Selektion: Skal man være Facebook-venner med alle?

For nylig tilmeldte jeg mig som bekendt Facebook. For at blive medlem af P1 Fanklub tilmeldte jeg mig netværket Denmark, og gav dermed en masse personer adgang til min profil og dermed oplysninger, som jeg ellers havde sat til at kun mine Facebook-venner skulle se.

Her til morgen fik jeg to nye venneanmodninger. Den ene fra en pige i USA som jeg deler interesser med idet vi er tilmeldt mange af de samme grupper (det er nr. 2 pige fra USA der har bedt om venskab med den begrundelse).

Den anden fra en person, som jeg ikke har fælles venner med og som jeg umiddelbart ikke har et interessesammenfald med, men som jeg tror spottede mig via Denmark-netværket. Da jeg spurgte ham, hvorfor han netop ville være ven med mig, skrev han tilbage”Fordi du ser flink ud” -? (Det synes jeg nu ikke). Til det svarede jeg “Det er ikke nok”, og afviste hans venneanmodning.

Det havde jeg det lidt underligt med. På den anden side har jeg det også underligt med at være venner med nogen – bare for at være flink. Jeg tror man kan opdele mine venner i følgende kategorier:

1. Folk jeg i forvejen er venner med eller kender i forvejen
2. Kolleger og familie – en underkategori af ovennævnte
3. Venners venner – også en underkategori af 1. kategori
4. Interessefæller – fundet via Facebook

Angående sidste kategori må et klart kriterium være at der rent faktisk er tale om et interessefællesskab – og ikke en relation, jeg indgår bare fordi jeg ser flink ud – eller for at være det.

Men hvorfor skal man være karrig med at indgå Facebook-venskaber med alle og enhver?

Ifølge artiklen The Facebook Commandments er der tre grunde; Privatlivets fred (har man virkelig lyst til at dele billeder etc. med folk man dårligt kender?), Information Overload og endelig:

“In theory, a huge number of friends means you’re really, really popular. In reality, the omnidirectionally friendly typically strike us as untrustworthy and maybe even a little lame”.

Så selvom jeg har tilmeldt mig gruppen “Unconditional Love” er min kærlighed ikke helt så betingelsesløs når det gælder Facebook … Derfor er mine indstillinger i privatlivskonti nu tilbage til kun at angå Venner.

Oh my … Facebook

Så nu er jeg bukket under for Facebook-feberen.

Det er jo lidt af en tidsluger. Men jeg har fundet en del af mine gamle netvenner, fra dengang jeg huserede på usenet, samt et par fætre, jeg ellers ikke normalt ser så meget til – så det er jo dejligt.

Med tid til det, det har jeg ikke, da jeg skal til at pakke til vores tur til Norge. Lige nu lider jeg både under rejsefeber og facebook-feber.

Ondskab

Jeg har netop læst to meget tankevækkende bøger, der begge to handler om menneskelig ondskab.

Det var Birkedal : en torturbøddel og hans kvinder af Peter Øvig Knudsen og Kong Leopolds arv af Adam Hochschild.

Sidstnævnte handler om “Om den belgiske Kong Leopold II’s (1835-1909) rædselsregime i hans “personlige” koloni, Fristaten Congo i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet”.

Den første er “Beretningen om den højestplacerede dansker i Gestapo under besættelsen, Ib Birkedal Hansen (1909-1950), herunder om forholdet mellem Birkedal og hans kvinder, psykiateren Max Schmidts rolle og om de dramatiske begivenheder, der førte til at den frygtede stikkerchef og torturbøddel blev henrettet i 1950 som den sidste efter retsopgøret.”*

Begge bøger er velskrevne og gode eksempler på dokumentation, der er mindst lige så spændende at læse som en hvilken som helst roman. Forskellen er blot at de bygger på virkeligheden.

At de rædsler og den menneskelige nedværdigelse, at de handlinger, der bunder i sadisme, forråelse, ondskab og grådighed der beskrives rent faktisk har fundet sted. Virkeligheden overgår så langt fantasien. Det ligger udenfor ens fattevne, og bøgerne giver egentlig ikke nogle svar af filosofisk eller psykologisk art på, hvorfor det er sådan. Fakta og dokumentation fremlægges og så må man som læser drage sine egne slutninger, og selv forsøge at fatte og forholde sig til det.

Hvorfor? Hvorfor kan det finde sted og hvorfor gør folk sådanne ting mod andre? Hvilke mekanismer træder i kraft?? Kan vi alle gøre noget lignende?

