Overgang

Billedet
Vi ser en båd, hvori der befinder sig tre skikkelser, to siddende, med ryggen til os, og en stående bag dem, der stager båden over vandet, mod den træbevoksede bred eller ø i det fjerne. Himlen er grå, måske er der en tågedis over vandet, en blid støvregn, eller også er det ved at skumre. De to siddende skikkelser, kutteklædte, ligner en kvinde og et barn, den tredie person en mand. Båden er lastet med de seks opretstående sværd. Stemningen i billedet giver indtryk af sorg og stilhed.


Element/nummer
Dette billede handler – paradoksalt måske – om harmoni og om skønheden i afskeden, i stilheden og i sorgen. Det er en form for resignation, en opgivelse, en afsked med noget, der lægges bag os  – men som i form af de 6 sværd alligevel altid vil være med os. Både i  form af sorgen over at slippe noget, men også som minder.

Det handler også – fordi vi har med Sværd at gøre – om vores mentale ballast; hvad vi tænker og hvordan vi tænker, om vores livsfilosofi og livsindstilling.

Vi har det hele med som erfaringer, der altid vil være en del af os og som er med til at forme opfattelsen af det vi oplever på vores videre færd. Selvom vi kunne ønske det kan vi ikke skubbe erfaringerne over bord. De er en del af os, de definerer os, men vi kan vælge om de skal tynge os ned eller hjælpe os.

Overgange
I tilværelsen vil der altid være disse overgange; passager i tiden, hvor vi forandres, fordi vi indtræder i nye roller og sammenhænge; når vi begynder i skolen, eller bliver færdige med den, når vi får et job, eller bliver gift eller skilt, eller når nogen dør, eller når vi flytter, eller når vi vores børn flytter hjemmefra.

Det kan føles som en død, og medføre sorg, fordi vi må sige farvel til dele af os selv, veldefinerede roller, tryghed eller mennesker vi har holdt af – for noget nyt og usikkert.

Der er vand i mange af tarotkortene – også de der ikke direkte har med Vand eller Bægre at gøre. Det er for at minde os om at alting flyder – Panta Rhei – alting er altid i bevægelse, i opløsning, og i forandring, og det er også det livsfaktum, som 6 Sværd minder os om; at acceptere og påskønne dette, og skønheden i forandringen.

Rejsen, at rejse som mytologisk og arketypisk proces er også et af dette korts betydningslag; hvad sker der når vi rejser; hvad gør rejsen ved os, psykologisk og bogstaveligt? Er vi parate til at rejse, når det er nødvendigt, at give slip, at forlade, at forandre os?

Endelig er der den mytologiske overgang, den endelige rejse. Karon der fører de døde over floden Styx, en vej vi alle skal. Det er også den stille accept af dét faktum, som kortet peger på.

Divinatorisk betydning
Afsked, rejse, sorg, stilhed, accept, døden, overgange, forandring, erfaring, livsindstilling.

Nostalgi

Billedet
Vi ser en dreng række et bæger frem mod en mindre pige. I bægeret er der en hvid stjerneformet blomst – lige som der er i hvert af de andre fem bægre. Scenen er en middelalderlig borg, og i baggrunden ses en mand gå bort med et spyd i hånden.

Element/nummer
Dette kort udtrykker dette kort alle seks’ernes betydninger; harmoni, skønhed, generøsitet, kærlighed, nuet. Bægrene repræsenterer Vand, der står for blandt andet kærlighed og medfølelse. Her ser vi en forbundethed mellem de to børn, og en gave, der rækkes frem i uskyld, generøsitet, kærlighed, venskab.

Nuet
Hvis vi forestiller os, at vi er i en sådan situation, hvor vi rækker noget frem mod den Anden – eller vi selv får en gave, kan vi vælge at være fuldt ud til stede i nuet; og værdsætte det der bliver os givet – eller det som vi selv tilbyder. Men vi behøver ikke at være i en konkret situation, hvor noget konkret tilbydes os. Vi kan se på et ethvert øjeblik som en sådan gave, som en udveksling mellem os – og det forhåndenværende øjeblik.

