Kan eller Skal? Bør eller Vil?

I vores moderne verden er det tilsyneladende godt at være målrettet, disciplineret, smuk, stærk, kreativ, hip, i ro, i balance etc. Indtil for nylig, forekommer det mig, har det i høj grad handlet om at være – perfekt – uanset indenfor hvilket område, man så søgte denne perfektionisme. Men det er som om at trenden er ved at vende – fra at være fx perfekt til at være – hverken mere eller mindre. 

Men der er jo ikke noget galt i at ville være nogle af disse ting i sig selv. Ikke for perfektionismens skyld – jeg tror dybest set, at det er omsonst at søge perfektionisme – ihvertfald for at kunne sige at man er perfekt. Hvad er der omme bag perfektionismen, i en grad at den overhovedet kan opnås?

Spørgsmålet er, hvad der driver os til at sætte de mål, vi sætter os?

Er det Kan eller Skal? Bør eller Vil?

I hvilke af disse udsagn er der mest energi: “Jeg bør gøre dette fordi jeg skal. Jeg skal gøre dette fordi jeg bør”.  Eller: “Jeg kan gøre dette fordi jeg vil. Jeg vil gøre dette fordi jeg kan”.

Der er naturligvis ting i denne verden, der skal gøres. Hvis man for eksempel har børn. Jobbet skal passes, regningerne skal betales og basale praktiske ting skal ordnes. Etc. Men det er egentlig ikke sådanne ting, jeg tænker på. Som udgangspunkt tager man sig af sine børn, fordi man har har valgt dem og elsker dem. Man passer sit job, fordi man kan lide det og har valgt en profession, hvor man kan anvende sine kvalifikationer, evner og kompetencer bedst muligt. Eller jobbet gør en i stand til at opfylde andre mål.

Nu tænker jeg netop på de mål, der har med vores mere personlige drømme og ønsker at gøre. Det vi ønsker at være eller gøre eller opnå. At tabe sig, at lære en ny færdighed, at tage ud at rejse, at løbe en marathon, at bestige et bjerg, at skrive en bog.

Jeg tog det første eksempel med, fordi det egentlig meget godt beskriver forskellen på Skal/Bør vs. Kan/Vil. Skal jeg tabe mig, fordi jeg bør være slank. Skal jeg tabe mig fordi jeg vil og det at ville det, gør at jeg kan?

Med andre ord, er det der driver mig drevet af det jeg forventer, at andre forventer af mig? Eller mine egne forventninger projiceret ud på andre? Så jeg føler at mine omgivelser dømmer mig – men egentlig dømmer jeg mig selv.

Eller er jeg drevet af en indefra styret vilje, der gør mig istand til at arbejde mig hen imod mit mål?

Det er nogle spørgsmål jeg selv er blevet mere bevidst om i den proces, det er at arbejde med mål. For det er jo godt at have nogle mål. Men det er også godt at blive bevidst om, hvad der styrer mig henimod mit mål, både i det at gøre dem klart og det at arbejde mig hen imod dem.  Og måske bliver jeg klar over, at det vigtigste ikke er at opnå selve målet, men snarere den bevidstgørelse og forståelse, der ligger i selve processen, og måske bliver jeg så igen klar over, at det ikke er så vigtigt at have et mål eller at nå et mål, eller at være noget – men snarere det at være til – og at være bevidst om denne væren.

Ro, fokus og nærvær

Dette indlæg på ZenHabits beskriver fuldstændigt, hvad jeg mener, når jeg siger at det centrale for mig i de næste mange måneder vil være ro, fokus og nærvær. Jeg har simpelthen brug for at komme helt ned på jorden, helt ind til det essentielle.

De ti retningslinjer, Leo giver, er følgende:

1. Do less.
2. Be present.
3. Disconnect.
4. Focus on people.
5. Appreciate nature.
6. Eat slower.
7. Drive slower.
8. Find pleasure in anything.
9. Single-task.
10. Breathe.

En elvte ting for mig ville være:

11. Sleep – ihvertfald 7-8 timer hver nat. Jeg læste for nylig at i søvnen fornyes cellerne fra klokken 22-23 til 3 om natten, mens sindet fornyes fra klokken 3 og frem mod opvågningstidspunktet (for mit vedkommende omkring 6-6.30). Det er altså vigtigt at få sovet hele natten.

En gave

Jeg har netop læst Den stille pige færdig.
Den har inspireret mig til at lytte mere. Ikke blot til Bach, men også til andet musik. Og ikke blot til musik, men også til lyde som de nu er. Og ikke blot til lydene, men også til stilheden. Den stilhed som Kasper Krone søger, bag alle lydene.

Og her til aften sad jeg så og lyttede til Coltrane and A love supreme – som jeg ikke har hørt længe. Og så kom jeg til at tænke på at musik – for mig er den ultimative gave. Fordi jeg kun kan modtage den. Jeg er ude af stand til selv at frembringe musik, og jeg er ude af stand til at forholde mig til den eller forstå den på et intellektuelt plan (selvom jeg indirekte gør det nu) for jeg har intet sprog for musik. Jeg kan kun lytte til, taknemmeligt, hvad mennesker som Coltrane eller Mozart eller Bach har frembragt. Jeg kan lytte til deres inspiration. Ydmygt. I begrebets bedste forstand.

Og det er faktisk en enorm lettelse. En form for frirum. Her er der noget – et domæne – som jeg ikke kan gennemtrænge eller gøre noget i. Med ord er det anderledes. Med ord eller litteratur eller begreber ligger der altid en forstyrrende idé om at jeg selv kan eller burde kunne frembringe noget. En forstyrrende ambition. Muligheden er der, og dermed også muligheden for selvovervurdering og skuffelse. Mit ego kommer i vejen for oplevelsen på den mest irriterende vis.

Men med musikken behøver jeg bare at lytte og at være og at modtage.