Om Facebook – og nærvær

En person, som jeg godt tør kalde min ven, selvom jeg først for nylig har lært ham at kende*, har for nylig udtrykt bekymring for min brug af Facebook.

Jeg tror at han har ret i at det går ud over min fornemmelse af nærvær og koncentration. Jeg har derfor besluttet mig for at skrue gradvist ned for Facebook i en periode, og hellige mig andre sysler, som fx det at være alene, at skrive mere, både på bloggen, i min dagbog og andre skriveprojekter.

Med hjælp fra coach Mette Weber har jeg udfærdiget en skriveplan, hvor mandag og torsdag aften er mine skriveaftener. Om mandagen vil jeg skrive et blogindlæg på omkring 300 ord. Om torsdagen vil jeg arbejde på andre (endnu ikke helt definerede) skriveprojekter, og producere 1 A4 ark på ca. 2400 anslag.

At skrive kræver 100 % nærvær. Faktisk kræver de fleste aktiviteter fra at lave kaffe til at dyrke yoga 100 % nærvær. I virkeligheden tænker jeg at kunsten er at stille sig til rådighed for processen; at skrive, at koge vand, at trække vejret. At tænke at man er et instrument for begivenheden, frem for at være den, der “gør” den.  At koncentrere sig om, i stedet for at kontrollere, processen.

Jeg tror at vores ide om at vi kan gøre flere ting på en gang hidrører fra en illusion om at vi er i kontrol og kan styre tiden. Selvom det gang på gang viser sig, at vi bliver fragmenterede, ukoncentrerede og distræte, fordi vi aldrig nogensinde er fuldt tilstede i noget som helst.

Min ven ramte et ømt punkt hos mig. Noget jeg efterhånden selv var begyndt at mærke – en nagende fornemmelse af at min brug af Facebook er ved at tage overhånd. Jeg vil forsøge at drosle ned. Rom blev ikke bygget på en dag, så det bliver en trinvis proces. Formålet er ikke slet ikke at bruge Facebook (for jeg har en stor social kontaktflade på Facebook), men at bruge det mindre end tilfældet er nu.

Ligesom med skriveplanen – at skabe rum i mit liv til at skrive, er det måske en ide at skabe rum til Facebook og så networke der i afgrænsede tidslommer. Facebook og især chatfunktionen er en tidsrøver. I går måtte jeg sande at jeg mistede værdifuldt nærvær med min mand fordi jeg chattede istedet for. Det var lidt af en lærestreg.

Og med hensyn til at skrive: Jeg skriver meget på Facebook – i diverse grupper. Det ville måske være gavnligt for mine andre skriveprojekter og bloggen at bruge mine ord og min energi der end på Facebook. De samme overvejelser gjorde Ulf sig på et tidspunkt, da han tog en pause fra sociale medier.

* Tid er ikke nødvendigvis en målestok for hvordan jeg definerer venskab, hvilket må blive  emnet for et andet blogindlæg.

Blind

Billedet
En kvinde iført rød kjole står bundet, omgivet af 8 sværd. Hun har bind for øjnene. Til syneladende vil hun godt kunne komme væk fra de 8 sværd, hvis hun ville, men hun står som paralyseret.

Selvom hun kan bruge fødderne til at bevæge sig væk fra situationen er hun ikke i stand til det. Det samme gælder muligheden for at vride sig ud af rebet om hendes krop, der ikke synes at være bundet så stramt.

Element/nummer
Dette kort synes at modsige den betydning der ligger i otterne; Udførelse, arbejde disciplin, fokus. Faktisk handler det om, hvad der sker, når man mister eller tror man mister sit fokus eller sin evne til at handle i verden.

Sværdene er Luftelementets emblem  og handler om intellekt, rationalitet, tanker og kommunikation. I relation til otterne viser billedet en situation, hvor vi føler os fuldstændigt overmandet af for mange tanker, for megen kommunikation, og for megen intellekt der er løsrevet vores følelse, intuition og sansning.

