anbefal den  til en anden perfektionist, der kan have brug for at tage sig selv og verden mindre alvorligt.


Det som får mine alarmklokker til at ringe er om det uperfekte nu er ved at blive det nye sort? Altså, om vi ender i den omvendte situation, at det er cool at tillade os selv at være uperkekte, kaotiske (på en kontrolleret, kreativ måde) og så istedet bruger det det til at måle os selv og hinanden med? For så er vi vel lige langt?

Bare et spørgsmål og en eftertænksomhed.

Tjek lige dette citat fra bogen – af Marilyn Monroe. Måske den mest perfekte uperfekte kvinde, vi kan komme i tanke om:

“Imperfection is beauty, madness is genius and it’s better to be absolutely ridiclous than absolutely boring.”

Plinky

Som blogger oplever jeg tiltider skriveblokering. Skriveblokering kan enten handle om ikke at have energi til at skrive et større indlæg om et mere komplekst emne eller bare ikke have nogle ideer overhovedet. Her kan Plinky være en hjælp.

Plinky er blevet købt af folkene bag WordPress, der skriver på wordpress.com, at

“Plinky is great for those days when you want to write, but have no idea what to say. Think of it as a way to fuel your creative mojo. “

Plinky er et redskab, der kan hjælpe dig med at slippe ud af din skriveblokering ved at komme med et spørgsmål hver dag, som du så kan skrive et svar på. Fx hvad er dit bedste sommerminde. Du kan se det som en kilde til inspiration, og en mulighed for at komme igang med skrive et eller andet for at komme i gang.

Derudover kan du enten skrive videre på din blog om emnet, eller –  smart –  poste det du har skrevet direkte på din blog eller dele det på Facebook eller Twitter. Det er altså også et mikroblogging redskab.

Vaner

I dag er det så at jeg starter på en frisk. Da jeg vågner tænker jeg på, at der ikke er nogen krukke med guld for enden af regnbuen. Ihvertfald ikke aften i form af et stykke chokolade (eller flere).

Regnbuen er derimod lang, men den er vejen til “guld” i form af et slankere, lettere, sundere og forhåbentligt gladere liv. En del af rejsen handler om at slippe vreden og stoppe selvbebrejdelserne over de vaner, der har skabt min overvægt. Et andet aspekt er, at det er ikke noget der er sket fra den ene dag til den anden, og derfor vil rejsen også være lang, og sikkert også sej nogle gange.

Men det er fint. Jeg vil prøve at lægge mærke til, hvad jeg føler og tænker, når det bliver sejt og svært. Der er to fælder; kritikeren, der fortæller mig at jeg umuligt kan tabe 15 kilo. Idealisten, der fortæller mig at jeg stort set er ved målet, og derfor godt liiige kan tage en pause. Begge overser processen i det, begge overser, at der vil være højdepunkter og lavpunkter i enhver lang proces, der handler om at skabe forandring.

Jeg kommer til at tænke på det med “forhindringer” og “belønninger”, og den måde vi tænker på livet og hverdagen. Og den betydning det har vores vaner. Det er virkelig svært at ændre, afslutte eller starte en ny vane. Og en del af det handler om vores overbevisninger, der knyttet til det vi gør. For det meste ubevidst.

Hvis vi, psykologisk og biologisk, har en forventning om en belønning for enden af en lang arbejdsag, kan det være modproduktivt at fjerne belønningen – uanset hvor fjollet det måske  er at have den overbevisning. Men at acceptere, at det fungerer sådan er første skridt på vejen. Andet skridt er at ændre belønningens form. Måske er det en speciel kop kaffe med hjemmekværnede bønner istedet for at hive chokoladen ud af køleskabet. Måske er det agurkestave og ferskenbåde fint arrangeret i en skål. Måske har det intet at gøre med noget, der kan indtages i form af mad eller drikke. At gå en tur og få lidt luft, fx.

Så første skridt er ikke at ændre overbevisningen om belønningen, men at ændre belønningens form.

Det er svært at ændre sine overbevisninger, og da jeg ikke er coach, psykolog eller terapeut har jeg ikke umiddelbart noget bud på, hvodan man lige gør det. En mulighed er at kontakte en af disse for at få hjælp, hvis ens overbevisninger er så indgroede, at de ødelægger alle forsøg på at ændre vaner. En anden mulighed er at lytte til de indre stemmer, vi alle har kværnende inde i hovedet (fx kritikeren, som jeg før har skrevet om) for at høre hvad det egentlig er vi fortæller os selv om os selv.

En tredie mulighed er ikke at ville for meget på een gang. Netop for det både er svært at ændre adfærd og attituder, vaner og overbevisninger på een gang. Tag et skridt ad gangen, koncentrer dig om en vane ad gangen. Indarbejd den. Giv dig god tid (rigtig god tid – jeg taler måneder her) – så den bliver en del af din hverdag.

Accepter at regnbuen er lang og processen er langsom. Der er sjældent nogle lette og hurtige løsninger, hvis man virkelig ønsker forandring.  Men der er guld.

Når sandheden gør ondt …

… at se i øjnene.

(Advarsel: dette indlæg bliver langt og personligt. Jeg håber, at det er vedkommende for andre er i situationer, hvor det kan være svært at se i øjnene at man har gang i et misbrug;  hvad enten det handler om alkohol, sukker eller cigaretter.)