Nostalgi
En sådan indstilling vil betyde, at vi ikke forfalder til nostalgi eller sentimentalitet, til en længsel tilbage, hvilket er  et af dette korts betydninger. Vi kan vælge at se tilbage på det forgangne med kærlighed og med en vilje til at give slip på det der var – for at være i nuet.

Barndommens land
En anden betydning er Barndommens land. Børnene har her deres egen verden, hvor de voksne ikke har en plads og hvor de voksne mangler forståelse og tålmodighed, og hvortil de ofte vender ryggen – af praktiske, økonomiske og andre årsager.

Men det er ikke desto mindre et rige af fantasi og frihed vi længes tilbage imod når vi selv bliver voksne. Men som vi ikke kan få igen – med mindre vi netop giver slip på den konkrete barndom som tid, der er levet, og i stedet værdsætter vores indre barn og barnlighed.

Divinatorisk betydning
Barnlighed, barndom, børn, fantasi, venskab, nostalgi, længsel, nuet, uskyld.

Sejr

Billedet
Vi ser en person, til hest, fulgt af en mængde mennesker. Han eller hun er en Victor (af latin vincere, at sejre), der hyldes ved hjemkomsten efter en sejr, i en dyst, en konkurrence eller et slag. Personen bærer en laurbærkrans om panden, og en stav, der også er prydet med en sejrskrans og et rødt bånd.

Element/nummer
6’erne udtrykker harmoni, skønhed, generøsitet, kærlighed, og nuets kraft. Stave repræsenterer Ild, der symboliserer kreativitet, passion, følelse og seksualitet. I 5 Stave var der tale om et kreativt kaos, her er kaos overvundet, og en sejr er opnået, og et mål er nået. Orden og harmoni, måske endog fred, er blevet skabt. Et værk er blevet fuldbyrdet, og der er grund til hyldest, til fejring og til glæde.

Farver
Nogle farver springer i øjnene:

Grønt i hestens dækken og laurbærkransene; håbets grønne farve; det er nødvendigt at kunne tro og håbe (måske naivt) på et godt udfald af ens anstrengelser.

Hesten er hvid, hvilket symboliserer renhed, uskyld, ungdom, renfærdighed. Hjertets renhed er at ville ét. Af hele hjertet at ville det man nu sætter sig for.

Det røde bånd i sejrkransen hentyder til passion og lidenskab for sagen; at brænde for noget. Måske også en hentydning til det blod der er blevet udgydt for at opnå denne sejr.

Ledelse
At nå hertil kræver styrke, overskud, lederevner, fokus og evnen til at forvalte og forvandle den kreative vilde energi vi så i de fem stave. Det kræver vilje og motivation til at sætte sig selv på den høje hest, og skabe forandring, at turde tage têten og at tage ansvar. Hertil kommer evnen til at motivere og kommunikere til andre, hvad man ønsker, der skal ske; hvad er min vision?

Divinatorisk betydning
Sejr, ledelse, motivation, ansvar, vision, harmoni, fuldbyrdelse, hyldest, fejring, glæde, hjemkomst.

Isolation

Billedet
To mennesker kæmper sig igennem sneen og mørket. Den ene med krykker og et brækket ben, den anden iført utilstrækkelige klæder og nøgne fødder. Det ser ud som om at de går langs en kirke, eller et rigt hus. Måske er de blevet udelukket, fra at komme ind i lyset og varmen, i læ fra kulden. Måske ønsker de det ikke, måske er de netop på vej hen mod døren, som vi ikke kan se på billedet.

De går blot ved siden af hinanden. Måske følges de – måske ikke. Måske magter de af ren og skær udmattelse ikke at gøre andet end bare at gå der. De synes at være isolerede fra fællesskabet indendøre – måske er de også isoleret fra hinanden?