Vi har mistet fokus, vi er blinde, eller blændet af situationen og føler os låst fast.

Perspektiv
Men pointen er at det er et spørgsmål netop om hvordan vi opfatter situationen. At vælge at starte med at bevæge os ud af situationen er muligt, og det at bevæge sig (både i overført og konkret betydning) betyder at vi skifter fokus og kan se situationen fra en anden vinkel.

Ligesom i 2 Sværd handler 8 Sværd også om hvad vi vælger at se eller eller ikke at se, om perspektiv, og dermed om ansvar og vilje.

Divinatorisk betydning
Blindhed, fokus, ansvar, vilje, perception, perspektiv, fastlåst situation, frossen, frygt, stress, paralyse, handlingslammelse.

K for krop

Du kan starte dagen med at fundere over hvad du vil gøre af godt for din krop i dag. Det behøver ikke at være noget stort og det behøver ikke at tage lang tid – hverken at tænke over det eller at gøre det. Jeg sidder gerne i s-toget og tænker over det.

(Jeg har startet en lille serie om de 4 K’er. Det er såvel fire punkter for opmærksomhed, Her handler det om kroppen, i første omgang blot som et punkt for opmærksomhed. Du behøver ikke at tænke over alle de fire punkter hver dag men kan vælge et nyt fra dag til dag).

Her er nogle ideer.

  • Jeg vil undlade at spise søde sager.
  • Eller jeg vil spise/drikke en god ting, – et godt stykke chokolade, en appelsin, et glas vin – og nyde det, uden dårlig samvittighed.
  • Jeg vil gå en tur i frokostpausen, jeg vil cykle eller jeg vil stå af bussen/toget et stoppested før og gå det sidste stykke hjem.
  • Jeg vil gå tidligere i seng og få en god nats søvn.
  • Jeg vil træne eller dyrke yoga.
  • Jeg vil gå i svømmehallen.
  • Jeg vil være opmærksom på mit åndedræt.
  • Jeg vil være opmærksom på spændinger i kroppen, og lave øvelser der afhjælper dem.
  • Jeg vil meditere.
  • Jeg vil danse, synge eller le.
  • Jeg vil dyrke god sex.

Det væsentligste er kun at lave én ting, og at gøre den med størst mulig opmærksomhed og nydelse. Målet er ikke at føle at du “bør” gøre noget. Men at NYDE det, du vælger at gøre. Derudover – og det er meget vigtigt: Det handler IKKE om kontrol af kroppen, men at mærke den og mærke verden gennem den, at sanse og nyde. Læs fx dette indlæg om kroppen, for en uddybning.

Afsked

Billedet
En skikkelse klædt i rødt bevæger sig væk fra de otte bægre der er stillet op i forgrunden af billedet. Han eller hun bevæger sig over et område med klipper og vand, i et landskab oplyst af fuldmånen.

Element/nummer
Otterne står for bl.a. Udførelse, disciplin og fokus. Jeg tror at det i denne sammenhæng – i forhold til Bægrenes Vand – har at gøre med det tidspunkt hvor man har indset at en situation eller en relation er slut, udlevet og man beslutter sig for at forlade den, selvom den kan se ud til at indeholde mere. Eller at man har set i øjnene at man er nødt til at give noget op, at ofre noget, som måske virker godt og lovende, for at finde noget der giver en dybere Mening – eller simpelthen bare mening.

Ene
Måske er det ikke svært at gøre, når vi først har accepteret at omstændighederne – eller en indre stemme – tvinger os til at bryde op eller ud, lægge noget bag os. Men det er nok svært på den måde, at det er en ensom beslutning og en ensom rejse vi så kommer ud på.

Nogle gange er vi nødt til at gå alene, ene i vores søgen. For det er ikke altid at omgivelserne forstår eller bifalder vores valg og vores rejse. Denne kan være ydre, såvel som indre, den kan være hjerteskærende og brutal i andres øjne, eller den kan være uforståelig – “Foolish”. Vi er nødt til at sætte ud os over det andre mener, hvis vi vil finde Meningen for os.

