Valg

Billedet
En mand står på en borgmur og ser ud over sine besiddelser. I højre hånd holder han en globus. I venstre hånd sin stav som et symbol på magt og vilje. Den anden stav er fastgjort til muren. På væggen indenfor muren hænger et emblem med krydsede roser og liljer. De samme symboler, som vi også mødte på Mønternes Es, og som står for kærlighed og renhed.

At den ene stav er fastspændt og den anden i hans hånd, tolker jeg sådan, at han dels er bundet til stedet, og til det han har opbygget (borgen, besiddelserne), mens han samtidig ønsker at ekspandere, at komme ud, at erobre mere land i såvel bogstavelig som overført betydning. Det kan tyde på en polarising mellem forskellige ønsker og drivkræfter. Fx at mellem det hjemlige og det fremmede, mellem frihed og pligter. Måske er han en smule melankolsk på trods af eller på grund af det han ejer og har opnået gennem sin kreativitet og viljestyrke, men som også kan føles som et bånd.

Element/nummer
To står for dualitet, balance, polarisering. Den energi, som i esserne er enhed, er nu blevet delt, som et uafvindelig led i den proces det at realisere energien og kunne udfolde den i verden.

Ildens kreative, brændende energi er blevet delt i to, måske oplevet som to ting, der peger i forskellige retninger, og som kan føles som en splittelse eller ambivalens. Men hvis manden er viis, vil han kunne bygge på det han har og udvide sine kræfter ud fra det, medmindre det han ønsker peger i den stik modsatte retning, end det han har, og så står han overfor at skulle træffe et valg.

Roserne og Liljerne kan indikere at for at kunnne vælge viist, må det ske med uskyld og kærlighed.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplægninger kan To stave betyde magt, vilje, ønske, valg, dilemma, ambivalens, melankoli.

Naturens gaver

Billedet
En hånd kommer og ud af en sky og rækker nu en stor strålende mønt frem. Igen indikerer strålerne af hvidt lys, at der her er tale om en guddommelig hånd, og altså om en guddommelig gave, der tilbydes os. Her er det tale om Guds gaver i form af material velstand, om naturens frugter. Om det, som kan måles og vejes.  Dette Es udmærker sig ved ikke at have de små yod-tegn dalende ned fra Himlen. Måske er det fordi at Guds energi og skaberværk nu har materialiseret sig i form af naturen, af jorden og dens specielle magi, som det er vores opgave at værdsætte og beskytte.

Bemærk at vi befinder os i en have, omgivet af en rosenhæk, og med opretstående, hvide liljer. Liljerne indikerer renhed, og roserne i busken kærlighed. Vi skal møde disse symboler flere gange i tarotten. Men med til denne (og de andre) gaver hører renhed og kærlighed. Vi er beskyttet af rosenhækken, men vi har muligheden for at vandre ud af haven. Sammen med gaverne får vi altså muligheden for frihed, for at drage ud ogt søge lykken i verden. Fristende tinder lokker. Er det mon ikke Narrens rejse, vi kan begive os ud på?

Element/nummer
Mønternes element er Jord, og da vi her har at gøre med Esset er det Jord i dens pureste form; jorden som det uforarbejdede, det paradisiske. Men også med den jord der med omtanke og det møjsommelige daglige arbejde kan give os naturens rigdomme. Det drejser sig om at finde den hårfine balance, som tillader os at høste jordens frugter, uden at udpine den helt. (Desværre ser det ikke ud til at vi har forstået dette ansvar endnu).

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Mønternes Es betyde rigdom, material lykke, tilfredshed, tryghed, arbejdsomhed og naturens skønhed og overflod

Ånd

Billedet
En hånd kommer og ud af en sky med et mægtigt sværd, hvis spids omkranses af en stor krone, pyntet med laurbærblade. Her har vi altså med noget kongeligt og ærefult at gøre. Igen indikerer strålerne af hvidt lys, at der her er tale om en guddommelig hånd, og altså om en guddommelig gave, der tilbydes os. Her er det tale om rationalitet og retorik. Om evnen til at tænke logisk og til at kommunikere. Her optræder igen små Yod’er (guddommelige gnister), gyldne som kronen.