Element/nummer
Fem’erne står her for disintegration. Her i betydningen isolation, udelukkelse. I forhold til materiel velstand, social sikkerhed og rigdom. De er fattige. Måske er de også fattige i ånden, hvis den bygning de går forbi er en kirke. En anden mulighed er at de selv har valgt ikke at være en del af et dogmatisk fællesskab af religiøse eller ideologiske årsager, og derfor må betale prisen, socialt og materielt.

Den største udfordring i dette billede er disse menneskers indbyrdes forhold. De er ikke en del af nogen helhed, ej heller det fællesskab de kunne have sammen. Muligheden og chancen for overlevelse ligger i at de ser hinanden, hjælper hinanden og giver hinanden varme, empati – og næstekærlighed. Uanset hvor ilde stedt man er, er det altid en mulighed, et eksistentielt valg.

Divinatorisk betydning
Isolation, ensomhed, fattigdom, udstødelse, afvisning, kulde, krise.

Konflikt

Billedet
Vi ser tre personer ved noget vand. En krappet indsø under en grå himmel. Det ser ud til at blæse; skyerne hænger forrevne i luften. Der har tydeligvis udspillet sig noget; et drama, et opgør eller en konflikt, der nu er afsluttet. Personen, der står længst væk og med ryggen til ser ud til at græmmes eller sørge. Personen i midten, også med ryggen til, ser ud til at være på vej hen mod ham/hende. Måske for at bringe trøst, måske blot for at videbringe en meddelelse fra sejrherren. I forgrunden står en person og er ved at samle sværdene sammen. At dømme ud fra hans udseende og udtryk på ansigtet (hans smørrede grin) er det ham, der har “vundet” konflikten eller kampen.

Element/nummer
Her står fem’erne for forstyrrelse og disintegration. Kaos, men ikke af den kreative slags som i Stavene. Noget er definitivt gået i stykker, og det er ikke godt. Vi kan spørge os, om det er en situation, hvor der overhovedet kan være tale om en vinder, om ikke selve situationens beskaffenhed gør, at ingen kan siges at vinde. Sejren og triumfen er og bliver bitter, da konflikten har store omkostninger for den, der står tilbage som taber. Og måske er sejren vundet ved ufine midler.

Handler dette om en relation, vil denne konflikt betyde, at noget er bristet, og det kan være meget svært at genskabe relation, at gøre det godt igen. Måske handler det om svig, om løgn, om at bruge ord og viden på en udspekuleret og giftig måde, hvilket Sværdene desværre også kan symbolisere.

Ihvertfald er der langt til forsoning og tilgivelse og fred her. Vi ser et åbent sår, et sår, som det vil tage lang tid at hele, hvis det overhovedet kan heles. Omkostningerne er for store, for såvel “taberen” som “vinderen”. Blot ved han det ikke endnu.

På et indre plan kan dette kort derfor også minde os om at huske på, hvilke kampe vi forsøger at udkæmpe og det vi sætter til i processen. Hvad taber vi og hvad vinder vi og er det det værd; fx i forhold til ambitioner, succes, penge og karriere? Og hvad er vi parat til at ofre og gøre for at nå vores mål. Hvor er vores værdier og risikerer vi at de disintegrerer i processen? Risikerer vi at såre os selv, at miste os selv eller dem vi holder mest af?

Vi kan også spørge til vores syn på tilværelsen. Ser vi den grundlæggende som en kamp, som et som et spørgsmål om at overleve, om liv eller død?

Divinatorisk betydning
Kaos, konflikt, splittelse, kamp, disintegration, tab, svig, løgn, fjendskab, nederlag, sejr

Tab

Billedet
Vi ser en skikkelse helt hyllet i en sort kåbe. Til den ene side har han tre væltede bægre, til den anden to stadig oprejste bægre. Hans fokus er på de tre væltede bægre, hvis indhold flyder på jorden. I baggrunden bugter sig en flod, med en bro, der fører mod en by eller en borg. Himlen over sceneriet er grå og tung.

