Aurum nostrum non est aurum vulgi
“Only a sith deals with absolutes”
Jeg har besluttet mig for at give efter.
Acceptere ambivalensen som en del af mit liv. Tage den til mig.
Jeg vil have klarhed.
Jeg vil ikke drikke. Ikke spise chokolade. Etc.
Jeg vil ikke kysse. Flirte. Jeg vil have et HELT forhold.
Jeg vil være hel.
Jeg vil være god.
Jeg vil have værdier.
etc.
Life is such a mess.
Jeg ser nu at intellekt ikke skaber mening. Forståelse gør ikke.
Mening er krop, kys, kærtegn.
Go with the fucking flow.
Walk the fucking talk
Jeg må indse at for skrive om værdier, må jeg vove pelsen, bringe mig selv i spil og gøre det personligt. Ved at fortælle om, hvordan jeg oplevede at mine værdier svigtede mig.
Hvordan kan jeg ellers skrive om værdier på en måde, som gør det vedkommende og spændende? For det er et abstrakt emne, som kan blive formidlet uvedkommende og kedeligt. At have værdier er jo fint og godt. Helt konkret kan begrebet værdi defineres som en kvalitet vi sætter højt, kollektivt og individuelt. Men hvordan kan vi vide, hvad vores værdier er, og ikke mindst, hvordan kan vi leve efter dem? That is the question.
Here goes:
Da jeg levede i et åbent forhold, var mine værdier i forhold til at navigere i det; ærlighed, respekt og frihed.
Det er jo smukt, ikke?
Men på en eller anden måde begyndte det at smuldre, føles hult. Helt korte eksempler:
Ærlighed; Jeg stødte på (små) punkter af uærlighed, og blev fx konfronteret med det under en date, hvor den person jeg datede indrømmede, at have løjet om sin alder, og var bare no go for mig. Ikke så meget selve genstanden (alderen) for uærligheden, men uærligheden i sig selv. (Det var et tema, jeg i forvejen havde været i berøring med, og nu ramte det så fra en anden kant).
Dét fik mig til at reflektere over, hvornår jeg selv lyver og er uærlig, og hvorfor? For at beskytte mig selv? For at sætte et slør mellem verden og min sårbarhed?
Respekt; Hvordan skal jeg forvente at andre respekterer mig, når jeg ikke holder egne grænser og sælger (mig) ud? Hvordan kan jeg respektere andre, når jeg ikke respekterer mig selv? Dét starter der; respekt for egne grænser og direkte kommunikation.
Frihed; Frihed er fint, og ja det er smukt at give sin elskede fri til at elske andre; men en følelse begyndte at snige sig ind på mig; Måske kan friheden bruges som alibi for manglende følelsesmæssig intimitet? Måske bliver intimiteten og den dybe samhørighed ofret på frihedens alter? I nogle sammenhænge …
Hermed vil jeg ikke sige at det ikke er muligt at leve åbent, det fungerer for nogle, men ikke for alle, og det kræver en meget høj grad af bevidsthed. Her bruger jeg det blot som eksempler på værdier, der syntes at smuldre imellem hænderne på mig. (Efterfølgende har jeg (naturligvis) reflekteret og redefineret – men det må komme i et senere indlæg).
Min pointe er, at udover at det var gode, bevidsthedsskabende og – smertefuldt – dyre erfaringer, så er en værdi ikke mere værd end den person, der har den. Svigtede mine værdier mig eller svigtede jeg dem? Svaret svæver i vinden.
Der kan være en diskrepans mellem det vi sætter højt – og vores evne til at leve det. Vi begår fejl, farer vild, er menneskelige. Nogle gange synes hullerne i vejen uoverstigelige, nogle gange er det umuligt at tænke på værdier uden at fare vild i et virvar af abstrakte begreber, ord, betydninger, som ikke synes særligt brugbare i det virkelige liv.
Så hvordan finder vi ud af, hvad der er vores værdier? Måske er vejen frem at lege med begreberne og forestillingen, om hvordan vi gerne vil leve?
Fx ærlighed – hvad betyder det for dig, hvornår er du ærlig, hvornår er du ikke? Overfor hvem, i hvilke sammenhænge. Hvordan er du ærlig? Bruger du ærligheden til at fortælle andre Sandheden (som Damen med de blå tænder), men har du svært ved at være ærlig overfor dig selv, eller modtage ærlig respons fra andre?
Test din værdi, leg med, sæt den – og dig selv på prøve. Uanset hvad er det lærerigt, hvis du er villig til at være hudløs og reflekterende i din selvransagelse.
En værdi er ikke så meget værd, hvis den forbliver et ideal. Den skal gøres til en vane, en livsindstilling, en modus vivendi, for at have nogen reel forandrende betydning. Så jeg er nået frem til en erkendelse af, at jeg ikke har en værdi, men jeg er den. At det handler om at leve den, at være værdi(g).
Og at når jeg svigter mine værdier, svigter jeg mig selv. Og accepten af dét er en del af at oplevelsen, at det ikke altid “virker”. At jeg kommer til kort.
Det er her bevidstheden kommer ind i billedet; at jeg ser det og tager det på mig.
Vær det og bær det.
Walk the fucking talk.
Da jeg for 20 år siden boede i Århus, boede min veninde på Nøjsomhedsvej i Brabrand.
