Tarot og etik

Det er vigtigt – især hvis du vil læse tarotkort for andre – at gøre dig bevidst, hvilke etiske retningslinjer du vil arbejde udfra, hvordan du vil bruge kortene og ikke mindst, hvor dine egne grænser går.

Det er vigtigt at have respekt for  billed- og symbolssprogets kraft og den måde det kan påvirke os.  At interagere med tarottens symboler sætter nogle processer igang, og jeg mener ikke at det er noget man skal tage let på. Derfor har jeg selv i en periode udelukkende anvendt tarot som redskab i min egen spirituelle praksis og som udgangspunkt for selvrefleksion.

Du vil givet blive spurgt om du vil læse tarotkort, når det går op for din omgangskreds, at du har den interesse. I så tilfælde er det en fordel på forhånd at have overvejet sin etik omkring det at læse tarot. I givet fald kan et forslag til etiske retningslinjer se sådan ud:

1. Tavshedspligt. Tarotlæsningen behandles fortroligt mellem Læseren og Spørgeren.

2. Tarotlæsningen handler om Spørgeren. Tarotlæsningens formål er at give Spørgeren mulighed for at være ansvarlig for eget liv og egne valg.

3. Læsningen gives ikke om tredjepart. Spørgsmål der relateres til andre vil blive omformuleret eller eventuel afvist.

4. Spørgeren mødes med respekt. Læseren er åben, ærlig og ikke-dømmende. Læseren stiller spørgsmål undervejs og fortæller ærligt, hvis der er noget man er i tvivl om eller ikke kan tyde.

5. Eventuel betaling foretages forud. Omstændigheder, pris, oplæg, tid og sted aftales på forhånd, så der er en klar aftale mellem Læseren og Spørgeren. Hvis læsningen må afbrydes gøres dette på en respektfuld måde. Eventuel betaling returneres.

6. Læseren vil afvise en Spørger, hvis det vurderes, at denne har brug for anden rådgivning af medicinsk, terapeutisk, juridisk eller financiel art. Der læses ikke tarot for mentalt eller psykisk ustabile personer. I disse tilfælde henvises til medicinsk, psykologisk, psykiatrisk eller terapeutisk behandling. Der læses ikke for personer under 18 år.

Disse punkter er blot til inspiration. Brug dem som udgangspunkt for dine egne overvejelser.

Symboler

“The true Tarot is symbolism; it speaks no other language and offers no other signs.” A.E. Waite

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, er tarot et symbolsprog, som vi forstår intuitivt, og med hvilket vi kommunikerer med det ubevidste for at få en større forståelse af de muligheder, der ligger i nuet. Jeg definerer tarot som et system af symboler, der fungerer som et medium for ikke intuitiv eller ikke-rationel kommunikation.

Tarot er en ”symbolmaskine”, eller et kalejdoskop med forskellige farver, mønstre og variationer – og dermed betydningsmuligheder – der aldrig er de samme, men som konstant ændres, afhængigt, af hvilke kort, der dukker op i det samme oplæg. Denne uendelige variation i symbolssproget er for mig et utrolig fascinerende aspekt ved at beskæftige mig med Tarot.

Jung sondrede mellem symboler og tegn, i det at tegn står for noget kendt, mens symbolet står for noget ukendt, der ikke kan forklares præcist. For at forstå symboler og tarot som symbolsprog må vi altså “tune” ind på en anden kanal, der kommunikerer via et ikke-rationelt sprog. Det sprog som vi kender fra det ubevidste, eventyr, mytologi og drømme.

Barnet i Solen kan have mange mulige betydninger

Ligesom med symboler fra drømme kan vi ikke gå direkte til drømmeleksikonet og slå symbolet “hest” op for deraf at udlede hvad vores natlige drøm om hesten handler om. Vi kan få tilbudt nogle af symbolets fortolkningsmuligheder og betydningslag, men forståelse af drømmen er subjektiv og intuitiv.

Hvor relationen mellem tegn og betydning er 1:1 er relationen mellem symbolet og dets mulige betydninger 1:n eller uendelig. Dine egne erfaringer med heste, følelserne i drømmen, kontekst og aktuelle livssituation har altsammen betydning for hvordan drømmen kan tolkes, og det samme gør sig gældende når du tolker tarotkortene.