Element/nummer
Her står femmernes forandring for et tab og de deraf følgende følelser af sorg, smerte og afmagt. Tabet af de tre bægre og deres indhold tager al opmærksomhed og energi fra de to, der stadig står. Følelsen er fuldstændigt overvældende og der er slet ikke overskud til at se på det, der stadig er og ikke mindst de muligheder, der ligger i floden (vandets fornyende energi), broen og borgen.

Sammen med Bægrenes vand bliver denne følelse af tab næsten ubærlig, og når vi oplever det (og hvem gør ikke det på et tidspunkt i livet?) er det som om alt er i ruin – der er absolut intet lyspunkt at øjne, ingen muligheder, ingenting.

Accept af tab
Personen her er ikke kommet så langt som til at se de muligheder, der ligger på den anden side af tabet og sorgen. Og det er også nødvendigt at acceptere sorgen ovenpå et tab, og at sørge, før man giver slip, vender sig om og samler de to andre bægre op.

Accept af sorg, gennemlevelse af sorg er forudsætningen for at kunne leve igen, og endda prise livet endnu højere. Det er ikke et spørgsmål om “klare det flot” eller “at komme videre” – for når man virkelig har mistet, tager man sorgen og det man har mistet med sig – som en symbolsk og sjælelig ballast. Det bliver en del af ens tekstur og eksistens.

Hvis man ikke kan give slip, og samtidig ikke kan erkende at tab og sorg er en del af tilværelsen, bliver man vred og bitter. Så bliver man stående, stirrende på de tre væltede bægre, for evigt forstenet, som Lots hustru.

Mens selve tilværelsen, og floden løber videre. “Alt flyder” (panta rhei) og “Man kan ikke bade to gange i den samme flod” som Heraklit sagde.Tilværelsen byder på konstant forandring; Nogle gange er forandringen glædelig, nogle gang sorgfuld.

Vi bestemmer selv, hvad vi lægger vægt på, også når forandringen er mest intenst smertefuld. Vi kan vælge at blive stående og stirre på det vi har mistet, eller samle det vi har op, og gå over broen – når vi er rede til det.

Divinatorisk betydning
Sorg, tab, smerte, depression, nye muligheder, accept, farvel, forandring

Kreativitet

Billedet
Vi ser fem drenge eller unge mænd fægte rundt med hver deres stav. Det ser temmeligt forvirret og planløst ud. Måske er de oppe at slås, i leg, i kådhed, eller også forsøger de sammen at bygge et eller andet. Men noget tyder på at de mangler en rød tråd, en leder eller et ledende princip i processen, således at de ikke moadarbejder hinanden, hvis det de i virkeligheden forsøger er at skabe noget i fællesskab.

Element/nummer
Den struktur, der er opnået med fire’rne kollapser med fem’erne, der står for forstyrrelse, forandring, transformation og disintegration. Som sådan er fem’erne kreative fordi de til stadighed udfordrer den etablerede orden og skaber forandring. I nogle tilfælde er dette positivt – men fx i Fem Sværd bliver det smertefuldt, som vi skal se senere.

Her er fem’ernes flukterende og forandringsskabende egenskaber sat i relation til Stavenes ild og kreativitet, hvilket giver iver og intiativ, en rastløs energi, der kan være planløs og kaotisk, og som kræver styring.

Kreativt kaos
Det er netop det vi forbinder med kreativt kaos, med den del af et projekt, hvor vi er allermest interessede, inspirerede og energiske, hvor vi får ideerne og hvor vi brainstormer. Hvor vi er i flow. Men energien skal netop styres i den rigtige retning for at ideerne kan realiseres i noget mere konkret. Så disse unge mangler en leder, der ser tingene i et større perspektiv og tager styringen.

Omvendt er den del af den kreative proces der føles som en leg, som er sjov og glædesfyldt meget vigtig for os og måske er der en idé i at forsøge at opelske den, så den fylder mere. Både i hverdagen, i arbejdet, i livet generelt. Så dette kort fortæller os om lege, om at have et barnligt sind, om at tage tingene som de kommer, at være en del af og tilstede i processen, istedet for at fokusere på målet og i det hele taget at lade være med at tage alting så alvorligt.

