Tag: generøsitet

Generøsitet

Hvad er mest generøst – at hjælpe folk eller at få dem til at hjælpe sig selv?

Denne gang genudsender jeg et gammelt indlæg som jeg skrev tilbage i 2007 om 6 Mønter eller 6 stjerner – som jeg kaldte det dengang. Det er et eventyr, og det lyder sådan her:

Der var en gang en ung hofmand, der af kongen fik til opgave at uddele almisser til de fattige i den nærliggende by. Kongen var af den opfattelse at tiggerne ikke selv kunne administrere store beløb, men ville drikke dem op eller på anden måde øde pengene bort. Derfor måtte de kun få pengestykker svarende til en nøje opvejet vægtenhed. Det blev sædvanligvis kun 4-5 pengestykker ad gangen. Og derfor skulle den unge hofmand af sted til byen 1-2 gange om ugen.

I starten påtog han sig opgaven med stor alvor og målte omhyggeligt pengestykkerne af og rakte dem til de fremstrakte hænder. Han så ikke ind i øjnene på de mennesker, der taknemmeligt, antog han, tog i mod pengene, men holdt en vis formel distance. Han var meget tilfreds med sig selv og den vigtige opgave, han havde fået.

En dag var der imidlertid en tigger, der med slet skjult irritation spurgte ham, hvorfor de egentlig aldrig fik mere end dette lille beløb ad gangen.

– Ser de, unge mand, fik vi lidt mere kunne vi selv bestemme, hvordan vi ville bruge pengene, fx ved at lægge lidt til side. Nu går de udelukkende til at stille den værste sult eller få den mest nødvendige medicin. Den unge mand lagde nu mærke til at manden havde en forbinding om hovedet.

– Jamen, hvad ville I dog lægge pengene til side for? spurgte den unge mand, forbløffet over at nogen vovede at stille spørgsmål ved kongens anordning.

– Jow, ser De, unge mand, jeg kunne fx købe et net at fiske med, og på den måde selv fange min føde, eller sælge fiskene på torvet og på den måde selv tjene til livets ophold. Den unge mand her, kunne leje en økse og gå i skoven og hugge brænde, som han kunne sælge. Man kunne købe en høne, eller grej til at spinde uld med, og gå til hånde hos væverne. Ja der er sørme mange muligheder, med tiden kunne det være, at vi slet ikke ville være flere tiggere i byen!

Den unge mand rystede afvisende på hovedet, det var dog en absurd tanke at disse mennesker, forhutlede, pjaltede og snavsede som de var, selv skulle kunne tjene til livets ophold. Han gik derfra uden at nedværdige sig til at svare manden. Alligevel blev tanken ved med at hjemsøge ham i de næste par dage. Han legede med ideen om at give dem hele denne måneds beløb på een gang, men stadig gå til byen et par gange om ugen. Dels for ikke at vække mistanke, dels for at se, om tiggerne egentlig ville gøre som manden havde sagt.

Han besluttede sig for at føre ideen ud i livet, så da han næste gang skulle hente penge i kongens møntkammer, tog han en pung med hele månedens beløb. Han var klar over at det kunne koste ham dyrt, hvis det blev opdaget, men hans nysgerrighed og hans mod vandt over hans sædvanlige pligtfølelse. Da han nåede frem til stedet hvor tiggerne ventede ham, uddelte han nøje de nye, større beløb til hver enkelt, sådan at det passede til hvad de enkeltvis ville modtage i løbet af en måned. Han røbede intet i sit ansigtsudtryk, og mødte ikke deres øjne. Da transaktionen var slut vendte hans sig og gik.

Han gik til byen de næste par gange som vanligt, men en dag da han vendte hjem til kongeborgen, blev han arresteret af to vagter. De tog alle hans fine røde klæder i uld og silke af ham, og smed ham næsten nøgen i hullet. Ingen fortalte ham hvor længe han skulle sidde der. Puha, tænkte han – det ender med at jeg ender i den selv samme situation, som de mennesker, jeg prøvede at hjælpe!

Men disse menneskers situation var nu ikke mere den samme. Bevares et par stykker havde som kongen forventede soldet deres penge op på svir og hor, men langt de fleste havde gjort som manden med forbindingen sagde, og investeret pengene i en lille, men fornuftig ting, der hjalp dem til at forsørge sig selv. De næste par gange kongens nye betroede hofmand gik ned for at uddele almisser, i de velkendte små, nøje afmålte, portioner, kunne han meddele om mærkbart færre tiggere end tidligere.

Prinsessen sagde til sin far: Det er ganske vist. Mine kilder fortæller at de klarer sig bedre nu, og de ikke er så mange tiggere mere. De har ikke brug for så mange af dine penge mere, og de tigger heller ikke hos byens borgere, men klarer sig selv. Så på den måde har han faktisk gjort dig en tjeneste!

