Kunsten at leve Arkiv ~ Prima Materia

Om at nære sjælen

“When the amount is right the end result is growth. Love demands that we nurture and give what is needed – not to much and not too little. Love can not be forced on someone; true love is to what is needed, to nurture, to create strenght and to allow for growth.” Robert Place.

Jeg har altid været god til at forkæle mig selv. Det er vigtigt. Det er derfor at jeg skriver om den mad, jeg spiser, hvad enten det er bagte jordbær med fløde eller ørredsalat.

Det er derfor jeg er optaget af nydelse, hvile, stilhed, litteratur, spadsereture og gode, dybe samtaler med folk, jeg holder af – 1:1.

For jeg kan tydeligt mærke, at mit fokus er anderledes nu end tidligere når det kommer til selvforkælelse. Det handler nu ikke kun om at forkæle mig selv, fx i forhold til nyt makeup, tøj, bøger etc. Det handler ikke om at lægge til, men at trække fra.

Less is more.

Og selvom jeg altid sætter en ære i at gøre mig så smuk, som jeg kan – er reglen nu K.I.S.S. – keep it simple, sweetie.

At relatere dybt og leve enkelt.

Nu, hvor jeg føler mig (mere) hel, er mit formål at nære sjælen. At nære sjælen ved at nære kroppen og dyrke det sanselige, nærværet, samtalen, øjenkontakten, latteren, berøringen, pausen.

At mærke kroppen og røre sjælen. At være sammen med mennesker, der gør mig godt. Og ikke mindst ønsket om at gøre andre godt. At nære min sjæl ved at nære andre.

Det væsentlige er ikke min sjæl – for dybest set er det ikke mig der har den, men den, der har mig – men at dyrke sjæl – sammen med den Anden – hvad enten denne er en ven eller veninde – eller en potentiel mand/kæreste, når dét kommer til udfoldelse i mit liv.

At være langsom

At være langsom og at give sig tid, har for mig at gøre med nydelse og sensualitet.

” … kroppens rundhed skaber en rundhed og langsomhed i hendes bevægelser og gester. Der udgår en sødmefuld ladhed fra hende. Hun er i besiddelse af langsomhedens visdom og behersker den teknik at sagte farten”

Jeg bilder mig i min forfængelighed ind at beskrivelsen af en kvindes krop i Kunderas roman Langsomheden kunne være en beskrivelse af min egen krop.

Jean-Honoré Fragonard - The Stolen Kiss. At give sig tid til et stævnemøde, at være langsom. Jeg elsker at være langsom. At dvæle i tiden, at hvile i hver en bevægelse. At nyde nuet. Og lad det strække sig ud. Så for mig ligger der, som hos den franske Madame, helt klart et erotisk og æstetisk element i langsomheden. Måske har vi i vores tid mistet forståelsen af nydelse som noget dvælende, baseret på kunsten at være langsom.

Kundera beskriver – som altid fremragende – i romanen dels det modernes menneskes latterlige forfængelighed, og vores tab af langsomheden og langsomhedens visdom. Og den nydelse og følelse, der er forbundet hermed.

At være langsom gør det muligt at forme tiden:

“At formgive et stykke tid – det er skønhedens fordring, men også erindringens. For det, som ingen form har lader sig ikke indfange, lader sig ikke erindre, For dem [la Madame og hendes elsker] var det ganske særlig vigtigt at undfange deres møde som en form, i betragtning af at deres nat måtte være foruden en morgendag, og kun ville kunne gentages i mindet”.

Kundera forsætter med at pointere forholdet mellem langsomhed og erindring, hurtighed og glemsel; “Der er en hemmelig forbindelse mellem langsomheden og erindringen og mellem hurtigheden og glemslen”. En mand, der ønsker at erindre noget, sagtner farten, mens en mand, der ønsker at glemme, sætter derimod farten op.

“I den eksistentielle matematik tager denne erfaring form af to elementære ligninger; graden af langsomhed er ligefrem proportional med erindringens intensitet; graden af hurtighed er ligefrem proportional med glemslens intensitet.”

Og senere vender han denne ligning om og argumenterer for at vores epoke er besat af begæret efter glemsel og at det er derfor at den forfalder til “hurtighedens dæmon”.

Mens hurtighedens dæmon skyldes at vi søger glemslen, har det at være langsom at gøre med nydelse, æstetik og at forme tiden, således at den kan erindres.

Jeg tænker, at Kundera har ret, vi har glemt at være langsomme for at kunne være nydende og nærværende i nuet. Mange mennesker ønsker noget andet, længes efter en anden fylde – men det er kollektivet, som Kundera adresserer, mens hans fine roman taler til individet.

For mit eget vedkommende oplever jeg i disse dage nødvendigheden af at være langsom, at rumme langsomheden. Igen at indse at acceptere at ting skal modnes og at de tager tid for at blive til de, det skal eller kan blive. Som indholdet i den alkymistiske kolbe, der simrer og bobler.

Intet kan forceres. Heller ikke Nuet.

Så er det godt at huske mig selv på, at med til Kunsten at leve hører det at være langsom.

Milan Kundera: Langsomheden. 4. udgave. Gyldendal, 2013.

