Krat

Jeg skrev en gang om Herma’er der stod som pejlemærker langs de rejsendes vej.

På den seneste har jeg haft en fornemmelse af at jeg er kommet længere og længere væk fra den vej, jeg troede jeg skulle tage, eller som jeg nogle føler, at jeg burde have taget. Den rigtige vej. Den lige, lyse vej, der går direkte og troværdigt igennem skoven. Det er ihvertfald sådan jeg troede at den så ud. Men måske kedede den mig i al sin snorlige, elegante pænhed.

I stedet har min nysgerrighed og min eventyrlyst – og ja min lyst – bragt mig ud i krattet.

Derud hvor de vilde hindbær og brombær gror, så lokkende med deres sødme, men hvor jeg også bliver revet. Derud hvor hvor mosekonens bryg ligger tyk og mystisk over engen, men hvor der ikke er pejlemærker, og hvor jeg ender i mosen, hvis jeg ikke træder varsomt. Og ind imellem nåletræernes dybe skygger, hvor dagslyset sjældent trænger ned.

Det er spændende, sødmefyldt, drømmeagtigt – og frygtindgydende, forvirrende, farligt – kaotisk – at gå en anden vej.

Men hvem ved om ikke turen gennem krattet i virkeligheden er den rigtige vej?

Aspiration: Eros

Hvad er så min aspiration – eller min passion? Hvad er det, jeg vil puste liv i?

Jeg har givet slip på det at leve efter bestemte mål. Og det betyder også at jeg ikke ønsker at leve efter bestemte systemer.

Derfor ved jeg ikke helt hvad det er, jeg nu vil forsøge at beskrive. Måske et indre landskab. Et landskab som jeg endnu ikke kender og som jeg er ved at udforske, spiralisk og søgende.

Men her kommer det:

Min aspiration er at hylde eros, at dyrke eros, at skabe mere rum for eros, – og for sjælen.

Guderne skal vide, at jeg ikke ved, hvad det betyder og hvordan, jeg gør det. Det finder jeg ud af, hen ad vejen. Shapiro skriver, at det gerne må være svært at definere og at gøre, det er slet ikke sikkert at man opnår det.

Det er ikke det vigtige – det vigtige er at leve det – Her&Nu.

Mit tema – indtil videre – er som tidligere beskrevet hengivelse eller overgivelse. Så det jeg hengiver mig til Eros – i alle dets afskygninger. Og da landskabet er totalt ukendt og min aspiration abstrakt, har jeg behov for nogle pejlemærker – herma – på vejen. Det er naturligvis de fire P’er: Presence, Process, Paradox & Passion.

Endelig er der mit motto; mine modi vivendi, mine levemåder; Be. Shine. Love.

Jeg har forsøgt at beskrive forskellige niveauer af abstraktion fra det højeste – det mest abstrakte – til det mest konkrete; i Be ligger der blot det at give mig hen til nuet, at trække vejret.

Det lyder indviklet. Det er det ikke. Der ikke nogle mål, nogle krav eller forventninger til perfektionisme i det. Det er alt sammen et eksperiment og der er rig mulighed for at “fejle”, at forvilde mig dybt ind ad krogede stier.

Det er mit håb at dette kan være en inspiration for dig, der ønsker at være passioneret – mål løs.

Pejlemærker

Sjovt nok har jeg tidligere skrevet et indlæg om pejlemærker, nemlig om oldtidens herma, der stod som pejlemærker for de rejsende. I det indlæg var det 3 I’er: intention, intuition og inspiration, og indlægget handlede om, at hvis man lader sig lede af processen og ikke målet, er det godt at have nogle pejlemærker … selvom man helt ikke ved hvor de leder en hen. De tilhørerer jo trods alt Hermes’ domæne og ham ved man ikke helt hvor man har, han er flygtig.

Og det er faktisk lidt det samme, dette indlæg handler om, nemlig at lade de 3 P’er være ens pejlemærker. Husker du dem?

P for Presence, Process og Paradox.

Ideen er så at du dels kan gøre det til en vane dagligt at mærke efter hvor du er i forhold til de 3:  Hvordan har du det nu? Hvor er i du processen? Er du oppe eller nede, ude eller inde? Og paradokset – hvilke modsætninger rummer du? Hvor ligger spændingen lige nu, kan du føle den, kan du holde (til) den?

En anden idé er at bruge dem som udgangspunkt for et tarotoplæg med 3 kort, hvilket jeg vil gøre i løbet af de næste dage med et kort pr. dag. Du kan selvfølgelig trække alle tre kort på en gang for helhedens skyld.

Her vil jeg bruge Robert M. Place’s fabelagtige Alchemical Tarot.