Det tænkte kongen længe og grundigt over.

Det endte med, at den unge mand blev taget ud af hullet, blev vasket, fik serveret et ordentligt måltid mad og fik sine klæder igen. Derefter blev hans ført til kongen, der meddelte ham at han nu skulle fungere som hans officielle investeringsrådgiver, og at det kongen måtte indrømme at have lært, af ham, den unge mand, var, at det åbenbart ikke skadede at lade folk tænke selv!

Og hvem ved … måske tænkte prinsessen også selv, på den unge mand og hans åbenlyse dyder…

Paradox

At udholde frygten for noget og handle alligevel betyder, at man udholder det paradoksale. Der ligger en stor grad af spænding her. Det gælder for paradokset generelt; paradokset som fænomen, sindstilstand og erfaring. Hvis vi vælger at leve med paradokset som en del af vores eksistens, istedet for at afvise det som ubærligt, må vi acceptere denne spænding.

Hvori består paradokset?

Paradokset er en provokation, fordi vi er vant til at dele ting op i modsætninger, at se verden i dichotomier. Men at leve med eller i paradokset betyder, at vi kan udholde spændingen mellem modsætninger. Det er pinefuldt at bære en spænding, et modsætningsforhold, og at være bevidst om det. Men det er interessant. Det er som at være elektrisk ladet, tændt.

Er vi ikke bevidste om paradokset betyder det ikke at det forsvinder, men det bliver en ambivalens, der har os i sin vold. Energien forsvinder fra bevidstheden, og ambivalensen kører rundt med os, fordi den er ubevidst. Og vi kommer til at foretage os mærkelige, modsatrettede, ureflekterede, forvirrede ting.

Og hvad fortæller The Alchemical Tarot så om at leve i paradoxet? 6 of Coins.

At leve med eller i paradokset har at gøre med at leve uskyldigt. Det kan lyde sært modsatrettet – nemlig! – for hvordan kan vi være bevidste og uskyldige på samme tid. Sagen er at for den uskyldige – her illustreret af børnene – eksisterer modsætningerne, dichotomierne ikke. De har ikke “opfundet” dem endnu. De oplever helheden, de ser ingen modsætning imellem den seriøse, fysiske materialitet som mønterne repræsenterer og det sorgløst, let, at lege med dem.

Vi sætter ting op som modsætninger, poler, dichotomier. Med rationaliteten beslutter vi, at nogle ting eksluderer hinanden, og det er også godt – til en vis grad. Det betyder at vi kan forstå verden og tilværelsen. Men i paradokset er tingene ikke modsætninger; de indeholder hinanden – som Yin indeholder lidt af Yang og vice versa. Istedet for at inddele verden i dichotomier kan vi vælge at se alting som værende sammenhængende, som på et spektrum, der går fra infrarødt til ultraviolet.

At leve i paradokset betyder at vi forstår at infrarødt og ultraviolet ikke er modsætninger. De udtrykker forskellige bølgelængder eller frekvenser. Metaforisk talt forskellige oplevelseskvaliteter og måder at erkende verden og tilværelsen på.

Det gælder det feminine og det maskuline, det lyse og det mørke, det smukke og det grimme, det alvorlige og det lystfyldte, eros og logos, senex og puer, det gode og det onde.

Sagen er at tilværelsen byder på en god blanding af alle disse ting, på samme tid og sted. Hvilket kan være kaotisk, skræmmende og angstprovokerende. Og det er det, der gør det så svært at bære.

Kortet fortæller også om at være generøs. I relation til det med at leve i paradokset, tror jeg at det handler om at turde give og få – det hele. At være parat til at rumme det og give det plads – også hos andre, for andre. Der ligger en stor gave i at tillade både sig selv og andre at være paradoksale, modsætningsfyldte, vidunderlige skabninger.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Venlighed: Generøsitet

Hvad har venlighed at gøre med at være generøs?

Jeg mener det handler om at være sig selv i forhold til den Anden og give vedkommende det du er og det du har. Din tid, din opmærksomhed, din hjælp. At være villig til at dele det man har med andre, og at handle ud fra et overskud.

På Wikipedia står der om generøsitet:

“Generosity is not solely based on one’s economic status, but instead, includes the individual’s pure intentions of looking out for society’s common good and giving from the heart. Generosity should reflect the individual’s passion to help others. In Buddhism, generosity is the antidote to the self-chosen poison called greed.

In Islam Quran states that whatever we give away generously, with the intention of pleasing God, He will replace it. God knows what is in the hearts of men.”

Det minder mig om, at det vi har, det vi tror at vi ejer blot er noget vi har til låns. Vi skal ikke have det med herfra, og vi kan miste alt hvad vi ejer og har, så det er væsentligt ikke at knytte sig til jordisk gods og guld. Så hvorfor ikke dele det med den Anden?