Hjertets vej
Bægrene er på mange måder synonym med hjertet – med det at bruge hjertet (og intuitionen) som guide, og ikke det rationelle, fornuftige valg. Når vi hengiver os til hjertet eller den indre visdom vil vi i andre øjnes virke som fremmede. Men i vores indre ved vi at det er sandt. Også når det gør ondt.

For mig indikerer dette starten på den indre rejse mod helhed, vejen mod Selvet. Den proces som C.G. Jung kaldte Individuation.

Jeg kommer til at tænke på titlen på Carson McCullers roman: The Heart Is a Lonely Hunter. Ja.

Divinatorisk betydning
Afsked, rejse, ensomhed, Individuation, indadvendthed, søgen, Mening.

De 5 K’er

De 5 K’er er såvel fire punkter for opmærksomhed, som udgangspunktet for et tarotoplæg, som jeg vil udforske igennem det næste stykke tid.

De 5 K’er står for: Krop, Kreativitet, Kommunikation, Kaos og Kærlighed.

Umiddelbart er det meget enkelt en måde at tune ind på dagen hver morgen ved at stille dig selv følgende spørgsmål:

Hvordan vil jeg i dag ære og være god ved min krop?

Hvordan vil jeg være kreativ? Hvad skal jeg skabe, sige gøre idag – hvis noget?

Hvordan vil jeg kommunikere?

Kaos: Hvad skal jeg acceptere at jeg ikke kan kontrollere? Hvad skal jeg enten give rum til eller slippe tanken om at kunne ændre?

Kærlighed: Hvordan kan jeg jeg elske andre, og vise empati og forståelse? Hvem og hvad skal  jeg lytte til?

Du kan også vælge at fokusere på et område, fx i dag vil jeg være god ved min krop ved at røre mig eller ved øget opmærksomhed på hvordan min krop føles. Har jeg spændinger i nakke og skuldre, eller kan jeg mærke forskellige emotioner i kroppen?

 

Følg med …

Nyt

Billedet
8 stave suser fra himlen mod jorden fra venstre i billedet mod højre.

Element/nummer
Otterne står for udførelse, arbejde, disciplin, fokus. Og Stavene for Ild, kreativitet, passion, seksualitet.

I dette tilfælde tænker jeg mest på kodeordet udførelse, at føre noget ud i livet, at lade noget komme til syne, blive til. Men også det at være fokuseret, at sigte mod og “lande noget”.

Kombineret handler det om at sætte noget i gang eller at modtage den gnist der sætter gang i os, bevæger os.

Forandring
Livet er ikke statisk, og vi kan ikke kontrollere alt. Nogle gange sker der ting, der forandrer os. Lynet slår ned. Det kan være chokerende selv når det er positivt, netop fordi det ligger uden for vores kontrol. Men måske er det en gave, når det kommer til stykket?

8 stave handler om turde modtage det som kommer til os, og dermed være i flow. Det handler om ting kan vise sig som vi aldrig havde drømt om og at livet nogle gange laver nogle underlige twists, som vi må forholde os til så godt vi kan.

Det kan også handle om det vi selv sender ud i verden. Nogle gange i betydning at være  fokuseret og ramme plet, eller som en generel bevidsthed om, at uanset hvad så sender vi noget ud og det HAR betydning for vores omgivelser.

Divinatorisk betydning
Nyt, forandring, forelskelse, fokus, flow, inspiration, gnist, tilsynekomst, bevægelse.

The Tarot of the Sevenfold Mystery

“Most people misunderstand the word mystery. They think of it as puzzle that needs to be solved, as in a mystery novel. But the word mystery comes from the same root as mystical. The ancient mysteries were rites that were designed to bring the participants to a mystical experience. A true mystery is beyond understanding. It is an experience of oneness that transcends words.”  Robert Place

Tarot er Mystik.

