Så fik jeg endelig indrettet min læsekrog og fik sat alle bøgerne på plads i reolerne.
Jeg glæder mig til at sidde her og læse om aftenen, og jeg har sat mig for at læse alle de tilbageblevne bøger. Selvom mange røg i oprydningen er der ikke så få jeg faktisk ikke har læst; fx Pamuk: Mit navn er Rød, eller som jeg glæder mig til at genlæse; fx Perec: Livet – en brugsanvisning.
Jeg er forundret over, hvordan inspiration fungerer. I den udstrækning den kan siges at “fungere”.
Nogle gange ved jeg ikke om den går den ene eller den anden vej eller hvem der først inspirerede hvem til at starte med. Eller hvordan en idé eller en tanke strømmer frem af mange små kilder.
Om at leve et liv i passion i nuet – fremfor for at jagte et eller flere mål – bevidstløst.
Denne bog er interessant. Allerede nu – nu ca. 30 sider inde – læser jeg om begreber – eller tilstande, som interesserer mig og som jeg søger at dyrke nu; Passion, soul, journey, aspiration/intention etc. Den handler om at leve passioneret nu og nyde rejsen, fremfor at være fokuseret på selve målet.
Her er tre af de fire P’er repræsenteret; Presence, Process og Passion. Paradokset ligger i at man godt kan have mål i et mål-frit liv – man skal bare ikke lade sig totalt opsluge af at nå det.
Denne bog taler virkelig til mig. Så at sige. Og det leder mig frem til det næste; at vi tilsyneladende får den inspiration, vi har behov for på det tidspunkt, hvor vi har behov for det, hvor vi er åbne eller resonante, modtagelige.
Ideer og mennesker og oplevelser er pludselig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og sætter ting i gang i os – på magisk vis.
Jeg opdagede forleden dag, at jeg var ved at glide over i bibliomanien igen. Det sker gerne en gang om måneden. Som en tilbagevendende virus. Det er faktisk derfor jeg valgte at sætte min serie om det onde i stå.
Fordi jeg pludselig kom til at tænke på at alle de bøger, jeg kunne, skulle, burde læse for rigtigt at sætte mig ind i stoffet. Guderne skal vide at der findes utallige bøger om dette emne, og om Djævelen, Lilith, Gudinden, det Feminine – og jeg skal komme efter dig.
Som du kan se var jeg allerede ude af en tangent, og jeg havde allerede bestilt adskillige bøger på bibliotek.dk.
Jeg besluttede mig for at sætte en stopper for det onde, så at sige, og at trække vejret. Når det bliver på den måde, går lysten og nysgerrigheden ud af projektet og det bliver en pligt. Så derfor trykkede jeg på stop. Jeg ville gøre det omvendt. Dels ved at tage det med bøgerne med ro et par dage, dels ved at se hvad der dukker op, og skrive om det.
Det er jo heller ikke fordi jeg ligefrem mangler læsestof ...
Det handler naturligvis om at jeg elsker bøger og at jeg elsker at læse. Nogle gange kammer det bare over, og jeg har gang i for meget.
På et dybere plan handler det om at forvente for meget af mig selv. At være overambitiøs – og selvkritisk, hvis jeg ikke får gjort det jeg sætter mig for.
Men det har bare ikke så meget at gøre med den omsorg, jeg skrev om for nyligt. Jeg så i øjnene at jeg har brug for at tage den lidt med ro i mit hoved og på det intellektuelle plan.
Er du også lidt bibliomanisk? Eller kammer dine passioner også nogle gange over i det ekstreme?