Element/nummer
Sværdenes element er Luft. Luft, der har med abstraktion og syntese at gøre. At tænke over tingene, at skabe sig et overblik. Når luften som element fungerer bedst, er der netop tale om det rolige, logiske og kølige overblik hos for eksempel Kongen.  Men  som vi skal se kan det desværre også udarte sig til manglende jordforbindelse, og værre endnu; til splittelse, strid og selvkritik.

Men da vi her har at gøre med  esset, er der tale om Luften i dens reneste og klareste form, igen fordi esset betyder enhed, udspring og kilde. Det er simpelthen tænkningens gave, der rækkes frem. Det som gør os til mennesker – Homo sapiens, der på latin betyder det vidende menneske. Og som kroner os  – som art – i vores søgen efter viden, filosofi, videnskab, skrift, sprog og i udvekslingen af tanker og information igennem debat.

Luft har som nævnt med åndedræt og med Ånd at gøre. Igen inspiration, guds ånde, der blæser liv i os. Vi taler om at ånden kommer over os, og associeret med Luft er altså også kreativitet, at få ideer.

Denne tænkningens gave skal vi forvalte med omtanke. Fordi vi gennem viden har mulighed – og gennem historien har brugt denne mulighed – for at skabe nye omstændigheder og forudsætninger for vores liv som mennekser her på jorden (i både negativ og positiv forstand). Vores evne til at tænke har simpelthen gjort os i stand til at ændre selve Livet.

Viden er et tveægget sværd, der skal bruges viist. Det ved Kongen og Dronningen, men processen med at nå den erkendelse er lang og tornet.

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Sværdenes betyde rationalitet, logik, skarphed, inspiration, kreativitet, viden, information, ideer, visdom, erkendelse, bevidsthed, åndelighed.

Kærlighed

Dette kort er et af mine yndlingskort.

Billedet
En hånd kommer og ud af en sky og rækker et bæger frem, hvoraf der løber fem strømme af vand. Igen indikerer strålerne af hvidt lys, at der her er tale om en guddommelig hånd, og altså om en guddommelig gave, der tilbydes os. Kærlighedens gave. Her optræder igen små Yod’er (guddommelige gnister), nu blot i form af vanddråber.

Over Bægeret holder en hvid due en oblat. Den hvide due symboliserer fred, kærlighed og ikke mindst Helligånden.  Da Jesus døbes daler en hvid due ned over ham, og måske kan Bægeret her også ses som en døbefont, og dermed indikere indvielse, renselse og helliggørelse. Ydermere symboliserer oblaten og Bægeret tilsammen den hellige nadver.  Dette Bæger er et billede af den kristne legendes Hellige Gral.

Alt sammen fortæller om kærlighed, ikke den seksuelle, erotiske kærlighed som Stavenes Es handler om, men Guds kærlighed til menneskene og den selvopoforende, ubetingede kærlighed, vi mennesker kan føle for hinanden; næstekærlighed. Det græske ord for denne kærlighed er Agape.

Element/nummer
Bægrenes element er vandet, det strømmende, helbredende vand. Og da vi her har at gøre med  esset, er der tale om Vandets udspring, dets kilde, vandets energi, dens reneste form.  Og det er vandet i dets overflod, vandet, der pibler frem, strømmer frem, fordi det ikke kan andet.

Det er kærligheden i dens reneste form, kærlighedens helende kilde.

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Staves Es betyde kærlighed, healing, kreativitet, renselse, spiritualitet, det Hellige.

Lidenskab

Billedet
En hånd kommer og ud af en sky og rækker en stav frem med friske knopper/blade. Bemærk at der ud fra hånden stråler en glorie af hvidt lys, hvilket kan indikere at det er Guds eller en engels hånd, der rækkes frem.  Det der tilbydes her (som på alle esserne) er altså en guddommelig gave. De små blade, der drysser fra Staven minder om det første tegn i Tetragrammaton, også kaldet Yod og er således det første bogstav i Guds navn. Begyndelsen – med andre ord.

Element/nummer
Stavenes element er ilden, og da vi har at gøre med esset, er der tale om Ildens udspring, om Ildens energi i dens reneste form, før den forarbejdes i den kreative/alkymistiske proces. Der er netop tale om enhed, og om et mægtigt potentiale. Tænk på den kraft, der er i en atomkerne, før den deles.

