Series: Soulmaking

Soulmaking III

Jeg tror måske at det er forkert spørge hvor sjælen er?” For det er ganske rigtigt meget svært at beskrive, hvor sjælen befinder sig.

Måske er det fordi spørgsmålet er forkert. Måske er det mere relevant at spørge, hvad sjælen er.

Og da jeg grundede over dette i løbet af dagen, faldt det mig ind, at sjælen måske mest af alt er en dimension eller en proces, vi kan befinde os i, eller som vi kan træde ud og ind ad. Lidt som klædeskabet i Narnia-serien.


At den ikke bor inde i os, men at vi kan træde ind i den, gennem det, som Hillman kalder Soulmaking:

The potential for soulmaking is revealed by psychic images to which a person is drawn and apprehends in a meaningful way. Indeed the act of being drawn to and looking deeper at the images presented creates meaning – that is, soul.

Dermed bliver det at skabe sjæl en kreativ meningsskabende proces, hvor vi er i kontakt med vores drømme, fantasier og vores passion, og hvor vi tør træde ind i de mere skyggeagtige, smertende, svampede områder af sindet – og gå i dialog med disse sider af os selv. Ikke for at analysere dem, men for at skabe en relation til dem.

For at skabe mening. Det betyder ikke at vi forstår alt, eller at alt bliver belyst af pludselig indsigt. Måske betyder det en anerkendelse af at mørket, at dybet, at stemningen –  being blue – vitterligt tilhører os, er os, vores sandeste essens.

Det betyder ikke at smerten mirakuløst forsvinder eller at den eksistentielle lidelse slipper sit tag i os, men at vi kan bære den som en del af os.

Det giver sjæl og dybde til et menneske.

Soulmaking II

Men hvad er da “Sjæl”? Hvor findes sjælen? Hvordan “skaber” vi sjæl? Hvordan giver vi den mere rum, mere plads?

Det er alt sammen spørgsmål, som jeg ikke har svaret på, men jeg vil forsøge at indkredse dem her på bloggen i 2012.

James Hillman, som døde i oktober 2011 er måske den moderne psykolog, der har fokuseret mest på sjælen, idet han mente at det er det psykologi oprindeligt og egentligt handler om; studiet af sjælen – og ikke studiet af adfærd eller kognitive processer.

Men igen, kan vi så spørge; for at kunne studere sjælen og dens udtryk, må vi prøve at indkredse “hvor” den er – eller hvad den er?

Ifølge Hillmans samling af tekster A Blue Fire har vi mistet forståelsen af  sjælen i det cartesianske split mellem ydre og indre – mellem den ydre håndterlige virkelighed og indre bevidsthedstilstande eller mellem krop og et sammenfiltret konglomerat af bevidsthed, psyke og ånd.


Sjælen findes det tredje sted, som vi på en eller anden måde har mistet og som vi har stadig sværere ved at orientere os efter. Stedet for drømme, fantasi, passion, refleksion  –  og divination? – som hverken er fysisk håndgribelig eller spirituelt eller abstrakt.

Så enten synes ånd og sjæl at blive forvekslet – eller også bliver det åndelige eller spirituelle favoriseret på bekostning af sjælen.

Måske fordi sjælen ifølge Hillman skal findes der hvor det gør ondt;

“For soul is always in the thick of things; in the repressed, in the shadow, in the messes of life, and in the pain and confusion of love.”

Ved at forsøge undfly disse smertefulde steder og tilstande gennem transcendent spiritualitet gør vi blot splittelsen dybere, vi mister forbindelsen til sjælen, vi sårer den og vi risikerer – som kultur og på det personlige plan – at forfalde til ekstremer, til det bogstavelige og til fanatisme.

James Hillman: A Blue Fire. 1991.

Soulmaking

Det gamle år rinder stille ud, og det nye venter.

For mig har der altid været en speciel magi forbundet med dette tidspunkt på året, og overgangen fra det nye til det gamle. Det giver en mulighed for fornyelse, for at starte på en frisk, for nye kræfter og ny energi.

Jeg ved at 2012 bliver et år præget af nøjsomhed og fokus, for jeg har et mål, som kræver dette af mig. Og som jeg vil hellige mig.

Billedligt talt har jeg i løbet af de sidste år vandret på det flade land hen imod det bjerg, jeg vil bestige.  Jeg har vandret langt for at nå hen til bjergets fod og nu skal jeg til at begynde opstigningen – så nytter det ikke vige tilbage, selvom der kommer forhindringer.

Hvis jeg på nogen måde har lært noget i 2011 er det hvor vigtigt det er at være – bare at være. At give sig selv rum til, lov til bare at være, uden at være og ville noget bestemt.

At give sig selv rum, og dermed give plads til sjælen, til den man virkelig er.

Det er soulmaking – og det er et tema jeg vil arbejde videre med i det kommende år.

Nu er der så tilbage at ønske alle et godt nytår med ro, fordybelse og plads til sjælen i 2012!