Kunsten at leve

Jeg afsluttede mit essay om Kunsten at elske med en pointering af, at livet er også det mirakel at være i live og at tage del i livet i alle livets facetter. Kunsten at leve er også en disciplin, og den starter ved at værdsætte selve livet. Og derefter bevidst at vælge, hvad vi vil give opmærksomhed:

The only thing that’s capital-T True is that you get to decide how you’re going to try to see it. You get to consciously decide what has meaning and what doesn’t. You get to decide what to worship.

Livet er et mirakel, bevidsthed er et mirakel, at have et godt helbred og være ved sin forstands fulde brug er et mirakel. Forleden dag kom jeg til at tænke på, hvor tæt jeg er på ikke at være i live – ihvertfald ikke i min nuværende tilstand – fordi jeg er født med en stofskiftelidelse, der kræver at jeg tager medicin hver dag for at kunne fungere.

Og hvor taknemmelig, jeg egentligt er, over at det er muligt – uden at jeg faktisk tænker særligt meget over det i min hverdag.

Der er en masse ting, vi tager for givet i vores hverdag – og det er der ikke noget galt med. Vi må gerne tage ting for givet, uden at vi behøver at være dybt taknemmelige hele tiden. Nogle gange lægger vi mere vægt på og mærke til det, som mangler, end til det som fylder.

Det vigtige er ikke, om vi ser på tilværelsen med taknemmelighed eller ej, eller om vi skiftevis opfatter glasset som værende halvt tømt eller halvt fyldt.

Men om vi gør det med bevidsthed; Om vi har en form for meta-perspektiv på livet og vores levevis.

Der er fx en masse ting i min helt almindelige tilværelse, der kan drille mig i hverdagen. Sagen er bare den, at hvis ikke jeg hver dag kunne tage to små hvide piller, så ville det hele være fuldstændigt ligegyldigt. Det sætter det hele i perspektiv.

Erkendelsen af at jeg faktisk ikke kan tage noget for givet – heller ikke de to små hvide piller – betyder at jeg får mulighed for at standse op og se på livet på en anden og ny måde.

Red or blue? I The Matrix er forskellen mellem viden og illusion
symboliseret af valget mellem den røde og den blå pille,
som Morpheus sætter Neo overfor

Det er det, jeg mener med bevidsthed og perspektiv.

Det er okay at opfatte livet som irriterende og mangelfuldt. At være ærgerlig, ked af det og fortryde ting. Ubehagelige situationer og konflikter vil opstå. Ting bliver væk, eller går itu. Relationer bliver brudt, eller løber ud i sandet. Vi mister mennesker, som vi holder af etc.

Hele forskellen består i, hvordan vi ser på disse ting. Om vi kan træde et skridt tilbage og se det hele, herunder vores egen andel og ansvar i dem udefra, med bevidsthed – istedet for at blive overvældet og identificeret. Istedet for at give andre skylden – eller omvendt tillægge os selv for stort et ansvar og betydning – i forhold til tingenes gang.

Der er to begreber her, som er værd at have in mente:

1. Det indiske begreb for ikke-viden; avidya – som betyder at ikke vide, ikke forstå, ikke se. Det opfatter jeg som værende ikke-bevidsthed eller ubevidsthed – og ikke mindst en manglende vilje til at blive (mere) bevidst. Det er ikke en dyd – og det er bestemt ikke en undskyldning! Selvom det tit anvendes som en undskyldning.

2. Det almindelige begreb interesse – som kommer af det latinske verbum inter-esse; at befinde sig midt i – men som almindeligvis betyder at tillægge noget positiv opmærksomhed.

Og hvis vi kombinerer disse to begreber, kan det hele handle om at være positivt interesseret i, hvordan livet udfolder sig, at tillade sig at blive opslugt, at leve sig ind i noget, at leve med. Og samtidigt kunne se, forstå og vide, hvilken andel, vi selv har i tingene. At kunne træde et skridt tilbage, og observere os selv og andre.

Det handler om balancen mellem at leve sig ind i levet, og se på det udefra – en kontinuerlig vekselvirkning.

Så for mig at se er livskunsten, kunsten at leve, overordnet set det at værdsætte selve livets mirakel, at kunne indtage et bevidst meta-perspektiv, at balancere mellem indlevelse og observation. Og endelig – og ikke mindst at vælge, hvad vi vil fokusere på. Hvad vi vil bruge vores dyrebare tid, frihed og opmærksomhed på:

The really important kind of freedom involves attention, and awareness, and discipline, and effort, and being able truly to care about other people and to sacrifice for them, over and over, in myriad petty little unsexy ways, every day. That is real freedom. The alternative is unconsciousness, the default-setting, the “rat race” — the constant gnawing sense of having had and lost some infinite thing.

I løbet af det næste stykke vil jeg skrive en række indlæg om det at leve – og hvad der er vigtigt for mig i livet. Det vil sige, dét jeg har valgt at fokusere på. Det er ment som inspiration, perspektivering og reflektion.

Du har foretaget andre valg. Det vigtige er bare, efter min mening, at det er bevidste valg.

Citater fra David Foster Wallace: This is water.