Stavenes Es er den hellige inspiration. Det første pust af passion, sex og forelskelse. Gnisten, der sætter det hele gang. Incitamentet til handling.

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Staves Es betyde kreativitet, inspiration, lidenskab, energi, flow, begyndelse, entusiasme, handling, mod og styrke.

Tallenes betydning

Nu har vi set på de fire elementer. Det næste skridt er at se på numrenes betydning for så – endelig – at kombinere dem med elementerne, når vi gennemgår de enkelte tarotkort i de fire suits eller kulører. (Ja, det er vist det, som det hedder på dansk).

Jeg vil igen understrege, at jeg har en pragmatisk tilgang. Det skal være enkelt.

Derfor følger nu en oversigt over de betydninger, der knytter sig til numrene 1 til 10. Kombineret med de fire elementer giver det så de forskellige betydninger. Jeg ser elementet som en bestemt form for energi, og numrene for den måde energien kommer til udtryk.

I Punkt ~ enhed, kilde, essens, udspring, potentiale

II Distinktion ~ dualitet, polaritet, balance

III Udfoldelse ~ kreativitet, flow, udvikling, syntese

IV Konsolidering ~ struktur, stabilitet, fiksering, fundament

V Forstyrrelse ~ forandring, transformation, disintegration

VI Harmoni ~ skønhed, generøsitet, kærlighed, nuet

VII Inspiration ~ ideer, muligheder, visioner, fantasi

VIII   Udførelse ~ arbejde disciplin, fokus

IX Modenhed ~ konklusion, erfaring, tilbagetrækning

X Fuldendelse ~ helhed, transcendens, manifestation, cyklus

Mere om denne trekant kaldet Tetractys i et senere indlæg

Igen vil jeg understrege at det vigtigste er at se på billederne og undersøge, hvad de intuitivt fortæller dig i det øjeblik kortene læses.

Men kombinationen af nummer og element giver noget at hænge det op på, så at sige – ikke mindst i den periode, hvor du lærer det. Og det gør man stort set hele livet … men mere om det i et senere indlæg.

Elementerne VI – Jord

Jord relateres til Mønterne, der repræsenterer naturen, sensualitet, sansning, og det materielle.

Af jord er du kommet og til jord skal du blive.

Jord er det materielle, det håndgribelige, det der umiddelbart kan vejes og måles.

I det med Jord ligger også det med Jorden, vores planet, Moder Jord og Moder Natur. Og en værdsættelse af de gaver, som naturen giver os. Dermed ligger der også en fordring om at passe på den. Og om ikke forlede os selv til at tro andet, end at vi er en del af den. Vi er alle kommet af jorden og er gjort af det samme stof som Jorden. Stjernestøv.


Umiddelbart er Jorden det mest håndterlige og stabile af elementerne. Det er også det stof som omformes af Ilden og Vandet. Det er den materie, som er objektet for alle vore handlinger, og for vores arbejde,  men netop deri ligger faren for at fjerne sig fra den. Jorden er den prima materia, hvoraf vi kan udvinde rigdomme som guld, og af Jorden fremgår den cyklus, som også ligger i det indledende citat. Liv-død-liv i en evig gentagelse.

Men mennesket lever ikke af brød alene – eller af guld. Tænk blot på den grådige kong Midas, der ønskede at alt hvad han rørte ved blev til guld, og endte med at dø af sult.

Vi kan tale om at have jordforbindelse. At have fødderne solidt plantet i jorden. At stikke fingeren i jorden for at  lodde en stemning. At få skidt under negelene som ikke at være bange for at tage fat. Vi taler om at have grønne fingre, det vil sige at have sans for at for at få noget til gro. I den bane tænker jeg også på forretningsmanden der har næse for den gode handel. Vi bruger også nogle gange udtryk som at have jord i hovedet, eller at noget gror til, hvilket peger på den tyngde og inerti, vi også kan finde i elementet Jord. Endelig kan vi taler om at være på gyngende grund, at jorden forsvandt under os, om jordskred. Det ernår det vi tror er solidt og fast viser sig ikke at være det. Vi har brug for at stole på vores grundlag, på Jorden, som vores basale fundament.

Elementerne V – Luft

Luft  relateres til Sværdene, der repræsenterer det mentale, rationalitet, tænkning og kommunikation.

