Tag: dødsriget

Ned i Underverdenen

Inanna er himlens dronning, gudinde for sexuel kærlighed, frugtbarhed, skønhed – og krigsførsel. Hun er som mange af de store gudinder associeret med de store kattedyr – især løven. Hun er associeret med Venus og stjernen er et af hendes symboler.

Det er uklart, hvorfor Inanna nedstiger til underverdenen.

Hun hører sin søster Ereshkigal jamre, som i fødselssmerter, men muligvis er det fordi Ereshkigals husbond, Gugalana, er blevet dræbt, og Inanna ønsker at deltage i begravelsesfølget.

Inanna stiger ned, men har forinden bedt sin tjener hidkalde guderne Enlil, Nanna og Enki, hvis ikke hun vender tilbage. I underverdenen bliver hun frataget sine klæder, sine regalier, herunder hendes stav af Lapis Lazuli – alt, hvad der har med hendes position og magt at gøre. Hun står nu nøgen foran sin søster Ereshkigal:

Naked and bowed low, Inanna entered the throne room.
Ereshkigal rose from her throne.
Inanna started toward the throne.
The Annuna, the judges of the underworld, surrounded her.
They passed judgement against her.
Then Ereshkigal fastened on Inanna the eye of death.
Then spoke against her the word of wrath.
She uttered against her the cry of guilt.
She struck her.
Inanna was turned into a corpse,
A piece of rotting meat,
And was hung from a hook on the wall.

Her hænger hun i tre dage og tre nætter. Tjeneren sender bud efter de tre guder, og endelig Enki indvilliger i at redde hende. Han sender to dæmoner ned efter hendes lig, og en byttehandel finder sted, hvorved det lykkes at få Inanna fri – mod at hendes mand Dumuzi – og hans søster, der går i forbøn for ham – skiftes til at være i underverdenen et halvt år ad gangen.

Hvad betyder det?

Inanna og Ereshkigal er to sider af samme helhed.
På det symbolske plan betyder det, at kvinden – for at få del i en rå, upersonlige urkraft, som Ereshkigal repræsenterer – må ofre alt, og må møde sin skygge nøgen. Ereshkigal står for alt det grimme og kolde, det isolerede, og separerende, som kvinder har brug for for at kunne stå ved sig selv. Alt det er noget som kvinder har svært ved at acceptere ved dem selv og tage i besiddelse. Fordi det har været ildeset og undertrykt i den almindelige kulturelle og psykologiske opfattelse af kvindelighed.

Turen på kødkrogen – døden, råddenskaben – betyder opgivelsen af alle prætentioner om kontrol og ego – at lade maskerne falde – og alt det vi tror vi bør eller skal være, finde os i, udholde, acceptere.

For nutidige kvinder betyder det ikke mindst alt det lort vi byder os selv i perfektionismens navn. Ved at overgive os til skyggen og dens rasen – og at vedkende os den anden side af det kvindelige, kan vi finde den helhed, som Inanna og Ereshkigal tilsammen repræsenterer.

Kødkrogen

Jeg elsker, når hedenske elementer optræder i fx populærkulturen. Jeg synes, at det er storartet at der optræder en mænade i anden sæson af True Blood, der driver hele Bon Temps til vanvid – også selvom det er skræmmende. Naturligvis skal man tage det med et gran salt – for det bliver jo ofte gjort temmelig spektakulært og forvrænget – men det er spændende når de elementer kommer i spil.

En grund til, at jeg er tiltrukket af disse myter og symboler er naturligvis, at det kvindelige har en plads i her – fx i myten om Inanna og Ereshkigal – som det har mistet i kristendommen. Kristendommen – især i den lutherske version – er temmelig gold set fra det feminines synspunkt, ikke engang Maria har nogen særlig betydning – men det er jo ikke noget nyt.

Inanna i sit aspekt af krigergudinde med foden på en løve

En anden problematik er adskillelsen af ånd fra materie. Jeg kom til at tænke på da jeg læste følgende i Descent to the Goddess af Sylvia Brinton Perera (om Ereshkigals krog):

“This sense of the pole suggests an aspect of the impersonal feminine yang energy. It makes firm, nails down into material reality, embodies and grounds spirit into matter and the moment. It it thus supportive, a peg to hang onto through life’s flux. […]”

Materien, det første (prima materia), det konkrete, det som er os – det som inkarnerer os – vores krop, især den kvindelige krop, er ildeset i kristendommen og i patriarkatet. Der er sket en adskillelse mellem ånd og materie, en adskillelse, som er som et sår, både for mænd og kvinder, og som måske først er ved at heles nu, psykologisk og kulturelt.

Denne splittelse betyder, at kvinder kan have svært ved at forbinde sig med verden, at findes vores kraft og tage den i besiddelse. Vejen ned i dødsriget til skyggesøsteren (det kvindeliges skyggesider, ildeset af patriarkatet), døden og det at blive hængt på en kødkrog, som Inanna bliver det af sin søster, fortæller symbolsk om at dykke ned, ned for at finde den styrke, der skal til for at forene ånd og materie.

Accepten af kroppen, kroppen som den er – ikke den idealiserede krop, der burde være og som vi repræsenteres for i kulturelle normer og skønhedsidealer – er svær. Kvindernes lod har været menstruationer, graviditet, vold, voldtægter, fødsler, barselsdød og barrnedød, sygdomme, udslidthed og tidlig aldring og død. Vi er – kulturelt – blevet identificeret med kroppen og gjort til objekter – og det er svært at tage den besiddelse, at elske den som vores egen, fordi der i de sidste 2000 år har været skam, skyld, synd og urenhed forbundet med kroppen. Og der er stadigvæk dobbelte standarder for kvinder fx i forhold til seksualitet – make no mistake.

Hvad jeg søger er en anerkendelse af det feminines kraft – som vi finder den i myter som den om Inanna og Ereshkigal – og som vi må tilbage til de ældgamle fortællinger om Gudinderne for at finde. Og naturligvis kræver det også balance – og en anerkendelse af at det feminine ikke blot handler om kvinder – men også mænds kvindelige aspekter.

Det jeg efterlyser er naturligvis ikke kontrollerende bitterfisser – men ægte rå kvindelig kraft, hvor der er fundet en helhed – hvor kvinder er i kontakt med og forbundet til deres maskulinitet og kan bruge den kontruktivt og afbalanceret.

Tilsyneladende kræver det en tur på Ereshkigals kødkrog …