Ind til benet

På det første bloggingkursus jeg deltog i, rådede Julia mig til at skære i nogle emnerne på min blog, og jeg synes også at kunne huske at hun sagde, at jeg måske ville blive nødt til at skære endnu mere ind til benet.

Og det sker nu i aften. Jeg har skåret to kategorier  – Alkymi og Symboler – væk, således, at det der bliver tilbage, og som jeg vil fokusere på, er Existens, Tarot, Spiritualitet og Kreativitet.

Oprindeligt ønskede jeg at skrive om emnerne i disse to katgorier på dansk, ja i det hele taget at skrive om dem, men de blev stedmoderligt behandlet, og nogle gange er det nødvendigt at slå sine darlings ihjel – for at kunne skærpe fokus.

De to emner  vil dog blive berørt, dels  i Tarot, dels i Spiritualitet. Og jeg skriver om alkymi og symboler – igen – på min engelsksprogede blog Lapis Philosophorum.

Venlighed: Generøsitet

Hvad har venlighed at gøre med at være generøs?

Jeg mener det handler om at være sig selv i forhold til den Anden og give vedkommende det du er og det du har. Din tid, din opmærksomhed, din hjælp. At være villig til at dele det man har med andre, og at handle ud fra et overskud.

På Wikipedia står der om generøsitet:

“Generosity is not solely based on one’s economic status, but instead, includes the individual’s pure intentions of looking out for society’s common good and giving from the heart. Generosity should reflect the individual’s passion to help others. In Buddhism, generosity is the antidote to the self-chosen poison called greed.

In Islam Quran states that whatever we give away generously, with the intention of pleasing God, He will replace it. God knows what is in the hearts of men.”

Det minder mig om, at det vi har, det vi tror at vi ejer blot er noget vi har til låns. Vi skal ikke have det med herfra, og vi kan miste alt hvad vi ejer og har, så det er væsentligt ikke at knytte sig til jordisk gods og guld. Så hvorfor ikke dele det med den Anden?

Smerte

Billedet
Et stort rødt hjerte gennembores af tre sværd. Baggrunden er grå, regnfuld. Billedet er abstrakt forsåvidt som der slet ikke optræder nogle menneskelige skikkelser på det.

Hvor mærkeligt det end lyder, så er dette sørgmodige kort et af mine yndlingskort.

Det røde hjerte symboliserer kærlighed, følelse, indlevelse, empati, liv. De tre sværd står for livets barske realiteter, rationalitet, intellekt – og viden.

For mig er det en syntese af kærlighed og viden – og det giver mere end af de to tilsammen – nemlig ægte visdom. Og den erfaring som et levet liv giver med dets sorger og glæder og kærlighed. Det er det som jeg før har skrevet om som det knuste hjertes visdom.

Der er ingen der kommer igennem livet uden sorger, uden små og store slag, uden ar på sjælen. Hvis vi formår at bruge vores viden og erfaring udfra hjertet, og ikke henfalder til selvmedlidenhed, ondskab og bitterhed, er det muligt at være noget for andre mennesker.

Det er også derfor jeg kæder dette kort sammen med Sværdenes Dronning. jeg opfatter hende ikke som som bitter. Men hun kan godt være barsk – eller forekomme at være barsk – fordi hun ser tingene som de er og ikke pakker dem ind. Hun ser klart og siger sandheden. Men denne imposante dame vender vi tilbage til senere. Det jeg egentlig vil sige er at jeg ser Tre Sværd som et billede på hendes hjerte.

Element/nummer
Tre symboliserer her syntese, det vil sige; når tese og antitese smelter sammen i en højere enhed, en ny orden. I dette tilfælde symboliserer sværdene viden, og sammen med hjertet, den visdom vi kan opnå i sammensmeltningen mellem følelse på den ene side og viden på den anden. Hvis vi tør fortage den syntese, fremfor at insistere på at se de to som værende adskilte, modsætninger.

