selvværd Arkiv ~ Prima Materia

Bitch II

I kølvandet på Bitch har Elisabeth Wurtzel skrevet en sjov lille bog kaldet The Bitch Rules. Det er basalt set mere råd end regler, og jeg vil her dykke ned i de af dem der giver mening – nogle gør det mere end andre – ihvertfald for mig. Kort sagt det kan koges ned til tre ting: Vær nysgerig, vær fanatisk, vær smuk!

Always Ask
Vær nysgerrig, spørg, undersøg, lær noget nyt hver dag. Vær ikke bange for at spørge, og føl dig tryg nok ved det du ved, til ikke at være utryg ved at indrømme at du ikke ved alt:

“This is the essence of life. This is the only reason to get out of bed in the morning … Everyday is a new oppurtunity to ask more questions and see what happens. If you do nothing else with your day, at least make many inquiries and feel free to demand good and satisfying answers … Curious people are not always the happiest people, but they are never bored”

Embrace Fanaticism

Hav interesser, vær interesseret, brænd for noget – for din helt egen skyld.

“Women must learn to be completely nutcases and crazily committed to ideas, theology, interests – anything.”

Wurtzel implicerer, at mænd er bedre til at have altopslugende interesser end kvinder, og at de er mindre tilbøjelige til at lægge dem til side for kvinder end omvendt. Måske er det sandt. Jeg kender nu også mænd, der ikke synes at være interesseret i noget som helst – og for så vidt også kvinder.

Det korte af det lange er at personer, der brænder for noget er ti gange mere interessante at tale med og lære fra end de, der ikke har nogle interesser og heller ikke er særlig interesserede i noget som helst.

Sagen er at hvis du er interesseret – bliver du interessant. Hvis du brænder, så varmer du.

Be Gorgeous
Sørg for at præsentere dig selv bedst muligt for verden – uanset hvordan du fra naturens side er skruet sammen – det hjælper på alt – ikke mindst selvværdet.

“[Y]ou must make the absolut best of what you have, you must present yourself as the most delicious, enticing and well-wrapped package as you can possibly manage.”

Det handler ikke mindst om at have omsorg for sig selv, men der er også lidt alkymi eller magi på færde her:

“And in the course of taking care of yourself, somehow you get better looking. No one knows precisely how this alchemy works but attending to your personal needs and wants and desires is more likely to prettify and beautify you than any kind of platic surgery” … If You do these thing with regularity [fx facials, massages etc] you will strat to feel it is your right to be treated right. And people who feel entitled are more likely to to get what the want, than those who meekly stand by in a chronic state of worthlessness.”

Det sidste råd jeg vil viderebringe fra bogen er det evigtgyldige: Save yourself. Tag selv magten og ansvaret for dit velbefindende.

Bitch I

For nylig læste jeg Bitch – In praise of Difficult Women af Elisabeth Wurtzel.

Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om den. Jeg kan godt lide dens grundlæggende budskab – som jeg kommer til straks – men den har nogle problemer. Dels er den for lang, dels taler den om amerikanske forhold i sluthalvfemserne og det føles sjovt nok som værende meget længe siden.

Men dens grundbudskab er godt. Jeg synes bare at det ville have stået skarpere, hvis forfatteren havde brugt færre ord til at pakke det ind i.

Det er en feministisk bog, der handler om kvinder, der på forskellige måder er svære at have med at gøre, og/eller som kommer galt af sted, fordi de er svære at have med at gøre. Som på forskellige måder ikke indordner sig. Eller er deprimerede, eller begår vold, eller er præsidentfruer eller bliver myrdede af deres jaloux eksmænd. Faktisk er der tale om en samling af fem essays, og derfor stritter bogen også i mange forskellige retninger. Men jeg vil nu give et bud på hvad dens samlede budskab er.

Først beskriver den, hvordan kvinden som Prima Bitch i såvel mode- og makeupindustrien hyldes og feteres, og hvordan hun beskrives i film som Fatal Attraction, Basic Instinct, og ikke mindst Thelma & Louise – som jeg elsker.

Sagen er bare, at når det kommer til stykket viger de fleste – såvel kvinder som mænd – tilbage for kvinder der opfører som bitches – dvs er besværlige, krævende, selvhævdende. Som ikke indordner sig under de almindelige udskrevne regler for god opførsel – for kvinder. Som vil have magt til at definere deres egen identitet og seksualitet.

Der er utrolig mange gode citater at hente i bogen, og her kommer et, der beskriver hvad den (bogen)/det (hele) handler om:

“But for a woman, to assume she has to be not nice, it puts her outside the system outside og what is acceptable … She can be anyone who decides that what she wants and needs and believes and must do is more important than being nice … [A]s soon as she says, catch me if you can, I’m so free, this is my life and the rest can fuck off and die – as soon as she lay down the option of my way or the highway, it’s amazing how quickly everyone finds her difficult, crazy, a nightmare: a bitch” p. 30.

So. So what?