For et lille stykke tid siden skrev jeg om tarotkortet To Sværd. Det betyder noget for mig rent personligt, og dette vil jeg nu dele med dig.

Jeg skrev om kortet, at det handler om at vægre sig ved se virkelighedens realiteter i øjnene. For et par år siden fik jeg det op i et oplæg, der handlede om vægttab. Det var Det Keltiske Kors, som jeg vil skrive om senere i tarotkurset. Kortet faldt på den position, der hedder Nærmeste Fremtid. Det ironiske er at det kan være svært at sige, hvor lang tid et tarotoplæg “varer”. En drøm du har i nat, kan på samme måde handle om udviklingsmuligheder, der ligger flere år ude i fremtiden. Og det samme gælder for tarot. Og især når det handler om ikke at se virkeligheden i øjnene, kan situationen vare i evigheder.

Så. Nu er jeg begyndt at forstå hvad det kort handler om i relation til mit eget vægttab og den smerte, der er forbundet med at veje for meget.

Kortet påpeger, at der er noget jeg nægter at se i øjnene, men det fortæller mig ikke hvad det er. Og det er det, der ironisk nok, først er ved at gå op for mig nu.

Jeg nægter at se i øjnene, at jeg ikke både kan være slank og spise som jeg har lyst til, eller – som jeg har en tendens til at gøre, når jeg bare er helt ubevidst om hvad og hvordan jeg spiser. Jeg kommer ikke ud af situationen før jeg holder op med at vægre mig. Dvs. før jeg ser realiterne i øjnene og tager ansvar for situationen.

Det er både smertefuldt at være i situationen og vægre sig og at tage ansvaret. Spørgsmålet er hvilken smerte der er mest konstruktiv.

Det første kommer der ikke noget ud af. Andet end endnu mere smerte. Det andet er forehåbentlig en forbigående smerte og vrede, der vil udvikle sig til noget positivt og en ny styrke.

Det lyder snublende banalt. Men nogle gange er det, der for andre forekommer mest indlysende og klart, som vi nægter at se. Det er vores blinde vinkel.

At jeg ikke kan se i øjnene, at jeg ikke både kan spise, hvad jeg har lyst til og være slank, tror jeg, hænger sammen med at mit indre billede af mig selv (og min krop) og det vægten fortæller mig om min krops vægt ikke hænger sammen. Der er et mismatch. Inden i mig selv er jeg ikke “rigtigt” overvægtig. Og derfor gør det ikke så meget liiige at spise et stykke chokolade til. Jeg kan jo hurtigt tabe mig. Eller noget.

Den ubehagelige sandhed er at jeg vejer 15 kilo mere end min ideelle vægt. Og her taler jeg ikke om objektive kriterier som BMI etc, men om, hvad erfaringen siger mig er godt for mig og min krop.

Hvad vil jeg gøre ved det?

1. Arbejde på mit selvbillede og den indre kritiker/idealist, der begge er med til at skabe et forvrænget selvbillede.

Det er en indre proces, som jeg allerede arbejder med, stille og roligt.

2. Identificere det, der er problemet, rationelt, og arbejde på at ændre mine vaner.

På den måde bliver det lettere at håndtere, rent praktisk. Håber jeg.

Mine almindelige kostvaner; morgenmad, frokost og aftensmad er der sådan set ikke noget galt med. Jeg spiser mig sjældent stopmæt og jeg spiser både frugt og grønt. Det er faktisk alt det udenom, der er problemet, det som kan og skal skæres væk, fordi det er overflødigt.

Der er to tidspunkter på dagen, hvor jeg har en tendens til at falde totalt i; den sene eftermiddag og om aftenen. Sent på eftermiddagen er mit blodsukker lavt og jeg er træt og sulten. Derudover er der oftest travlhed omkring at hente børn, ordne praktiske ting og lave mad, så der ryger der ofte noget ned, også ned i indkøbskurven, der ikke skal ryge ned; kiks eller sodavand.

Så er der aftenen. Muligvis har vi en form for belønningscenter i hjernen, der siger at når arbejdsdagen er slut må vi gerne få noget sødt. I jægersamlerstenalderen var det frugt, nødder eller bær, men nu er det utallige andre muligheder. Såsom slik. Jeg er blevet bedre til ikke at spise slik. Istedet spiser jeg chokolade. Ja. Igen et spørgsmål om at være blind over for de smutveje, jeg tillader mig selv. Chokolade og nødder (som jeg også spiser) er muligvis sundere end skolekridt når det kommer til indholdet, men det er IKKE mindre fedende. Og det er stadigvæk “slik” – og overflødigt.

Istedet for kiks, cola og slik, må det så være grønt, frugt, knækbrød med mager ost. Jeg tænker at stenaldermennesket havde fat i den lange ende. Frugt er naturens eget slik.

Jeg har været her før. Det er jeg smerteligt klar over. Jeg er faktisk ude i noget yo-yo agtigt. Jeg taber mig seks-otte kilo, tager en pause, tager det på, bliver vred og ked af det, taber mig igen etc. Fordi jeg ikke kan acceptere, at jeg ikke kan spise det jeg har “lyst” til og være slank. På samme tid. At det handler om en varig livstilsændring. At det handler om en accept og erkendelse af, at at jeg ikke tåler sukker på samme måde som en alkoholiker ikke tåler alkohol.

Det betyder ikke at den hellige stad er velforvaret. Det betyder, at jeg er ved at tage bindet af mine øjne. Små skridt.