I vores moderne verden er det tilsyneladende godt at være målrettet, disciplineret, smuk, stærk, kreativ, hip, i ro, i balance etc. Indtil for nylig, forekommer det mig, har det i høj grad handlet om at være – perfekt – uanset indenfor hvilket område, man så søgte denne perfektionisme. Men det er som om at trenden er ved at vende – fra at være fx perfekt til at være – hverken mere eller mindre.
Men der er jo ikke noget galt i at ville være nogle af disse ting i sig selv. Ikke for perfektionismens skyld – jeg tror dybest set, at det er omsonst at søge perfektionisme – ihvertfald for at kunne sige at man er perfekt. Hvad er der omme bag perfektionismen, i en grad at den overhovedet kan opnås?
Spørgsmålet er, hvad der driver os til at sætte de mål, vi sætter os?
Er det Kan eller Skal? Bør eller Vil?
I hvilke af disse udsagn er der mest energi: “Jeg bør gøre dette fordi jeg skal. Jeg skal gøre dette fordi jeg bør”. Eller: “Jeg kan gøre dette fordi jeg vil. Jeg vil gøre dette fordi jeg kan”.
Der er naturligvis ting i denne verden, der skal gøres. Hvis man for eksempel har børn. Jobbet skal passes, regningerne skal betales og basale praktiske ting skal ordnes. Etc. Men det er egentlig ikke sådanne ting, jeg tænker på. Som udgangspunkt tager man sig af sine børn, fordi man har har valgt dem og elsker dem. Man passer sit job, fordi man kan lide det og har valgt en profession, hvor man kan anvende sine kvalifikationer, evner og kompetencer bedst muligt. Eller jobbet gør en i stand til at opfylde andre mål.
Nu tænker jeg netop på de mål, der har med vores mere personlige drømme og ønsker at gøre. Det vi ønsker at være eller gøre eller opnå. At tabe sig, at lære en ny færdighed, at tage ud at rejse, at løbe en marathon, at bestige et bjerg, at skrive en bog.
Jeg tog det første eksempel med, fordi det egentlig meget godt beskriver forskellen på Skal/Bør vs. Kan/Vil. Skal jeg tabe mig, fordi jeg bør være slank. Skal jeg tabe mig fordi jeg vil og det at ville det, gør at jeg kan?
Med andre ord, er det der driver mig drevet af det jeg forventer, at andre forventer af mig? Eller mine egne forventninger projiceret ud på andre? Så jeg føler at mine omgivelser dømmer mig – men egentlig dømmer jeg mig selv.
Eller er jeg drevet af en indefra styret vilje, der gør mig istand til at arbejde mig hen imod mit mål?
Det er nogle spørgsmål jeg selv er blevet mere bevidst om i den proces, det er at arbejde med mål. For det er jo godt at have nogle mål. Men det er også godt at blive bevidst om, hvad der styrer mig henimod mit mål, både i det at gøre dem klart og det at arbejde mig hen imod dem. Og måske bliver jeg klar over, at det vigtigste ikke er at opnå selve målet, men snarere den bevidstgørelse og forståelse, der ligger i selve processen, og måske bliver jeg så igen klar over, at det ikke er så vigtigt at have et mål eller at nå et mål, eller at være noget – men snarere det at være til – og at være bevidst om denne væren.