Luft står også for spiritualitet, luft som ånd (spirit). Her står luft alså for den spirituelle indsigt der kommer af at kunne foretage den ovennævnte syntese. Praktisk talt at kunne påtage sig og bære den smerte livet medfører. Og det ansvar der følger med.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplæg står dette kort for sår, sårbarhed, smerte, sorg, hjertesorg, kærlighed, erfaring, viden og visdom.

Optaget

Der har været stille her den sidste uges tid fordi jeg er optaget af at læse en bog. En kæmpe mursten af en roman kaldet De velvillige af den fransk-amerikanske forfatter Jonathan Littell.

Kort fortalt handler den om Anden Verdenskrig set fra ss-officeren Maximillian Aues synspunkt – og om ondskab.

Den er fantastisk velskrevet og meget uhyggelig. Uden at være litterat vil jeg påstå at den er på højde med den ypperste europæiske romantradition, som Dostojevskij, Mann. Den er svær at lægge fra sig. Og det har resulteret i hektisk læsning og ingen skrivning i den uge.

Bær over med mig. Det er længe siden jeg har været så optaget af en roman. Kender du det?

Du har måske læst den eller hørt om den. Eller ikke. Under alle omstændigheder vil jeg hermed anbefale dig den.

Nå, men jeg må tilbage …

Om at sige Nej …

… af de rigtige årsager.

At definere betyder at trække en grænse. At definere betyder at bestemme, hvad der skal være indenfor og – ikke uvæsentligt –  hvad der skal være udenfor den grænse. At tage et valg, og dermed også et fravalg.

Jeg beundrer folk, der kan nå mange ting og er mange ting. Men jeg er også så småt ved at være klar over, at det ikke er mig. Og jeg erkender, at for at finde mig selv, må jeg vælge fra og sige nej til nogle ting. Og selvom det kan være svært, så er det sundt og godt at lære.

Naturligvis vil jeg ikke sige nej, blot for at sige nej, lige så lidt som jeg vil sige ja. Kunsten er at give sig tid og ro til at mærke efter, hvad der er sandt at gøre.

Det føles som en lettelse at sige nej, når man først kommer ind i vanen.

Et lille eksempel; forleden dag blev jeg ringet op af min ven der spurgte om jeg vil med til et meditationskursus samme aften. Mark arbejder sent om mandagen, så det kan desværre ikke lade sig gøre. Heller ikke senere hen, for de kurser ligger åbenbart altid om mandagen. Det var rigtigt sødt af min kammerat at tænke på mig. Men hvor jeg tidligere måske ville have prøvet at mingelere rundt på tingene, så føltes det mærkeligt nok som en lettelse at sige nej, ikke som noget irriterende, ikke som en mulighed jeg blev afskåret fra.

Det er åbenbart ikke det jeg skal lige nu. Jeg skal ikke ALT. Det er egentlig fint at mærke.

Det rum vi definerer for os selv ved at sige nej, er vores eget rum, og det bliver nemmere at trække vejret i både bogstavelig og overført betydning hver gang vi giver os selv mulighed for at sige nej, istedet for at sige ja til alt. Det bliver nemmere at sige ubetinget JA til det der  ER inde i rummet og være tilstede i det.

Hvis du også kan have problemer med at sige Nej, så tjek denne dejlige post på Zen Habits.

Venskab

Billedet
Tre unge kvinder danser glade rundt mens de løfter deres bægre højt i vejret. De fejrer måske noget. Det kan være være høsten at dømme efter de græskar og andre frugter, der ligger for deres fødder. Måske fejrer de at den ene har fundet kærligheden og udsigten til et forestående bryllup. Måske fejrer de bare selve livet, glæde og venskabet. At være til.

Dette kort minder mig om drikkevisen fra Verdi’s La traviata (engelsk oversættelse fra Wikipedia):

Let’s drink, let’s drink from this merry chalice
that beauty so truly enhances
And the brief moment will be happily inebriated
with voluptuousness
Let’s drink for the ecstatic feeling
that love arouses

Dette kort fortæller om kærlighed, om livsglæde, om ungdom, om sorgløshed, og om venskab. Der er en form for renhed over denne type glæde, endnu er der ingen malurt i bægret. Det er ren og skær fryd, boblende latter og lyksalighed.

