Nøjsomhed

Da jeg for 20 år siden boede i Århus, boede min veninde på Nøjsomhedsvej i Brabrand.

Det var pudsigt, for hun var virkelig nøjsom, grundet sin daværende livssituation og det er hun endnu. Jeg har tænkt meget på begrebet nøjsomhed på det sidste, fordi jeg nu selv er i en situation, hvor jeg må vælge at være nøjsom.

Nu bor jeg også på “Nøjsomhedsvej”. Nøjsomhed er ikke noget der falder mig let, må jeg indrømme. Min naturlige tendens er expansion og udfoldelse, hvilket snarere gør mig til et pengesvin end en sparegris – hvis jeg altså havde uanede midler. Og jeg har en naiv, optimistisk tro på at det “hele nok skal gå”.

Ashmolean-piggy-bank

Dette er en antik sparegris. Jeg tænker at grunden til at det netop er grisen, der bruges til opbevaring af penge er, at den er et gammelt frugtbarhedssymbol. En af den nordiske gudinde Frejas skikkelser var således en so. Denne ser dog lidt olm ud. Måske får den ikke penge nok?

Men som jeg har talt med den samme veninde om for nylig, så handler det jo ikke udelukkende om at være nøjsom af nød (selvom det desværre er virkeligheden for mange mennesker), men fordi jeg har valgt det på det nuværende tidspunkt i mit liv. Alle livets valg medfører nogle bestemte konsekvenser, og de valg, jeg har gjort hidtil mit liv har ført til den situation, jeg er i nu. Jeg tager selv det fulde ansvar for det, der er jo ikke andre, der kan/skal/vil.

Nøjsomhed handler om at prioritere. Jeg har taget det valg at blive boende i mit hjem efter skilsmissen for at skabe tryghed for mig selv og børnene. Et valg medfører fravalg af andre ting; ferier, forbrugsgoder etc.

Du kan ikke både havde en kæmpevilla, og tage på adventureferier hvert andet år for at bestige Kilimanjaro (Hov nu dukkede det op igen!) og samtidig beklage dig over at du ikke har råd til en lystyacht. Jo – der vil altid være mennesker, der kan det hele. Men for de fleste af os handler det om at prioritere, at vælge.

Og det handler igen om værdier. Du kan jo også vælge at være nøjsom af moralske årsager; fordi det er bedre for miljøet (ja, det er nok et valg, som vi er nødt til at foretage fremover). Eller det kan være et valg, der handler om simple living eller minimalisme, at leve så enkelt som muligt, fx af æstetiske årsager, eller fordi du sætter mennesker, relationer og nærvær højere end ting og oplevelser.

Så det handler om værdier; ikke udelukkende om de jordiske – som bolig, aktier, smykker etc. – men om de etiske; hvad betyder noget i dit liv nu og på længere sigt. Og det er ikke overraskende, at dette forandrer sig gennem livet.

Men det er måske værd at stoppe op engang i mellem og spørge dig selv, hvad der egentlig betyder noget, og har værdi for dig, og så sætte kompasset derefter. Hvad er dine værdier og hvilke handlinger skal det afføde, udfra den konkrete livssituation du er i nu, og de muligheder, du har?

Så: Hvad er dine værdier – og hvilke valg og konsekvenser har de for dig nu?

Minimalisme

Jeg læser et par blogs der handler om minimalisme, eller om det som på dansk nok kendes bedst under betegnelsen Simple Living. Det er en bevægelse eller trend, der handler om at skabe et mere enkelt liv, hvor det er nogle mere essentielle værdier, der betyder noget, fremfor forbrug, fremfor eje, have og købe fx.

For mig handler det om de værdier, jeg tidligere har skrevet om; Ro, Fokus, Nærvær, og om Intention, Intuition og Inspiration. Og også Introspektion; det indre liv, selverkendelse, drømmearbejde etc.  For at skabe rum til dem i mit liv, er det nødvendigt at skære andre ting fra.

Det handler om at starte i det små.

Ifølge Babautas e-bog the simple guide to a minimalist life handler det om at starte med disse fire trin:

1. Start med at erkende, at du allerede har nok

2. Skær ned på dine ejendele

3. Gør din kalender mere enkel

4. Redigér det du gør ud fra principperne fra minimalisme/simple living

Bogen er en guide, der beskriver principperne. Den er ikke en trin for trin guide, man vælger selv den vej man vil gå og den grad af minimalisme, man ønsker at integrere i sit liv.

Det er derfor at de fire punkter er udgangspunktet, man kan gå ud fra og uddybe gradvist.

For mig at se er det umådeligt vigtigt at huske at det er en proces. Og jeg synes det er svært, men det er en udfordring. Og det er også derfor at 2 ud af de 4 forandringer, jeg ønsker at indføre i 2010 har at gøre med minimalisme,  det med at rydde op og bruge færre penge.  I det hele at søge mere enkelthed. Så der bliver mere tid til at skrive, og til at beskæftige mig med tarot, og læse, og være sammen med familien.

Januar

Januar – er bortset fra November – den måned i hele året, som jeg bryder mig mindst om. Den er lang, kold, mørk og sædvanligvis har jeg ingen penge. (Jeg har aldrig forstået hvorfor folk har råd til at gå på udsalg – jeg har sædvanligvis brugt alle mine penge i December.) Og i år jeg endda på kur – som antydet i det forrige indlæg.

Men der er da et par lyspunkter:

1. Heldigvis er mørket aftagende – 14 minutter allerede tror jeg.

2. Min kur vil lykkes. Det ved jeg bare. Den er iøvrigt mere end en kur. Den er en kostomlægning. Og den vil lykkes fordi min krop og mit helbred ikke kan tåle at være så tyk, som jeg er nu. Jeg skal tabe 23 kilo inden min 35 års  fødselsdag d. 9. juli. Og jeg vil bruge denne blog til at skrive om det. Ikke fordi det er specielt interessant for andre at læse om, men fordi det gør at det er en offentlig, ikke en privat proces. Folk skal kunne holde mig fast på dette løfte. (Men jeg vil naturligvis stadig skrive om andre ting; litteratur foreksempel.)

3. Så er de de løfterige nytårsforsætter:

Mådehold, der naturligvis har at gøre med mit kostomlægnings/slankeprojekt. Men Mådehold eller Temperance handler også om at være i balance på alle niveauer og Nøjsomhed, der handler om at sætte tæring efter næring – i en mere økonomisk forstand.

4. Endelig er der den spirituelle, hemmelige rejse, jeg skal ud på i 2009. Den vil jeg ikke beskrive her, men jeg vil bruge Tarot som guide på turen.