Metaforer der knytter sig til Luft, kan være de højere luftlag, at se det fra oven, at abstrahere, at syntetisere, at hæve sig over tingene, at få luft under vingerne. At have et ørneblik.

Men noget kan også være blot varm luft, altså uden nogen substans eller jordforbindelse. Ting kan fordufte eller fordampe, og luft er i sig selv et temmeligt uhåndgribeligt element. Luften kan stå stille, eller der kan blæse en storm. Der er en mægtig energi bundet i luft som vindenergi.


Der kan være knive i luften eller luften kan være giftig, som en gasart, der kryber ind over alt og virker ødelæggende, og måske endog er eksplosiv.

Associeret med luft har vi også Guds ånde, der blæste liv i Adam, altså mennesket. Luft har altså med liv, med åndedræt og med Ånd at gøre. Vi taler også om at ånden kommer over os, og associeret med Luft er altså også kreativitet, at få ideer og at tænke og at kommunikere vores tanker. Associeret med luften er også den bevingede Merkur, guden for handel og kommunikation, der er snart her, snart der.

Elementerne IV – Vand

Vand relateres til Bægrene, der repræsenterer introspektion, det ubevidste, intuition, kærlighed og medfølelse.

Jeg tænker tit på linjen “You’ve got the cool water, when the fewer is high”. Vand afbalancerer elementet ild. Til tider så meget at ilden slukkes, i andre tilfælde er det livgivende, når vi oplever tørke og udbrændthed, når der har været for meget gang i den.

Vand kan være helbredende som fx i kilden i Lourdes og andre helligsteder. Vi bruger vand til at vaske og opfriske os i, at rense os og fornye os. Vandet kan altså virke helende, rekonstituerende, og uden vand kan vi slet ikke leve.


Men vi kan også drukne i for mange mængder af vand, såvel i bogstavelig forstand, som i overført betydning. Vandet (og Bægrene) står for det ubevidste, og hvis vi lader os overvælde af mødet med det  forbliver vi netop ubevidste, overvældede, druknede. Vandet skal altså afmåles i de rette mængder for at virke helbredende og livgivende.

Vi taler om det stille vand med den dybe grund, og vi kender fra folkelegender til de væsener der lever i vand, havfruer, søuhyrer, vandnymfer og sirener.

Der er endnu et aspekt ved vand, jeg vil fremhæve; dets piblen og strømmen, dets bevægelse, den måde det kan komme ind alle steder og det at det over mange år kan omforme selv klippen.

Elementerne III – Ild

Ild relateres til Stavene, der står  for kreativitet, passion, følelse, sexualitet.

Ild er varm, men kan også brænde. Den kan være et hjemligt bål, omkring hvilket der blev fortalt historier, eller en altødelæggende brand. Det kan være lampen, der lyser i mørket og hjælper os med at finde vejen hjem, eller vågelyset ved sygesengen.

Nogle gange er der tale om en gnist, om inspiration. Andre gange er der tale om en altfortærende ild, der optænder og opflammer os. Ild gør det muligt for os at skabe, altså at være kreative og at forvandle et stof til noget andet som i den alkymistiske proces.

Ild er metaforen for den sexuelle energi, der bevæger os mod det modsatte køn, og sætter ting igang. Der er også den sublimerede energi,  den hellige ekstase som hos Teresa af Ávila.

Ild giver lys og varme. Ild oplyser os. Prometheus stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene. Ild står altså også for kultur og oplysning.


Forskellige metaforer for ild og varme fortæller om følelser; hun brændte varm på ham, han har lune, han er varmblodet, hun er hot eller omvendt; han er en kold skid.

Brænder man sit lys i begge ender, kan man brænde ud, eller man kan opleve en ødelæggende tørke, hvis solen brænder længe, højt og ubarmhjertigt på himlen. Ild er også associeret med det onde, med Djævelen og med Helvedes Ild. Naturen kan også vise sine kræfter i form af ild; tørke kan føre til skovbrande, og jorden kan udspy ild i form af lava og brændende varm aske.

Ilden er – som de andre elementer – både livgivende og ødelæggende, både konstruktiv og destruktiv, og det handler altså om at finde balance i forvaltningen af dem.