Ja. Det tror jeg faktisk. Jeg tror at det er et spørgsmål om valg. At vælge at se eller at vælge at åbne øjnene, når man står i en given situation. Og egentlig er det overflødig at skrive “menneskelig ondskab” for ingen andre væsener har den moralske mulighed at vælge mellem godt og ondt.

Men meget forenklet at sige at det drejer sig om vælge, at foretage et moralsk valg, betyder ikke at selve valget i den givne situation er nemt. For hvis det var nemt at handle godt, ville der jo ikke være nogle tilfælde af menneskelig ondskab. Måske er det endda nemmere at handle ondt end at handle godt?

*Jeg har citeret resumerne efter bibliotek.dk beskrivelser

Skaber nettet nye læsevaner?

Her et et indlæg jeg har skrevet til et blogindlæg i Zeitgeist om hvorvidt nettet skaber nye læsevaner og om det gør os dumme at google:

Som bibliotekar interesserer jeg mig for (information) literacy, og derudover er jeg naturligvis også forbruger af de nye medier.
Jeg er enig med andre, der har kommenteret dit indlæg, at det må være et både-og.
Personligt har jeg formået at holde fast i min “gamle” måde at læse på når det gælder bøger og artikler, men når det gælder nettet griber jeg mig selv i at springe over dele af afsnit og hurtigt klikke videre. På nettet er jeg simpelthen mindre tålmodig.
Jeg tror at nettet skaber nye måder at læse og (for)bruge information på. Det skaber nye vaner, der er tilpasset nye medier, mens de “gamle” medier kræver disciplin i forhold til at holde fast i koncentration og fokus.

Tarot som kunst

Tarot er et medium, også for kunst, og det som – også – fascinerer ved at beskæftige mig med tarot er, hvordan de mange forskellige tarotsæt hver især fortolker ideen om Tarot. Nogle af dem der giver tarot nye og spændende udtryk, er utrolig kreative og kunstnerisk dygtige.

En af dem er Ciro Marchetti, som er ophavsmand til the Gilded Tarot og Tarot of Dreams. Nu arbejder han på en ny tarot, nemlig Legacy of the Divine Tarot, som han har lavet en meget smuk trailer til.

Tristan Gazel

Tristan med sut
Tristan dag 1.

Ja, det hedder jeg, altså. Det besluttede min far i 1995. Det siger han i hvert fald. Under alle omstændigheder er jeg en rigtig sød dreng. Jeg blev født på Hvidovre Hospital den 17. april kl. 13:25, hvor jeg vejede 3750 gr og var 51 cm lang. Jeg har vist taget lidt på allerede. Men bortset fra det, er jeg helt perfekt. Jeg synes også, jeg er en ret flot fyr med mørkt hår og seje bakkenbarter. Min far siger, jeg ligner en eskimo (meget morsomt).

Da jeg blev født den 17. april betyder det, at jeg født i stjernetegnet Vædderen. Det giver god mening for familien manglede et ildtegn for at have alle elementerne repræsenteret. Det skal nok give ballade på længere sigt, hehe. Det gav også god mening for min mor, der pludselig forstod, hvorfor fødslen var så hurtig og smertefuld. Det tog nemlig kun 2 timer og 25 minutter fra mine forældre kom på fødeafdelingen, til jeg var født. Væddere er nemlig sådan nogen, der vil frem i verden. Min storesøster Elisabeth var noget længere om det. Hvor svært kan det være, spørger jeg bare. Hun er ellers sød, min storesøster. Hun er rigtig god til at komme med min sut og min orangutang. Hun sørger for, at de altid er inden for rækkevidde. Der skal være orden i sagerne, men hun er jo også Tyr. Nå, jeg må videre. Her kommer der lidt mere at kikke på.

Elisabeth aer Tristan

Tristan har det dejligt

Tristan er dejligt mæt

Mark og Tristan
Drengen og hans far

En lille video …

Mary K. Greers Tarot Blog

I dag faldt jeg over Mary K. Greers Tarot Blog.

Mary K. Greer er forfatter til mange bøger om tarot, blandt andre “21 ways to read a tarot card” og “Tarot for Your Self”.

Endnu en spændende mulighed for at læse mere om tarot. Det er bare om at komme igang. Det første (eller snarere seneste) indlæg handler om forholdet mellem synske og intuitive evner i forhold til at læse tarot.