Series: Paracelsus

Svovl

Svovl (Sulphur) symboliserer det fyrige, maskuline princip, der er associeret med sjæl, ild, med farven rød, med blod. Svovl er som Kviksølv flygtigt (volatile), men også brandfarligt, og eksplosivt.

Som beskrevet tidligere går Svovl og Kviksølv i forbindelse med hinanden og symboliserer den sidste af faserne i alkymistiske værk, Rubedo, – der igen symboliserer lidenskab, passion, foreningen af modsætninger – kronen på det alkymistiske værk; helhed.

I den forstand symboliserer det Den røde konge, der forenes med den Hvide dronning i Conjunctio, i en lidenskabelig forening af modsætninger, der tilsammen skaber en ny helhed.

Bemærk det røde i dronningens dragt og det hvide i kongens ...

Det er vigtigt at huske vi her taler om symboler. Symbolet er polyvalent. Ingen betydninger er fikseret i rigide modsætninger. Symbolet repræsenterer Det tredie, det der finder sted mellem – eller “over” lys og mørke, maskulint og feminint etc.

Foreningen mellem det mandlige og det feminine, mellem Kongen og Dronningen i Conjunctio,  er “større” end “summen” af de to tilsammen, der er tale om transcendens; noget nyt finder sted.

Hertil kommer, at de alkymistiske kvaliteter er såvel maskuline som feminine – udfra en anerkendelse af hverken det maskuline eller det feminine har monopol på bestemte kvaliteter eller egenskaber;

“The alchemists did not keep a fixed dichothomy between male and female.”

Det maskuline er ikke mere værd end det feminine; de to poler må finde hinanden, for at kunne forenes. Og en forudsætning for dette er at de skal foretages en differentiering;

Man kan ikke forene det, som er blandet sammen.

Under alle omstændigheder bidrager alle disse forskellige lag af symboler og betydninger til en konstant følelse af flux når man beskæftiger sig med alkymiens symbolsprog, flux, forvirring og fascination.

Kilde: Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis

Kviksølv

Ifølge Paracelsus var kviksølv (af gr. hydragyron – flydende sølv, vandsølv)  sammen med salt og sulfur de tre grundelementer i alkymien. Sulfur blev associeret med Solen, kviksølv med Månen og og salt med jorden og Prima Materia.

I alkymien anvendtes kviksølv som udgangspunkt for at skabe det ædleste af alle metaller  – Guld.

Sammen med sulfur skabes merkurisk sulfid eller Cinnabar, der er blodrødt og derfor blev denne kemiske forbindelse associeret med Rubedo i den alkymistiske sekvens af farver. Rubedo symboliserer psykologisk frigivelse af energi (libido i bred forstand), helhed, kulminationen på det alkymistiske arbejde og mødet med Selvet (individuation).

I Splendor Solis associeres Mercury (planeten) med The White Queen

I alkymien refererer kviksølv/merkur mere til merkuriske kvaliteter end til metallets kemiske egenskaber, selvom der naturligvis er en metaforisk  sammenhæng ellers ville de mange associationer mellem kemi, alkymi, mytologi, symbol – og psykologi – næppe være opstået. (Og det tør siges, at i alkymien er disse associationer legio – og temmelig forvirrende).

De egenskaber, der kendetegner kviksølv (også symbolsk) er dets volatilitet – dets bevægelighed, dets flygtighed, dets hurtighed, og dets evne til at indgå i forbindelser med andre stoffer.  Kviksølv er en “agent”, der skaber forandring.

Og: Tænk på den græsk-romerske gud Hermes/Merkur; hans vingede fødder, hans rolle som gudernes budbringer, facilitator og trickster. Han stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene – han bringer lys og bevidsthed.  Metallet kviksølv ses i tre tilstande, som Hermes/Merkur kunne bevæge sig i tre verdner.

Hvor Hermes/Merkur eller den merkuriske energi er, sker der forandring og nye forbindelser af kreativ og “kemisk” art opstår. Hermes er en trickster, som kan komme og gå, men næppe indfanges eller tæmmes.

Han kommer med gaver, inspiration input og indfald, hvis vi har øjne og sind åbne, og vi kan modtage dem i taknemmelighed, glæde og kærlighed, men vi kan ikke fastholde ham eller det i nogen bestemt form – det er imod hans natur.

Salt

I alkymiens Magnus Opus er salt en væsentlig bestandel – sammen med kviksølv (mercury) og sulfur.

Salt er relateret til Prima Materia, til form, til det håndgribelige og til jord. Salt er er bittert – i starten af transformationsprocessen. Men salt er også  relateret til visdom – Sal Sapientia.

I følge Jung kan vi ikke være bitre og viise på samme tid. De to udelukker gensidigt hinanden:

“The most outstanding properties of salt are bitterness and wisdom … Tears, sorrow and disappointment are bitter, but wisdom is the comforter in all psychic suffering. Indeed bitterness and wisdom form a pair of alternatives: where there is bitterness wisdom is lacking and where wisdom is – there can be no bitterness. Salt is the carrier of this fateful alternative …”

Er du bitter kan du ikke endnu transformere erfaring til livsklogskab. For at kunne gøre det kræves det at du giver slip, lader det gamle gå, sætter det fri, og dermed sætter dig selv fri. Lettere sagt end gjort naturligvis. Jeg tror dog ikke at sorg er en del af bitterheden, jo smerten ved at miste er naturligvis bitter.

Men egentlig tror jeg at sorg er vejen fra smerte til visdom.  Kunsten er at erkende og acceptere smerten ved at skulle give slip, ved at lade ting gå. Det der har været eller det, som ikke skulle være. Istedet for at forblive bitter og vred, påtager vi os sorgen, og det er den, vi bibeholder, og det er igennem sorgen vi renses, og bliver vise. Det er den proces alkymien (også) symboliserer.