Der er også et stærkt element af konkurrence, af dyst, af kampånd, sport, styrkeprøve og kampiver over dette kort. Kortet handler også om at deltage i et fællesskab, om at være sammen med andre ligesindede. Måske er det i virkeligheden det væsentligste ved kortet. Ikke så meget det, der sker, som at være sammen om at det sker.

Divinatorisk betydning
Leg, kreativt kaos, flow, planløshed, barnlighed, begyndelser, initiativ, ungdom, kamp, konkurrence, sport, processen, fællesskab

Blokering

Billedet
En velklædt person med en krone på hovedet sidder på en grå stenblok. Et stykke bag ham ses en by og en grå himmel. Hans fødder hviler på to mønter, en tredie holder han foran brystet og den fjerde hviler på kronen over hans hoved.

Element/nummer
Firerne’s behov for struktur og konsolidering er her blevet til en udtalt trang til beskyttelse, til at gardere sig. Mønterne repræsenterer den fysiske og materielle verden, og noget tyder på, at det er selve beskyttelsen. Denne person garderer sig helt bogstaveligt med sin magt og velstand, han bruger den som skjold mod verden. I overført forstand betyder det, at han gør alt op i det materielle, i det der kan tælles, måles og vejes. Hele hans verdenssyn er materielt, og intet andet har betydning.

Beskyttelse
Bemærk at han holder mønterne ved fødderne, ved brystet og over hovedet. Det har med hans jordforbindelse, hans følelser og hans åndelighed eller spiritualitet at gøre. Den spirituelle energi, som kronen symboliserer (tænk på kronechakraet) er blokeret, hans følelser (hjertechakraet) er blokeret og han er simpelthen groundet i den materialle verdensopfattelse, som mønterne symboliserer. Men hans fødder rører ikke ved selve jorden.

Kortet er blevet kaldt gnieren. Men ikke nok med at denne person holder fast i og blokerer sin egen energi, han blokerer også for input, for at modtage ny energi. Der er absolut intet flow, ingen udveksling af noget som helst her. Der bliver hverken givet eller modtaget.

Konsekvensen er afstand, og derfor sidder han også et stykke udenfor byen. Han er ikke en del af det levede liv og impulsen fra andre mennesker,  som byen ofte symboliserer. Han er isoleret på grund af sin manglende evne eller vilje til at give og modtage, Stenblokken som han sidder på, nærmest sammensunken, symboliserer en forstenet, fastlåst, forkrampet attitude – fx sidder også kvinden i To Sværd på en grå stenblok.

Uanset hans tilsyneladende velstand vil denne attitude sandsynligvis resultere i en form for følelsmæssig og sjælelig fattigdom, som han ironisk nok er ude af stand til erkende.

Divinatorisk betydning
Fire Mønter kan bl.a. betyde at holde energi tilbage, isolation, beskyttelse, fremmedgørelse, blokeringer af enhver art, et for materielt livssyn, griskhed, åndelig og følelsmæssig fattigdom, afstumpethed.

Refugium

Billedet
En gylden ridder iklædt harnisk og brynje ligger på et leje, med et sværd under sig, som sit fundament – han er en sværdets mand. Tre andre sværd hænger på væggen over ham. Men han er ikke død, og han sover ikke. Han holder sine hænder samlede over sig, som i en bøn. Til venstre for de tre sværd på væggen ses et glasmaleri, hvorpå Kristus giver en velsignelse til en bedende.

Element/nummer
Firerne står for blandt andet konsolidering, struktur, stabilitet og fundament. Sværdene står for mentalitet, rationalitet, tanker, ideer, og i visse tilfælde også det spirituelle. Nogle gange er det nødvendigt for os at trække os tilbage, at hvile og lade tanken hvile for at finde vores fundament, for at konsolidere os, for at finde en indre ro eller genfinde balancen i en kaotisk verden.

