Jeg skrev en gang om Herma’er der stod som pejlemærker langs de rejsendes vej.
På den seneste har jeg haft en fornemmelse af at jeg er kommet længere og længere væk fra den vej, jeg troede jeg skulle tage, eller som jeg nogle føler, at jeg burde have taget. Den rigtige vej. Den lige, lyse vej, der går direkte og troværdigt igennem skoven. Det er ihvertfald sådan jeg troede at den så ud. Men måske kedede den mig i al sin snorlige, elegante pænhed.
I stedet har min nysgerrighed og min eventyrlyst – og ja min lyst – bragt mig ud i krattet.
Derud hvor de vilde hindbær og brombær gror, så lokkende med deres sødme, men hvor jeg også bliver revet. Derud hvor hvor mosekonens bryg ligger tyk og mystisk over engen, men hvor der ikke er pejlemærker, og hvor jeg ender i mosen, hvis jeg ikke træder varsomt. Og ind imellem nåletræernes dybe skygger, hvor dagslyset sjældent trænger ned.
Det er spændende, sødmefyldt, drømmeagtigt – og frygtindgydende, forvirrende, farligt – kaotisk – at gå en anden vej.
Men hvem ved om ikke turen gennem krattet i virkeligheden er den rigtige vej?