Det betyder ikke at vi ikke kan benytte os af symbolleksika eller bøger om tarot, når vi tilegner os tarotkortenes sprog. Men på et tidspunkt vil det begynde at give mening “af sig selv” og du vil basere din forståelse og fortolkning af kortenes budskab på din egen erfaring og intuition, og du har så at sige “knækket koden”.

Det kræver øvelse, og tillid til din egen indre viden, din intuition. En måde at nå dertil er helt konkret at føre en tarotjournal. Dette vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

Fascination

Hvorfor interesserer jeg mig for tarot? Hvorfor er jeg fascineret af tarot?

Der er 3 grunde:

Den æstetiske
Kærligheden til tarotkortenes billedsprog, skønhed og variation.

Den eventyrlige
Interessen for fortællingens kraft, det ubevidste, eventyr, mytologi, drømme, symbolik. Tarot er simpelthen et Sted, hvor jeg gerne vil være. Og hvor jeg altid kan være, bare ved at lege med kortene, eller ved at tænke på kortene og skikkelserne på kortene. Fordi det er et sjovt, spændende og uforudsigeligt sted at begive sig hen. Og muligheden for at komme dertil er der altid i kraft af fantasien.

Den eksistentielle
Jeg forsøger via kortene at opnå en forståelse af mig selv og mit liv. I sidste instans handler det om at opnå visdom. Jeg tror at det er den dybereliggende grund. Jeg nærer en forhåbning, eller snarere et ideal, om at opnå visdom. Og at jeg kan blive viis ved at være i kontakt med og kommunikation med mit Ubevidste gennem billederne og symbolerne på kortene. At lære mig selv at kende, som den jeg er her og nu, i min hverdag og mit forhold til andre mennesker.

Det handler også om at nå et spadestik dybere; at komme i kontakt med de dybere lag og årsager til den jeg er, og det der er meningen med livet. På den måde bliver det til noget eksistentielt, en søgen efter en mening med tilværelsen.

Indgang til det ukendte
Indgang til det ukendte

Tarot er for mig en portal til det symbolske liv.

Hvorfor er DU fascineret af og interesseret i tarot?

Tarot er en gave

Inden jeg forsætter med tarotkurset finder jeg at det er på sin plads at give en kort definition af, hvad tarot egentlig er.

Som jeg har været inde på, har forskellige mennesker forskellige måder at bruge tarot på og altså også forskellige definitioner. Her er min definition:

Tarot er et symbolsprog, som vi forstår intuitivt, og med hvilket vi kommunikerer med det ubevidste for at få en større forståelse af de muligheder, der ligger i nuet.

Tarotkortene daterer sig med sikkerhed tilbage til det 15. århundredes Italien. Selvom det er interessant fra et historisk synspunkt, interesserer det mig ikke så meget som spørgsmålet om, hvad Tarot er og hvad den kan og hvordan den faktisk anvendes, her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Tarot er en gave

Men for at kunne sætte pris på denne, må man forstå dens basale struktur og symbolik.

Tarot består af 78 kort fordelt på 22 Major Arcana-kort og 56 Minor Arcana-kort. Arcana betyder hemmelighed eller hemmelig viden. De 56 Minor Arcana kort består af 4 suits; Stave (Wands), Bægre (Cups), Sværd (Swords) og Mønter (Pentacles). De fire suits består hver af 14 kort: Es, 2-10, Page (Page), Ridder (Knight), Dronning (Queen) og Konge (King).

De fire suits er traditionelt og symbolsk forbundet med de fire elementers energi og egenskaber; Stave er forbundet med Ild, Bægre med Vand, Sværd med Luft og Mønter med Jord. Hertil føjer sig utallige symbolske betydningsindhold og associationer, hentet fra mange forskellige områder såsom alkymi, astrologi, nummersymbolik, kabbala, wicca og mytologi – for blot at nævne nogle få muligheder.

Minor Arcana viser i symbolsk form områder af livet, vi selv har kontrol over, eller adgang til at øve indflydelse på, områder af livet, der er almenmenneskeligt genkendelige i form af bestemte handlinger, situationer og omstændigheder eller især for hofkortenes vedkommende karaktertræk og egenskaber.

Major Arcana viser i symbolsk form arketypiske domæner, hvor vi som mennesker har meget lidt indflydelse. Hvor de energier der symboliseres af disse kort udøver deres kraft i vores liv, på bestemte steder, i bestemte situationer eller i bestemte perioder af vores personlige og kollektive liv.