Det er det, som denne ridder har gjort, måske i et kloster. Måske er hans såret og trænger til velsignelse og helbredelse, til at trække sig tilbage fra verden for en periode for så at komme tilbage med fornyet styrke.


Fiskerkongen
Der er en mindelse om legenden om Fiskerkongen eller Gralskongen over dette kort, Som Rachel Pollack påpeger i Tarot – visdommens billeder og Tarot Wisdom. Kun gralens velsignelse, overbragt af en udefrakommende (Parsifal eller Galahad) kan helbrede kongen. Parsifal helbreder kongen ved at spørge, hvad der foregår da han ser gralsjomfruerne bære de hellige genstande, men ifølge Robert A. Johnson først da han besøger Gralsborgen anden gang. Der skal altså en modningsproces til før helten tør gøre noget så simpelt som stilfærdigt at åbne munden og spørge til rigets tilstand – og kongens.

Hvad betyder det?

At det i visse tilfælde kan være nok – i forhold til et andet menneske – at være stilfærdigt opmærksom, at spørge til vedkommendes tilstand. At komme ved. Ofte lader vi som ingenting, og på den måde berører vi ikke hinanden, hverken i konkret eller i overført betydning. I berøringen og opmærksomheden ligger helbredelsen og velsignelsen. I nogle tilfælde kan det være nok at lade vedkommende hvile, selv at restituere sig – men først kommer opmærksomheden, det søgende, omsorgsfulde blik.

I andre tilfælde gælder denne opmærksomhed os selv; at give sig tid til at søge indad, introspektere, finde svar i det indre, og lade verden være verden i en periode.

Endelig kan kortet betyde, at vi nogle gange er nødt til at indstille kampen, lægge sværdene fra os og lægge os i Guds eller Forsynets eller de højere magters hænder. Det er ikke resignation, snarere en form for overgivelse, en vished om at alt nok skal gå, men at vi ikke egentlig kan gøre noget i en given situation.

Divinatorisk betydning
Fire Sværd kan i oplæg stå for helbredelse, barmhjertighed, hvile, kontemplation, fred, meditation, introspektion, tilbagetrækken, rekreation, restitution, velsignelse, spiritualitet, søgen, venten, overgivelse.

Kedsomhed

Billedet
En ung person sidder under et træ og kigger på tre bægre, som står foran ham. Fra himlen rækkes et fjerde bæger frem af en hånd – som en parallel til Bægrenes Es.

Element/nummer
Vandet står for det ubevidste, for intuition, for introspektion, kærlighed og medfølelse. Men i sammenhæng med Firerne – som står for konsolidering, struktur, stabilitet, fiksering, fundament  – kan noget tyde på, at vandets strømmende energi står stille. Fuldstændig stille. Der sker ingenting. Her er der tale om kedsomhed og stilstand.

Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt?
Det er altsammen et spørgsmål om indstilling. Dette unge menneske opfatter tilsyneladende glasset som værende halvt tomt. Men han ser slet ikke det bæger, der rækkes frem imod ham og som lover nye muligheder, oplevelser, nye perspektiver.

Fordi Vand har at gøre med det indre liv, intuition, introspektion, har dette kort også at gøre med den måde, vi opfatter os selv. med det vi oplever, når vi bliver bevidste om vores eget indre liv. Om det vi ser og oplever, når vi ser på os selv. Bevidsthed kan ændre hele historien og gøre det hele mere spændende, end vi turde have anet.

Og dette kort handler meget om den måde man selv opfatter tilværelsen på, og om man ser de muligheder, der ligger i en given situation. Med andre ord, er det vores eget ansvar at se de muligheder, tilværelsen giver, på både de indre og de ydre linjer. At være opmærksomme og vågne.

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Fire Bægre betyde spleen, apati, passivitet, kedsomhed, pessimisme, følelsmæssig trækken sig, – men også at (turde) åbne øjnene og nye muligheder i fastlåste situationer, ændring af perspektiv.