Element/nummer
Tre’erne handler om udfoldelse, flow, kreativitet – og her er der virkelig gang i livsudfoldelsen, her er der flow og frugtbarhed. Sammenholdt med elementet vand der handler om kærlighed og medfølelse har det ikke mindst med udlevelse af kærlighed og venskab. Da vandet også har at gøre med rekonstitution indikerer dette kort at holde fri, fri fra pligter, skole og arbejde. Det handler om fest og fornøjelse, om sjov og ballade.

Der er naturligvis et element af beruselse, når man sammenholder de højt løftede bægre med dansen. Men man kan også være beruset af selve af livet, så det behøver ikke at være en forgiftet beruselse. I nogle sammenhænge kan det med visse andre kort dog indikere et problematisk forhold til rus og beruselse.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplæg indikerer kortet glæde, fest, livsudfoldelse, sorgløshed, beruselse, fejring og venskab.

Om at sige Ja …

… af de forkerte årsager.

For nylig har jeg oplevet først at sige ja og dernæst nej til nogle projekter og uddannelsesmuligheder. Jeg sagde ja, fordi det lød spændende, fordi det ville være smart at gøre det, fordi jeg er ambitiøs – en achiever – fordi jeg dybest set gerne vil være dygtig, og fordi jeg ønsker anerkendelse.

Der var også nogle gode grunde til at sige ja, fx at udvide min viden, at lære noget nyt.

Og så er der det med dygtigheden. En del af mig, jeg kalder den del Frk. Dygtig – har bragt mig langt fagligt og personligt. Men jeg kan mærke at jeg er ved at vokse fra denne del af mig selv. Frk. Dygtig er egentlig ikke særlig moden, selvom hun godt kan virke sådan. Hun er rigtig god til at lære nye ting tage initiativer og være resultatorienteret, men der er umiskendeligt også noget duks, noget stræber over hende. Hun kan ikke lide at begå fejl, at dumme sig, ikke at have ret, eller træde i spinaten. (Selvom jeg naturligvis gør det hele tiden).

Hun vil gerne ramme plet – hver gang. Kende de rigtige svar, sige de rigtige ting. Hun vil gerne være perfekt.

Og da jeg fik mærket rigtigt efter, kunne jeg mærke at det mest var Frk. Dygtig, der ville disse ting.

Hvis jeg skal ind og have fat i det jeg virkelig gerne vil, og den jeg virkelig er, så skal hun skubbes til side. Nu.

Det skal ikke være Frk. Dygtig, der driver værket mere.

Så jeg sagde nej, og Frk. Dygtig gik i chok.  Og blev lidt bange. Og egentlig er jeg også selv lidt bange og i chok over at Frk. Dygtig kan have så stor magt over mig.

Men det er også okay.

For jeg var tro mod mig selv.

Opstart

Det er nu blevet august, sommeren går på hæld, og jeg vil nu fortælle om mine planer for denne blog her i efteråret.

Jeg er så småt gået i gang med tarotkurset igen, idet jeg skrev om Tre Stave i den forløbne uge. I efteråret kan du forvente et nyt indlæg om tarot en gang om ugen, således at vi langsomt, men sikkert og grundigt – det er ihvertfald min målsætning – kommer igennem de restende 69 kort i sættet. Derudover vil der komme tematiske indlæg om tarot ind imellem.

Jeg vil færdiggøre min serie om venlighed over de næste par uger, og så har jeg et par andre serier på beding. De kræver alle research, så hav venligst tålmodighed.

Endvidere. Jeg har ikke fået skrevet så meget som jeg havde håbet i denne første uge af august. Det skyldes dels at jeg har været træt oven på afslutningen af ferien, men også – og ikke mindst – at jeg har taget en – for mig – svær beslutning i løbet af ugen. Jeg vender tilbage til dette tema meget snart. Det handler om at sige ja til af de forkerte årsager, og derefter sige nej af de rigtige årsager. En svær disciplin at mestre, må jeg sige.