Nu om stunder findes der et utal af forskellige tarotsæt. Og i nogle tilfælde divergerer de fra denne struktur. I tarotkurset her anvender jeg som udgangspunkt Universal Waite, som er et lettilgængeligt, populært (i positiv betydning) og smukt sæt. Du vil sikkert kunne genkende billederne når du ser dem. Jeg kommer ind på dette i et senere indlæg.

Her er imidlertid billeder fra et af de tidligste kendte sæt, nemlig Visconti Sforza Tarot. Termen dækker over omkring 15 ukomplette sæt, som nu findes i forskellige biblioter, museer og private samlinger.

Djævelen er en reproduktion da det oprindelige kort er gået tabt

De overlevede kort er historisk interesse, dels fordi de har været med til at forme den måde moderne tarot er struktureret, og dels fordi de gengiver medlemmer af adelsfamilierne Sforza og Visconti, og dermed giver et billede af adelslivet i det 15. århundredes Milano. De blev bestilt af hertug Filippo Maria Visconti, og hans efterfølger Francesco Sforza, og blev brugt  som trionfi  (triumfer) i kortspil.

Hvordan kan DU bruge tarot?

Det er det kun dig og din fantasi, der sætter grænserne for hvordan du kan bruge tarot.

Konkret kan du bruge tarot som et værktøj til at afklare spørgsmål indenfor områder som job og karriere, uddannelse, dine relationer til andre mennesker, forståelse af konkrete situationer og til at afgøre tvivlsspørgsmål og dilemmaer.

Ved at gå i dialog med billedernes symbolsprog kan du få noget at vide, du ikke vidste eller du kan få nogle ny perspektiver på tingene. Eller også kender du allerede svaret, men tarot kan hjælpe dig til afklaring, til at tage ansvar og til at vælge.

Som sagt er det kun dig selv der sætter grænserne.

Men her er nogle eksempler:

  • Du kan bruge tarotkortene til selvrefleksion
  • Du kan bruge tarotkortene til at læse for andre.
  • Du kan bruge tarotkortene som udgangspunkt for bekræftelser, visualiseringer, fantasirejser og meditation.
  • Du kan bruge tarotkortene som udgangspunkt for at skrive små fortællinger eller som del af et større kreativt arbejde.
  • Du kan tegne eller male dine egne tarotkort.
  • Du kan lave collager af dem.
  • Du kan for sjov lægge dem for personer i tvserier eller film, eller eventyr eller romaner.
  • Du kan lave dine egne oplæg.
  • Du kan blande flere sæt og læse med dem.

I første omgang er mit formål med dette kursus at fortælle om, hvordan du kan bruge tarot som et redskab til selvrefleksion og selverkendelse. Jeg beskrev det i et tidligere indlæg skrev som en spirituel sti. Det er sådan jeg selv anvender kortene.

Universal Waite - som jeg vil skrive mere om senere ...

Derfor er mit udgangspunkt i hvordan hvordan du selv kan arbejde med kortene, end på hvad kortenes betydninger er – selvom jeg vil komme med mine egne bud i løbet af kurset.

Det er min opfattelse, at for at blive en god tarotlæser, må du kende kortene godt – og dig selv. Det betyder også at du må bruge din fantasi og din intuition og selv skabe de meninger kortene har for dig. Fremfor at slå dem op i en bog. Der findes utallige bøger om tarot med utallige betydninger for de enkelte kort. De udtrykker forfatternes subjektive arbejde med tarot. Det betyder ikke at de ikke er værdifulde eller inspirerende. Det kan de sagtens være. Men de er ikke Sandheden.

Når vi taler om symboler er der nemlig ingen facitlister. Og det gælder naturligvis også tarot.

Det er en vigtig pointe:  Der er ingen facitlister, ingen faste meninger eller betydninger, og derfor er det netop spændende. Der er lige så mange fortolkninger og måder at bruge kortene på som der er mennesker, der arbejder med dem. Mulighederne er ubegrænsede, og derfor bestemmer du selv i hvilken retning du vil gå på din rejse ind i tarotkortenes verden.

For det handler jo om, hvordan DU vil bruge kortene. Så du kan starte med at gøre dig nogle overvejelser over, hvorfor du finder tarot spændende. Hvorfor sidder du og læser om det her? Hvad forventer du at få ud af at arbejde med kortene? Hvad fascinerer dig ved dem? Hvad vil du gerne bruge dem til?