Tarot er også kunst. Min yndlings tarotkunstner Robert Place er på trapperne med et nyt sæt, som han har arbejdet på i 10 år, med inspiration i den præ-rafaelitiske kunstner Edward Burne-Jones.

Det hedder The Tarot of the Sevenfold Mystery, og det jeg har set af det og læst om det indtil videre gør at de små hår rejser sig sig i nakken på mig af begejstring og spænding. Det er en rejse ind i tarottens historie, æstetik og mystik.

Der er adskillige lag bygget ind i det, og du kan læse mere om det her, på James Ricklefs tarotblog, hvor han har interviewet Robert Place om sættet.

På Indiegogo kan du støtte processen med at få det udgivet ved at donere penge og/eller bestille et sæt.

Images from The Tarot of the Sevenfold Mystery, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Egg website.

Høst hvad du sår


Billedet

En ung mand står og ser drømmende på en busk med 6 store Mønter som frugter. En syvende ligger ved siden af ham på jorden. Han læner sig op ad sin hakke. Han har arbejdet længe for at nå et mål, og har nusset og plejet om sine planter. Men han er måske ikke helt parat til at høste endnu … han må vente lidt endnu.

Element/nummer
Syv står for muligheder, ideer, visioner og Jord er det det materielle, det håndgribelige, det der umiddelbart kan vejes og måles. De ting kombineret betyder at man rent faktisk kan udrette noget, få materialiseret sine drømme og visioner. Hvis man vel at mærke er villig til at arbejde på sagen, lægge tid, disciplin og tålmodighed i det.

Høst hvad du sår
I sangen Perfect Day af Lou Reed lyder det:

You’re Going To Reap Just What You Sow

Det betyder at det du giver ud kommer tilbage til dig. De små korn du efterlader på din vej i livet, vokser og bliver større. Det er ikke ligegyldigt hvad du gør og hvem du er. Men nogle gange er vi ikke bevidste om dette, og nogle gange tror vi at vi er ligegyldige for andre mennesker. Selv når vi gør en stor forskel i andre menneskers liv.

Dette kort fortæller mig at hvis vi er bevidste om denne enkle sandhed, at vi høster hvad vi sår, så kan vi roligt og nænsomt pleje det vi har sået. Være tålmodige over for det, og overfor os selv og hinanden. Ikke for at få en masse igen for vores egen skyld. Det er jo ikke sikkert at det vi sår kommer op i vores egen have, men det betyder jo ikke at vi ikke kan få glæde af det.

Divinatorisk betydning
Tålmodighed, disciplin, arbejde, høst, omsorg, nænsomhed, jordbundethed, tid, langsomhed.

Fokus på tarot

Jeg har besluttet at indsnævre fokus for denne blog, således at den i højere grad kommer til at handle om tarot og de forskellige aspekter heraf; , kort, symboler, læsning, oplæg.

Dette skyldes at jeg vil fokusere på 4 ting i efteråret; at skrive, at læse, yoga og tarot. At koncentrere bloggen om tarot forekommer mig at være at slå to fluer med et smæk i den sammenhæng.

Fra næste uge vil der som udgangspunkt være to indlæg om ugen der handler om tarot.

Du kan naturligvis komme med spørgsmål og forslag til emner indenfor den vide ramme som tarot er.

Billedcoaching

Min veninde Christina lægger som jeg tarotkort. Hun har kaldt sit koncept for billedcoaching, hvilket vel er netop, hvad tarot er; coaching via billeder.

Faktisk var det en af mine klienter, der brugte det udtryk. Det kom helt spontant og det ramte virkelig hovedet på sømmet ift hvordan man kan forklare tarot i en  moderne verden.

Gennem billederne guides klienten til en større forståelse af sig selv og sin situation. Gennem billederne skabes en fortælling sammen med klienten, der kan skabe indsigt, accept, selverkendelse og i sidste ende forandring og forvandling.

Christina og jeg deler viden, erfaringer og samarbejder om tarot.