Endelig er jeg ved at komme igang med skriveprocessen på projekter, der ligger udenfor denne blog. Det vil jeg nu ikke skrive om her – endnu ihvertfald.

Men der er også nok at skrive om her, og jeg glæder mig til at komme igang igen.

Velkommen tilbage til efterårssæsonen!

Længsel

Billedet
En yngre mand står med ryggen til beskueren og ser længselsfuldt ud over havet. Han er omkranset af tre stave, hvoraf en står på hans venstre side, og to står på hans højere. Han holder fast i den ene med sin højre hånd. Han stirrer på de skibe der sejler ud af flodmundingen, på det gule hav, under den gule himmel. Gult kan associeres med det mentale, med intellekt og analyse.

Han har sat skibe i søen og venter nu på at de skal komme tilbage, eller han ser sine skibe påny sejle ud mod fremmede himmelstrøg. Måske ønsker eller planlægger han selv at være ombord på et af dem, næste gang det stævner ud.

Element/nummer
Treeerne står for udfoldelse, kreativitet, flow, udvikling og en syntese af den dualisme eller polaritet, vi fandt i toerne. I treerne ophæves den, eller der foretages et valg, sådan at noget nyt kan udfolde sig, og ny kreativitet slippes fri. Stavene udtrykker netop Ildens kreative energi.

Her synes der netop at være sket en udvikling fra To stave, hvor subtil den end er. Der er foretaget en syntese, eller et valg, og noget er sat i værk. Om det så blot er længslen efter at ville noget der udtrykkes. Men denne mand har ihvertfald vendt ryggen til noget og og er fysisk eller mentalt på vej et andet sted hen … Og tilsyneladende ved han hvad han vil, han er rolig, selvsikker og velovervejet. Han er parat til at træde det første skridt på en ny rejse.

Kortet handler altså også om at kompromisløst at tage konsekvenserne af sine drømme og ønsker, også selvom man står alene med dem og må foretage rejsen alene. At være tro mod sig selv.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplæg kan dette kort betyde længsel, planlægning, nye projekter og nye muligheder, kreativitet, selvsikkerhed, ro, velovervejethed, rejser, eventyr.

Venlighed: Anerkendelse

Tidligere på sommeren siden startede jeg en miniserie om venlighed. Jeg skrev at venlighed består af følgende elementer: Nærvær, anerkendelse, generøsitet og ærlighed. Nu vil jeg tage temaet op igen.

Jeg har spekuleret på, om det er respekt, og ikke anerkendelse, der indgår i begrebet venlighed.

Og jeg tror at det er anerkendelse. Fordi anerkendelse forekommer mig at være mere neutral end respekt. Der er ikke noget galt i respekt. Sagen er blot at vi ikke respekterer alt og alle. Og det skal vi heller ikke nødvendigvis. Vi kan ikke respektere eller være enige i alles holdninger og handlinger, men vi kan anerkende dem. Det vil sige anerkende at dette menneske har dem og at det har gjort som det har gjort. Der ligger ikke nødvendigvis accept i dette, vi kan og  skal heller ikke acceptere eller tolerere alle handlinger, fx løgn, tyveri, bedrageri etc.

Men vi kan anerkende et andet menneskes handlinger og holdninger, attituder og adfærd, livsstil og levemåde, uden at respektere dem, uden at acceptere dem og uden at være være enig med dem. Vi kan anerkende at dette andet menneske fx har den holdning det har, uden at blive ophidset eller vred på vedkommende for det.

Alle mennesker har krav på at blive set for det de er, at blive anerkendt, at blive behandlet værdigt.

Det vil sige, ikke at blive gjort mindre (eller større) end det de er.

Det er måske det jeg tænker på, når jeg skriver anerkendelse; at alle mennesker uanset hvem de er har krav på at blive behandlet med værdighed og venlighed.

I begrebet venlighed ligger der en neutralitet, der hjælper til at holde en emotionel balance. Man kan godt være vred på en venlig måde. Mere herom i en senere post.