Skriv det ned. Hvis du skriver dine overvejelser ned løbende om hvordan du vil anvende tarot og om de betydninger du synes tarot generelt og kortene specifikt har for dig, vil du også kunne følge din egen udvikling i dit arbejde med og i din forståelse af tarotkortene.

Introduktion til tarotkursus

Så starter vi. Jeg er parat. Er du parat?

I april måned kommer der 10 blogindlæg, eller lektioner om du vil, som forberedelse til selve tarotkurset, der starter den 3. maj.

De kører frem til  ultimo april/primo maj  og emnerne vil være:

1. Hvordan kan DU bruge tarot?

2. Tarot er en gave

3. Fascination

4. Symboler

5. Tarot og etik

6. Hvordan fungerer tarot?

7. Synkronicitet og tarot

8.  Tarotsættet

9.  Udstyr

10. Oplæg

Der vil naturligvis være mulighed for at komme med kommentarer og spørgsmål undervejs. Men jeg vil understrege, at dette kursus er et selvstudium. Jeg HÅBER, at du selv arbejder med kortene og med de øvelser, jeg foreslår efterhånden som kurset skrider frem.

Universal Waite Pocket Edition
Ace of Wands krydset af Two of Pentacles

I første omgang er det et introducerende forløb og ikke selve kurset, men der vil måske være ting, du kommer til at tænke på. Derfor vil jeg opfordre dig til allerede nu at investere i en god notesbog. Du kan allerede nu begynde at skrive dine tanker ned; fx om hvorfor DU finder tarot spændende og hvordan du kan bruge tarot. Jeg kommer nærmere ind på det med notesbogen  i afsnittet om Udstyr.

0. Introduktion til tarotkursus

Ægget

1. Hvordan kan DU bruge tarot?

3 aspekter af Gudinden

2. Fascination

3. Tarotkortenes historie

4. Hvordan virker tarot?

5. Tarot og etik

Macbeth

6. Udstyr

7. 1 Hvilket sæt skal jeg vælge?

8. Hvordan gør jeg?

Tarot som spirituel sti

“[T]he Tarot is like a personal sage that one can converse with whenever guidance is needed. As day to day decisions are made from this place of wisdom, using the Tarot becomes a spiritual path”. Robert Place

Hvis jeg kunne ville jeg deltage i nogle af Robert Place’s workshops om tarot. Desværre finder de sted på den anden side af Atlanten.  En dag bliver det måske muligt.Hermit

Robert Place er nok det nærmeste jeg kommer en guru inden for området Tarot. Og når jeg læser dette citat og ser hans vidunderlige kunst – især hans arbejde med The Alchemical Tarot – men også The Vampire Tarot g hans øvrige sæt – bliver jeg blot bekræftet i det med at anvende tarot som min spirituelle praksis, og i at det væsentligste ved tarot er billed- og symbolsproget.

Det jeg finder fascinerende er at tarot kan anvendes som en kilde til visdom, og at det sker gennem symboler, som man bedst forstår intuitivt. Det er denne fascination,  som jeg ønsker at dele  i det tarotkursus, der starter her på bloggen i morgen.

The Hermit er tarottens svar på vismanden, der alene søger sandheden ved at søge ensomhed og introspektion.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Tarot

Som annonceret for nylig, starter jeg et tarotkursus op her på bloggen. Officielt begynder det først mandag d. 3. maj, men i løbet af april, fra d. 1. april til d. 30. april, vil der en til to gange om ugen være en post her på bloggen som forberedelse til selve kurset.

Grunden til at der vil være dette forberedende forløb, er at jeg ønsker at fortælle dig hvad du kan forvente dig, generelt om tarot, om hvordan jeg opfatter tarot, og om hvordan du selv kan forberede dig, fx hvilket tarotsæt jeg vil anbefale dig at anvende.

Derudover lægger jeg hver uge en lille introspektiv læsning ud på min engelsk sprogede blog Lapis Philosophorum (De Vises Sten). Det er et oplæg jeg kalder Det lille Kors, og det vil også indgå i kurset.

Om et par dage poster jeg et indlæg her, om hvordan jeg ser på forholdet mellem jungiansk psykologi og tarot.