Den tanke jeg sad tilbage med er, at der på det sociokulturelle plan stadig eksisterer dobbelte standarder for mænd og kvinder. For hvordan vi kan opføre os erotisk, kulturelt, politisk etc. Nypuritanismen har iøvrigt ikke gjort det nemmere – hverken for mænd eller for kvinder. Men. Vi skal ikke tilbage i skyttegravene. Det er ikke et spørgsmål om kvinder versus mænd.

Desværre er det sådan at kvinde stadig er kvinde værst – og misundelse, nid og angst blandt kvinder – afholder kvinder fra at slippe den pæne pige og være dem selv.

Der er et bestemt sted i Helvede for kvinder der ikke hjælper andre kvinder sagde Madeleine Albright. Men der er også et særligt sted i Helvede for kvinder der prøver at ligne de andre. Citat: Julia Lahme.

Guess what. Vi kan ikke ligne de andre, for vi er ikke som de andre, og derfor er det fuldstændigt sandt at det er helvede at forsøge at indordne sig under, hvad man tror de andre er eller hvad de forventer. Det er umuligt.

Og det er det bogen også får mig til at tænke på. At det dybest set handler om at finde og være sig selv. At værdsætte sig selv, i.e. om selvværd, som Gloria Steinem har skrevet en hel bog om. At få sit eget værelse, som Virginia Woolf sagde, og som jeg selv siger: Om at være sit eget excentriske hus. At blive sig selv.

Måske er prisen – for kvinder – stadig – at være en bitch. Men er det (ikke) prisen værd?

Det uperfekte

På mandag udkommer bogen Miss Perfect af Pernille Schnoor. Den handler om kvinders hang til at ville være perfekte og hvilke konsekvenser det har for os. Hun var i radioen hos Poul Friis her til morgen og det kan du læse om og høre her.

Det forekommer mig at der er en ændring på vej i dette kollektive ønske om perfektionisme, som så mange kvinder tilsyneladende og desværre ligger under for. Det synes jeg bare er så godt. Glansbilledet er ved at sprække. Jeg synes det sprækker fra flere sider, og jeg hører til stadighed flere kvinder – fx hende her – tale om det, at der en forandring i gang, der handler om at vi ikke vil leve med dette krav om perfektionisme.

Jeg tror at der skal arbejdes på at opløse dette ideal om perfektionisme, både udefra og ind, og indefra og ud.

Een ting er de krav, som kommer ude fra. Eller som vi tror kommer udefra. Så er der det, der kommer indefra.

Det er væsentligt, at vi selv griber i egen barm og lader være med at kritisere os selv hele tiden. Selvkritik er selvvold. Tænk på det du fortæller dig selv, at du skal eller bør. Den lille stemme inden i, som uafladeligt kværner løs og kritiserer. MEN som netop ikke er DIG. Kunsten er ikke at identificere dig med den stemme. At blive bevidst om den, erkende at den er der og så slippe den.

Vær god ved dig selv. Tillad dig selv at holde af dig selv. Tillad det perfekte billede af dig selv at sprække. Når du får stemmen i dit indre til at tie og holder op med at være så perfekt hele tiden. Når du slipper kontrollen. Gad vide hvad der så kommer ud? Lyser ud af dit hjerte?

Selvværd

Det smukkeste ved blogging er muligheden for at blive inspireret – og at give det videre.

Jeg blev inspireret af Becoming Minimalist til at tænke på at ville have mindre gør det nemmere bare at være. At begære noget er at flytte energi ud i noget andet, og det er fremtidsrelateret. Det flytter fokus væk fra nuet og ind i en fantasifremtid.

Implicit i det at ville have noget eller at ønske mig noget andet, er at jeg selv – som den jeg er lige nu – har mindre værdi. For energien (værdien) tillægger jeg det begærede objekt.

Jeg tænkte på, hvad der forhindrer mig i at nyde bare at være til og værdsætte mig selv? For jeg har jo det jeg har brug for.

Og jeg har de mennesker, jeg elsker og holder af omkring mig. Og jeg møder hele tiden nye og spændende mennesker, og muligheder. Hvad er det der forhindrer mig i at værdsætte alt det?

At jeg ikke værdsætter mig selv nok. Jeg tror det er så enkelt. Den tanke blev jeg inspireret til af Karin, der gav et par citater fra When I loved myself enough.

“When I loved myself enough

I quit rehashing the past and worrying about the future

which keeps me in the present where aliveness lives”

Jeg tror egentlig at vi er mange, der arbejder med at opbygge en grundlæggende følelse af selvværd. Men. Hvis vi tillægger os selv mere værdi – og nuet – så kunne vi måske også værdsætte os selv noget mere? Ja ligefrem elske os selv? Give os selv omsorg? Og så ville det blive nemmere at værdsætte det, vi er – og allerede har – så vi ikke behøver mere.

Det er en god cirkel: At ville have mindre og bare være. At værdsætte nuet og det der er. Og dermed elske sig selv. Og begære færre ting.

Giver det mening?