Om at vande sine planter

I den forløbne måned har jeg trådt vande og haft influenza – og modtaget The Tarot of The Sevenfold Mystery.

Jeg har ikke skrevet et ord på bloggen. Jeg har ikke vandet mine planter. Jeg sammenligner det at have en blog med at pleje en have. Jeg er ikke engang sikker på at jeg har vandet mine indre planter særligt godt.

6 Bægre i The Tarot of the Sevenfold Mystery ser således ud:

Det er det kort der taler direkte til mig på nuværende tidspunkt.

Det handler om omhyggelig pleje, om omsorg, venlighed og tålmodighed. Om at lade noget gro frem stille og roligt og om at acceptere at visse processer tager sin tid.

Sjovt nok skrev jeg for længe siden et indlæg om 6 Bægre i The Alchemical Tarot, som jeg kaldte omsorg, og som også handler om at være venlig mod mig selv. Visse temaer har det med at vende tilbage.  Jeg spekulerer på, hvornår jeg lærer det.

Hvilke planter vil DU gerne have til at gro?

Høst hvad du sår


Billedet

En ung mand står og ser drømmende på en busk med 6 store Mønter som frugter. En syvende ligger ved siden af ham på jorden. Han læner sig op ad sin hakke. Han har arbejdet længe for at nå et mål, og har nusset og plejet om sine planter. Men han er måske ikke helt parat til at høste endnu … han må vente lidt endnu.

Element/nummer
Syv står for muligheder, ideer, visioner og Jord er det det materielle, det håndgribelige, det der umiddelbart kan vejes og måles. De ting kombineret betyder at man rent faktisk kan udrette noget, få materialiseret sine drømme og visioner. Hvis man vel at mærke er villig til at arbejde på sagen, lægge tid, disciplin og tålmodighed i det.

Høst hvad du sår
I sangen Perfect Day af Lou Reed lyder det:

You’re Going To Reap Just What You Sow

Det betyder at det du giver ud kommer tilbage til dig. De små korn du efterlader på din vej i livet, vokser og bliver større. Det er ikke ligegyldigt hvad du gør og hvem du er. Men nogle gange er vi ikke bevidste om dette, og nogle gange tror vi at vi er ligegyldige for andre mennesker. Selv når vi gør en stor forskel i andre menneskers liv.

Dette kort fortæller mig at hvis vi er bevidste om denne enkle sandhed, at vi høster hvad vi sår, så kan vi roligt og nænsomt pleje det vi har sået. Være tålmodige over for det, og overfor os selv og hinanden. Ikke for at få en masse igen for vores egen skyld. Det er jo ikke sikkert at det vi sår kommer op i vores egen have, men det betyder jo ikke at vi ikke kan få glæde af det.

Divinatorisk betydning
Tålmodighed, disciplin, arbejde, høst, omsorg, nænsomhed, jordbundethed, tid, langsomhed.