Det var pudsigt, for hun var virkelig nøjsom, grundet sin daværende livssituation og det er hun endnu. Jeg har tænkt meget på begrebet nøjsomhed på det sidste, fordi jeg nu selv er i en situation, hvor jeg må vælge at være nøjsom.
Nu bor jeg også på “Nøjsomhedsvej”. Nøjsomhed er ikke noget der falder mig let, må jeg indrømme. Min naturlige tendens er expansion og udfoldelse, hvilket snarere gør mig til et pengesvin end en sparegris – hvis jeg altså havde uanede midler. Og jeg har en naiv, optimistisk tro på at det “hele nok skal gå”.
Dette er en antik sparegris. Jeg tænker at grunden til at det netop er grisen, der bruges til opbevaring af penge er, at den er et gammelt frugtbarhedssymbol. En af den nordiske gudinde Frejas skikkelser var således en so. Denne ser dog lidt olm ud. Måske får den ikke penge nok?
Men som jeg har talt med den samme veninde om for nylig, så handler det jo ikke udelukkende om at være nøjsom af nød (selvom det desværre er virkeligheden for mange mennesker), men fordi jeg har valgt det på det nuværende tidspunkt i mit liv. Alle livets valg medfører nogle bestemte konsekvenser, og de valg, jeg har gjort hidtil mit liv har ført til den situation, jeg er i nu. Jeg tager selv det fulde ansvar for det, der er jo ikke andre, der kan/skal/vil.
Nøjsomhed handler om at prioritere. Jeg har taget det valg at blive boende i mit hjem efter skilsmissen for at skabe tryghed for mig selv og børnene. Et valg medfører fravalg af andre ting; ferier, forbrugsgoder etc.
Du kan ikke både havde en kæmpevilla, og tage på adventureferier hvert andet år for at bestige Kilimanjaro (Hov nu dukkede det op igen!) og samtidig beklage dig over at du ikke har råd til en lystyacht. Jo – der vil altid være mennesker, der kan det hele. Men for de fleste af os handler det om at prioritere, at vælge.
Og det handler igen om værdier. Du kan jo også vælge at være nøjsom af moralske årsager; fordi det er bedre for miljøet (ja, det er nok et valg, som vi er nødt til at foretage fremover). Eller det kan være et valg, der handler om simple living eller minimalisme, at leve så enkelt som muligt, fx af æstetiske årsager, eller fordi du sætter mennesker, relationer og nærvær højere end ting og oplevelser.
Så det handler om værdier; ikke udelukkende om de jordiske – som bolig, aktier, smykker etc. – men om de etiske; hvad betyder noget i dit liv nu og på længere sigt. Og det er ikke overraskende, at dette forandrer sig gennem livet.
Men det er måske værd at stoppe op engang i mellem og spørge dig selv, hvad der egentlig betyder noget, og har værdi for dig, og så sætte kompasset derefter. Hvad er dine værdier og hvilke handlinger skal det afføde, udfra den konkrete livssituation du er i nu, og de muligheder, du har?
Så: Hvad er dine værdier – og hvilke valg og konsekvenser har de for dig nu?
Traditionelt er det i aften, d. 4.maj, at vi sætter lys i vinduet for at mindes befrielsen. Som symbol på at mørket forsvandt. Konkret i form af at mørklægningsgardinerne ikke længere var nødvendige og fordi mørket i form af besættelsen omsider var til ende. Som symbol på frihed, menneskeværd og ånd.
Tænk blot på disse smukke linjer af sange, der blev skrevet før og under krigen:
P.H. (1940)
“Man binder os på mund og hånd/men man kan ikke binde ånd/ og ingen er fangne når tanken er fri”
“Den som holder sjælen rank/ ka’ aldrig blie træl.”
og
Nordahl Grieg (1936):
“Her er dit vern mot vold/her er dit sverd:/troen på livet vårt/menneskets verd”
“Solskin og brød og ånd/eies av alle”
“Skaper vi menneskeverd/ skaper vi fred”
Vi sætter lys i vinduet for aldrig at glemme hvorfor det er (og altid vil være) nødvendigt at huske disse år under krigen. Jeg kan ikke huske dem, for jeg var der ikke, og min mor, som var tre år i 1940 er nu død, og kan ikke længere fortælle om det.
Der er ikke længere så mange tilbage som kan fortælle om, hvordan de selv oplevede krigsårene. Desto større grund er der til at mindes. Jeg tror det er vigtigt at holde de værdier i hævd, som fik folk igennem krigen og som stradig har gyldighed og altid vil have det – dengang, nu og i morgen.
Der er stadig mennesker i verden for hvem disse værdier ikke er en selvfølge og der er stadig mennsker, der lever og husker og ved at disse værdier skal beskyttes.
Så lysene er også en tilkendegivelse af, at selvom vi ikke selv var der, så værner vi stadig om erindringen om befrielsen og dens betydning og de værdier, som vi er nødt at beskytte for at historien ikke skal gentage sig.
Måske har Sting ret (selvom han nok ikke selv ønsker det):
History will teach us nothing
Måske giver lysene et håb om at det er lidt mindre sandt, og at vi – som menneskehed og enkeltmennesker – alligevel kan lære af erfaringen og historien.
Ja, jeg ved det godt, jeg har ikke været særlig sød ved disse sange men du kan læse dem i deres helhed i Højskolesangbogen (17. udg., 9. opl. , nr. 430 og 475).
